| | | | | |
 

Eva Jørgensen græder og græder i ny bog om et svært sygdomsforløb

 
 
 
 
 

BØGER: For tre år siden fik journalist og forfatter Eva Jørgensen pludseligt voldsomme mavesmerter. 10 dage senere forstod hun i en hospitalsseng på intensiv, at hun havde været ved at dø af en perforeret tyktarm og en livstruende blodforgiftning.

For den tidligere studievært på DR’s nyheder, Eva Jørgensen, ændrede livet sig i løbet af ganske få minutter i januar 2017, da hun hyggende sig i sin sofa får så akut ondt i maven, at naboen tilkalder en ambulance. En sprængt tarm på grund af forstoppelse, svær blodforgiftning og en sammenklappet lunge betyder, at hun er livstruende syg:

”Patienten åbner øjne på tiltale. Der er ikke indtryk af kontakt. Men patienten bevæger alle fire ekstremiteter. Kan ikke bringes til at trykke i hånd,” står der i en af de flere journaler, som hun flittigt citerer fra i sin nye bog "Bevar mig vel, en beretning om at overleve sygdom", hvor hun fortæller om selve sygdommen, men også om det hårde fysiske genoptræningsforløb, der fulgte efter veloverstået livreddende behandling på hospitalet gennem mere end en måned.

Men Eva Jørgensen skulle ikke blot - efter at være blevet reddet i sidste øjeblik - genoptræne sine evner til at trække vejret, spise, stå, gå, cykle, svømme og færdes på trapper. Med overlevelsen fulgte også en stomi og ikke mindst en angst, som hun også skulle lære at tackle, da det gik op for hende, hvor tæt hun havde været på døden uden at vide det inden. At hendes afmagtsfølelser, uro og mange tårer skyldes angst går først op for hende, da en læge en sen aften fortæller hende, at angst ofte er en følgesvend for mennesker, som har været livstruende syge.  

Og netop angsten og forståelsen herfor er da også en af drivkræfterne bag "Bevar mig vel" ifølge Eva Jørgensen, som meget gerne vil gøre andre i samme situation og deres pårørende bevidste om, at angst ofte følger med, når man rammes af livstruende sygdom.  Selv lærer hun at styre sin angst i takt med, at hun får flere fysiske kræfter, men også i høj grad i kraft af samvær med familie og venner:

"Jeg konkluderer derfor, at skal du være syg og opleve modgang her i livet, så sørg for at have venner og familie! Mange i dette vort samfund har det ikke. De er ensomme oven i sygdommen og modgangen. Jeg har oplevet nogle af dem på Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Kommunes Døgnrehabilitering. Jeg føler inderligt med alle, der har det sådan. Beundrer dem grænseløst, hvis de kan holde sig selv oppe. Og forstår ind til benet, hvis de går ned med flaget. Selv et velfærdssamfund som vort er ikke fintmasket nok til at fange ensomhed. Ensomhed er velfærdssamfundets faldlem. Den, der er ensom, mister alle privilegier. ”

Men det er ikke kun dygtige og omsorgsfulde sundhedspersonaler, kærlig familie og venner, som hjælper Eva Jørgensen gennem hendes fysiske og mentale rehabilitering, hvis erklærede mål for hende er at få sit gamle liv tilbage. Hun finder også støtte i sin tro, der synes at vokse under sygdommen:

”Præstens ord bundfælder sig, mens jeg cykler hjem fra foredraget. Det er jo rigtigt, tænker jeg: Jeg har selv været ude for et eksistentielt og åndeligt chok. Det var dét, som var det allerhårdeste. Ikke smerterne eller afføringen ud over det hele eller stomipose-problemerne eller noget helt syvende. Det var dét, at min basale tillid til tilværelsens grundvilkår blev skudt i sønder. Men fra det sønderskudte opstod der en ny tillid. Tilliden til, at jeg kunne bevare mig selv trods det indfundne. Sågar blive styrket. Og dén tillid bærer jeg med mig resten af mit liv!”, skriver Eva Jørgensen, der ellers selv har mistet sin mand grund af en pludseligt opstået og meget aggressiv ALS-sygdom, og som også siden sin mands meget hurtige død har skrevet flere bøger til patienter og pårørende om netop alvorlig sygdom. 

Eva Jørgensen, der græder og græder under sit sygdomsforløb, under genoptræning og rigtig ofte også, når tingene bare går skævt eller halvskidt, har op til udgivelsen af "Bevar mig vel" udtalt, at hun håber, at andre kan bruge hendes ’oplevelser til noget’.  Men i hvor høj grad og på hvilke måder, at andre alvorligt syge kan lære af "Bevar mig vel" er dog desværre relevante spørgsmål.Hvis hun skal komme i mål med sine velmenende ønsker om at hjælpe andre er der på plussiden, at hun tilsyneladende faktisk får noget ekstra og også nødvendig omsorg fra sundhedsvæsenets travle personaler i kraft af sin ofte demonstrerede hudløse blanding af tårer og skrøbelighed. Man skal ikke spille tapper, men vise hvordan man har det og bede om hjælp er én af bogens lektier.

På plussiden er også hendes stædige insisteren på at ville træne og blive rask trods lammende træthed, udmattelse og afmagtsfølelser – og endelig skriver hun ganske fint og oplysende om både grimme, gode og næsten muntre oplevelser i stomi-land. At man ikke skal sidde sin forstoppelse overhørig er også en vigtig lære, som man kan tage med sig som læser. Og endelig er bogen let og hurtigt læst og uden særlige krav til sine læseres medicinske paratviden og filosofisk-eksistentielle bagage.

Men på minussiden er, at Eva Jørgensens fokus er snævert. Bortset fra nogle bekymrede bemærkninger om Sundhedsplatformen og nogle lettere lyriske beskrivelser af træer, blomster og diverse interiørs ser hun det meste alene ud fra egne fornemmelser af sin krop og psyke og kredser således om sig selv på måder, der kan opleves som svært generaliserbare. Og for nogle læsere måske ligefrem temmeligt perspektivløse og svære at drage rådgivning ud af. 

Eva Jørgensen, som i dag er rask og uden stomi, knytter dog selv et perspektiv til sit sygdomsforløb. I følge "Bevar mig vel" har hun i dag en større tryghed ved livet end, hun havde før, hun blev syg:

” Lidelse kan være begyndelsen til noget nyt. Kan føre noget godt med sig, som man måske ikke havde tænkt på. For hvem siger, at vi mennesker altid bare kan tænke os til alting? Der ligger en stor tryghed i ikke at være bange for lidelsen. Ikke at lade sig besejre af den. På den måde sætter man lidelsen på plads. Sygdom og lidelse er et livsvilkår. Det er noget, vi alle sammen kommer ud for i væsentlig grad i løbet af vores liv. Man skal ikke idyllisere eller bagatellisere det, men vi kan – og skal – i høj grad lære noget gennem lidelsen og derved udvikle os som mennesker."

  • Bevar mig vel
  • Eva Jørgensen
  • Rosinante
  • 249 kroner