Ny bog vender forståelsen af autisme på hovedet

BØGER: Autisme beskrives ofte som en forstyrrelse i håndteringen af sensoriske stimuli, men hvad nu, hvis det viser sig, at hjernen slet ikke bearbejder stimuli? spørger belgisk ekspert, som i ny bog gør op med forestillingerne om, at autistiske hjerner er mere følsomme over for eksempel lys, lyd og berøring.

Hvis vi over tid reducerer antallet af de stimuli, et menneske med autisme udsættes for, så kan det faktisk føre til endnu mere overstimulering. Hvis et menneske er generet af en bestemt stimulus, så kan man umiddelbart give vedkommende mere ro i sindet ved at reducere hyppigheden af denne stimulus. Men på længere sigt vil denne reduktion gøre hjernen endnu mere følsom over for denne stimulus. Hjernen vil nemlig tilpasse sin model af verden til den reducerede hyppighed advarer den internationalt kendte forsker og forfatter Peter Vermeulen i sin nye bog ´Autisme og den forudsigende hjerne´. 

Peter Vermeulen, der har en master i psykologi og pædagogisk videnskab og en ph.d. i psykologi og pædagogisk videnskab, er en af verdens førende forskere og formidlere af autisme, og ´Autisme og den forudsigende hjerne´ er hans seneste i en lang række bøger gennem 35 år om autisme – heriblandt ´Jeg er noget helt særligt´ og ´Autisme som kontekstblindhed´.

I ´Autisme og den forudsigende hjerne´ forsøger Vermeulen at vende op og ned på den almindelige forståelse af autisme, som han mener er baseret på indgroede, men forkerte opfattelser af hvordan både autistiske, men også ikke-autistiske hjerner generelt bearbejder sanseindtryk. 

Ifølge Vermeulen har forskerne i de senere år nemlig fundet ud af, at hjernen fungerer omvendt af, hvad vi ellers har troet:

”Vi oplever intuitivt, at hjernen modtager indtryk fra sanserne, bearbejder disse informationer og træffer en beslutning om, hvordan den skal reagere. Men i virkeligheden sker der det modsatte: hjernen har opbygget en model af, hvordan verden ser ud og har på den baggrund en forventning om, hvad der vil ske i en bestemt situation. Hjernen kontrollerer derpå, om dens forudsigelse stemmer med virkeligheden. Hvis ikke, korrigerer den sin model af verden og tilpasser sin reaktion.”

Peter Vermeulen er helt bevidst om, at denne nye opfattelse af hjernens måde at arbejde på strider mod, hvordan vi intuitivt opfatter denne, og han sammenligner det med den måde, som vi intuitivt oplever, at solen drejer rundt om jorden:

”Selvom vi alle nu har lært, at det er jorden, der bevæger sig rundt om solen og ikke omvendt, fortsætter vi med at se solen stå op og gå ned i horisonten. Mod bedre vidende oplever vi fortsat, at det er solen, der bevæger sig, og ikke os. Det er det samme med teorien om den forudsigende hjerne. Selvom jeg ved, at min oplevelse er en konstruktion skabt af min egen hjerne og ikke en gengivelse af virkeligheden, har jeg stadig følelsen af, at jeg bearbejder indtryk af verden for først derefter er at kunne tillægge dem mening.”

Men det er ifølge Peter Vermeulen vigtigt for mennesker med autisme, at vi forstår hjernens arbejdsmetoder, for mange af de strategier, metoder og interventioner, som i dag anvendes på børn, unge og voksne med autisme, bygger på det klassiske billede af, hvordan hjernen fungerer, med computermetaforen input, bearbejdning og output:

”Den nye indsigt i, hvordan den menneskelige hjerne faktisk fungerer, er virkelig forbløffende og kaster et helt nyt lys over, hvad der foregår inde under hjerneskallen. Denne nye viden er også chokerende, fordi den strider fuldstændig mod vores intuition. Selvom det kan føles sådan, så er hjernen ikke et organ, som reagerer på verden. Den forudsiger denne verden, så vi bedre kan reagere på, hvad der måtte ske, ” skriver Peter Vermeulen, der beklager, at denne nye viden om den forudsigende hjerne og betydning heraf for autistiske hjerner endnu kun er nået frem til nogle få grupper af universitetsforskere, og derfor fortsat er ukendt land for de fleste mennesker med autisme såvel som forældre til et barn med autisme, lærere, terapeuter og rådgivere.

Så det er denne nye viden, som tilsiger, at hjernen ikke bearbejder stimuli, men forudsiger dem, som Peter Vermeulen nu forsøger at introducere og applikere til den eksisterende forskning i autisme og forståelse, da den nye viden efter hans mening ikke er nogen nem teori at forklare, men altså ikke desto mindre en teori med store konsekvenser for, hvordan man bedst hjælper børn, unge og voksne med autisme i hverdagen.

For når den autistiske hjerne har svært ved at generalisere, hvad den har lært, samt anvende det i andre sammenhænge, så skyldes det, at dens forudsigelser ikke er nøjagtige nok ifølge forfatteren, som således mener, at den autistiske hjerne ikke er overfølsom, men alene for dårlig til at forudse, hvad der vil ske, og derfor overvurderer den virkelige verdens tilfældighed og omskiftelighed og undervurderer de skjulte love og mønstre, som findes i den.

Den forringede evne til at forudsige betyder, at mennesker med autisme ikke så meget har brug for mindre stimuli, men for rutiner og stereotype aktiviteter, som er blandt de få aktiviteter, der kan holdes fri af den autistiske hjernes forudsigelsesfejl ifølge Vermeulen:  

”Forskellen består i, at hjernerne hos mennesker med autisme har sværere ved at gøre verden forudsigelig, og derfor er de ude af stand til at reducere antallet af forudsigelsesfejl, de begår. Det er grunden til, at andre mennesker er nødt til at gøre verden mere forudsigelig for dem. Vi kan forbedre livskvaliteten for mennesker med autisme betydeligt ved at give dem større sikkerhed, tydelighed og forudsigelighed og ved at give dem den tid, de har brug for til at tilpasse deres mentale modeller af verden, så antallet af forudsigelsesfejl, de begår, bliver drastisk reduceret. For det er den menneskelige hjernes vigtigste opgave: at minimere forudsigelsesfejl. Autismevenligt vil sige 90 procent sikkerhed og forudsigelighed og 10 procent god, gammeldags venlighed,” siger Vermeulen, der også fastslår, at den autistiske hjernes såkaldte modstand mod forandring ikke skyldes, at mennesker med autisme ikke kan lide forandringer, men at de ikke kan forudsige disse forandringer. 

Men er der overhovedet videnskabeligt grundlag for antagelsen om, at en forstyrrelse af hjernens evne til at forudsige ligger til grund for mange af kendetegnene ved autisme? Spørger man Vermeulen er svaret et klart ja, og han henviser til en ifølge ham stigende grad af videnskabelige arbejder og forskere over hele verden, som støtter teorien, selv om han vedstår, at antallet af videnskabelige forsøg fortsat er begrænset. 

Og Vermeulen, som ikke blot er en erfaren, men også en ferm og dreven skribent, argumenterer da også ganske stringent og logisk med mange eksempler fra virkelighedens verden for sine teorier. Ovenikøbet på en letfattelig og sågar ofte humoristisk facon, som gør, at ´Autisme og den forudsigende hjerne´ under alle omstændigheder er en oplagt introduktion til nye måder at forstå både den forudsigende autistiske hjerne og den ikke-autistiske forudsigende hjernes funktionsmåder. Uanset om man selv har autisme eller er forældre, andre former for pårørende eller en professionel behandler, der skal håndtere udfordringerne ved at støtte og vejlede mennesker med autisme. 

Peter Vermeulen: ´Autisme og den forudsigende hjerne´ er udkommet på forlaget, PressTo og koster 299 kroner