Skip to main content

Glimrende børnebog åbner for samtaler om døden med de mindste

 
 
 
 
 

BØGER: Hvordan taler man om døden? er en velkommen håndsrækning til børn og voksne, der gerne vil tale sammen om døden, hvad enten anledningen er nysgerrig interesse eller den mere triste, at døden er rykket tæt på.

Børn og døden. To ord, der skurrer mod hinanden, men ikke desto mindre eksisterer der et behov for at flette dem sammen. For døden er et emne, der fylder for børn, og de kan være bramfrie om døden på måder, der kan få selv de mest åbensindede til at gispe af forlegenhed.

Mine egne børn havde hver især en periode i børnehaven, hvor døden var et populært diskussionsemne. Især, hvem der snart skulle dø. Min datter kunne finde på at pege på ældre medborgere ved busstoppestedet eller i supermarkedskøen og højlydt erklære, at han eller hun helt sikkert snart døde, så gamle som de da var. De fleste, der hørte hende, tog det heldigvis pænt og lo – kun let anstrengt.

Gid jeg dengang havde haft børnebogen ”Hvordan taler man om døden?” af den norske forfatter Anna Fiske. Så kunne vi have talt om og udtømt emnet så meget, at det ikke behøvede gå ud over tilfældigt forbipasserende.

Enkelt og nøgternt

Anna Fiske har både skrevet og illustreret bogen, der henvender sig til børn fra fem år og opefter, og hun navigerer på fornem og stilsikker vis gennem dødens svære landskab.

Det sker gennem finurlige og humoristiske tegninger suppleret med nysgerrige og informative tekster, der står i sin enkelthed og dirrer. Det er faktisk Anna Fiskes største styrke, at hun tør lade være med at overforklare noget. Som denne helt enkle sætning, hvor hun nøgternt og med få velvalgte ord åbner for samtalen om livets forgængelighed.

 

 Livet har en begyndelse og en slutning. Sådan er det med det meste.

 

Åbner samtalen

Andre sætninger, som disse fra bogens begyndelse, står som åbne døre, man kan træde ind af og fortsætte samtalen med børnene.

 

Mange synes, der er svært at tænke på døden. 

Mange synes, det er svært at tale om den.

Måske fordi der er så meget, vi ikke ved om døden.

Andre spekulerer ikke så meget, men tænker på andre ting

 

Nogle mennesker har meget, de gerne vil vide om døden.

Nogle spørgsmål om døden er der svar på.

Andre spørgsmål om døden er der ikke nogen svar på, dem må man nøjes med at tænke over.

 

Igennem bogen glider en strøm af kærlig humanisme, og samtidig med at Anna Fiske tager døden død-alvorligt, går hun samtidig til emnet med en vidunderlig lethed. Som eksempelvis her, i et afsnit om sorg, hvor der åbnes op for en samtale om, at mange ting dør og forsvinder, og at både små og store ting kan fremkalde savn og sorg:

 

Et dyr, der dør.

Et tøjdyr, der forsvinder.

En ven, der flytter.

En snemand, der smelter.

En sok, der er blevet væk.

 

God samtalestarter om svære emner

Anna Fiske er en kendt forfatter i Norge, hvor hun har skrevet og illustreret knap 70 bøger og børnebøger og illustreret en håndfuld flere.

”Hvordan taler man om døden?” er del af Anna Fiskes ”Hvordan-”serie, der udgives af Gyldendal og også inkluderer bøgerne ”Hvordan laver man en baby?” og ”Hvordan er det at være voksen?”.

På dansk kan man derudover læse hendes serie til børn om følelser kaldet ”Følelsesbiblioteket”, som er udgivet af forlaget Lambert.

”Hvordan taler man om døden?” er en yderst velkommen bog til børn og voksne, der gerne vil tale sammen om døden, hvad enten anledningen er nysgerrig interesse eller den mere triste, at døden er rykket tæt på. Den kommer godt rundt om døden, fra tanker og følelser til hvad der helt biologisk sker, når et menneske dør, og videre over til forskellige måder at blive begravet og forskellige kulturers begravelsesritualer.

Bogen er en oplagt samtalestarter til en svær samtale med et barn, eller bare godt selskab, når døden er på sikker afstand, og der skal filosoferes over livet.

Anna Fiske: ”Hvordan taler man om døden?” Gyldendal, 174,95 kr. hos Saxo

  • Oprettet den .