Kulturanmelder Maria Cuculiza har her udvalgt nogle af årets allerbedste film og TV-programmer. Alle udsendelser gav hun i årets løb seks stjerner.

Tak til TV2 for afsløring af, hvordan tobaksindustrien pusher nikotin til børn og unge

TV: Andelen af børn og unge, der bruger røgfri nikotinprodukter, er eksploderet de seneste år i takt med, at tobaksindustrien i stigende grad betaler gratis eksklusive parties, events og unge influencere for at reklamere for andre unge. Alligevel fralægger tobaksindustrien sig ethvert ansvar i afslørende TV2-program.

I Danmark bruger omkring hver tredje af alle børn og unge mellem 15 og 29 år en form for nikotinprodukt enten hver dag eller lejlighedsvist, og omtrent halvdelen af dem bruger de e-cigaretter, nikotinposer, snus og tyggetobak, som tobaksindustrien flittigt sørger for, at de kommer i nærkontakt med. Tallene viser samtidig, at den største stigning er sket i den helt unge aldersgruppe 15-17 år, hvor det særligt er de nye produkter, der er populære. Over halvdelen af de unge nikotinbrugere begynder først på for eksempel e-cigaretter eller nikotinposer, selvom de aldrig har røget før.

Det fremgår af TV2’s nye afslørende udsendelse ´Røgsløret fra Tobaksindustrien´ om industriens metoder til at få nye, unge brugere til at bruge deres røgfrie nikotinprodukter, der indeholder nikotin af varierende grad og har forskellige smage fra for eksempel frugt, slik og mentol.

Alle røgfrie nikotinprodukter er forbudt at sælge til mindreårige, men ikke desto mindre betaler British American Tobacco for særlige arrangementer på caféer og inviterer blandt andet hundredvis af unge, der arbejder på barer og i Seven Eleven kiosker i Danmark, til gratis og lukkede parties, hvor der bydes på gratis alkohol ad libitum DJ’s. Alt imens firmaets sælgere markedsfører og sælger deres helt nye produkt ´GLO´, som er opvarmet tobak, med to tredjedele rabat. Indenfor på Hive blev GLO´s logo vist på TV-skærmene, væggene var blevet tapetseret med GLO, der også var trykt på sælgernes T-shirts. 

Eller vi ser nikotinprodukterne, der flyder gratis på bordene, som ved for eksempel en festmiddag for influencere og andre toneangivende unge på Toldboden i København.

Det er et godt og solidt journalistisk arbejde, der ligger bag ´Røgsløret fra Tobaksindustrien´, og blandt

dokumentarens dybt provokerende, skjulte optagelser er et scoop af et interview med en sælger fra britisk American Tobacco, der frejdigt fortæller:

”Før i tiden gav vi bare et stort bidrag (markedsføringsbidrag, red). Nu går vi mere ind og ser, hvordan vi kan aktivere de nye produkter. Vi vil gerne have det ud, så folk også ser det,” siger han og fortæller, at det er særlig effektivt, når folk har drukket alkohol.

Programmets vellykkede, fremragende og oprørende afsløringer af, hvordan tobaksindustrien endnu en gang i det gedulgte forsøger at få gaflen i skolebørn og unge er hårrejsende, og ´Røgsløret fra Tobaksindustrien´ er et vigtigt eksempel på, at det nogle gange omdiskuterede skjulte kamera i den grad kan have sin berettigelse, for det er ikke kun TV-2, der har arbejdet undercover her. Det samme gør den tobaksindustri, hvis markedsførings manøvrer det ville have været umuligt at dokumentere på samme solide vis uden skjulte kameraer og mobiler.

Så tak til TV2 for at gøre opmærksom på, hvad der i virkeligheden foregår bag industriens højtstemte løfter om, at de røgfri nikotinprodukter ene og alene er til voksne rygere, som ikke kan holde op - og ikke til de børn og unge, hvis hjerner tåler nikotin rigtigt dårligt.

´Røgsløret fra Tobaksindustrien´kan ses på TV2 Play

Dokumentarserie er helt forfærdelig, men super vigtig public service TV

TV: En mini-dokumentarserie om danske skoleelevers omgang med alkohol er så skræmmende, at alle børn, forældre, unge, voksne og politikere burde tvangsindlægges til at se den. Og jo før jo bedre, for børnenes fysiske og mentale helbred er i akut fare.

Danske børn og unge har Europa-rekord i druk, og tendensen er, at det går den gale vej. Børnene begynder tidligere med at drikke sig fulde, og de er fulde mere end tre gange så ofte som deres jævnaldrende i andre europæiske lande. 30.000 børn og unge kommer årligt til skade på grund af alkohol, og i gennemsnit dør der hvert år 14 danske unge mellem 15 og 25 år som følge af druk. Og vi er et af de eneste lande i Europa, hvor unge under 18 år kan købe alkohol.

”Nogle gange får jeg bare lyst til at slå mig løs, og så kan jeg godt komme op og drikke de der 15-20 genstande på et par timer,” fortæller 15-årige Emil Steneman, der sammen med Ebbe Roel og Mathilde Hansen deltager i TV 2's nye dokumentar "Børn på druk".

I seriens første og aldeles opsigtsvækkende program følger vi de tre skolekammerater fejre J-dag, som er den årligt tilbagevendende begivenhed, hvor bryggerierne første fredag i november promoverer deres julebryg ved at uddele ubegrænsede mængder af de stærke væsker.

Hverken Emil Steneman eller hans kammerater er gamle nok til lovligt at kunne drikke på Odenses restaurationer og barer. Men det er der øjensynligt råd for i form af udendørs karavaner, når man er et bryggeri, der vil kapre nye, unge kunder. Og i her i første episode ser vi det lokale bryggeri Albani, der for 17. år i træk under fuld musik kører snekanoner og julemænd rundt i Odenses gader i lastbiler, hvorfra julemændene uddeler blå Tuborg-nissehuser og gratis juleøl til børnene, der bliver mere og mere stang-berusede i konkurrencer om, hvem der kan drikke hurtigst af lastbilernes store ølbonger på siden. Lige indtil nogle af børnene havner på de til lejligheden oprettede alkohol-lazaretter, hvor sygeplejersker bestemmer, hvem kan blive behandlede på stedet, og hvem der er nødt til at blive sendt videre i ambulancer til yderligere behandling på hospitalet.

At følge de tre børns barnligt begejstrede, men også helt uhæmmede gratis druk er nervepirrende, for hvem af dem skal man måske følge til udpumpning eller det, som er værre? Og helt absurd er det at høre børnene afsløre, at heller ikke de er tilpasse, men nok så meget opfører sig, som de gør, fordi de føler sig udsat for gruppepres. For eksempel forklarer 15-årige Ebbe Roel:

”Presset kommer nok fra ens venner og dem omkring en. Hvem er den bedste til at drikke, hvem kan drikke mest og hurtigst? Hvem er mest vild? Der er nærmest en konkurrence, ikke?”

Ifølge sociolog og forsker ved Københavns Universitet, Jacob Demant, er J-dagen en dårlig idé, hvor samfundet lader industriens markedsføring går under radaren trods de medfølgende risici og sundhedsfarer:

"Vi lægger et kæmpemæssigt ansvar på unge mennesker under 18 år, og jeg synes ikke, at vi kan overlade den alvor til unge mennesker på denne måde. Derfor synes jeg, at det er problematisk, at vi ikke tør træde ind,” kritiserer Demant, der i programmerne på én og samme gang udstiller den danske alkoholkulturs manglende mådehold samtidigt med, at han fremstår afdæmpet og faktuelt nøgtern.

Også hjerneforsker Troels Wesenberg Kjær finder situationen uholdbar og maner til omtanke af hensyn til børn og unges hjerner:

”Hjernen er meget sårbar for alkohol - især når hjernen udvikler sig, hvilket den gør, indtil vi bliver 20-22 år. Drikker man meget i teenageårene, så er det specielt de områder af hjernen, der mangler at blive færdigudviklet, det kommer til at lide,” forklarer Kjær, der advarer mod skader i forhold til blandt andet kreativ tænkning, koncentration og empati.

I Episode to af ´Unge på druk´ konfronteres vi med et andet aspekt af den danske alkoholkulturs laden stå til i forhold til børn og unge, for programmet dokumenterer overbevisende og troværdigt, hvordan detailhandlen og restaurationsbranchen dagligt bryder loven og sælger selv stærk alkohol til børn.

Hvad konsekvenserne er af børn og unges stort set uhindrede adgang til selv den stærkeste alkohol, ser vi i helt forfærdelige drukfester i Jylland og på Sjælland, hvor TV-holdet i episode to og tre for eksempel følger tusindevis af unge fra københavnske folkeskolers afslutningsdag for 9. klasser, hvor de traditionsrige karameller nu er skiftet ud med 20-30-40 genstande i rap.

’Jeg elsker Danmark, jeg vil gerne være en del af den danske kultur, af fællesskabet, og derfor drikker jeg,” forklarer en af eleverne, der trods mere end 20 og måske tættere på 30 genstande ikke mener, han er til fare for sig selv eller andre i trafikken, hvis han cykler videre til fest.  

Og endelig møder vi Nina Vollmer Nielsen, mor til 16-årige Frederik, der på hjerteskærende vis forsvandt efter et diskoteksbesøg, hvor han mod lovens regler købte alkohol for 2.245 kroner i løbet af nogle timer, for så siden at blive fundet druknet i den tilstødende havn. En overordentlig tragisk beretning om et barns helt unødvendige død.

Og som rosinen i pølseenden søges tidligere sundheds- og justitsminister og nu direktør for Bryggeriforeningen, Nick Hækkerup, inddraget i en voksensamtale om børns alkoholkultur, industriens ansvar, lobbymetoder og forsvar for frit salg til mindreårige. Men det kommer der ikke meget ud af, for en glat og ikke så lidt arrogant fremtonende Hækkerup, der konsekvent kalder børn for ’unge mennesker’ afviser og ser ingen problemer forbundet med markedsføringen, salget og brugen af sine alkoholiske produkter.

At der ikke skulle være nogen problemer står i skærende modstrid til, hvad vi i serien gennemlever af hjerteknugende forfærdelse på børnenes vegne og rimer heller ikke særligt godt med, at programmet fortæller, at cirka halvdelen af de 15-25-årig ifølge en undersøgelse selv mener, at danske unge drikker for meget.

´Børn på druk´ er en grufuld og forstemmende oplevelse, som TV2 har gennemført med stor dygtighed og tilstrækkelig grad af nænsomhed over for sine medvirkende, der fremstår som de arme børn, de er, og ikke bare små hjernedøde fyldebøtter. Hvad vi ser er børn, der er ofre for en voksenkultur, som de skal beskyttes mod både i hjemmene og til de store fælles nationale drukbegivenheder, hvor vi med vores adfærd tydeligvis har lært dem, at jo vildere er jo bedre.

Det kan undre, at det først er nu, at et af landets mange TV-produktionsselskaber og de efterhånden adskillige TV-stationer har sat et kvalificeret fokus på børn og unges alkoholkultur, men så meget desto mere ros for, at det endelig er sket. Og for at det er gjort så sobert, informativt og tilgængeligt som det er her, hvor den klassiske TV-reportage i marken viser, hvad den kan allerbedst, når den udføres professionelt og kvalificeret, nemlig at give adgang til vigtige dele af verden, som vi måske ellers ikke ville stifte bekendtskab med.

Serien risikerer muligvis at drukne i stilhed, alene fordi den træder på alle vores mest betændte alkoholiske ligtorne og undladelsessynder. Men det vil være skammeligt, for den fortjener at blive ophævet til én stor fælles national samtale på tværs af alder og politiske skel om, hvordan kulturen kan forandres, og hvad den betyder for børns og unges skolegang, trivsel og mistrivsel både i dag og i morgen. 

´Børn på druk´ er forfærdelig at stå igennem: At se så mange børn så langt ude er horribelt og tæt på decideret deprimerende. Men det er super vigtig public service TV, for serien dokumenterer, at tiderne, hvor vi voksne har normaliseret, romantiseret og idylliseret en uhæmmet drikken sig i hegnet, trænger til en kritisk revision, for det er ikke en universel trang til alkohol, der gør, at 12-15-årige børn – ofte flere gange om ugen - tænker, at nu skal de drikke, til de falder om. Det er derimod – som børnene også selv giver udtryk for – alkoholvaner, -kultur og -forståelser af fællesskab i et samfund, hvor ansvar og pris i alt for høj grad lige nu oppebæres af børn.

´Børn på druk´ kan ses på TV2Play

Ny realistisk og tæt på genial hospitalsserie bryder med genren

STREAMING: Netflix’ fremragende dokumentarserie ´Emergency: NYC´ om byen New Yorks akutberedskab er hård og tæt på. Men den føles aldrig spekulativ og sensationsjagende. Ikke engang når selv de værste ting rammer patienter eller det selvopofrende sundhedspersonale.

Den nye amerikanske dokumentar-TV-serie ´Emergency: NYC´, som følger en gruppe læger, sygeplejersker, paramedicinere, ambulanceførere og helikopterpiloter fra byen New Yorks travle akutberedskab på jorden, i luften og på en række udvalgte hospitalers akutafdelinger, kan være en umanerlig rå og hjertebankende oplevelse, selv for de mere hårdhudede.

Men har man nerver til at komme helt tæt på børn og forældres traumatiske ulykker, skudepisoder og akut livstruende sygdomme, hvor romantikken er ikke- eksistererende, og intet er pakket ind i sukker og sentimentalitet, så er den vanvittigt flot producerede hyldest til medmenneskelighed og professionelle sundhedsarbejdere både ubehaget, neglebideriet og den hyppige snøften værd.

Serien bryder med traditionelle hospitalsserier i kraft af sin nærgående realisme, mange tætte operationsbilleder, næsten tekniske fremstillinger af medicinske procedurer og en udbredt brug af medicinske fagudtryk og vil derfor muligvis skræmme en del potentielle Netflix-brugere langt væk.

Alligevel skal man ikke være specielt modig for at spå, at serien ikke desto mindre vil komme til at stå i første række til modtagelse af en eller flere prestigefyldte TV-priser, for den er hæsblæsende smuk og relevant i en verden, hvor de globale sundhedsvæsner er på randen af kollaps i pandemiens komplekse efterdønninger.

I serien, der består af otte episoder på cirka 40 minutter, er vi fluer på væggen, når de professionelle akutmedarbejdere møder, transporterer, diagnosticerer, behandler og forsøger at redde syge eller tilskadekomne, der til sammen fejler et hav af sygdomme strækkende sig fra organsvigt over astma til hjernecancer.

Men uanset hvor tæt vi nogle gange kommer på patienterne, så er det dog de sundhedsprofessionelle, der er seriens hovedpersoner, og som vi derfor møder både som privat- og fagpersoner.  Og det er fascinerende at se, hvordan disse professionelle fra akutvæsnets bund til top magter at opretholde en koncentreret ro i stemmer og adfærd, træffe beslutninger på splitsekunder og alligevel tage sig tiden til at være nærværende og omsorgsfulde overfor patienter og pårørende. Og serien understreger således, at som sundhedsperson handler det ikke kun om at gøre det rigtige, men også om at sige det rigtige på de rigtige tidspunkter.

´Emergency: NYC´ er en dybt seriøst tænkt dokumentar, som afholder sig fra at forsøge at være underholdende og mestendels er leveringsdygtig i facts. Men det er alligevel nemt at blive hooked på dens professionelle hovedpersoner og deres mange meget forskellige fortællinger om, hvad man som sundhedsprofessionel hver dag kan møde i New Yorks akutvæsen, hvis hjælp ikke mindst byens mange immigranter har så stort behov for.

På denne måde bliver serien også indirekte en dokumentar om New York og byens enorme sociale ulighed, men også den kolossale skønhed, som serien indfanger på mesterlig vis i især sine mange nattebilleder.

Er man normalt ikke til de traditionelle lægeserier, så giv alligevel serien en chance og oplev hvorfor, et akutberedskab af høj kvalitet er så afgørende vigtigt for os alle -  uanset om vi bor i New York eller i Danmark.  

´Emergency: NYC´ kan ses på Netflix

Ny svensk dokumentarserie om gastrisk bypass er dødsensalvorlig på den sjove og fede måde

TV: Forsanger i det svenske reggaeband ´Partiet´hedder Fredrik Boltes, og hans dokumentarserie om sit liv før, under og efter sin bypass-operation er et festfyrværkeri af humor, seriøsitet, fakta, satire, angst og gråd, som fortjener de allervarmeste anbefalinger.

Da sanger, satiriker og standupper Fredrik Boltes for godt tre år siden kom op på at veje over 160 kilo, var det på trods af, at han har været på allehånde former for slankekure det meste af sit liv. Hver gang tabte han mange kilo, men i løbet af kort tid sneg vægtens pil sig endnu højere op end før. Intet hjalp, og konsekvenserne af at være svært overvægtig viste sig i stigende grad. Men nu havde han fået en lille søn, som han gerne ville kunne lege med samt ikke mindst give en far, der ikke var i stærkt forhøjet risiko for at dø for tidligt.

Det fortæller Fredrik Boltes i sin nye dokumentarserie i fire dele ´Min Tjockumentär´ om baggrunden for, at han for tre år siden valgte at gøre det, som 100.000 andre svenskere har gjort, nemlig få en gastrisk bypass-operation for han var grundigt ked af sin totale afmagt overfor den fortsat stigende vægt.

Inden Boltes lægger sig under kniven, opsøger han dog den tilgængelige viden om operationen. Kan du tabe dig på andre måder? Hvordan foregår en gastrisk bypass-operation? Hvorfor tager du altid på igen efter at have tabt dig? Hvordan er livet efter en gastrisk bypass-operation? Og hvem betaler, og for hvem er en operation også en økonomisk god ide?

Svarene herpå – og på mange andre spørgsmål, som melder sig undervejs – besvarer han og en række læger i regelrette samtaler og ekspertinterviews, men også ved anvendelse af standups, reggae, dans, satirisk og flabet grafik.

Med den endelige beslutning om alligevel at gennemgå operationen, kom også ideen om at filme alting præcist, som det var ifølge Fredrik Boltes, der med hjælp fra fotografer og kolleger fremviser sit liv i close-ups gennem i alt otte år før, under og efter den gastriske bypass-operation.

Et liv, som vi seere således kommer rigtig, rigtig tæt på. Både når han i begyndelsen af serien selvironisk og splitternøgen gennemgår sin alt for tykke krops dårligdomme, en penis han ikke kan se, svamp under pungen og en stor og blævrende mave, der hele tiden er i vejen for hvad som helst. Klamt? Nej! Sjovt, tragisk og vedkommende? Ja!

Og senere også da han opereres, hurtigt taber sig, skal lære at leve et nyt liv, opereres for overskud af hud og er ved at dø – og til sidst i serien – efter tre år – erklærer, at han er taknemmelig og lykkelig over sit nye liv efter at have tabt sig 70 kilo og i øvrigt har fået godt styr på de følelsesmæssige sider af sin oprindelige spiseforstyrrelse.

´Min Tjockumentär´ er en meget menneskelig, nærgående, selvafslørende og ret så vild beretning om Fredrik Boltes egen fysiske og følelsesmæssige rejse, hvor han personligt går meget vidt for at give os mulighed for at forstå detaljer og nuancer i en alt for fed mands liv og dennes beslutning om, at fra nu skal det være anderledes.

Men samtidigt lykkes det ham i dokumentaren også at indflette en meget større og mere generel fortælling om et samfund, hvor én ud af 100 svenskere i dag modtager en fedmeoperation, hvor dette tal forventes at fordobles og tredobles inden for en kort årrække, hvor det at være stor og tung udskældes som en personlig karakterbrist, og hvor alt for få er klar over, at det ikke bare er de overvægtiges egen skyld, men at kroppen er skruet sammen til at bekæmpe vægttab ved at gøre alt for at genoprette de mange kilo, som overvægtige gang på gang lykkes med at smide hen af vejen uden varige resultater:  

For Fredrik Boltes bliver operationen den helt store gamechanger. Kun ni måneder efter operationen siger han: "Kroppen føles fucking fantastisk. Jeg føler mig stærk, smidig, let, glad og fuld af energi."

I dag, knap tre år efter operationen, vejer han 97 kilo.

Fredrik Boltes vil givetvis i nogle kredse blive skudt i skoene, at ´Min Tjockumentär´ er et dårlig skjult reklamefremstød for den gastriske bypass-operation og øvrige former for fedmeoperationer. Og det er da også rigtigt, at serien har elementer af den grimme, halvgamle ælling med lange dreadlocks og en kæmpe vom i størrelse 8 gange x-large, der foran vores øjne forvandles til en ung veltrimmet og velpoleret svane, der vil være enhver svigermors drøm.

Men serien gør faktisk grundigt rede for de også nogle gange alvorlige komplikationer, der kan være forbundet med fedmeoperationer. Heriblandt at man kan dø og også kan risikere at få det endnu værre efter operationen, hvis man ikke får sundhedsprofessionel bistand til at tackle årsagerne til sit overspiseri.

Ligesom det heller ikke ændrer, at ´Min Tjockumentär´ er en usædvanlig rapt fortalt, sørgmunter, klog, fordomsnedbrydende, alvorlig, sjov, modig og meget aktuelt vedkommende dokumentarserie om sygdommen overvægt, mænds livstruende fedme og en effektiv mulig behandling heraf. En serie, som man kun kan håbe snarest muligt vil bevæge sig ud over de svenske grænser. For det har vi brug for, og det har den fortjent, for det er en superfed serie.

´Min Tjockumentä´ kan ses på SVT Play i sin helhed.

Vidunderlig film om en rejse ind i menneskers fælles bevidsthed

FILM: ´Umberto Eco: Mit italienske bibliotek´ er en vidunderlig film for bogelskere og nysgerrige sjæle, og samtidig er den en kras kritik af en samtid, hvor vi risikerer at miste fokus i den uendelige informationsmængde. En del af filmen handler om den menneskelige hukommelse, og hvordan vi husker.

’Umberto Eco: Mit italienske bibliotek’, instrueret af Davide Ferrario, der havde premiere i efteråret og som fortsat går i biograferne er en rejse ind sindet på en af vor tids store forfattere, Umberto Eco. Og selv om Umberto Eco døde i 2016, bliver han levende og nærværende i filmen, der giver os alle adgang til de private gemakker.

Historien og litteraturen har altid været en kampplads om, hvem vi er og var, og gennem gamle værker har Umberto Eco fundet inspiration til sit eget store forfatterskab om videnskab, filosofi, politik og ikke mindst konspirationer.

Hans mest kendte værk er naturligvis ”I rosens navn” fra 1983, der med blandingen af detektiv- og middelalderroman har solgt over 50 millioner eksemplarer på verdensplan, og som med stor succes blev filmatiseret i 1986.

Umberto Ecos bibliotek, som filmen generøst viser os rundt i, er intet mindre end storslået. I løbet af et langt liv samlede Eco over 30.000 bøger, hvoraf 1.200 af dem var yderst sjældne og gamle værker. Samtidig var det ikke bøger om hvad som helst, han samlede på; de bøger, der især tiltrak sig hans opmærksomhed, var bøger om det okkulte, det mystiske, det falske og det opdigtede.

”At være intellektuelt nysgerrig er at være i live,” sagde Umberto Eco, og han fortæller via gamle filmklip, hvordan hans yndlingsværker var dem, som pirrede hans nysgerrighed mest. Det er værker, der med stor autoritet og enorm detaljegrad beskriver det pureste og mest løgnagtige vås, hvorefter der kreeres hele spind af vigtighed og referencer omkring bøgernes løgne.

Et eksempel er den tyske jesuittermunk Athanasius Kircher, der skrev fantasifulde rejseberetninger fra hele verden på baggrund af andenhåndsfortællinger, og som blandt meget andet stod bag oversættelser af hieroglyffer, der viste sig at være helt skudt ved siden af. Af eftertiden er Athanasius Kircher, der efterlod sig et kæmpe værk, både blevet beskrevet som et genialt renaissancemenneske og som en uvehederhæftig kvaksalver.

Et andet og knap så muntert eksempel på konstruerede sandheder er ”Zions Vises protokoller”, hvis påstande den dag i dag danner grundlag for adskillige konspirationsteorier.

En del af filmen handler om den menneskelige hukommelse, og hvordan vi husker, og for Umberto Eco repræsenterer vores biblioteker "verdens kollektive hukommelse". Det er, her vi finder summen af de menneskelige erfaringer og forestillinger om verden, og da det nedfælde tekst på papir i det meste af menneskets historie har været en besværlig og kostbar affære, er de bøger, vi har, udtryk for menneskets ypperste tankevirksomhed.

Filmen kommer også ind på, hvad det gør ved vores hjerner i dag, at stort set alt registreres digitalt. Fygten er, at når vi ved alt ligger gemt, og der eksisterer en backup, vil vi så overhovedet gøre os umage med at huske noget som helst?

I det hele taget bekymrede den digitale udvikling Umberto Eco, og han så med gru på en fremtid, hvor vi bliver oversvømmede af information og stimulanser; hvor vi mister de fælles referencerammer, og hvor vi ikke længere evner at skelne det vigtige fra det ligegyldige.

”En god hukommelse er en, der er selektiv,” som han siger i filmen, og senere:

”Gud åbenbarer sig kun i stilheden. Der er ingen skønhed og kreativitet i et jordskælv.”

Samtidig formår Umberto Eco at forklare den tiltrækning, vores samtid har af det fiktive univers. Mens der i dag findes mennesker, der i fuldt alvor hævder, at jorden ikke er rund, så er der ingen, der hævder, at Clark Kent ikke er Superman. I fiktionen kan vi finde den sikkerhed, vi savner i den virkelige verden.

*Umberto Eco: Mit italienske bibliotek’ er en vidunderlig film for bogelskere og nysgerrige sjæle. Den er for dem, der elsker historier og videnskab, og som ikke mindst er pirrede af det mystiske og ukendte, vi mennesker gennem tiden har forsøgt at indkredse og afdække.

Filmen er ikke alene en hyldest til den afdøde forfatter, men også til biblioteker verden over, som skildres i filmen, og hvoraf nogle er så smukke, at man næsten må gispe efter vejret. De er en god påmindelse om, hvordan både bogen og bibliotekerne fungerer som steder for eftertanke, stilhed og åndfuldhed i en tid, hvor vi har sjældent brug for det, og hvor danske politikere paradoksalt nok, men i ramme alvor taler om at lukke biblioteker.

Filmen fik premiere i biograferne 9. november