Skip to main content

Medarbejdere fra Den Rullende Daghøjskole. Foto: Den Rullende Daghøjskole

Den Rullende Daghøjskole bygger bro mellem psykiatri og civilsamfund

KULTUR: Da østjysk psykiatri flyttede fra det gamle hospital i Risskov til nye rammer på Aarhus Universitetshospital i Skejby, forsvandt mange af de uformelle aktiviteter og sysler, som lå uden for den egentlige behandling. Det blev afsættet for Den Rullende Daghøjskole – et pop-up-kreaværksted, der i dag er blevet en fast del af hverdagen for mange patienter.

To eftermiddage om ugen, mellem behandling og aftensmad, står den på kreaværksteder med eksempelvis akvarelmaling, tryk, smykkeværksted, puslespil eller tegning for mange psykiatriske patienter på Aarhus Universitetshospital.

Her forvandles det såkaldte Lyserøde Område ved foyeren til et åbent kreativt område med plads til både samtale, håndarbejde og fællesskab for indlagte patienter i alle aldre.

Netop den åbne placering har vist sig at være afgørende for Den Rullende Daghøjskole, som er en mobil udbygning af den aarhusianske daghøjskole Kompetencehuset.

”Hvis man skal gå ind ad en lukket dør til et lokale, hvor alle kigger op, kan det være enormt grænseoverskridende. Her kan patienterne i stedet komme forbi, kigge lidt, købe en kop kaffe eller en pose slik og langsomt nærme sig aktiviteterne,” fortæller Nis Peter Nissen, der er forstander på Kompetencehuset og blandt initiativtagerne til projektet.

Kongstanken i Den Rullende Daghøjskole går på, at kreative sysler skaber velvære gennem flow, fordybelse og nærvær i nuet. Et åndehul fri for tankemylder og svære tanker.

”Det er rart at kunne få brugt mine hænder og så tænker jeg ikke så meget over tingene," skriver én bruger i en evaluering. ”Socialt samvær og afslapning uden stoffer," skriver en anden bruger om sin oplevelse af tilbuddet.

Konceptet rullede ud for første gang i december 2022 med en klar mission: At række ud til mennesker i svære livssituationer.

”Som daghøjskole oplever vi det som en naturlig forpligtelse at skabe tilbud til mennesker, der ellers kan have svært ved at finde vej ind i fællesskaber,” fortæller Nis Peter Nissen.

Klinikpersonalet på de psykiatriske afdelinger nævner ifølge Nis Peter Nissen i dag tilbuddet som en integreret del af tilbuddene på afdelingen.

”I starten skulle projektet vokse ind i kulturen. I dag er det noget, personalet forventer og aktivt minder patienterne om,” fortæller forstanderen.

70 procent af brugerne var kvinder i 2025, og Nis Peter Nissen vurderer, at kreative sysler er nemmere for kvinder at træde ind i end for mænd.

”Vi har et stærkt fokus på sikkerhed, og derfor er der stramme restriktioner for, hvilke værktøjer vi kan medbringe. Derfor er der en tendens til at aktiviteterne bliver sysler med et håndarbejdsmæssigt præg. Vi forsøger dog at have en modvægt hertil ved at medbringe musik, fællessang, brætspil og kort og faciliterer igangsættelse af disse aktiviteter. Over tid har vi også afprøvet litteraturlæsning og fysiske bevægelsesaktiviteter, men uden at kunne skubbe til kønsfordelingen,” siger forstanderen, der også oplyser, at procentsatsen i 2026 indtil videre lyder på 56 procent kvinder, altså tæt på en 50/50-fordeling.

Omstillingen fra det tidligere psykiatriske hospital i Risskov, som fungerede indtil omkring 2019, til indlemmelsen af psykiatrien i Aarhus Universitetshospital medførte, at mange små græsrodsprojekter på det ældre hospital blev revet op. Men via en kontakt ind i psykiatrien hos Kompetencehuset opstod et samarbejde om kreative aktiviteter for indlagte patienter – og senere også et opfølgningstilbud for mennesker på vej videre efter indlæggelse. Efter endt indlæggelse kan man besøge tilbuddet Efterværnet, der har åbent to gange om ugen i Åbyhøj, hvor Kompetencehuset har haft hjemme de sidste 40 år. Her er der også faglærere, som underviser i blandt andet keramik og tekstiler, og på de første besøg kan nye brugere medbringe en ven eller et familiemedlem.

Siden 2022 har værkstederne i psykiatrien haft 3.500 besøg, og i det efterfølgende tilbud på selve daghøjskolen har der været 2.400 besøg, oplyser Kompetencehuset. I Efterværn-tilbuddet udgjorde det kvindelige fremmøde knap 90 procent i 2025.

Et pust fra verden udenfor

Et vigtigt element i projektet er for Nis Peter Nissen, at Den Rullende Daghøjskole ikke er en del af behandlingssystemet.

De timelønnede undervisere kommer fra civilsamfundet – ikke fra psykiatrien. De er overvejende kreative faglærere, folkeskolelærere og kunstnere. Og netop dét fremhæves af mange patienter som en styrke.

”Patienterne siger ofte, at det er rart at møde nogen, der repræsenterer noget andet end systemet. Noget, der minder om livet udenfor hospitalet.”

Ingen fra Den Rullende Daghøjskole besidder altså egentlige faglige forudsætninger for at arbejde med psykisk sårbare mennesker.

”Det kunne man måske se som en svaghed. Men det har snarere vist sig at være en kvalitet, fordi mødet bliver mere almindeligt og mindre behandlingspræget.”

Inden projektet begyndte, var der naturligt nok overvejelser om, hvorvidt aktiviteterne kunne føre til vanskelige situationer. Men erfaringen har været, at arbejdet er udramatisk og ufarligt.

”Mange af de forestillinger, man kan have om psykiatrien, handler mere om fordomme end om virkeligheden,” vurderer Nis Peter Nissen.

De patienter, der deltager, er primært mennesker med åbne indlæggelser, og projektet har kun oplevet ganske få episoder, der har været ubehagelige.

Projektet adskiller sig også fra mange traditionelle sundhedsindsatser ved bevidst at holde afstand til registrering og dokumentation på individniveau. Der indsamles ingen personhenførbare oplysninger, og arrangørerne kender ikke deltagernes navne. I stedet tælles fremmøde, og deltagerne kan frivilligt udfylde små spørgekort med kommentarer og oplevelser.

”Anonymiteten er vigtig, fordi den understreger, at vi repræsenterer noget andet end behandlingssystemet,” siger Nis Peter Nissen.

Projektet gør heller ikke krav på at levere klassisk sundhedsfaglig evidens.

”Vi arbejder i det, jeg plejer at kalde mellemregningen. Når mennesker møder op, oplever fællesskab og vender tilbage flere gange, så opstår der noget vigtigt – også selv om det ikke nødvendigvis kan måles i traditionelle sundhedsdata.”

Projektet er et samarbejde mellem Kompetencehuset, Psykiatrien ved Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Psykosers patient- og pårørenderåd, Regionspsykiatrien Gødstrup og Minihøjskolen Herning.

Region Midtjylland er sponsor på aktiviteterne, mens Efterværnet, som er det efterfølgende tilbud i Kompetencehuset, er finansieret af Velux Fonden frem til sommeren 2026. I Regionspsykiatrien Gødstrup er der også en Rullende Daghøjskole på vej, hvor Minihøjskolen Herning står for kreative daghøjskoleaktiviteter for indlagte patienter i stil med modellen fra Aarhus.