| | | | | |
 


Brostrøm hængt grundigt til tørre i ny bog

 
 
 
 
 

BØGER: Sundhedsstyrelsens chef Søren Brostrøm undervurderede fuldstændig corona og modarbejdede derfor konsekvent regeringen i pandemiens første måneder. Det fremgår det af en ny biografi "Det første år" om Mette Frederiksens første år som statsminister.

Da statsminister Mette Frederiksen 11. marts 2020 lukkede landet, steg smitten så hurtigt, at den var ved at være udenfor kontrol. Men alligevel skete nedlukningerne under protest fra Sundhedsstyrelsens chef, Søren Brostrøm, som længe havde afvist statsministeriets stigende bekymringer for virussets fremmarch i andre lande. Han mente ikke, at coronavirus udgjorde en alvorlig trussel mod borgere, hospitalsvæsenet og samfundet.

En modstand, som Søren Brostrøm fortsatte i måneder, og som gjorde, at Statsministeriet måtte finde sin rådgivning udenfor Sundhedsstyrelsen, selv om både Sundhedsministeriets daværende departementschef, Per Okkels, og Statens Serum Instituts virolog Kåre Mølbak gang på gang forsøgte at tale ham til rette. Det fremgår af en ny bog fra journalisten og forfatteren bag flere bøger om danske statsministre, Anne Sofie Kragh. Hun har haft eksklusiv adgang til statsministeren og hendes nærmeste medarbejdere i Statsministeriet og har derfor som en anden flue på væggen kunnet følge hvordan og af hvem, at beslutninger blev taget i løbet af Mette Frederiksens første år i statsministerstolen.

Konflikterne mellem Statsministeriet og Sundhedsstyrelsen om, hvor vidt corona skulle forstås og håndteres som enhver anden influenza, tog fart 21. januar 2020, hvor Statsministeriets nye departementschef Barbara Bertelsen havde første dag på jobbet og om aftenen scrollede nyheder på nettet og stødte på artikler om corona, som nu var konstateret i to verdensdele, Asien og Nordamerika. Artiklen fik hende til at bede Statsministeriets departementsråd for udenrigs- og sikkerhedspolitik, Jean Ellermann-Kingombe, undersøge, om Danmarks kriseberedskab var klar, ‘også i tilfælde af risiko for en alvorlig pandemi’. I parentes tilføjede hun: ‘som mange kloge læger jo mener er den største reelle trussel mod menneskeheden”.

Med sin mail havde departementschefen formelt bestilt den første sag om corona i Statsministeriet, skriver Anne Sofie Kragh og fortsætter:

”21. januar var også dagen for det første møde om corona i Sundhedsstyrelsens kriseledelse med direktør Søren Brostrøm og en række ledende medarbejdere. I modsætning til departementschefen i Statsministeriet mente man her, at det var meget usandsynligt, at corona kom til Danmark.”

Sundhedsstyrelsens største bekymring var ikke, om landet var klar til en pandemi, men hvordan man skulle undgå at skabe panik. To dage senere får Barbara Bertelsen da også besked fra Sundhedsministeriet, som blandt andet havde forhørt sig i Sundhedsstyrelsen, om, at der var styr på tingene, beredskabet var på plads, og risikoen for, at corona spredte sig til Danmark, var lav til usandsynlig.

Det beroligende svar foruroligede Barbara Bertelsen, som herefter selv begynder en intensiv overvågning af corona samtidigt med, at Brostrøm udsender beroligende pressemeddelelser, selv om Statens Serum Institut opfordrer Sundhedsstyrelsen til at informere danskerne om, at corona kan være asymptomatisk, hvilket betød et nyt scenarie, en pandemi, hvor virussen kunne sprede sig ukontrollabelt.

Brostrøm orienterer ikke straks Sundhedsministeriet om den nye viden om smitten. I stedet bliver det Kåre Mølbak, som advarer Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels, som fra 3. februar forlanger redegørelser direkte fra Statens Serum Institut uden om Sundhedsstyrelsens skønmalerier ifølge Anne Sophie Kragh: 

”Der gik ti dage, før Sundhedsstyrelsen nævnte et pandemisk scenarie i sin statusopdatering første gang, og yderligere 14 dage, inden Sundhedsstyrelsen erkendte, at corona var en asymptomatisk sygdom. Helt frem til 24. februar beholdt Sundhedsstyrelsen den samme formulering i sine opdateringer: ‘Det forlyder fra de kinesiske myndigheder, og fra andre lande, at der kan ske smitte før symptomdebut. Der er endnu ikke stærke data, der understøtter dette.’

Da Brostrøm udfærdiger en pressemeddelelse om, at der kun er ‘moderat risiko for, at der kommer tilrejsende med smitte af ny coronavirus til Danmark’ og at beredskabet i øvrigt er på plads, bliver den efter en tur forbi Sundhedsministeriet og Statsministeriet, ændret til: ‘Vi skruer op for beredskabet for at forebygge coronasmitte i Danmark på baggrund af nye europæiske anbefalinger.’

Ifølge Anne Sophie Kragh var Mette Frederiksen fra begyndelsen bevidst om, at hvis Danmark skulle godt igennem, krævede det en adfærdsændring i befolkningen, og dette var kun muligt, hvis danskerne lyttede til og stolede på myndighederne. Udadtil måtte de stå sammen:

”Men indadtil udfordrede hun løbende myndighedernes holdning. Også i forhold til de hjemvendte skiturister. Hun mente, det eneste logiske var at sørge for, at de ikke kom i nærheden af andre, men hun trumfede ikke sin mening igennem. Hun måtte vælge sine kampe med omhu. Senere fortrød hun, at hun ikke valgte den med skituristerne.”

Den 28. februar begynder konflikterne med Sundhedsstyrelsen for alvor at spidse til. Statsministeriet vil herefter indover alt, hvad sundhedsmyndighederne informerer om. Søren Brostrøm nægter. Han mener, corona er et sundhedsanliggende og ikke et samfundsanliggende under Statsministeriet. Men Brostrøm får besked om, at det er en ordre. Om aftenen er der to smittede danskere, næste dag lørdag er der tre smittede, og søndag morgen ringer Barbara Bertelsen til departementschefen i Justitsministeriet.

“Nu skal vi steppe op,” sagde hun til ham og aflyser både sin, statsministerens og sekretariatets forestående vinterferie i erkendelse af, at sundhedsmyndighederne grundlæggende ikke vidste, hvad det var for en virus, verden stod over for.

I dagene omkring 5. marts afviser Søren Brostrøm, at pandemien vil kunne smitte op til 20 procent af borgerne, alt imens at Mette Frederiksen selv sidder og udregner procenter på de stigninger i smittetal, som hun via Johns Hopkins-kortet følger time for time i Danmark og ikke mindst Europa, som er ved at udvikle sig til et nyt epicenter for virussen.

”Hun besøgte kortet måske 15 gange i døgnet. Når hun satte fingeren på de enkelte lande, poppede smittetallene frem på skærmen. Hun holdt særligt øje med Norge, Sverige, Tyskland og selvfølgelig Italien, men kunne på alle tider af døgnet lire et cirkatal af fra et hvilket som helst land i Europa. De røde pletter på Johns Hopkins-kortet samlede sig i en blodig klump over Danmark.”

Den 10. marts er Søren Brostrøm imod, at Mette Frederiksen ønsker at advare de særligt sårbare, han ser ikke noget fagligt grundlag herfor. 11. marts lå Danmark samme sted på kurven, som Italien havde gjort 14 dage tidligere, og natten til 12. marts begynder regeringen forberedelser til nedlukning. Men igen er Søren Brostrøm imod, for han ser ingen proportionalitet mellem virussen og den omfattende nedlukning og vil ikke være med.

Og sådan fortsætter Søren Brostrøm ifølge Anne Sophie Kragh sin modstand op til nedlukningen, under og bagefter trods andre sundhedsmyndigheders ihærdige forsøg på at få ham med om bord og indse, at corona ikke længere var en sundhedskrise, men havde udviklet sig til en samfundskrise, og at han derfor måtte acceptere, at krisestyringen lå hos regeringen. Og at grunden til, at regeringen ville lukke landet ned, netop var, at man ville undgå italienske tilstande på sygehusene.

For ivrige følgere af spillet bag regeringens og sundhedsmyndighedernes coronakulisser, er mange af oplysningerne i "Det første år" måske ikke nye informationer. Brikker har været fremme tidligere. Men bestemt ikke alle, og da slet ikke på den sammenhængende og tilsyneladende meget nøjagtige og veldokumenterede måde, som den særligt interesserede og detaljeorienterede læser får adgang til her. Anne Sophie Kragh har sans for både det store billede, og at djævelen, som altid, ligger i detaljerne.

At skildringerne øvrigt også er meget velskrevne og forfatterens pen yderst professionel og overskudsagtig gør, at det er top-underholdende at få rystet posen med såvel kendte som nye brikker til forståelsen af, hvad der egentligt rørte sig i regeringen op til og under den dramatiske nedlukning og senere ligeså konfliktfyldte genoplukning.

Bogen er dog ikke lutter corona, men også en lidt mere traditionel biografisk skildring af en ung kvindelig politiker og minister og dennes transformation til en mere moden statsminister, som står stærkt i både med- og modvind. I det hele taget er det kvinderne, der står stærkest og skarpest i denne bog, som må kunne få enhver kvindelig, feministisk socialdemokrat til at græde af glæde og begejstring. Sjældent er en statsminister blevet beskrevet så jordbunden, så klog, så menneskelig, så idealistisk og så omsorgsfuld. Og det samme gælder for departementschef Barbara Berthelsen, som måske i virkeligheden var den, der fra starten reddede hele butikken ved sit tidlige og insisterende - og i Sundhedsstyrelsen yderst upopulære - fokus på coronas potentiale til at blive en sundhedstruende pandemi.

Men uanset at nogle vil kunne mene, at bogen er en glorificering af en socialdemokratisk statsminister, så skal man faktisk have et hjerte af sten eller på anden måde være skruet meget misogynistisk sammen, hvis man ikke kan bevæges over en statsminister, som kravler op i sit træ for at bjærge sin kat, inden hun tager på arbejde, eller som uforvarende havner i en grønlandsk mødding, fordi hun får ondt af en høne, som hun vil dele sit æble med, da hun mener, at den må være sulten, og som i den grad ligger vågen om natten og spekulerer over, hvordan hun bedst redder flest mulige liv uden at sætte hele landets økonomi unødigt over styr.

At det alt sammen måske næsten er for godt til at være sandt, bør dog ikke afholde én fra at læse dette moderne eventyr for voksne om en heltemodig, kløgtig og godhjertet landsmoder og dennes renfærdige og opofrende hjælperes kamp mod corona og virussets ifølge bogen magtsyge og kyniske hjælper i form af Søren Brostrøm.

Coronageneralen som i øvrigt alt andet lige nok burde have haft mulighed for at forklare og forsvare sig. Også selv om hans synspunkter i de mange forskellige kriser fremgår med lysende klarhed fra referater og interviews med involverede.

Anne Sofie Kragh: "Det første år". Udkommer på Politikens Forlag 31. maj. Pris: 300 kroner