Ny bog giver god og nem instruktion til faste
BØGER: Selv om de fleste af os er opdraget med, at tre hovedmåltider om dagen plus det løse er den normale måde at spise på, så kan periodisk faste uden morgenmad give mærkbare og synlige sundhedsgevinster hos de fleste, fastslår læge Jerk W. Langer i sin nye, trendy, men også velskrevne og ikke-fanatiske bog om at faste uden at sulte.
Har man behov for at tabe sig, leve sundere eller få en bedre livsstil, så er faste måske det bedste man kan gøre for sig selv, mener læge og forfatter til en række tidligere succesfulde bøger om sundhed, Jerk W. Langer, der her efter julens frådserier og vores efterfølgende nytårsfortsætter om bod og bedring netop har udgivet bogen ´Faste uden sult´.
Jerk W. Langer har selv fulgt den periodiske fastemetode 16:8 i mange år, og i ´Faste uden sult´ guider han sine læsere til, hvordan han mener, at også de kan blive friske og veloplagte, frie for sukkertrang, lettere, skarpere i hjernen og godt rustede til et langt liv, hvis de undlader at spise 16 timer om dagen og således kun har et vindue på 8 timer i døgnet, hvor mad er tilladt:
"Opfatter du periodisk faste som en hypet trend, der snart går over og bliver afløst af en ny mystisk kur? Så er jeg overbevist om, at du bliver overrasket. I disse år oplever stadig flere mennesker, hvordan de ved at faste i bestemte tidsrum hver dag eller hver uge får det bedre både fysisk og mentalt, og et meget typisk mønster er, at de bliver ved og ikke kunne drømme om at holde op igen. Denne vedholdenhed hænger helt klart sammen med, at periodisk faste netop ikke er en kur eller en skemalagt kostplan med bestemte fødevarer, der enten skal eller ikke må spises. Man behøver ikke tælle kalorier eller portioner. En kur er noget med en startdato og en slutdato og er næsten altid dømt til at mislykkes, sådan som omtrent alle, der har forsøgt sig med en slanke- eller sundhedskur, har erfaret på egen krop. Samtidig er periodisk faste let at praktisere og kan give mærkbare og synlige sundhedsgevinster hos de fleste,” siger Jerk W. Langer om fastemetoden.
Men heldigvis forfalder Langer ikke, som ellers så ofte i netop denne genre af selvhjælpsbøger, til at påstå, at netop hans forslag er løsningen på alt for alle mennesker, og han nuancerer sit budskab:
”Periodisk faste er ikke en mirakelmetode, der tryller ekstrakilo væk og garanterer os, at vi holder os raske og ungdommelige gennem et langt liv. Med en baggrund som læge har jeg formidlet forskning i mange år, og det har lært mig, at forholdene aldrig er helt sorte eller helt hvide. Der er altid nuancer. Vi mennesker er forskellige, ikke bare genetisk og fysiologisk, men også ved, hvad vi hver især vægter som livskvalitet. Så hvad faste gør af gode ting for mig, behøver ikke at gælde for dig – og omvendt. Selv har jeg været dedikeret til periodisk faste i størstedelen af mit liv, længe før jeg forbandt det med begrebet faste, længe før, det blev moderne, og længe før, forskerne begyndte at se det som et kvalificeret bud på en sund strategi,” skriver Langer, der baserer sin rådgivning dels på de seneste års forskning i periodisk faste og mere anekdotisk på hans egne klienters positive resultater.
Og selv om Langer i kraft af blandt andet sine klienters positive tilbagemeldinger mener at kunne opliste snesevis af gode grunde til at overveje at give faste et forsøg, hvis man gerne vil have det mentalt og eller fysisk bedre, slår han samtidig fast, at faste ikke er for alle og heller ikke en tryllestav, der med et snuptag fjerner alle problemer. Slet ikke.
Langer har i sin bog også et interessant opgør med den morgenmad, som især gennem de senere år er blevet hyldet som en uomgængelig sundhedsmæssig nødvendighed, men som mange af os har det at kløjs i hver morgen året rundt. Selv droppede han morgenmaden allerede som barn trods morens protester:
"Jeg følte mig simpelthen bedre tilpas, akkurat som jeg gør den dag i dag, og mærkede en mere naturlig balance i kroppen. En følelse af, at jeg slet ikke er skabt til at spise så mange måltider hver dag. Den følelse er ikke helt galt afmarcheret. Det kan godt være, at de fleste af os er opdraget med, at tre hovedmåltider om dagen plus det løse er den normale måde at spise på. Men vores forfædre blev udviklet til at spise igennem, når der var mad, og til at kunne klare sig fint uden at få noget at spise i timer og dage. De arveanlæg og den hjerne, som gjorde dem i stand til det, findes også inde i dig. De er dybt forankret i din biologi, testet og forfinet gennem årtusinder. Med andre ord bygger periodisk faste bro mellem menneskets fortid og nutid,” skriver Langer, der mener, at mennesket simpelthen er skabt til at sætte spisning på pause indimellem.
”Så jeg tillader mig at sætte et stort spørgsmålstegn ved, at morgenmaden er altafgørende for, at man fungerer optimalt resten af dagen. For mit eget vedkommende vil jeg endda tilføje: tværtimod. Der er heller ikke forskningsmæssigt belæg for det, selvom der gennem tiden har været og stadigvæk er meget stærke markedsføringskræfter fra morgenmadsprocenter, der hævder det,” skriver Langer, der dog er enig i, at morgenmad er godt for børn – især mindre børn.
Men trods at Langer mener at have videnskaben i ryggen, når han slår fast, at faste kan gøre kroppens celler mere modstandsdygtige, holde os skarpere mentalt, beskytte os mod aldring og en række sygdomme, gøre det lettere for os at tabe os – og få os til at fungere endnu bedre i hverdagen, så erkender han, at mange skræmmes væk af angst for at komme til at sulte. Men det er der ifølge Langer ingen grund til, hvis man ud af de mange eksisterende fastemodeller, som han i øvrigt gør glimrende rede for, vælger 8:16 fasten – også selv om den indebærer, at man springer morgenmaden over:
”Hos langt de fleste bliver frygten gjort til skamme. Det er næsten aldrig ubehageligt, det vil jeg gerne lægge hovedet på blokken for. For det første klinger sultsymptomerne typisk af efter ganske få dage, og for det andet lærer mange til deres egen overraskelse at sætte pris på, at kroppen hurtigt omstiller sig til en mere naturlig appetitregulering,” fortæller Langer, hvis første måltid på dagen er frokost ved 13-tiden, og hvis andet måltid slutter 8 timer senere ved 21-tiden.
´Faste uden sult´ er en velskrevet, overskuelig og meget pædagogisk guidning ud i kunsten at faste. Især i forhold til 8:16 modellen er Langer tydeligvis på hjemmebane, og han argumenterer overbevisende for, hvorfor han især ønsker at stå på mål for netop denne måde at gribe en faste an på. Heriblandt at den minder mindst om en kur og mest om en livsstilsændring, som man ifølge Langer med en vis indbygget fleksibilitet vil kunne holde ud at leve efter resten af livet, eftersom periodisk faste primært har sit fokus på, hvornår man spiser og ikke på hvad.
Men hvis man vil have turbo på fastens sundhedseffekter bør man dog ifølge Langer overveje at kombinere den med en antiinflammatorisk kost uden for eksempel tomme kulhydrater, tilsat sukker og industrielt bearbejdede fødevarer. Og for at gøre dette nemmere består bogens anden halvdel af en række inspirerende, delikate, vel gennemarbejde og overordentligt appetitligt fotograferede opskrifter skabt af den professionelle madskribent og bachelor i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring, Ditte Ingemann, hvis opskrifter følger principperne for antiinflammatorisk kost:
”Og ja, der er stadig plads til nydelse. Jeg insisterer på, at god vin, chokolade, is og sommetider en cocktail skal være en integreret del af min dagligdag. Ikke i overdrevne mængder, men altid tilladt, når jeg har lyst, og lejligheden byder sig. Man skal aldrig forbyde sig noget helt, for så skaber hjernen bare en trodsreaktion. Akkurat som vi kender det fra børneopdragelse,” skriver Langer, der endnu en gang er lykkedes med en ganske velargumenteret bog om kost og sundhed, som nok skal gå hen og blive en velfortjent og solid succes i kraft af dens ligeså solide og nemt tilgængelige rådgivning. Samt bogens perfekte timing ind i en tid, hvor mange sikkert har hørt om den periodiske fastes potentialer til at tvinge kroppen til at skifte brændstof fra sukker til fedt og måske derfor selv overvejer at give fasten et skud. ´Faste uden sult´ vil for de fleste være et godt sted at starte.
Jerk W. Langer: ´Faste uden sult´ er udkommet på Politikens forlag og koster 300 kroner
- Oprettet den .