Iværksætterlæge startede sin medicinske løbebane på et hospice i Rumænien
KULTUR-TEMPERATUR: Niels Kvorning har skabt appen Dermloop, der er i brug i alle regioner som pilotprojekt. Hans opfindelse skal bidrage til at strømline og forbedre sundhedsvæsnet, men han blev tidligt i livet opmærksom på, at det også er nødvendigt med en accept af døden midt i vores iver efter at behandle.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Jeg er notorisk ikke-kulturel, men har for nylig i forbindelse med en forretningsrejse blevet introduceret til museet Kidcity i Middletown, Connecticut, USA. Det er et børnemuseum for 1-7-årige, hvor hvert rum er en såkaldt immersive experience, en totaloplevelse med dufte, lyde og berøringer. Jeg ser meget frem til at genbesøge museet, når min søn er stor nok til det.”
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
”Min aktuelle yndlingsforfatter hedder Walter Isaacson. Han har skrevet ’The Innovators’, der skildrer opfindelsen af computere, IT, internet og hele den datadrevne revolution. Det er fakta fortalt på en historieagtig måde, og bogen har fokus på, at mange fik ideer som den om en pc på samme tid. Men det var dem, der forstod at samarbejde, som lykkedes med at skabe noget, der kunne bruges. Det, synes jeg, er et godt og interessant perspektiv.”
Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?
“Det må blive Mitch Alboms ‘Tuesdays with Morrie’. Forfatteren opsøger sin tidligere universitetsprofessor Morrie Schwartz, der har fået ALS og har begrænset levetid tilbage. Man får via en række samtaler professorens visdomsord med fra dødssengen. Min mor (smertelæge Nina Kvorning, red.) anbefalede mig, at jeg skulle prøve at arbejde på et hospice, inden jeg begyndte på medicinstudiet. Derfor var jeg frivillig på et hospice i Rumænien i nogle måneder, og dernede læste jeg den bog. Der er mindre råd til eksempelvis dyre kemobehandlinger i Rumænien end i Danmark, til gengæld oplevede jeg en accept af døden, som næsten var mere værdigt end dét, mange terminale patienter oplever i Danmark, hvor vi i vores iver efter at give mere liv muligvis glemmer kvaliteten af det sidste liv.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Jeg er meget praktisk, og jeg har altid været glad for at arbejde med mine hænder. Jeg kan godt lide at pille og rode med alt, hvad jeg kan komme i nærheden af. Jeg har også tegnet og bygget meget, da jeg var yngre. Jeg har også engang taget et kursus i croquis-skulptur. Men det handlede om at imitere, og jeg kan ikke lide at imitere, vil hellere lade fantasien løbe frit.”
Niels Kvorning, 32
- CEO hos sundheds-IT-virksomheden Melatech, som har 12 ansatte
- Opfinder af Dermloop-platformen, der skal forbedre diagnostik og håndtering af hudlæsioner på tværs af sektorerne i sundhedsvæsenet, samtlige regioner har appen i brug i pilotprojektet
Postdoc på Herlev og Gentofte Hospital, ph.d. og kandidatgrad i medicin