Bog om nærdødsoplevelser gør en nysgerrig og ikke så meget klogere

BØGER: Mange patienter har haft nærdødsoplevelser i forbindelse med ulykker eller sygdom, hvor de har været døde et kort øjeblik, men blevet genoplivet. Mennesker, som har haft disse oplevelser, er mærket for livet og ændrer ofte personlighed og værdier bagefter, fremgår det af ny bog.

Mennesker, som har haft en nærdødsoplevelse, fortæller typisk, at de har svævet over deres fysiske krop, at de har kunnet se og høre alt, hvad der foregik omkring dem, at de er kommet ind igennem en tunnel med et kraftigt lys, at de har mødt elskede afdøde familiemedlemmer, som de ikke har lyst til at forlade. Men de får at vide, at de ikke skal dø endnu og må vende tilbage til Jorden. Over halvdelen beretter, at nærdødsoplevelsen er lige så ægte eller mere ægte end den verden, vi lever i til dagligt, og at oplevelsen på ingen måde kan sammenlignes med for eksempel en drøm, fortæller forfatter Esther Dyrby i sin nye bog "Uforklarlige nærdødsoplevelser".

Men tiden efter en nærdødsoplevelse kan være svær, mange tør ikke fortælle, hvad de har oplevet, mens de var døde, af frygt for, at de enten selv har hallucineret eller, at deres omgivelser vil synes, at de er blevet skør. Men den vanskelige omstillingsproces, der følger en nærdødsoplevelse, fortjener ifølge læge Tobias Kvist Stripp, et øget fokus i sundhedsvæsnets omsorg og forskning, da viden om, hvordan man hjælper disse patienter, er ringe:

”Vi ved, at folk efter et hjertestop eller traumatiske begivenheder kan være psykisk og eksistentielt påvirkede, og det kalder på professionel omsorg. En nærdødsoplevelse kan også repræsentere en sådan traumatisk begivenhed, og mange har brug for nogen at snakke med omkring oplevelsen. Man kan hurtigt opleve spørgsmål som: ”Hvad er meningen med, at jeg er her?” eller ”hvorfor skulle det her ske for mig?”. Nogle udvikler angst eller depression. I vores sundhedssystem bliver den åndelige omsorg primært lagt over til hospitalspræster og sygeplejersker, men der er dårligt tid til det i et så presset sundhedsvæsen, som vi har i dag,” udtaler læge Tobias Kvist Stripp.

I Forskningsenheden for almen praksis på Syddansk Universitet følger han sammen professor theol. dr. Niels Christian Hvidt og professor Jens Søndergaard for øjeblikket patienter, som har været tæt på døden, for at klarlægge de psykologiske, eksistentielle og åndelige behov hos kræftpatienter samt mennesker, der har overlevet et hjertestop og måske har haft en nærdødsoplevelse. 

Selv forklarer Esther Dyrby sin interesse for sagen således:

”En septemberdag i 2002 blev mit verdenssyn vendt op og ned – og efterlod mig med en masse spørgsmål. Den dag var jeg på besøg hos et familiemedlem, der lå for døden. Allerede da jeg åbnede døren ind til hendes værelse, fornemmede jeg noget, som jeg havde svært ved at sætte ord på. Der var en slags tilstedeværelse i rummet, som sivede ud i samme øjeblik, jeg trådte ind.

Da jeg satte mig ved sengen, åbnede hun sine øjne og sagde, at hun lige havde set sin afdøde mand og søn, som havde været hos hende. Jeg tænkte på det øjeblik, da jeg åbnede døren – og jeg stillede mig selv spørgsmålet, om hun mon havde fået et glimt ind i efterlivet, hvilket både fascinerede mig og gjorde mig nysgerrig.”

Men at finde de endegyldige evidensbårne svar på nærdødsoplevelsers eksistens og årsag er ifølge læge Tobias Kvist Stripp ikke en nem opgave, selv om han afviser, at de skyldes hallucinationer:

”Hallucinationer plejer patienter at glemme, mens nærdødsoplevelser står meget klart i hukommelsen, selv efter flere årtier. Derudover er folk, der tænker tilbage på deres hallucinationer, oftest klar over, at det ikke er virkeligt, hvorimod nærdødsoplevelser beskrives som lige så ægte eller mere ægte end den almindelige virkelighed. Og der ses heller ikke de samme langtidseffekter efter hallucinationer. I forbindelse med at forske i, hvor nærdødsoplevelser kommer fra, og om de er ”ægte” eller en hallucination, har nogle forskere undersøgt minderne. Når man ser på et elektroencephalogram, altså den elektriske aktivitet i hjernen, er der en forskellighed i den måde, aktiviteten er, når man tænker på forskellige ting. For eksempel hvis man bliver bedt om at tænke på noget, som er sket, eller noget, man har erfaret med sin egen krop, så ligger det i den episodiske hukommelse. Hvis man derimod bliver bedt om at forestille sig noget, man ikke har oplevet før, ser det anderledes ud i hjerneaktiviteten,” forklarer han. Han fortsætter:

” I forsøget har man bedt personerne om at tænke på deres nærdødsoplevelse, og der viste forsøget, at nærdødsoplevelserne ligger i den episodiske hukommelse, altså der hvor situationer, man virkelig har oplevet, bliver lagret. Mange, som har haft en nærdødsoplevelse, kan fortælle om noget, de har set eller hørt, som de ikke kan have vidst, for eksempel situationer, der foregik i et andet værelse, mens de selv lå i operationsstuen. Hvad er forklaringen på det? Der er masser af historier om folk, der har oplevet ting, som de logisk set umuligt har kunnet vide, og som man bag efter har kunnet krydsreferere med personale, medicinske journaler eller andet. Men indtil videre har man ikke kunnet lave et prospektivt, videnskabeligt studie, der beviser, at det er muligt. ”

Fælles for bogens patienter med nærdødsoplevelser er også en række fælles forandringer efter oplevelserne: De ramte er ikke mere bange for at dø, de oplever en større kærlighed til livet og de mennesker, som de omgiver sig med. De er blevet mindre materialistiske og mere hjælpsomme, og mange oplever en højere grad af intuition og indsigt.

Eva Junker Jønsson, Lagerchef i Roskilde fortæller:

”Jeg er i bund og grund nok blevet et langt bedre menneske, som kun ønsker fred på jord og velbehag til mennesket. I dag jagter jeg lykkelige stunder, som bliver hængende i mine minder. En kop kaffe med en god ven, en dyb samtale, en solnedgang eller solopgang, et kram, et kys – alle de små glæder i livet, som gør, at man kan kalde sig lykkelig – ja, eller i hvert fald lykkelig i de små øjeblikke, som gør livet værd at leve.”

Tobias Kvist Stripp genkender, at mennesker, som har haft nærdødsoplevelser, over tid bliver mere kærlige, føler større omsorg for naturen og har et større engagement til at hjælpe andre mennesker:

”Nærdødsoplevelser udfordrer på mange måder det materialistiske verdenssyn, som tilskriver kroppen og hjernen sædet for vores bevidsthed. Der mener man, at hvis man ”slukker” for hjernen, så ”slukker” man også for bevidstheden. Det er en del af sind-krop-problemet, som går hele vejen ned til loso en René Descartes, som sagde: ”Jeg tænker, derfor er jeg.” Hvis nærdødsoplevelser er ægte, og folk mødes med nogen eller noget hinsidigt og kan beskrive ting, de har set i operationsstuen, mens deres krop har været bedøvede eller ”døde” – hvis vi anerkender det, så bliver vi også nødt til at anerkende, at vores bevidsthed ikke er lokaliseret i vores krop og vores hjerne. Og det vil påvirke hele det fundament, som vores moderne lægevidenskab er bygget på.”

At læse "Uforklarlige nærdødsoplevelser" kan godt opleves som lidt af en spooky affære, for hvad skal man dog tro og tænke, når man læser forfatterens mange interviews med danske, tyske og amerikanske tidligere patienters forbløffende ensartede nærdødsoplevelser og fortolkninger heraf. Især nogle af de amerikanske patienter virker mere mentalt udfordrede end godt er for bogens troværdighed.

Men på den ene side har for eksempel Tobias Kvist Stripp jo ret i, at patientberetninger om nærdødsoplevelser vender op og ned på alting, hvis vi tillader os at tro på, at døde mennesker kan mødes og i øvrigt se ting og sager rundt omkring deres operationsstuer, som de ikke havde villet kunne opfange, hvis de ikke netop havde været bedøvede eller kortvarigt døde.  

På den anden side kan det jo sagtens være, at vores hjerner vitterlig kan spille os nogle pus, som vi bare endnu ikke har identificeret mekanismerne bag. For eksempel har et dansk studie fra 2019 udført af blandt andre overlæge Daniel Kondziella, Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet, fundet, at 10 procent kan berette om at have haft nærdødsoplevelser, og at disse oplevelser kan associeres med REM-søvn, idet forskerne konstaterede større sandsynlighed for nærdødsoplevelser hos mennesker, der samtidigt rapporterede om symptomer på REM-søvn i form af særligt livagtige drømme eller hallucinationer umiddelbart før indsovning.  

Men den slags mindre 'troende' videnskabelige studier indgår ikke i "Uforklarlige Nærdødsoplevelser", og det er godt nok ærgerligt, for som læser bliver man ligesom forfatteren nysgerrig på de mange beretninger, men desværre således ikke så meget klogere på, hvad der er skidt, og hvad der er kanal i alle disse sælsomme fortællinger og deres ofte senere ret så dramatiske konsekvenser for patienterne.

Tilbage står alt andet lige, at mange patienter angiveligt har nærdødsoplevelser, og at patienterne typisk står alene tilbage med tanker herom, som de har svært ved at tumle. En lidt større åbenhed i sundhedsvæsnet omkring fænomenet nærdødsoplevelser virker som et klart patientbehov. Bogens eksistensberettigelse er at gøre opmærksom på disse mulige behov hos en ikke ubetydelig gruppe af tidligere livstruende syge patienter. Uanset om behovene er konsekvenser af REM-drømme, hjernespind, hallucinationer, løsslupne fantasterier eller symptomer på, at videnskabens fundament er mere sprødt, end vi forestiller os.

Sognepræst Katrine Lilleør siger i bogen: ”Jeg er indtil videre kommet frem til, at det er vigtigt, at jeg som præst skal blive stående skulder ved skulder ved alle dem, der ikke har haft nærdødsoplevelser,” forekommer mindre barmhjertigt end nødvendigt burde være, for som den tidligere patient Elisabeth Thomsen Nielsen fortæller i bogen:

”Min bearbejdelse af oplevelsen bestod blandt andet i, at jeg senere fik lejlighed til at vende min oplevelse med overlægen på sygehuset. Jeg husker ikke detaljeret vores samtale, men jeg husker at få at vide, at man altid efter sådan en oplevelse talte med patienterne, der havde været det samme igennem. Overlægen kunne kun bekræfte, at den oplevelse, jeg havde haft, havde de før hørt om. Han kunne ikke give nogen klinisk forklaring på den, andet end de med interesse lyttede til disse beretninger. Jeg følte, det blev taget meget seriøst,” siger Elisabeth Thomsen Nielsen, som havde sin nærdødsoplevelse som teenager og ”ikke havde lyst til at dele vidt og bredt af skræk for at blive anset for at være en tosse.”

 Esther Dyrby: Uforklarlige Nærdødsoplevelser, er udkommet på skriveforlaget.dk og koster 149,00 kroner