Tidligere alkoholiker mener ikke det er interessant, hvorfor Jeppe drikker

BØGER: Hvorfor er det vigtigere at finde ud af, hvorfor alkoholikeren drikker, end hvordan man får ham eller hende til at holde op? Det spørger tidligere alkoholiker og forfatter om i bog om turen ned i bunden af flasken – og rejsen tilbage til et liv som tørlagt. Bogen er god, men særegn, og kan ikke anbefales, hvis man søger inspiration og viden om kvinders alkoholisme.

Når vi hele tiden spørger om, hvorfor Jeppe drikker, risikerer vi at være med til at fastholde alkoholafhængige i deres drikkeri længere end højst nødvendigt, mener tidligere alkoholiker, gymnasielærer og forfatter Søren Geckler i sine nye bog ´Alkoholiker´, om hvordan det er, når man kun kan leve uden at drikke, og hvor én drink er for meget og tusind for lidt. 

Ifølge Geckler giver behandlervæsnets, men også familiers, partneres og venners forsøg på at forstå den fordrukne Jeppe den alkoholiserede et alibi til at lede efter grunde til den ulykkelige tilstand i stedet for at lede efter veje ud af den: 

"For mit eget vedkommende hang jeg ganske givet unødigt længe fast i forsøg på at finde en forklaring, fordi jeg troede, den ville være som en slags magisk trylleformular i forhold til mit drikkeri, og at jeg ville kunne drikke som normale mennesker, når blot jeg fandt ud af, hvorfor jeg foreløbig ikke kunne,” forklarer Søren Geckler. Han var voldsomt alkoholiseret allerede fra meget stor dreng frem til, at han var i begyndelsen af 30’erne – trods flere års ihærdige forsøg på at få professionel hjælp til at stoppe:

”Den mere officielle behandling føltes ikke som noget, der i sig selv gav mig noget, og når jeg har talt med andre om deres behandling, siger de fleste noget lignende,” siger Geckler, der i bogen deler hudløst ud af egne bitre erfaringer, men som også taler med andre alkoholikere, misbrugseksperter, psykiatere og læger. 

´Alkoholiker´ er en forunderlig blanding af at være næsten klaustrofobisk forfærdelig og opmuntrende. Forfærdelig, fordi han ikke kun var tragisk ung og alligevel så nedværdigende, altomfattende og vanvittig fuld fra morgen til sen aften. Og opmuntrende, fordi det faktisk lykkes ham og en del af hans mindst ligeså alkoholiserede venner og bekendte at lægge alkoholen bag dem. 

Vejen væk fra flasken begyndte først at ligne en mulighed for Søren Geckler, da hans forældre sendte ham på Minnesotakur, hvor han på første dagen, men for første gang nogensinde, blev fortalt, at han led af en sygdom, der gjorde det umuligt for ham at drikke som et normalt menneske:

”Til at begynde med havde jeg det godt nok lidt forpustet med, at det indebar, jeg aldrig ville komme til at drikke igen, så fra pulten til morgensamlingen sagde jeg de første par dage, at jeg måske ville tage et glas portvin, når jeg engang blev pensionist, men de næste 24 timer ville jeg holde mig ædru,” skriver Geckler der efter et par dage droppede sine portvinsdrømme i erkendelse af, af sygdommen betød, at det var for altid slut: 

”Jeg kunne enten acceptere, at jeg var alkoholiker, og dermed få mulighed for at vinde over min alkoholisme, eller jeg kunne benægte og fortsætte med at drikke og gruble mig tættere og tættere på sindssyge eller selvmord eller død på anden vis," skriver han og uddyber:

”Kan man ikke tåle pasta, så spis ikke pasta. Kan man ikke tåle alkohol, så drik ikke alkohol. Og "tåle" skulle i denne forbindelse naturligvis forstås: Tager alkohol magten fra dig, når du drikker, så kan du ikke tåle at drikke. En drink var for meget, og tusind var for lidt, og det skyldtes ikke, at jeg havde siddet skævt på potten, som en af behandlerne udtrykte det. ”

Efter Minnesota-opholdet forstodr Geckler også, at det at holde sig succesfuldt tørlagt alene og uden yderligere støtte, ville være en urimelig vanskelig opgave for ham, og han meldte sig ind i Anonyme Alkoholikere, AA, hvor han lærte at have glæde af andre mennesker. 

At have glæde var nemlig mildt sagt ikke noget, der lå lige for, da han tidligere enten var fuld som en allike eller på vej til at blive det igen. Men skæbnefællesskabet med de andre primært mandlige alkoholikere lærte ham at spejle sig på godt og ondt i andres historier, glæder og smerter, og han fik styrke ved det. Fremfor altid at være alene med sin trang efter øl og tanker om, at alle andre omkring ham er nogle irriterende tumper.

´Alkoholiker´ er ikke som bøger om det tema er flest. Her løftes ingen slør for mørke hemmeligheder, som man kan gyse og underholdes af. For tro mod sit opgør med Jeppe fortæller han stort set intet om sit privatliv, hvilket er stik imod den selvbiografiske genre og de forventninger om et nært kendskab til hovedpersonen, som man som læser traditionelt vil have til genren.

Bivirkningen ved dette særegne fortællergreb er derfor, at Søren Geckler kommer til at svæve underligt løsrevet rundt i rummet, som lidt af en fantasme. Hvem er han egentligt, undrer man sig ideligt? Hvad er han udover at være en tørlagt alkoholiker, der ønsker at hjælpe andre alkoholikere ved at foregå med et godt eksempel og en række selvstændige refleksioner over alkoholens kvælergreb på dem, som er tilstrækkeligt sårbare til, at den kan styre dem lige lukt i fordærv?

På den anden side er styrken af denne tilbageholdenhed, at man som læser netop ikke får mulighed for måske helt fejlagtigt at forlæse sig på biografiske detaljer og dermed en eller flere helt subjektivt fortolkede, men irrelevante Jeppe-forklaringer.

På tilsvarende vis er Søren Geckler også loyal overfor sine tanker om, at det er tørlægningens vej, der er den vigtige og den mest interessante, og hans beskrivelser af sine AA-fællers intense slåskampe for at holde sig på dydens smalle og helt tørre sti er stærke, for har man ikke forstået det tidligere, så forstår man her, hvor fuldstændig forfærdeligt det er at være alkoholiker, og hvor svært det er at vride sig fri, hvis man først er fanget i fælden:

"AA’erne kendte min smerte, mit vanvid, min ensomhed og kunne vise mig en vej ud, som jeg kunne tro på, fordi jeg kunne tro på, at de selv havde gået den. Og fra hver endevæg fortalte trinene mig det samme: Det er muligt, at du synes, du har mange problemer, men dit første og dit største er, at du drikker. Så hold op med det, og hvis det føles svært, er der hjælp at hente, hvis du tør række ud efter den. Når du bliver ædru, vil du opdage, at mange af de andre problemer bliver mindre, og at nogle af dem endda næppe kan kaldes problemer mere; men du vil også opdage, at drikkeriet var et symptom på noget underliggende, som du bliver nødt til at se i øjnene og arbejde med,” skriver Søren Geckler, der i øvrigt kraftigt opfordrer til, at man som tørlagt alkoholiker gør sig umage med at sætte noget andet i stedet for alkoholen, noget man er glad for. For ham selv blev det i høj grad  – udover venskaberne i AA – landevejscykling.

Selv om alle, som har mænds alkoholismes tæt på, uanset om det er privat eller i offentlig sammenhæng, kan anbefales at overveje at give denne glimrende, omend lidt særegne bog en chance, så gælder det dog ikke, hvis det er kvinders alkoholafhængighed, som man søger inspiration og viden om, for det interesserer Søren Geckler sig i bedste fald ikke for i denne bog. I værste fald – og de få gange, hvor et par enkelte kvinder nævnes i et par bisætninger – er han meget lidt empatisk og sågar unødigt ondskabsfuld:

“Hun boede sammen med sine to små hunde, som hun lod skide på aviser i køkkenet, når hun ikke var hjemme. Kun den ene måtte få lov til at komme ind i hendes soveværelse. Den anden blev holdt ude af en spånplade, man skrævede over, når man skulle ind i hendes seng. I en skuffe havde hun udklip fra ugeblade om sig selv. Hun havde været gift med en rigmand, som åbenbart havde været kendt nok til, at hun blev lidt studs, da jeg ikke anede, hvem han var. Men hun havde det med at putte piller i min te uden at spørge mig først, og da hun begyndte at afspille ulykkelige beskeder, som hun havde indtalt på sin eksmands telefonsvarer, blev det for knugende for mig.”

Og:

“Gruppeterapi foregik altid i en rundkreds. En blev peget ud til at fortælle sin livshistorie, hvilket inden for disse rammer betød: Hvornår og hvorfor man begyndt at drikke, og hvordan havde det udviklet sig. Bagefter skulle vi hver sætte ord på, hvordan vi opfattede den, som havde fortalt. Jeg husker bedst, da det var Janni. Måske fordi jeg skulle lægge ud, og jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ingen fornemmelse af hende, og hendes historie havde heller ikke givet mig meget.”

Det er faktisk ikke særligt rart, hvorfor bogen ikke kan anbefales, når det er kvinder, der får en ordentlig tår over tørsten. Hvorfor er drukfældighed synd for mændene, men ulækkert, svagt og dumt, når det er kvinder?

Søren Geckler. ´Alkoholiker´ er udkommet på forlaget, Pressto, og koster 229,00 kr.