Skip to main content

Ny svensk dokumentarserie om gastrisk bypass er dødsensalvorlig på den fede måde

 
 
 
 
 

TV: Forsanger i det svenske reggaeband ´Partiet´hedder Fredrik Boltes, og hans dokumentarserie om sit liv før, under og efter sin bypass-operation er et festfyrværkeri af humor, seriøsitet, fakta, satire, angst og gråd, som fortjener de allervarmeste anbefalinger.

Da sanger, satiriker og standupper Fredrik Boltes for godt tre år siden kom op på at veje over 160 kilo, var det på trods af, at han har været på allehånde former for slankekure det meste af sit liv. Hver gang tabte han mange kilo, men i løbet af kort tid sneg vægtens pil sig endnu højere op end før. Intet hjalp, og konsekvenserne af at være svært overvægtig viste sig i stigende grad. Men nu havde han fået en lille søn, som han gerne ville kunne lege med samt ikke mindst give en far, der ikke var i stærkt forhøjet risiko for at dø for tidligt.

Det fortæller Fredrik Boltes i sin nye dokumentarserie i fire dele ´Min Tjockumentär´ om baggrunden for, at han for tre år siden valgte at gøre det, som 100.000 andre svenskere har gjort, nemlig få en gastrisk bypass-operation, og som hans læge også havde anbefalet ham mere end ti år tidligere. Dengang sagde han nej:

”Jeg ville virkelig ikke have en gastrisk bypass-operation. Det føltes som snyd, forkert og ekstremt farligt,” indrømmer Boltes, der ikke kun var blevet grundigt ked af den totale afmagt overfor den fortsat stigende vægt, men også af for eksempel af ikke mere at kunne snøre sin sko, gå på trapper, tørre sig bagi og køre i karrusel med sin søn.

Inden Boltes lægger sig under kniven, opsøger han dog den tilgængelige viden om operationen. Kan du tabe dig på andre måder? Hvordan foregår en gastrisk bypass-operation? Hvorfor tager du altid på igen efter at have tabt dig? Hvordan er livet efter en gastrisk bypass-operation? Og hvem betaler, og for hvem er en operation også økonomisk en god ide?

Svarene herpå – og på mange andre spørgsmål, som melder sig undervejs – besvarer han og en række læger i regelrette samtaler og ekspertinterviews, men også ved anvendelse af standups, reggae, dans, satirisk og flabet grafik.

Med den endelige beslutning om alligevel at gennemgå operationen kom også ideen om at filme alting præcist, som det var ifølge Fredrik Boltes, der med hjælp fra fotografer og kolleger fremviser sit liv i close-ups gennem i alt otte år før, under og efter den gastriske bypass-operation.

Et liv, som vi seere således kommer rigtig, rigtig tæt på. Både når han i begyndelsen af serien selvironisk og splitternøgen gennemgår sin alt for tykke krops dårligdomme, en penis han ikke kan se, svamp under pungen og en stor og blævrende mave, der hele tiden er i vejen for hvad som helst. Klamt? Nej! Sjovt, tragisk og vedkommende? Ja!

Og senere også da han opereres, hurtigt taber sig, skal lære at leve et nyt liv, opereres for overskud af hud og er ved at dø – og til sidst i serien – efter tre år – erklærer, at han er taknemmelig og lykkelig over sit nye liv efter at have tabt sig 70 kilo og i øvrigt har fået godt styr på de følelsesmæssige sider af sin oprindelige spiseforstyrrelse.

´Min Tjockumentär´ er en meget menneskelig, nærgående, selvafslørende og ret så vild beretning om Fredrik Boltes egen fysiske og følelsesmæssige rejse, hvor han personligt går meget vidt for at give os mulighed for at forstå detaljer og nuancer i en alt for fed mands liv og dennes beslutning om, at fra nu skal det være anderledes.

Men samtidigt lykkes det ham i dokumentaren også at indflette en meget større og mere generel fortælling om et samfund, hvor én ud af 100 svenskere i dag modtager en fedmeoperation, hvor dette tal forventes at fordobles og tredobles inden for en kort årrække, hvor det at være stor og tung udskældes som en personlig karakterbrist, og hvor alt for få er klar over, at det ikke bare er de overvægtiges egen skyld, men at kroppen er skruet sammen til at bekæmpe vægttab ved at gøre alt for at genoprette de mange kilo, som overvægtige gang på gang lykkes med at smide hen af vejen uden varige resultater:  

Torsten Olbers, professor i kirurgi, sammenligner i dokumentaren fænomenet med en slags intern termostat. Når først "kropstermostaten" er skruet op til en bestemt kropsvægt, vil den arbejde hårdt for at holde sig på den vægt – eller komme tilbage i den, efter at slankekuren er overstået.

”Du bliver mere sulten og mindre mæt af samme mængde mad som før. Du reducerer dit energiforbrug. Kroppen indstiller sig på at ville tilbage til det niveau, den var på før”, forklarer Olbers.

For Fredrik Boltes bliver operationen den helt store gamechanger. Kun ni måneder efter operationen siger han: "Kroppen føles fucking fantastisk. Jeg føler mig stærk, smidig, let, glad og fuld af energi."

I dag, knap tre år efter operationen, vejer han 97 kilo.

Fredrik Boltes vil givetvis i nogle kredse blive skudt i skoene, at ´Min Tjockumentär´ er et dårlig skjult reklamefremstød for den gastriske bypass-operation og øvrige former for fedmeoperationer. Og det er da også rigtigt, at serien har elementer af den grimme, halvgamle ælling med lange dreadlocks og en kæmpe vom i størrelse 8 gange x-large, der foran vores øjne forvandles til en ung veltrimmet og velpoleret svane, der vil være enhver svigermors drøm.

Men serien gør faktisk grundigt rede for de også nogle gange alvorlige komplikationer, der kan være forbundet med fedmeoperationer. Heriblandt at man kan dø og også kan risikere at få det endnu værre efter operationen, hvis man ikke får sundhedsprofessionel bistand til at tackle årsagerne til sit overspiseri.

Så selv om nogle privathospitaler muligvis vil gnide sig i hænderne ved udsigten til et øget flow af patienter, så ændrer det ikke ved, at mennesker som Frederik Boltes er oppe mod umenneskeligt svære odds, når de overlades til at skulle tabe sig uden sundhedsfaglig hjælp. 

Ligesom det heller ikke ændrer, at ´Min Tjockumentär´ er en usædvanlig rapt fortalt, sørgmunter, klog, fordomsnedbrydende, alvorlig, sjov, modig og meget aktuelt vedkommende dokumentarserie om sygdommen overvægt, mænds livstruende fedme og en effektiv mulig behandling heraf. En serie, som man kun kan håbe snarest muligt vil bevæge sig ud over de svenske grænser. For det har vi brug for, og det har den fortjent, for det er en superfed serie.

´Min Tjockumentä´ kan ses på SVT Play i sin helhed.