Pirrende, spændende og tankevækkende bog om psykopater

BØGER: Det, som fascinerede mig ved psykopati, var og er, at det er så langt væk fra, hvad der er normalt, fortæller en af landets førende retspsykologer og chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans samt ekstern lektor ved Københavns Universitet, Tine Wøbbe, i sin nye bog Psykopat. De siger jeg er psykopat.

I bogen øser Tine Wøbbe af sin egne mangeårige erfaringer med terapi af psykopater og giver desuden ordet til seks personer med diagnosen psykopati, dyssocial personlighedsstruktur. Heraf fire anonymiserede mænd og de to kvinder, Sheila og Jeanette, som har valgt at stå frem med navn, fordi de med deres bidrag ønsker at give et mere retvisende billede af at være dyssocial.

Op mod 200.000 danskere har i dag ifølge Wøbbe papir på, at de har en dyssocial personlighedsstruktur. Men hvordan bliver man psykopat? Bliver man født sådan, eller er der andre omstændigheder, der spiller ind? spørger Tine Wøbbe, der fastslår, at psykopati hverken er en sindssygdom eller en selvstændig diagnose, men en del af den dyssociale personlighedstruktur, som vi i daglig tale stadig væk kalder for psykopati:

”Som mennesker sætter vi generelt indlevelse, empati og medmenneskelighed meget højt. Men hos psykopaten mangler disse egenskaber ligesom skyld og anger, så deres følelsesliv er helt anderledes end vores. Jeg opdagede undervejs, at de godt kan italesætte følelser, men de lever dem ikke. Det er, som om de taler et fremmedsprog flydende, men det bliver aldrig deres modersmål. De mangler simpelthen indlevelsen,” skriver Wøbbe, der fastslår, at psykopater sjældent opsøger psykiatrisk hjælp, eftersom de som udgangspunkt ikke selv mener, de har et problem, men at det er alle andre omkring dem, der er forkerte på den. 

Og at psykopater generelt er fulde af vrede, uden empati og anger, og som oftest giver andre skylden for alt, hvad de selv gør, fremfor at føle ansvar, fremgår da også med en forbløffende ensartethed i især de fem ud af de seks interviews, som de medvirkende endog har godkendt inden, de blev trykt i bogen:

Det er strålende interviews, som Tine Wøbbe har lavet i samarbejde med journalist Kristina Antivakis. Ingen af de seks deltagere forsøger tilsyneladende at løbe fra deres ofte magtsyge, egoistiske, voldelige, ulovlige og manipulerende gerninger i ord og handlinger overfor familie, venner, kærester og dyr. De har ringe forståelse for ret og vrang, de mener de klogere end andre, lyver, stjæler og fortryder sjældent.

Unikke beskrivelser, som de seks medvirkende i bogen selv fremlægger ganske nøgternt, faktuelt og uemotionelt i fortællingerne om deres liv, der dog ofte er startet i sørgeligt grusomme og utrygge dysfunktionelle hjem, hvor forældres fysiske og psykiske voldelige overfald, omsorgssvigt, seksuelle overgreb og mangel på varme og nærvær hørte til dagens orden.

Om det er værst at læse om, hvad bogens medvirkende i deres psykopati har begået mod deres omgivelser, eller hvad de er blevet udsat for i deres barndom, er svært at afgøre. Men fælles er en for udenforstående følelsesafstumpet og ufattelig grusomhed, som man godt kan sætte sig i, at Tine Wøbbe har oplevet som noget fra en anden planet:

”Første gang jeg sad over for en psykopat, var det en yngre mand, som havde begået alvorlige overgreb på andre personer og på dyr. Jeg blev både forundret og fascineret over, at han kunne beskrive handlinger, der var så voldsomme, så faktuelt og uden at vise følelser, hverken i sin mimik eller på anden måde over for mig. Han kunne lige så godt have læst op fra en indkøbsseddel. Der var ikke noget undskyldende i hans beretning, ingen anger, og der var heller ikke pral eller hoveren eller noget, der tydede på, at han ville afprøve mig. Han var heller ikke ude på at forarge mig eller skræmme mig, som andre ellers kan prøve på for at overtage magten i rummet.

Jeg kan huske, at da jeg kørte hjem bagefter, tænkte jeg, at det her bliver jeg nødt til at forstå, jeg bliver nødt til at vide noget mere om det. Sådan begyndte det,” forklarer Tine Wøbbe om sit mangeårige engagement i psykopater, om hvilke hun fortæller, at de mest intelligente kan tale om følelser uden at mærke dem:

”De kan græde og tilsyneladende være dybt ulykkelige, men de føler det ikke,” skriver hun om psykopaterne, som hun meget forståeligt advarer imod, at man får tæt ind på livet på grund af den helt samvittighedsløse og manipulerende opfyldelse af egne behov på andres bekostning:

”Der findes desværre ingen effektiv behandling, så hvis du møder en psykopat, er det bedste råd, at du skal skynde dig væk eller ud af relationen igen så hurtigt som muligt, for du kan ikke ændre på adfærden hos vedkommende – og jo længere du bliver i relationen, jo sværere bliver det at komme fri igen,” advarer Tine Wøbbe, der fastslår, at der ikke er grund til at have ondt af psykopater.

At spotte en psykopat der dog ikke altid lige nemt i følge Wøbbe, der finder de traditionelt set mest velfungerende psykopater blandt eksempelvist direktør, læger, kirurger, præster, befalingsmænd, piloter og tilsvarende jobs, hvor de kan have magt og indflydelse på andres liv. At bruge albuer, beskidte tricks, nedskæringer og massefyringer for at få chefstolen er de kolde overfor.

Men desværre besidder ingen af bogens deltagere disse magtfulde chefstillinger, men har i stedet for fleres vedkommende en hyppig gang i fængslerne, er mere eller mindre på offentlig forsørgelse, indehavere af ufaglærte eller faglærte jobs langt fra samfundets top. En mangel, som giver bogen en vis social slagside, men givetvis skal forstås i lyset af, at psykopater sjældent selv kontakter det psykiatriske system, hvorfor det især er de utilpassede, kriminelle og voldelige psykopater, som retspsykologerne får diagnosticeret.

På samme vis kan det hævdes, at bogen også har en grad af kønspolitisk slagside, idet den ene medvirkende kvinde delvist får justeret sin diagnose undervejs i sin bevidste kamp for at blive et bedre menneske, og den anden deltagende kvinde hele tiden har været meget voldelig og aggressiv, selv om psykopatiske kvinder typisk er mindre voldelige, aggressive og kriminelle. Så som med de toppræsterende psykopater går psykopatiske kvinder også ofte under den diagnostiske radar, som indtil videre tilsiger, at kun cirka hver tiende psykopat er kvinde, selv om forskere peger på, at tallet nok er højere.

Så selv om kvinderne ifølge forfatteren overordet har samme karaktertræk som mændene, så har de alligevel nogle kønsspecifikke dyssociale træk, som det kunne have været interessant at høre om fra psykopaterne selv som for eksempel at bruge deres køn og seksualitet i form af en flirtende og promiskuøs adfærd for at opnå økonomiske og sociale fordele, falsk signalering af sårbarhed for at opnå hjælp og ekskludering af deres ofre fra sociale netværk.

Men det, at de er mindre voldelige betyder ikke, at de ikke kan medføre problemer for deres omgivelser, og det forekommer mærkeligt, at etvvsærligt kapitel om, hvad man kan gøre, hvis man er kommet for tæt på en psykopat, kun handler om, hvad kvinder skal gøre overfor en mandlig psykopat, for ifølge Weber er kvindelige psykopater på ingen måde ufarlige bekendskaber:

"De er emotionelt farlige. Det vil sige, at ligesom mændene kan de få deres ofre til at føle sig enormt betydningsfulde og elskede. Kvinderne spiller dog så meget på deres kvindelighed, at man lader paraderne falde hurtigere, fordi man som udgangspunkt ikke ser dem som farlige,” forklarer hun og fortsætter:

”Hvis kvindelige psykopater begår kriminalitet, er det tit alvorlig, personfarlig kriminalitet og typisk begået over for de nærmeste. Hun vil ofte forklare og retfærdiggøre handlingen med, at hun var nødt til det, og at offeret selv var ude om det. Det er den samme type forklaring, som de mandlige psykopater ofte giver, og ligesom mændene rummer kvinderne generelt ingen empati for offeret. Den mandlige psykopat bruger ikke det træk. Han vil helst fremstå stærk, selvsikker og charmerende.”

Men selv om man måske kunne have ønsket sig, at forfatterne havde lykkedes med at finde et par ekstra nåle i høstakken i form af en mere udpræget feminin kvindelig psykopat samt en socialt højt fungerende, så er ´Psykopat. De siger jeg er psykopat´ pirrende, spændende og tankevækkende. Og ikke bare fungerer samtalerne med de medvirkende imponerende godt. Det samme gør Tine Wøbbes faglige gennemgang af de medvirkendes livsberetninger, hvor hun går bag om deres egne ord og handlinger og på bedste vis hjælper læseren til at se og forstå de mange og helt klare mønstre i personlighedsstrukturerne, som psykopater har til fælles.

Men ´Psykopat. De siger jeg er psykopat´ er ikke alene båret af casestories og de dermed forbundne uddybende forklaringer. Tine Wøbbe fortæller os også om de faglige værktøjer, der bruges for at opdage psykopati, hvordan man får diagnosen og altså ikke mindst om, hvordan undgår man at blive manipuleret af psykopater. Og hvis man er blevet fanget, hvorfor og hvordan man så alligevel bør sørge for at slippe væk – hvis psykopaten altså er en mand:

”Mennesker, der forelsker sig i en psykopat, opdager ofte ikke med det samme, hvad der er på spil. Man synes, at man har mødt prinsen på den hvide hest. Han siger alt det rigtige. Han gør alt det rigtige. Han kan virkelig charmere, og han er bare fantastisk. Gennem lang tid vil han være i stand til at opretholde en facade, som kan være vanskelig at gennemskue. Men på et eller andet tidspunkt får piben en anden lyd, og man skal begynde at leve op til en masse krav. Man bliver usikker og utryg i nærheden af ham. Når det sker, så er spillet i gang, og de psykopatiske træk begynder langsomt at vise sig. Psykopaten vil begynde at opføre sig upassende, grænseoverskridende, forførerisk, bedragerisk, fjendtligt og aggressivt. Han vil kunne vende på en tallerken. I det ene øjeblik vil vedkommende være høflig og venlig, men når han bliver presset eller stresset, eksploderer det for ham.”

Tine Wøbbe: ´Psykopat. De siger jeg er psykopat´ udkommer 23. marts på Politikens forlag og koster 300 kroner