Skip to main content

Manu Sareens nye bog om ADHD er bygget op omkring samtaler med familier, der ærligt fortæller om konflikter, udmattelse, nedsmeltninger, skyldfølelse og kærlighed, og om de strategier, de har lært hjælper dem gennem dagen.

Manu Sareens ADHD-bog er mere podcast på papir end håndbog

 
 
 
 
 

BØGER: Manu Sareens ”Håndbog for familier med ADHD” er snarere et varmt og genkendeligt samtalerum for familier, der kæmper med mistrivsel, konflikter og kaos i hverdagen, end en egentlig håndbog.

Manu Sareen har med ”Håndbog for familier med ADHD” skrevet en bog, der først og fremmest fungerer som en sympatisk håndsrækning til familier, hvor ADHD præger hverdagen. Bogen er bygget op omkring samtaler med familier, der ærligt fortæller om konflikter, udmattelse, nedsmeltninger, skyldfølelse og kærlighed, og om de strategier, de har lært hjælper dem gennem dagen.

Bogen er opdelt i fire kapitler med hver sin faglige stemme: Anne Philipsen, speciallæge i psykiatri, Marie Tolstrup, autoriseret klinisk psykolog, Pernille Ertner, specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri, og Jakob Ørnberg, klinikchef, overlæge og speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Hvert kapitel indledes med en introduktion til ADHD fra den pågældende ekspert, hvorefter familiernes fortællinger foldes ud og til slut kommenteres af fagpersonen i dialog med Manu Sareen.

Det, der gør størst indtryk, er familiernes åbenhed og sårbarhed. Mange læsere vil kunne spejle sig i beskrivelserne af hverdage præget af overstimulering, konflikter og konstant behov for tilpasning. Sareen lykkes med at skabe et rum, hvor forældre til børn i mistrivsel kan føle sig mindre alene.

Mere spejling end håndbog

Samtidig opstår bogens største svaghed allerede i titlen, for ”håndbog” lover en grad af systematik og opslagsværdi, som bogen reelt ikke leverer. Der findes ingen egentlig tematisk struktur, intet stikordsregister og ingen mulighed for hurtigt at slå konkrete problemstillinger op. Har man brug for hjælp til eksempelvis konflikthåndtering, skolevægring eller følelsesmæssige nedsmeltninger, må man læse sig gennem længere cases og interviews for at finde relevante råd og refleksioner.

Efter hvert familieportræt findes ganske vist opsummeringer af strategier og erfaringer, men de er ikke gjort søgbare eller tydeligt integreret i indholdsfortegnelsen. Derfor fungerer bogen bedre som sammenhængende læsning end som et praktisk opslagsværk.

Bog og podcast

Bogen minder i sin form i høj grad om Manu Sareens podcast ´ADHD & Autisme Podcast med Manu Sareen´. Strukturen er den samme: konkrete cases bliver fremlagt, hvorefter eksperter kommenterer og perspektiverer udfordringerne.

Det giver bogen en umiddelbarhed og tilgængelighed. Man mærker tydeligt Sareens erfaring som interviewer, og dialogformen gør stoffet let at læse, også når emnerne er tunge. Samtidig er det uklart, om der er tale om helt nye interviews og samtaler, eller om dele af materialet tidligere har været bragt i podcasten og nu er overført til bogform. Det fremgår ikke tydeligt af udgivelsen.

For nogle læsere vil den løse struktur også kunne opleves som gentagende. Der er langt mellem de helt nye indsigter, og de faglige perspektiver fungerer ofte bedst som støtte til fortællingerne snarere end som selvstændige analyser.

En varm håndsrækning 

Håndbog for familier med ADHD er derfor ikke en håndbog i klassisk forstand. Den er snarere en hjælpende hånd og en kærlig spejling. Bogens primære kvalitet er, at den tager familiernes erfaringer alvorligt uden at forsimple dem. Den tilbyder ikke hurtige løsninger, men genkendelse, håb og følelsen af fællesskab i noget, der for mange opleves ensomt og skamfuldt. For familier med ADHD vil netop dét sandsynligvis være bogens største styrke.

Manu Sareen: ´Håndbog til familier med ADHD´, udkommet på Peoples Press, pris 299,95 kroner.

  • Oprettet den .