Er stråmandsklinikker en måde at tisse i bukserne på for at holde varmen?

TV: Danske lægehuse drives i stigende grad af store udenlandske koncerner, hvilket har medført, at patienter i udkantsområderne ofte ikke kan møde en egen læge, men i stedet tilses af sygeplejersker. Sætter de udenlandsk ejede klinikker profit over patientsikkerhed og behandlingskvalitet, spørger to vigtige og tankevækkende programmer.

En lovændring af Sundhedsloven – vedtaget af Venstre, Socialdemokratiet, SF og De Radikale – gjorde det i 2013 muligt for praktiserende læger at eje op til seks ydernumre. Baggrunden for lovændringen i form af § 227, stk. 2, var mangel på praktiserende læger i yderområderne. Tanken var, at speciallæger i almen medicin, der herefter måtte eje flere ydernumre, kunne fungere som arbejdsgivere for ansatte læger, der herved ikke behøvede at investere i egen praksis.

Men i stedet har lovændringen betydet, at store dele af det danske primære sundhedsvæsen er i færd med at glide over på udenlandske hænder i form af internationale milliardkoncerner, der i dag ejer mere end 10 procent de danske lægehuse.

Et tal, som stiger støt år for år, og som betyder at 178.000 danskere i dag er overladt til kommercielle lægehuse, når de har brug for at gå til lægen. Det fremgår af DR’s nye dokumentarserie ´Læger på Kanten´, som i den grad bør kunne få seerne og sundhedspolitikere op af stolene, inden det er for sent.

I det første af i alt to programmer i ´Kontant´-serien møder vi en række utilfredse patienter fra blandt andet Thyborøn, der beretter om, hvordan de endnu aldrig har mødt den læge, Jens Thygesen, der står registreret i kommunen som formel ejer af deres lægehus.

"Er det ham, der ejer den? Nej, ham har jeg sgu aldrig set," siger Preben Sørensen, der jævnligt går til kontrol i lægehuset, da han får forevist et billede af Jens Thygesen.

En anden patient, Per Adamsen, fortæller, at han heller aldrig har mødt sin læge, Jens Thygesen:

"Nå, det er ham, som er pengemanden, der har købt det hele, så han kan få nogle penge fra Region Midt? Det er en pengemaskine," siger Per Adamsen.

Lægesekretærer i de fem lægehuse i Thyborøn, Kolding, Sorø, Esbjerg og Thyholm, der har Jens Thygesen som registreret ejer, bekræfter senere telefonisk overfor programmets tilrettelæggere, at lægen aldrig er at træffe i klinikkerne.

Ifølge programmet bruger lægen Jens Thygesen nemlig sin tid i sin privatklinik på Skodsborg kurhotelnord for København. Han er i virkeligheden stråmand for i hans tilfælde i alt fem lægeklinikker, der ejes og drives af sundhedskoncernen Alles Lægehus, der igen i sidste ende er ejet af den svenske sundhedsconcern Capio, som er ejet af den internationale sundhedsvirksomhed Ramsay Santé, der har base i Frankrig. Hovedaktionæren i Ramsay Santé er Ramsay Health Care – en multinational virksomhed med udspring i Australien og en af verdens største udbydere af private sundhedstjenester.

Når læger, der overdrager deres tilladelser til ekstra ydernumre, i programmet betegnes som stråmænd, skyldes det, at disse læger typisk intet har at gøre med klinikkernes drift, men blot bliver betalt en fast sum per klinik eller patient af de internationale koncerner.

Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura på Aalborg Universitet, har set én af disse kontrakter mellem Jens Thygesen og Alles Lægehus, som viser, at Thygesen får 10 procent af overskuddet og en procent af omsætningen. 

Kent Kristensen siger om konstruktionen:

»Jeg forstår det som en læge, der stiller et ydernummer til rådighed, og som overlader ansvaret for driften fuldt ud til det pågældende selskab. Og det er ikke sådan, reglerne er tænkt."

Han advarer: "Det kan blandt andet betyde, at et lægehus i sidste ende vil vægte økonomi højere end sundhed." 

Thomas Helt, stifter og bestyrelsesformand i Alles Lægehus, ønsker ikke at kommentere  kontrakten nærmere. Han bryder sig af gode grunde heller ikke om at tale om stråmandsvirksomhed og svarer i øst, når han bliver spurgt i vest. At patienterne klager over, at de hyppigt ofte tilses af sygeplejersker  fremfor læger, eftersom de formelle klinikejere, stråmændene, aldrig er i klinikkerne, vil han heller ikke forholde sig til:

»De er der i det omfang, der er nødvendigt«, siger han om lægernes manglende tilstedeværelse.

Thomas Helt gør i det hele taget en rigtig dårlig figur i kraft af en arrogant og aggressiv fremtoning, og dette kombineret med hans mange undvigelser og utroværdige benægtelser af, hvad programmet godt og overbevisende dokumenterer som troværdige, relevante fakta, kan det kun forundre, at sundhedsvæsnet selv i sine svageste øjeblikke har valgt at samarbejde om danskernes sundhed med netop Helt. En mand, der i sjælden grad udstråler manglende lyst og vilje til at tage patienters berettigede behov seriøst. Hans virksomheds profitmaksimering synes alene at have hans fokus og interesse.

Det er ganske vist ikke nyt for patienter i yderområderne, at det kan være svært at finde sig en familielæge, og praktiserende læger og speciallæger i almen medicin har i flere år advaret vores nationale og regionale sundhedspolitikere mod de udenlandske koncerners overtagelse af vitale dele af det danske sundhedsvæsen og de deraf opståede farer for manglende lægekontakt, kontinuitet kvalitet og lighed i sundhed. Og programmet dokumenter da også med al tydelighed, at sundhedsvæsnet har spillet fallit i yderområderne.

Selv om ´Læger på Kanten´ har styr på sine fakta og demonstrerer god forståelse af perspektiverne i denne sag, kunne orkestrering og redigering have været bedre, for der spilles for mange minutter på at afsløre et enkelt råddent æble, nemlig stråmandslægen Jens Thygesens i anden forbindelse helt særlige fup og fiduser og misbrug af andre lægekolleger og sundhedsvæsnets samlede ressourcer.

Kostbare minutter, som for eksempel med fordel kunne have været brugt på at give mere tid til uddybende forklaringer fra de læger og sygeplejerske, som medvirkede i det første program. Hvorfor har de af samvittighedsgrunde sagt deres arbejde op i forskellige stråmandsklinikker? Hvad var det mere præcist, de oplevede, som gjorde dem så nervøse på patienternes vegne, at de var nødt til at gå?

Men programmet vinder ikke desto mindre sin tabte stjerne tilbage for at have taget denne vigtige sag op. Der er ingen tvivl om, at vi trænger til både en bred folkelig og en fokuseret politisk debat om fordele og ulemper ved, at udenlandske ejere stadigt oftere står for et af de mest vigtige funktioner i det danske sundhedsvæsen – nemlig at være patienternes daglige kontakt til sundhedsydelser og samfundets gatekeeper overfor de mere kostbare undersøgelser og behandlinger. Indtil nu synes det nemlig ifølge programmet som om, at vores sundhedspolitikere har valgt at tisse i bukserne for at holde varmen.

For er der for eksempel grund til bekymring over, at udenlandske ejere er mere optagne af maksimal indtjening end af god patientpleje? Betyder det noget for kvaliteten, at udenlandske ejere i sagens natur kan have mindre kendskab til det danske sundhedsvæsen, patientrettigheder og behandlingsmetoder?

Og måske værst af alt – hvad er konsekvensen af, at Danmark er i fuld færd med at miste kontrollen over sin egen sundhedspolitik, hvis en stor del af lægehusene ejes af udenlandske ejere? Og hvad skal sundhedsvæsnet overhovedet stille op, hvis for eksempel Alles læge og dets multinationale ejer, Ramsay Health Care, pludselig trækker sig ud af Danmark? Enten fordi de går fallit, eller at der bare er flere penge at tjene i et andet land? Tusindvis af patienter efterlades herefter helt alene på én og samme gang.

Frygtindgydende perspektiver og potentielle risici, som det sammen med regionernes rolle og ansvar skal blive spændende at se, om ´Læger på kanten´ tager op i det andet og sidste program.

Det første program i serien Læger på kanten kan ses her

Program to bliver sendt på DR1 torsdag aften klokken 21.25.