Bog om at være ægtemand til kræftsyg og døende hustru er svær at ryste af sig

 
 
 
 
 

BØGER: Skuespiller Kristian Iblers selvbiografi om sin unge, afdøde kones syv år lange kræftsygdom er en hudløs hvirvelvind af kærlighed, angst, sorg, vrede, selvmedlidenhed og raseri over at skulle forandre sig fra elskende ægtemand til sørgende enkemand og enlig far med to små børn. Kristian Ibler er enestående god til at få sit private indre liv ned på papir i en grad, så man både kan græde, le, forarges og fnyse med og af ham. 

Den i dag 47-årige skuespiller Kristian Ibler, kendt fra blandt andet TV-serierne Forbrydelsen, Dicte og filmene Hjemve og Skyggen i mit øje, mistede for fire år siden sin kone Ida Ibler. Dermed mistede han også sin allerførste stormende forelskelse, kæreste og partner siden gymnasiet. Forinden var gået syv barske år med først brystkræft, operation, kemoterapi, rekonstruktion af brystet og senere og endnu mere alvorligt spredning til blandt andet bugspytkirtlen og hjernen.

I hans nyligt udkomne bog ´Enkemand´ lærer vi Kristian og Ida at kende fra, at de er helt unge forelskede teenagere, hvor han altid er den, der venter på hende, selv om også han er fuld af rastløshed og ambitioner. Opfyldelsen af drømmen om en Oscar eller i det mindste en dansk Bodil venter forude. Så selv om de har anskaffet sig både hus, have og to små børn knokler de på. Hun først med sin skuespillerkarriere og siden med sit psykologistudie og jagten på 12-taller, og han med sine TV- og filmjobs og mange projekter.

Men en aften i 2012, hvor der er tegn på, at hans karriere så småt er begyndt at miste tempo, og hun knap er færdig med at amme den mindste, finder Ida store knuder i sit bryst. Hendes praktiserende læge er ikke alarmeret, men Kristian, der er lægesøn, får foranstaltet konsultation og udredning på et privathospital, hvor hun får sin diagnose og besked om straks at komme i behandling.

Og herfra går det så løs med de mange, mange problemer, som en kræftdiagnose kan føre med sig for en børnefamilie, når én af forældrene får kræft. Og Kristian Ibler er vanvittig god til både at identificere og verbalisere de mange især følelsesmæssige, men også rent praktiske udfordringer, som han, hustruen og børnene står overfor – sammen og hver for sig.

Og noget af det praktiske, som han kan tage på sig, er familiens mad og de dertil hørende indkøb i supermarkedet:

“At købe ind til min syge kone giver mig ret til at komme forrest. Til at slå ihjel. At købe sundt og korrekt ind er måske det eneste, jeg kan. En følelse af højere hellig selvbevidsthed har sneget sig ind blandt stregkoderne. En refleksion over det, som før blev handlet pr. automatik, og som måske kan føre til den visse død. E-numrene, sukkeret, farvestofferne, kemien ... ‘Sandheden’ om kræften. Den kan spises væk. Vi har et valg. Intet er tilfældigt! Jeg har set det hellige lys, og Netto har kraftedeme bare at åbne en kasse til! Jeg er klar til at slås for min desperate mad-jihad, hvor alt er så simpelt og forståeligt. Spis økologisk, nej vent, spis biodynamisk, nej vent, spis efter din blodtype, nej vent, spis ikke kød, nej vent, spis ikke natskyggeplanter, nej vent, spis ikke smør, drik ikke mælk, spis vegansk, nej spis slet ikke, for at faste skulle være det nye sort ... du har et valg, og himlen falder ned over dig, hvis ikke du vælger rigtigt. Det er din egen skyld!!

Med troen på den direkte forbindelse mellem eget valg af menu og konsekvens kryber den dårlige samvittighed sig ind.”

Vil gå i døden for børnene, men orker ikke legepladsen

En anden opgave, han også må tage på sig, er et aleneansvar overfor børnene, mens Ida kaster op:

“Hvis Ida skal dø, er jeg seriøst fucked, for jeg ejer ikke den evigt legende fars mentalitet. Den aktive far. Ham, der tager på fisketur og lapper cykler. Det er lige så hårdt arbejde for mig som at lave mad og gøre rent. Så hvis ikke engang jeg evner at lave noget aktivt med børnene, hvad vil de så have efter Idas død? En død mor og en fraværende far. Jeg ved, at jeg vil blive plaget af skyld, for jeg elsker mine børn højere, end jeg elsker mig selv, og vil, at de skal have den bedste far. For dem vil jeg gå i døden, men orker næsten ikke at gå på legepladsen.”

Efter hårde kemoterapeutiske behandlinger, som hun tåler dårligt og endog er ved at dø af mindst en gang, bliver Ida Ibler endelig erklæret kræftfri og rask. Og de genoptager – om end noget forpjuskede og dødsangste – et mere almindeligt hverdagsliv i håbet om, at kræften har forføjet sig. Hun med nye struttende Barbie-bryster og han med sine ambitioner stort set i behold.

"Jeg kan ikke rigtig forstå, hvad der sker. Udadtil kan jeg. Der er jeg, som en pårørende vel er. Bekymret, tænksom, hjælpsom. Men ikke indeni. Jeg føler ingen frygt for, at hun skal dø. Man dør jo ikke så tidligt af sådan noget. Hun overlever. Jeg er 100% sikker. Har andre pårørende det også sådan, men pakker det ind som ‘optimisme’, eller er jeg vitterligt klichéen på en egocentreret skuespiller? En, som slet ikke lever, men blot tænker på sit arbejde konstant. Måske er jeg blot som mange andre mænd, hvor arbejdet betyder mest. Måske er mit eneste mål i livet en pris for min umodenhed i skikkelse af en statuette. Alt andet er bare noget mellemliggende, som jeg tager for givet. Jeg betragter det hele udefra, og indeni er der noget, som ikke kan lide, hvad jeg ser.”

Men i 2018 banker kræften brutalt på igen. Ida begynder at få ondt i maven, og efter at Kristian Ibert endnu en gang har måttet slå i bordet overfor afvisende læger, viser undersøgelser, at hendes bugspytkirtel og mave er fuld af kræft:

“Det er januar 2018. Du har ikke lang tid tilbage, siger lægen. Ting i vores køleskab har længere udløbsdato end Ida.”

Ida erklæres terminal, og herfra begynder så den helt store nedtur, hvor familien nu konfronteres med de sørgelige fakta, at mor Ida meget snart ikke er her mere, og at familiens økonomi ligger i ruiner. Hendes SU holder op, og han kan ikke påtage sig jobs, da han er nødt til nogle gange på skift og andre gange samtidigt at kunne være hos sin døende Ida og børnene:

“Hun er mærkværdigt afklaret. Har sit fokus på, at hun skal dø. Ingen af os har lyst til at skulle se Paris eller holde en sidste fest eller se alt det, som vi ikke fik set sammen. Det er bedøvende ligegyldigt. De ting er irrelevante for os. Det vil blot holde hende fast i, at verden er et sted, hvor man absolut skal have det hele med, men aldrig når det. Verden er ligegyldig for hende nu. Det er døden, der tæller, og den gør ikke livet mindre værd at leve. Vi rammes af en mærkelig absurd ro over, at vi nu ved, hvad der skal ske. En ro, som objektivt set er lykkelig.

Men også en rædselsfuld lykke, hvor hver nat tilbringes i stille gråd, for at børnene ikke skal høre os. Vi holder om hinanden. Venter på, at døden skal komme.”

Klaustrofobisk centrifuge af følelser

At læse ´Enkemand´ er som at komme ind i en nogle gange næsten klaustrofobisk centrifuge af følelser, som godt kan tage pusten fra én, for her bliver tilsyneladende ikke lagt skjul på noget. Hverken de grimme, de grumme eller de virkelig forbudte følelser, tanker og reaktioner pakker Christian Ibler væk. Han er dygtig til navlepilleri og sjælefiskeri, hvilket er en færdighed, der ofte kræves i skuespilbranchen, og det betyder, at han ikke undlader at udforske selv de mest smukke og de mest uperfekte tanker og følelser. Selv når han oplever glæde, livsenergi og seksuel lyst midt i sorgen over sin kones død, skjuler han det ikke, selvom han måske føler skam over det.

Og det er ikke at befinde sig på overdrivelsernes overdrev at påstå, at han også er enestående god til at få sit private indre liv ned på papir i en grad, så man både kan græde, le, forarges og fnyse med og af ham. Centrifugen snurrer i hæsblæsende fart, men vi følger ham. Også da han midt i alle de dødsensalvorlige problemer får en helt personlig eksistentiel krise i forhold til ambitioner og arbejde, som han også giver plads til.

Syv års knockout i slowmotion

Selv betegner Ibler de syv år med Idas sygdom frem til hendes død i 2019 som ’en syv års knockout i slowmotion’. En oplevelse som formentligt ikke altid er fremmed for partnere uanset køn til langvarigt syge og døende, hvorfor nære pårørende må menes at kunne drage nytte af Iblers meget modige refleksioner over kærlighed, parforhold, ego, sygdomsbyrder, ventesorg, børns reaktioner og døden.   

´Enkemand´ kan dog i særlig grad anbefales til mandlige ægtefæller til terminalt syge kvinder og mødre, for hvem der endnu ikke eksisterer meget læsestof om, hvordan man som mand og far finder sine ben, når dødelig sygdom bliver en del af en hverdag, som på en eller anden måde alligevel skal hænge sammen, både mens sygdommen hærger og i tiden efter døden. Hverken i den fiktive eller den faglige litteratur har der indtil nu været meget at hente for de søgende. Men det har Ibler nu rådet bod på med en stærk og indsigtsfuld bog om mænds rolle som pårørende og den hermed forbundne sorg.  

Og skulle man for resten være i tvivl om, hvorvidt kræft slår helt særligt uhyrligt i børnefamilier, så er ´Enkemand´ obligatorisk læsning.   

Kristian Ibler: ´Enkemand´ er udkommet på Gads forlag og koster 214 kroner

  • Oprettet den .