| | | | | |
 


Chris MacDonald i selvopgør i ny bog

BØGER: Træner, sundhedscoach og foredragsholder, Chris MacDonald vil have os til at forstå og respektere vores grundlæggende biologiske behov, som ifølge ham ikke er til forhandling, hvis vi vil have et sundere liv.

Mange af os vil kunne huske, hvordan den unge Chris MacDonald for 15 år siden begejstret rapporterede om blodsmag i munden og fysisk lidelse fra sin deltagelse i cykelløbet Race Across America, som anses for en af verdens mest krævende sportsbegivenheder. Han kom ind på en flot andenplads, og hans begejstring og kritikløse tiltro til det kloge i at presse sig selv og kroppen mere end maksimalt havde ingen ende. Var man træt, kunne man nappe sig nogle sukkerrige sportsdrikke, gad man ikke træne, så skulle man bare tage sig sammen, og vejede man for meget, jamen så var det jo enormt nemt at løbe og holde sig til nogle salatblade. Jo værre, jo bedre - og ellers var man bare lidt af et skvat.

Men Chris MacDonald er blevet ikke bare ældre, men også ifølge hans nye bog "Ikke til forhandling" også siden blevet betydeligt mere belæst og velbevandret i den internationale sundhedsmedicinske faglitteratur. Mange års studier og aktiv opsøgen af information har vendt ikke så lidt op og ned på hans begrebsverden:  

”Dengang var jeg overbevist om, at hvis mennesker bare havde en kostplan, et træningsprogram og en løftet pegefinger, så skulle det hele nok gå. Sådan tænker jeg slet ikke længere. Det moderne menneske får ikke meget ud af quickfix – lappeløsninger. Det er dem, vi ofte tager i brug, når vi ønsker at forbedre vores sundhed og trivsel. Du vil aldrig høre mig hævde, at en slankekur eller et kursus i mindfulness er dårlige ideer, men de er i hvert fald stort set aldrig langtidsholdbare. De kræfter, vi er oppe imod i forhold til for eksempel fødevareproducenter og teknologi, er simpelthen for stærke på den lange bane.”

Chris MacDonald er født i 1973 i Minnesota, USA, og er siden uddannet cand.scient. i human fysiologi ved Københavns Universitet. Han har været omdrejningspunkt for flere populære TV-programmer på DR1, bl.a. Chris på chokoladefabrikken, Chris på skolebænken, Chris på vægten, By på skrump, samt programmerne U-TURN og U-TURN 2 i forbindelse med en afdækning af, hvorvidt livsstilsændringer er effektive i behandlingen af type 2-diabetes og helt eller delvis kan overflødiggøre diabetesmedicin. Svaret var: Ja, det kunne livsstilsændringene. I hvert fald for en periode.  I alle programmerne har Chris MacDonald været den hårde indpisker:

”Jeg har fået den rolle, tror jeg, fordi jeg taler for, at vi skal gøre, hvad vi kan for at styrke vores kapacitet, særligt i en verden, hvor vores fysik forfalder, og vores hjerner overbelastes, fordi vores job nu består i at sidde stille foran skærme med elektronisk lys og endeløse stimuli uden meningsfyldt indhold. Men jeg har også fået den rolle, fordi det i høj grad er sådan, jeg selv har levet mit liv. Eller har turdet at leve det,” siger han.

Men i dag er Chris MacDonald mindre optaget af, at vi skal hoppe og springe for livet med tungen ud af halsen, end han er af at forsøge at finde balancer i vores liv, som han grundlæggende nu mener influeres af vores håndtering af søvn, kost og bevægelse. Håndteringer, som for ham i allerhøjeste grad er betinget af biologiske, sociologiske og psykologiske forhold. Ikke mindst vores ældgamle biologi har hans store interesse:

”Vi må acceptere, at en sund biologi virkelig ikke er til forhandling, hvis vi skal være i stand til at tænke ordentligt, handle fornuftigt og i sidste ende fungere godt med menneskene og verden omkring os. Hvis vi ikke investerer i biologien og kroppen, risikerer vores hjerne og sind at få det virkelig svært. Vi kan ikke forstå motivation, samarbejde, empati eller fysisk og mentalt velvære uden biologi. Og hvis biologien er off, bliver alt mere op ad bakke, end det behøver at være. Det betyder ikke, at biologien er vigtigst. Kun at den kommer først. Når det så er sagt, handler alting jo ikke om biologi. I menneskets grundfjeld hænger biologi, sociologi og psykologi uløseligt sammen.”

Chris MacDonald, der gennem årene ofte har gjort sig til talsmand for holdninger, som har været i overensstemmelse med tidsånden indenfor sundhedstendenser, langer i dag ud efter selvsamme tidsånd, som han mener presser os til at præstere og være omstillingsparate, fremragende versioner af os selv, mere end godt er for os.:

”Vi har en kollektiv følelse af ikke at være nok, tror jeg. Tidsåndens ensidige fokus på at optimere os selv har en voldsom slagside, og som reaktion er der de seneste år opstået en stærk modbevægelse af anti-selvhjælp. En bevægelse, der grundlæggende har sagt: Der er altså to veje til at finde balance i livets ligning, og vi har for længe fokuseret på kun den ene: Hvordan vi kan blive sundere, så vi kan udrette mere og blive den bedste version af os selv. Modbevægelsen har lært os at give slip og at gå glip, og at vi ikke behøver at være optimale for at være gode nok. Og den har sagt fra over for kravet om selvoptimering og det konstante ønske om at forbedre os. I tidsånden er der opstået ord som ”sundhedshysteri.” Kernen i den modbevægelse har været så enormt tiltrængt og helt utrolig sund. Den har dog også betydet, at det i tiden næsten er blevet negativt gerne at ville arbejde med sig selv. Bare at tænke på ens sundhed har næsten fået et dårligt ry. Og det er jo heller ikke godt,” skriver Chris MacDonald, der i dag ikke har mange venlige ord til overs for sundhedstrend som for eksempel troen på, at ingefær og ciafrø, palæodiæt, crossfit, zumba, juicing og tarmvenlige yoghurtpiller kan gøre os sunde og toptunede til at præstere. 

Ifølge Chris MacDonald findes der nemlig trillebører fulde af gode og mindre gode råd, som vi skal have gravet op, før vi når ned til vores grundfjeld, som for ham er dernede, hvor vores fundamentale biologiske, psykologiske og sociale behov ligger og har ligget i millioner af år. De behov, som han mener netop ikke er til forhandling, men som han alligevel i dag ser konstant trådt under fode i det moderne samfund:

”Og de forandringer, vi hen over de seneste 100 år har oplevet med vores søvn, kost, bevægelse og menneskelige kontakt, overgår simpelthen alle andre forandringer i menneskehedens historie. Tænk dernæst på, at de seneste 100 år kun udgør mindre end 0.05 procent af vores evolutionære historie. Set i det lys synes jeg godt, at man kan argumentere for, at Homo sapiens befinder sig i sit største biologiske, psykologiske og sociale eksperiment i artens historien. Og desværre foregår det hele uden kontrolgrupper til at sikre, at forsøget ikke kører af sporet,” skriver Chris MacDonald, der dog ikke er blevet mere fredsommelig og dvask, end at han i den grad fortsat hylder motion som noget af det vigtigste, vi kan gøre for os selv:

”Motion – særlig konditionstræning – optimerer miljøet i din hjerne, så du øger din opmærksomhed, din koncentration, dit fokus og din hukommelse. Vi bliver også mindre impulsive og får lettere ved at sidde stille. Og på samme tid, som motion forsinker aldring i hjernen, reduceres også risikoen for demens og Alzheimers. Motion kan ligeledes forebygge og reducere depression og angst og hjælpe med at regulere stressresponsen.”

Hvorvidt at MCDonald har ret i, at årsagerne til vores ofte vaklende helbred og mange kroniske syge og multisyge skal findes på Afrikas savanner og i uopfyldte urbehov, som er ’kodet ind i hver eneste lille celle i hjerne og krop og derfor ikke til forhandling er nok langt hen af vejen et spørgsmål om ordvalg i en populærvidenskabelig bog. Men han har da givet vis ret i, at vores ’avancerede moderne måder at gøre ting på betyder, at vi mister grebet om fundamentale behov’. Til forståelse heraf og som motivationsskaber til at gøre tingene sundere for sig selv og sine nærmeste kan Ikke til forhandling være inspirerende og en måske for nogen ligefrem adfærdsregulerende bog. Det vil givetvis være sund for rigtig mange af os.

 

  • Ikke til forhandling – Livets ligning
  • Chris MacDonald
  • Politikens Forlag
  • 209,95 kr.