Roman fremmaner AIDS-epidemiens mange spøgelser

BØGER: Aksen i Rebecca Makkais roman ´Boystown´ er AIDS-epidemien og det spor af ulykkelige skæbner og død, der fulgte i kølvandet. Men det er ikke kun en historie om AIDS – romanen handler i lige så høj grad om tidens og kærlighedens aftryk og om de indre smertelandskaber, vi hver især bærer rundt på.

Døden er et vilkår, ikke en tragedie, men når døden rammer unge mennesker, når de er allermest fulde af planer, potentiale og fremtidsdrømme, så får døden et tragisk islæt. Boystown runger af tragedie og viser, hvordan smerten aldrig helt forsvinder, men siver fra generation til generation.

Romanen foregår i to fortællespor og behandler tragedier i tre forskellige tidsaldre. Yale, en ung mand i 1980’ernes Chicago, navigerer mellem kærlighed, sex, arbejde og fremtidsdrømme, alt imens vennerne én for én bliver syge omkring ham. Fiona, Yales veninde og lillesøster til Nico, den første i vennekredsen, der dør, leder 30 år senere efter sin forsvundne datter i Paris i håb om at blive forsonet. Og Nora, Fionas bedstemor, der var kunststuderende og model i Paris i tiden før og efter første verdenskrig, kæmper for at få sin gamle elskers kunstmalerier udstillet på det galleri, hvor Yale arbejder, så kæresten ikke bliver glemt af eftertiden.

Bøssepest

Yale og hans venner er kunstnere, aktivister og også bare unge mænd, der forsøger at finde sig selv og hinanden i et Chicago, hvor der er en lomme af frihed og fest, indtil AIDS-epidemien – eller bøssepesten, som den blev kaldt – rammer. Med ét bliver friheden erstattet af angst for at få sygdommen, skyld over for dem, de kan have smittet, og vrede over det amerikanske politiske system, som længe nægtede de syge og døende ordentlige test, oplysning og adgang til behandling.

Ved Yales side er Fiona, bogens anden fortæller. Hun er den, der må følge den ene efter den anden smittede til test, på hospitalet og til sidst får fuldmagt til at træffe de svære beslutninger, så de forældre, der har slået hånden af deres homoseksuelle sønner, ikke i sidste øjeblik rykker ind og tager magten over det liv, de har fordømt. Her genser hun mange år senere i Paris en ven, der bringer hende tilbage i tiden.

 ”… selvfølgelig forbandt hun ham også med årene efter – efter Nico var væk – med Nicos venner, der var blevet hendes eneste venner, som døde én efter én og to og to, og hvis man kiggede væk et øjeblik, i store nådesløse klumper. Men det var alligevel en tid, hun savnede, et sted, hun til hver en tid ville flyve tilbage tid.”

I årene senere har hun svært ved at dele sin oplevelse med andre, og det sætter sig spor i de nærmeste relationer.

”De mente det jo godt, alle sammen. Hvordan skulle hun kunne forklare, at byen var en kirkegård? At de hver dag gik gennem gaderne, hvor der havde været et holocaust, et massemord forårsaget af myndighedernes forsømmelse og antipati, at når de gik gennem en lomme af kold luft, vidste de, at det var et spøgelse, det var en dreng, som verden havde spyttet ud.”

Det vi mistede

Romanen formår på smukkeste vis at fremmane konturer af noget af det, AIDS-epidemien tog fra os. I dag er det andre vira og epidemier, der optager os, og HIV kan heldigvis behandles effektiv. I Danmark er den danske musiker Thomas Buttenschön, der blev født med HIV, og som har fortalt om sit liv med sygdommen, et godt eksempel på, at HIV ikke længere er en dødsdom.

I 1980’erne derimod var det en anden sag, og bogen beskriver de unge, der var så uheldige at være fanget i orkanens øje; lige der, hvor test var få og usikre, fordommene mange, viljen mod at tackle sygdommen fra politisk hold lille, og der endnu ikke eksisterede effektive behandlingsmuligheder.

I forbindelse med udgivelsen af bogen har Rebecca Makkai til Baltimore Out Loud fortalt, hvordan hun ikke mener, vi taler nok om AIDS:

”Hvor er bøgerne om AIDS? Hvor er museet? Hvor er Monumenterne? Det her er en af de store begivenheder i det 20. århundrede. Vi burde tale om det i skolen i samme omfang, som vi taler om 2. verdenskrig og af samme årsager. Så historien ikke gentager sig, for at forstå Amerika, som det ser ud nu på grund af det, der allerede er sket.”

Vogter af minder

Måske skyldes glemslen, at det kan være vanskeligt at vide, hvilket mennesker og deres særlige aftryk på verden, vi egentlig har mistet, når først de er væk.

Her krydser historiens spor hinanden, for de døde venner,og deres uforløste liv spøger også hos Nora, der sidder alene tilbage med minderne om kunstnervennerne i Paris, der døde af krig og sygdom.

”Jeg kunne fortælle dig deres navne, men det ville ikke give mening for dig. Hvis jeg fortalte dig, at Picasso døde i krigen, ville du forstå. Puf, der røg Guernica. Men hvis jeg fortæller dig, at Jacques Weiss døde ved Somme, så ved du ikke, hvad du er gået glip af.”

Lige som Fiona, hendes barnebarn, er Nora en vogter over minder, og det er et både tungt og smertefuldt hverv. Det fornemmes, når hun fortæller Yale om den kæreste, hun selv så mange år efter har svært ved at give slip på.

”Når et menneske er væk, og man er den, der primært varetager hans minde – ville det så ikke være en form for mord at give slip? Jeg elskede ham så højt, selv om det var en kompliceret kærlighed, og hvor skal al den kærlighed kanaliseres hen? Han var væk, så den kunne ikke ændres, den kunne ikke blive til ligegyldighed. Jeg sad fast i al den kærlighed.”

Rebekka Makkai skriver sig elegant gennem bogens over 600 sider, og hun formår at bringe bogens karakterer, Chicago og Paris til live, så man længes efter at være en del af både festen og tragedien.

Rebecca Makkai: ´Boystown´ (originaltitel ´The Great Believer), udgivet af Lindhardt og Ringhof, 633 sider, pris 349,95 kr.