Bestseller om Parkinsons, natur, vandring og kærlighed giver grund til nysgerrighed

BØGER: Britisk memoirer om en hustrus iagttagelser af naturens positive effekter på sin mands ondartede form for Parkinsons sygdom er ikke kun mageløst godt skrevet, men også et stærkt vidnesbyrd til støtte for regionernes mange rehabiliteringstilbud i fri luft.

Faglitteraturen er efterhånden rig på forskning, der dokumenterer, at ophold i naturen kan heale både psykisk og fysisk sygdom. Hvad det er, naturen gør for os, har endnu ingen dog endnu påvist med sikkerhed, men teorierne er flere.

Og også bestsellerforfatteren Raynor Winn fremsætter i sin bog ´Den vilde Stilhed´, en teori efter gennem flere år at have oplevet, hvordan udviklingen i hendes mand Moths uhelbredelige og dødelige Parkinsons sygdom (Cortico Basal Degeneration), har vist sig at være helt afhængig af, hvor meget og hvor tæt han er på naturen.

´Den vilde Stilhed´, der for nylig er udkommet på dansk, er en opfølger til britiske Raynor Winns debut og bestseller, ´Saltstien´ fra 2020, hvori hun beskrev, hvordan hun og dengang 53-årige Moth i desperation over hans hurtigt fremadskridende sygdom og mange smerter samt et pludseligt tab af deres fælles hjem, begiver sig ud på en tusind kilometer lang vandretur langs kysten i det sydvestlige England. De er hjemløse, syge og ruinerede og har alt, hvad de ejer og har, i deres rygsække i håb om at finde svar på deres problemer. Da turen, som har været vindblæst, våd og hård, er slut, har Moth det på alle måder meget bedre.

Men tilbage på universitetet og i en lejlighed i en mindre by tager sygdommen igen til, fortæller Raynor Winn, der i starten af ´Den vilde Stilhed´ må gennemleve ikke kun sin mands stigende forfald, men også sin mors sygdom og hospitalsindlæggelse efter en massiv hjerneblødning:

”I den lange, stille nat, mens morfindroppet fyldte hendes årer med stilhed, og hendes vejrtrækning lå i et roligt leje, var mine tanker fyldt med tvivl og frygt. Det valg, jeg havde taget, om at lade hende dø fremfor at forsøge at redde hendes liv ved at indoperere sonden, var begyndt at give mig en nagende skyldfølelse, der ikke kunne skubbes væk. Og frygt. En voksende, brændende følelse af panik, der formede sig som en glødende ildkugle i min mave,” skriver Winn for hvem sorgen ved morens dødsleje blander sig med hendes frygt for også at skulle se Moth dø snart:

”Døden var ikke ukendt for mig – jeg havde mødt den før – men nu vendte tyranniet ved dens endegyldighed tilbage, som om jeg havde mødt en totalt fremmed. Jeg skrævede igen over tomrummet mellem liv og død, hvor dagene mistede deres betydning, overskygget af uendelighedens mørke. Tvivl om valg, jeg havde truffet, og frygt for dem, jeg stadig skulle træffe, udspillede sig i et endeløst loop af fortrydelse og frygt.”

Hvor ´Saltstien´ var en stramt fortalt beretning om et ægtepars dramatiske travetur som hjemløse uden en øre på lommen og med døden i hælene, er ´Den vilde Stilhed´ i langt højere grad en traditionel memoir med meditationer omkring natur, sygdom, død, tab, angst og ikke mindst et tilbageblik til hendes ikke særligt lykkelige barndom på landet, hvor natur, dyr og bøger var den daglige trøst, og senere samlivet med den mand, som hun nu har levet med i flere end 30 år. En mand, som hun elsker til månen og tilbage igen og nu er panisk angst for at miste: 

”Jeg sad på den lille havemur uden for huset og var ved at blive kvalt i stilheden. Ikke det mindste vindpust eller fuglefløjt. Ikke en stemme. Ikke hans stemme. Det var sådan her, det ville være uden ham, uden hans konstante snak og idéer og aktivitet. Sygdommen var ved at ændre ham. Ikke med en akut sygdoms øjeblikkelige ødelæggelse, der spreder sig som en løbeild, men med et langsomt tab af form og forbindelse. Umærkeligt, hvis man ikke sammenlignede ham med den, han var før. Mindre løbeild og en langsom, snigende klimaforandring af tabte kropsfunktioner. Han var ved at blive et fladere, tommere rum. Hans krop var en verden af hegn uden fugleliv, af floder uden fisk og frugtplantager uden insekter, mens hans tunge glemte, hvordan man smagte på ting, og følesansen forsvandt fra hans hænder. Jeg fik kuldegysninger i vintersolen. Et liv uden ham til at levere baggrundsmusikken sagde mig ikke noget. En stille, tom eksistens. ”

MR-scanninger af Moths hjerne og også lægernes tolkninger heraf viser, at han er på en stigende hurtig rejse mod demens, mangel af førlighed, nedlukkede kropsfunktioner og død. En besked, som får Raynor Winn til i sin kvide at gå på nettet for at se, om andre læger måske kan gøre noget. Det er der ingen læger hverken her eller der, som mener at kunne. Men til sidst finder hun dog en række forskningsartikler om naturens helbredende kræfter:

Så da de ved et tilfælde bliver kontaktet af en mand, der grebet af ´Saltstien´, tilbyder dem, at de kan leje hans stærkt forfaldne hus og ligeså forsømte jord dybt inde i Cornwalls bakker, slår de til. Også selv om Moth nu har massive problemer med hukommelsen og desuden synes alt for dårlig til at kunne tumle hus og marker.

Men igen tvunget ud af sengen af fugt i huset, jordens behov og dagliglivet i den omkringliggende natur, begynder Moth, der er universitetsuddannet i bæredygtigt landbrug, igen at rejse sig, hvilket de fejrer ved, hvad de tænker som en sidste vandretur. En vild og krævende vandretur på Island, hvor han først lider forfærdeligt under sine forskellige handicaps, men som dog ender med, at han endnu engang genvinder sin førlighed og kraft.

Raynor Winn er en magisk dygtig skribent, der formår at beskrive naturen, så den bliver både interessant, forståelig og mærkbar. Og hører man til den slags læsere, der i lutter kedsomhed har det med at springe naturbeskrivelser over, så rummer ´Den vilde Stilhed´ mulighed for helt nye og store både natur- og læseroplevelser.

Raynor Winns beskrivelser af Moths fysiske og mentale dyk vil være genkendelige for mange patienter og pårørende til mennesker med neurodegenerative sygdomme, mens Moths naturgenererede genrejsninger måske umiddelbart nemmere vil kunne blive afvist som udtryk for en forfatter og hustrus trang til mirakuløs naturromantik. Men det vil være synd, for Winn virker på ingen måde som en overspændt drømmer, så måske der er endnu flere healende kræfter i naturen, end vi endnu helt har forstået.

Moths egne læger har indtil videre ifølge Raynor Winn konkluderet, at naturens kræfter i hvert fald virker for Moth. Blandt andet ved at få hans hjerne til at kompensere for ødelæggelsen af al det væv, som hans sygdom har destrueret. Om det også vil gælde for andre patienter med samme sygdom kan de i sagens natur ikke udtale sig om. Men indtil den lægevidenskabelige forskning løser nogle flere af naturens indflydelse på vores helbred, giver bogen god grund til at forholde sig nysgerrigt.

Raynor Winn: ´Den vilde Stilhed´ er udkommet hos forlaget Svane & Bilgrav og koster 199 kroner