Ny bog om COVID-pandemien er et velplaceret los i røven på det privilegieblinde flertal

BØGER: Pandemien har intensiveret eksisterende fordomme og ført til diskrimination og udstødelse af grupper, der blev anklaget for at sprede sygdom, mener professor Morten Sodemann. I en ny bog lægger han ikke fingrene imellem i sin nådesløse og modige kritik af vores diskriminerende håndtering af pandemien. Fordi dokumentationen er på plads, er bogen vanvittig interessant.

COVID-19-pandemien var skammens og skamløshedens pandemi. Skammens, fordi udskamning overraskende viste sig at være en central del af sundhedspolitikken verden over, og skamløshedens, fordi pandemien lokkede det værste frem i mennesker, fastslår professor overlæge og forskningsleder Morten Sodemann i sin nye bog ´Pandemiernes Pariaer - Når skyld, skam og smitte skaber social ulighed og ingen lærer af det´ hvori politikere, beslutningstagere, medier, den svigtende velfærdsstat og formentligt mange af hans læsere får varmet rygstykkerne, så det vil noget:

”Vi er parate til at ofre de sårbare, udsatte, fremmede og ældre i folkesundhedens navn ved at give dem skylden for smitte, smittespredning og belastningen af sundhedsvæsnet og resten af velfærdssamfundet,” kritiserer Sodemann, der mener, at vi langt hen ad vejen dumpede den stresstest, som pandemier har det med at være for vores menneskelighed, værdier, adfærd, holdninger og de systemer, som vi har sat op som rammer for vores relationer:

”Over hele verden blev grupper udskammet som dovne, illoyale og asociale, fordi smitten bredte sig: de overvægtige, de unge festaber, diabetespatienter, hjertepatienter, krydstogtturister, minkfarmere, slagteriarbejdere, beboere i sociale boligbyggerier og migranter. Især de sidste er både lette at se, afgrænse og tælle, og da de i forvejen var målet for fremmedhad og fordomme, hældte covid-19 ekstra benzin på forargelsens bål,” skriver Sodemann, der udover at være professor i global sundhed og indvandrermedicin også er overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital (OUH).

Ifølge Sodemann viser pandemier og deres belastninger af relationer og ressourcer os typisk således ikke kun, hvem vi er, men også hvad vi i virkeligheden tænker om hinanden. Det samme gjorde COVID-19 om noget, og blandt det, som vi så, var ifølge ´Pandemiernes Pariaer´, at udskældning og stigmatisering af visse grupper gik hånd i hånd med en i forvejen ulighed i sundhed i det danske velfærdssamfund, hvor blandt andet dødsfald i en periode blev gradbøjet:

”Nogle dødsfald var mere tragiske end andre – selv i døden kunne de marginaliserede ikke undgå dehumaniseringen, og de fælles samfundsværdier viste sig at være temmelig usunde og flygtige, når de blev udfordret. De, der “fortjente at dø”, havde i forvejen lavere værdi end andre, viste det sig, og de måtte gå en langsom subhuman død i møde,” skriver Sodemann, der anklager flertallet af os for at være privilegieblinde, når vi hævder, at der ikke er ulighed i Danmark. Han anklager flertallet for at være privilegieblinde, når de hævder, at ulighed ikke findes i Danmark. I stedet ender det med at være ofrene, dem med de dårligste muligheder for at isolere sig fra virusset, som får skylden. Disse inkluderer de mindre velstillede, ældre, kronisk syge, særligt sårbare, kortuddannede og etniske minoriteter. Skylden tildeles ud fra en antagelse om, at kun syge mennesker bliver syge, fordi de selv har valgt en usund livsstil eller ikke har fulgt anbefalinger, og derfor ikke fortjener bedre. Imens kunne de rigeste og mest veluddannede isolere sig og beskytte sig selv i deres egne biler og boliger med ekstra faciliteter og bag skærmene hjemmefra.

Det var dog ikke kun Danmark, som dumpede ifølge Morten Sodemann, som guider os vidt omkring i både historiens og det globale samfunds uhyrlige jagt på forskellige forsvarsløse syndebukke, der har til fælles, at de udgøres af de grupper, som mest af alt har brug for hjælp fra det omgivende samfund og dets sundhedsvæsen, da disse mennesker, som oftest også er dem, der har en højere risiko for smitte, sygdom og død.

Forstemmende læsning som ikke bliver mere mindre trist af Sodemanns detaljerede og veldokumenterede påvisninger af, at sådan har vi som samfund og individer altid reageret under pandemier og store sundhedstruende epidemier op gennem historien.

Men selv om vi altid har reageret med jagt på syndebukke, stigmatisering og svigt af de svageste, viser COVID-pandemien så alligevel ikke, at vi i det mindste har lært noget, ja bare et eller andet godt gennem de seneste godt 500 års pandemier?  ”Nej, vi har intet lært,” svarer Sodemann, der fortsætter:

”De, der tilhører flertallet, har stadig brug for syndebukkene for at holde sammen på den fælles historie om styrke, normalitet og sundhed. Det var igen the usual suspects, der måtte tage skylden og smitten: De i forvejen ekskluderede og sårbare blev yderligere diskrimineret, de ældre måtte passe sig selv, og de syge kunne bare have gjort som de raske. Historien har set det hele før, og vi har intet lært om angsten for de fattige, stigma, metaforer, og om hvordan det hele smelter sammen i en metamorfose,” lyder den forstemmende konklussion.

At læse ´Pandemiernes pariaer ´er dog ikke kun trist og forstemmende. Sodemanns sønderlemmende kritik af det privilegerede flertals mentale tyranni vil også kunne være decideret provokerende for dette flertal, som her for første gang tvinges til at reflektere over egne forhåndsopfattelser, tanker og reaktioner i især pandemiens første år og frem til, at så mange af os var blevet smittede, at det ikke mere var meningsfuldt og en bekvem afledning at jagte syndebukke.

Morten Sodemann er en mand af stærke meninger, mod, indsigt og ubønhørlige håndkantslag. Hans kritik af det privilegieblinde flertal samt dets politikere, systemansvarlige, ulige sundhedsvæsen og leflende medier er nådesløs. Den vil givetvis blive umiddelbart afvist af flertallet som for enøjet, for subjektiv og udokumenteret og kan provokere til at mobilisere egne forsvarsmekanismer og kaste bogen fra sig. Men til det er der kun at sige: Læs videre. Den efterlyste dokumentation kommer. Måske ikke lige der, hvor du mangler den, og måske heller ikke altid lige så hurtigt, som du ønsker. Men vær forvisset om, at den kommer!

´Pandemiernes pariaer´ er nemlig en intellektuel og researchmæssig præstation, som hviler ikke kun på årtiers indblik i immigranter og underprivilegeredes levevilkår men også forfatterens helt åbenlyse vilje til hele tiden at opsøge, dokumentere og formidle mere viden og flere facts fra sundhedsvidenskaberne, forskningen, litteraturen og medier samt fra patienter og pårørende. Kombineret med et ligeså åbenlyst talent for unik tænkning og trang til at sætte tingene på spidsen i håb om at trænge igennem de mentale og politiske lydmure.

At sætte ting på spidsen er dog en dristig kommunikationsform. Morten Sodemann ved bedre end nogen, at ingen bryder sig om at blive udskammet, som flertallet af os bliver her så godt og grundigt.

Men fordi dokumentationen er på plads, og fordi Morten Sodemanns ærinde uomtvisteligt er at spille sundhedsvæsnet og alle os andre bedre og mere lige, inden næste pandemi kommer, er det alligevel tåleligt og vanvittigt interessant, når han udsætter os for sin øjenåbnende spot, spe og hån.  

Morten Sodemann: ´Pandemiernes pariaer – Når skyld, skam og smitte skaber social ulighed og ingen lærer af det´, udkommer 25. april på forlaget Samfundslitteratur og koster 160 kroner