| | | | | |
 


Sober bog om psykiatriens historie med velrettede spark til faget

 
 
 
 
 

BØGER: Dansk psykiatri hænger fast i sin snart flere hundrede år gamle historie og er aldrig kommet sig ovenpå reformen i 1976, hvor staten skød det nationale ansvar over på amterne, mener dansk psykiater.

Danske læger kom sent med om bord, da psykiatrien tog sine første barneskridt i Europa i 1700-tallet. Men til gengæld var lægernes stemme klar og tydelig, da samfundet i begyndelsen af 1800-tallet overdrog dem opgaven med at sørge for bedre forhold for de sindssyge, fremgår af ny bog om psykiatriens fødsel i Danmark.

Når danske læger sent fik interesse for de sindslidende, skyldtes det blandt andet ifølge psykiater og tidligere overlæge Per Vestergaard, at de sindslidende ikke i lægernes bevidsthed optrådte som en synlig gruppe af syge mennesker. De sindslidende forsvandt i gruppen af de såkaldte dårer, som også indeholdt de åndssvage, epileptikere og andre med hjernesygdomme og hjerneskader.

”Denne gruppe af dårer var igen blot en udifferentieret del af den store gruppe af fattige mennesker med kroniske sygdomme og handicaps, som samfundet hidtil havde accepteret som en uundgåelig, nederste del af samfundshierarkiet. At de sindssyge efterhånden skilte sig ud som syge mennesker med behov for lægelig behandling, var en impuls, der kom til de danske læger, dels fra det omgivende samfund, dels fra foregangslandene England, Frankrig og Tyskland”, forklarer Peter Vestergaard i sin nyligt udkomne bog "Den klassiske psykiatris historie", hvori han også fortæller:

”Psykiatriens begyndelsestidspunkt afhænger af, hvilke kriterier man vælger at lægge vægt på: Samfundets etablering af behandlingsanstalter, lægernes etablering af en psykiatrisk videnskab med undervisning og forskning – eller begge. Hvis man spørger, hvornår der i alle tre foregangslande var etableret en nogenlunde tilstrækkelig national dækning med lægeligt ledede anstalter til behandling af sindssyge, oprettet professorater i psykiatri med regelmæssig undervisning af lægestuderende og påbegyndt lægevidenskabelig forskning, er svaret 1800-tallets midte.”

Før 1750 giver det ingen mening at tale om psykiatri, som begrebet opfattes i dag. Indtil slut i 1700-tallet løste samfundet opgaven med de sindslidende ved, at lokale myndigheder indsatte de gale i ’dårekister’, små, godt sikrede aflukker, som blev opført i forbindelse med fængsler og fattighuse. Hver by og hver egn havde nogle få dårekister. Kun i København fandtes et større antal, de fleste i forbindelse med fattighospitalet Pesthuset, det senere St. Hans Hospital. Og lægers primære kontakt med sindslidende forekom kun, hvis de skulle foretage en mental vurdering i forbindelse med en mulig straf i form af hængning og ikke som behandlere ifølge Vestergaard:

”De gale var endnu ikke blevet til patienter, og læger var sjældne størrelser, som ikke viste nogen særlig interesse for de gale; ej heller var der i samfundene offentlige institutioner, der havde til formål at pleje og behandle de sindssyge. Først efter 1850 var der i de fleste europæiske lande skabt en national psykiatri. ”

Selve begrebet ’psykiatri’ blev første gang brugt af den tyske læge Johann Christian Reil i 1808, og i slutningen af 1840’erne var den politiske vilje til at afhjælpe de sindssyges forhold endelig til stede i Danmark. Samtidig var lægerne, såvel som gruppe som i kraft af enkelte ildsjæle, parate til at deltage i grundlæggelsen af det, der skulle blive til dansk psykiatri. Og i 1852 blev det nye nationale sindssygevæsen født med indvielsen af anstalten i Risskov ved Aarhus. Kontrakten mellem læger og samfund blev således ifølge Peter Vestergaard beseglet med bygningen af den første nationalt finansierede institution for sindslidende med den danske psykiater og pioner, Harald Selmer, i spidsen for institutionen.

Og Harald Selmer, der inden han fik jobbet med at bestyre Risskov, havde rettet en sønderlemmende kritik mod forholdende for sindslidende, bestræbte sig ifølge Peter Vestergaard fra begyndelsen på, at arbejdet med patienterne skulle hvile på et videnskabeligt grundlag:

”Med indvielsen af den første egentlige sindssygeanstalt i Danmark, anstalten i Risskov ved Aarhus, i 1852 fandt samfundsinstitutionen og lægefaget sammen i det, der skulle udvikle sig til dansk psykiatri. Formidleren af denne proces var lægen Harald Selmer, som skabte en institutionel ramme om og et teoretisk fundament under dansk psykiatri. En struktur, der holdt i godt 100 år,” fortæller Vestergaard, der kalder Harald Selmer for "den danske psykiatris fader".  Om Selmer skriver Vestergaard blandt andet:

”Harald Selmer var en fremragende administrator, en kritisk og allestedsnærværende chef og en dygtig kliniker. Ingen af disse egenskaber, alene eller tilsammen, ville dog have givet ham et udødeligt eftermæle og prædikatet den danske psykiatris fader. Dette fornemme eftermæle skylder Selmer sine eminente evner til at udtrykke sig på skrift: I bøger, artikler, afhandlinger, årsberetninger og journaler, altid klart og gennemtænkt, med skarpe og overbevisende argumenter, ”i Stilen en Friskhed og i Sproget en Korrekthed og en Ynde”, som allerede samtidens vurdering lød. Han skabte, med sin gerning og sine skrifter, grundlaget for den danske psykiatri, som efter 1852 skulle blomstre såvel i form af et sindssygevæsen, der skabte en ramme om de sindssyges behandling, som i form af en lægelig videnskab, der kunne fylde rammen ud.”

Harald Selmer var tilsyneladende en stærk fader til den danske psykiatri, og det er nemt at forstå, at Per Vestergaard har valgt at bruge kræfter på at fortælle hans historie selv nu 170 år senere, for Selmers tanker og idegrundlag holdt helt frem til 1976, hvor Sindssygevæsenet blev afskaffet ved lov. En lovgivning som betød, at staten opgav at administrere området, overlod det til amterne og således nedprioriterede psykiatri til ikke mere at være et selvstændigt forvaltningsområde, men en del af sundhedsvæsnet som et lægefagligt speciale på lige fod med cirka 40 andre, som psykiatrien derfor nu skal konkurrere med om ledelsesopmærksomhed og resurser

”Siden har dansk psykiatri lidt under savnet af såvel ramme som fundament, der kan understøtte den moderne psykiatris mangfoldige patient- og personalegrupper i bestræbelserne på at fremme den mentale sundhed for borgerne,” skriver Vestergaard, som ikke lægger skjul på, at psykiatrien efter hans mening endnu ikke er blevet en problemfri del af det lægevidenskabelige univers. Uløste problemer som han ofte kan føre direkte tilbage til den danske psykiatris fødsel. Et enkelt eksempel er diagnosebeskrivelser, som man var mindre optagne af i psykiatrien dengang:

”Diagnosens rolle som en sygdomsbeskrivelse, der forbinder kendte årsager med velbeskrevne symptomer og effektive behandlingsanvisninger, er fortsat mindre udviklet i psykiatrien end i den somatiske medicin,” fastslår Vestergaard, der i øvrigt tidligere har udgivet en bog om overgangen i Danmark fra den klassiske til en ny psykiatri "Den moderne psykiatri historie".

Den klassiske psykiatris historie er interessant læsning for alle med interesse for det psykiatriske område. Per Vestergaard er en dygtig og sober historiefortæller, men dog også i stand til at få anbragt nogle klare og hårde spark ind i sit fag, som er værd at reflektere over. Er det for eksempel udtryk for god organisering og varetagelse af mennesker med psykiatriske sygdomme, at vi som samfund i stigende grad bruger ressourcerne i psykiatrien på flere og flere patienter med lettere sindssygdomme, mens patienter med tunge sindssygdomme lever som hjemløse på gaden eller i socialvæsnets særlige bosteder, fordi der hverken er plads, tid eller råd til at behandle de ’virkeligt sindssyge’ i den almene psykiatri?

”Den medicinske forståelse, baseret på kropslige problemer, rækker udmærket til at hjælpe de relativt få, svært sindssyge mennesker, som også viser sig i nutidens psykiatri, og som vi fortsat kan regne med lider af en ’hjernesygdom’. Men den medicinske forståelse er ikke et tilstrækkeligt grundlag til at hjælpe de titusinder af den moderne tids patienter med trivsels- og tilpasningsproblemer. Derfor er svaret på psykiatriens nutidsproblemer heller ikke (alene) tilførsel af flere resurser," mener Vestergaard, der opfordrer til en grundlæggende nytænkning af patientgrupper, behandlingsmetoder og psykiatriens administrative tilhørsforhold. 

”Psykiatri som en institution med selvforståelse og lederskab forsvandt i 1976 med decentraliseringen, opløsningen af Harald Selmers anstaltspsykiatri og nedlæggelsen af statens direktorat for sinds- sygehospitalerne. En ny institution, som kan skabe en tryg ramme om psykiatriens hverdag og vise vej ud i fremtiden, er aldrig blevet skabt. Det samme gælder et nationalt, ansvarligt psykiatrisk lederskab," konkluderer Per Vestergaard.

Per Vestergaard: "Den klassiske psykiatris historie", er udkommet på Aarhus Universitetsforlag og koster 199,00 kroner