Rystende indblik: De tavse får stemme i dansk psykiatrihistorie

BØGER: Bogen ’Patientstemmer fra asylet’ er både et rystende indblik i den danske psykiatris tidlige historie og i psykiatriens grundlæggende paradoks: at skulle helbrede og samtidig kontrollere.

´Patientstemmer fra Asylet´ tager sit udgangspunkt i Jydske Asyl i Risskov, der åbnede i 1852 som et moderne sindssygehospital med humanistiske ambitioner. Institutionen blev etableret på baggrund af lægen Harald Selmers grundlæggende ideer om en ny psykiatri, hvor de sindssyge ikke længere skulle opbevares, men behandles og helbredes.

Asylet var tænkt som en mønsteranstalt og et fyrtårn for en human og videnskabelig tilgang til psykisk sygdom, inspireret af oplysningstidens idealer og den spirende europæiske psykiatri. Men gennem nyfundne journaler og 220 censurerede patientbreve viser forfatterne, hvordan virkeligheden ofte var en anden, og bag de smukke gemte sig en hverdag præget af tvang, vold og en næsten total lægelig autoritet.

Retfærdig vrede

En gennemgående figur i bogen er maskinarbejder Ludvig Svenningsen, der som 30-årig i 1907 indlagde sig selv på Jydske Asyl i håb om ro og behandling. Svenningsen var familiefar med arbejde på statsbanernes centralværksted i Aarhus, og hans første kortvarige ophold på asylet var positivt. Derfor lod han sig frivilligt genindlægge i 1907, hvilket blev begyndelsen på en årelang kamp mod systemet.

Under indlæggelsen oplevede han vold og tvang, hvilket senere førte til den 65 sider lange pamflet ´Fire Maaneder i Celle paa Jysk Asyl´, hvor han anklagede personalet for mishandling og overgreb.

Hans kritik blev imidlertid afvist af samtiden, netop fordi han var erklæret sindssyg, og hans ord blev derfor ikke tillagt vægt. Svenningsens historie endte tragisk med flere tvangsindlæggelser, flugtforsøg og til sidst hans selvmord i 1922.

Sindssygestemplet

Svenningsens skæbne illustrerer bogens centrale pointe, nemlig at patienternes erfaringer systematisk blev ignoreret, fordi de kom fra mennesker, der på forhånd var frataget troværdighed. Når patienten først var stemplet som syg, kunne kritik affejes som et symptom på sygdommen.

Bogen viser samtidig, hvordan selve diagnosen af patienterne blev oplevet som et magtinstrument. Kildematerialet afslører, at diagnoser ofte blev givet på et lemfældigt grundlag og til tider opfundet til lejligheden, og at læger og patienter ofte havde vidt forskellige forståelser af sygdommen.

En af brevskriverne, skolelærerinden Sofie Skotte, undrede sig eksempelvis over at blive diagnosticeret med forfølgelsesvanvid, idet hun aldrig havde følt sig forfulgt, og hun oplevede, at diagnosen gav lægerne mulighed for at behandle hende, som de ville. Frem for at være et redskab til forståelse, blev diagnosen af flere af brevskriverne oplevet som et redskab til kontrol.

Aldrig afsendte breve

De 220 patientbreve, bogen bygger på, har forfatterne fundet i Rigsarkivet og Museum Ovartacis arkiver. Brevene blev aldrig sendt, men blev censureret og gemt i journalerne af overlægerne. Officielt for at beskytte pårørende og den offentlige orden, men ofte fordi de indeholdt kritik af institutionen. Flere af brevene er trykt i bogen, og præget af stavefejl, dialekter, tegninger, kaffepletter og desperation fremstår de som unikke vidnesbyrd om livet på institutionen.

Her ligger bogens største styrke, idet den viser psykiatrihistorien nedefra. Hvor den traditionelle historieskrivning har været domineret af læger, institutioner og behandlingsformer, insisterer Patientstemmer fra asylet på, at psykiatriens historie også er patienternes historie. Forfatterne placerer deres arbejde i forlængelse af internationale strømninger som “History from Below” og medicinsk humaniora og argumenterer overbevisende for, at det kræver både læge og patient at skabe et medicinsk møde.

Overlægen som Gud

Bogen tegner et nuanceret portræt af overlæge Harald Selmer som psykiatriens pioner. Han fremstår som en idealist, der ønskede en human behandling af de sindssyge og var stærkt kritisk over for tidligere tiders brutale opbevaring af psykisk syge i dårekister. Men hans behandlingsfilosofi byggede samtidig på en patriarkalsk orden, hvor overlægen var den uindskrænkede autoritet, som patienterne skulle underkaste sig for at genvinde fornuften.

Overlægen skulle fungere som en kærlig, men fast faderfigur, og hele institutionen med dens stærkt hierarkiske opbygning blev betragtet som et terapeutisk redskab. I praksis skabte denne model et system med en enorm magtkoncentration, hvor selv små beslutninger i hverdagen måtte godkendes af lægen.

Det er netop denne mekanisme, der gør bogen så urovækkende. Når lægen både definerer sygdommen, vurderer sandheden og kontrollerer kommunikationen med omverdenen, opstår et lukket system, hvor patientens stemme risikerer at forsvinde. Kritik og retfærdig harme over forhold på asylet bliver tolket som sygdom, og systemet bliver selvforstærkende.

Nuanceret og oplysende

Forfatterne er omhyggelige med ikke at reducere historien til en ensidig anklage. De understreger, at patientbrevene kun repræsenterer én del af virkeligheden, og at nogle patienter også oplevede bedring og ro på asylet. Denne metodiske forsigtighed styrker bogens troværdighed.

Det mest tankevækkende ved ´Patientstemmer fra asylet´ er dens relevans for nutiden. Selvom bogen handler om perioden 1850–1920, er parallellerne til den aktuelle debat om psykiatrien tydelige. Patienter og pårørende efterlyser stadig bedre behandling, mere værdighed og større inddragelse, og bogen minder os om, hvor vigtigt det er at lytte til patienternes erfaringer.

Samtidig rummer bogen et næsten paradoksalt håb om at de breve, der engang blev censureret og gemt væk, i dag kan give stemme til dem, der ikke blev hørt. Netop fordi brevene blev tilbageholdt, er de bevaret og tavsheden er blevet til vidnesbyrd.

Samlet set er ´Patientstemmer fra asylet´ en grundig, velskrevet og veldokumenteret udgivelse, der varmt kan anbefales, idet den giver patienterne en stærkere stemme i fortællingen og udvider forståelsen af dansk psykiatrihistorie.

Klaus Nielsen, Line Keller Ottosen og Signe Düring, Patientstemmer fra asylet, Aarhus Universitetsforlag, 208 sider, 300 kroner