Rørende og frygtindgydende DR-serie følger patienter, hvor et stroke har væltet verden
TV: DR´s nye dokumentarserie Min ødelagte hjerne viser ærligt, hvor helt forfærdeligt livsomvæltende, strokes kan være. Vigtigt er også, at vi får at se, at strokes ofte rammer mennesker i deres mest virksomme år med jobs, ægtefæller, børn og berettigede håb om at have mange gode år forude. Vi kommer meget, meget tæt på, men det er alligevel lykkedes programmets tilrettelæggere at undgå følelsesmæssig omklamring.
”Det her er noget lort. Det er så frygteligt, som det kan være,” siger sygeplejerske og familiefar Kasper, der efter skader fra to blodpropper i hjernen nu forsøger at kæmpe sig frem til et nyt liv. En ny dokumentarserie tegner til for en gangs skyld at vise ærligt, hvor helt forfærdeligt livsomvæltende, strokes kan være.
110.000 danskere lever i dag med diagnosen stroke, som er den 4. hyppigste dødsårsag i Danmark og den hyppigste årsag til, at voksne får et handicap. En ny dokumentarserie ´Min ødelagte Hjerne´ fra DR viser, hvor ubønhørligt et stroke kan vende op og ned på tilværelsen for både de ramte og disses pårørende.
I serien, hvoraf DR netop har udsendt de to første af i alt fire programmer, følger vi fem patienter og deres nærmeste familier derhjemme og ikke mindst på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, hvor de fem ramte har været igennem et rehabiliteringsforløb gennem minimum det seneste halve år.
I seriens første program ´Min ødelagte hjerne – går du fra mig?´ er fokus på Sanne og Kasper og deres respektive partnere samt de to familiers børn.
Sanne var 33 år og højgravid, da hun i 2019 blev ramt af et epileptisk anfald, som efterlod en alvorlig hjerneblødning, der blandt andet resulterede i iltmangel, afasi og lammelser af hele den ene side. Siden har hun været opereret tre gange i hjernen, og vi hører og ser, hvordan hun og kæresten Marc kæmper for at holde kærligheden i live.
Sanne, der de seneste fire år været ind og ud af hospitaler, er ulykkelig over ikke at kunne sige de ting, hun gerne ville, og føler, at hun primært er til besvær og frygter, at Marc mest af alt ønsker at gå fra hende:
"Hvis det ikke var for børnene, tror jeg, han ville forlade mig,” tilstår hun grædende.
En frygt, som vi ser, at Marc ikke afviser. I stedet fortæller han, hvordan han føler sig som en indespærret, ensom, enlig far, hvis liv med børnene kun bliver endnu vanskeligere, når Sanne engang imellem er hjemme på weekend, hvor han frustreres over hendes sparsomme sprog, og hvor konflikter og svære følelser dominerer, og børnene reagerer med ideligt at skændes og slås indbyrdes.
Heller ikke hos sygeplejersken, den 53-årige Kasper, som har haft to blodpropper efter en to-ugers vagtperiode i Norge i december 2022, er livet spor nemt. Han er lammet og har mistet en stor del af sit sprog, men han og konen Mai-Britt, og langt hen af vejen også børnene Freja og Erik, har truffet en fælles beslutning om at tro på, at alting nok skal blive godt igen. Uanset hvor svær fremtiden ser ud - og velvidende, at den synes at kunne blive en del anderledes end før, blodpropperne ramte, så knokler de alle fire på i flok.
”Freja og Erik er jo fuldstændig knuste og kede af det og bange for, hvad det har af betydning for vores liv. Og for deres far. Hvor ender han henne i det? Jeg tror godt, de forstår, at det her er alvorligt. Og jeg tror også godt, at de forstår, at det her ikke bliver, som det var før. Vores liv bliver anderledes,” fortæller Mai-Britt i programmet.
Som seere kommer vi tæt på især de fire voksnes liv, som i løbet af sekunder og minutter er blevet helt forandrede og nu er skræmmende vanskelige. Deres nye roller som ikke kun partnere og forældre, men også som patienter og nære pårørende, er belastende. Vi kommer faktisk meget, meget tæt på, men det er alligevel lykkedes programmets tilrettelæggere at undgå følelsesmæssig omklamring af sine medvirkende, der trods store og åbenlyse fysiske og psykiske lidelser derfor efterlades med værdigheden i behold.
Selv om der er 33 danskere, der dagligt får et stroke, at en ud af fem danskere vil få mindst et stroke i løbet af livet, og at der i dag er intet mindre end 230.000 danskere, som lever med en eller anden form for hjerneskade, så har strokes og hjernesygdomme i mange år levet en temmelig hengemt tilværelse langt væk fra de store TV-stationers, støtteindsamlingers og donationers blitzlys, der oftere og hellere retter sig mod sygdomsgrupper som for eksempel cancer, Alzheimers sygdom eller sclerose.
Så alene af den grund er disse programmer væsentlige, men vigtigt er også, at vi får at se, at strokes ofte rammer mennesker i deres mest virksomme år med jobs, ægtefæller, børn og berettigede håb om at have mange gode år forude – og ikke kun mennesker, som alligevel var tæt på at dø af alderdom, som fordommene tilsiger. 30 procent af de personer, som får et stroke, er faktisk under 65 år.
Hatten af for tilrettelæggerne og deres finfølelse på de medvirkendes vegne og i den grad også for de to familiers mod til at stå frem med deres kampe for at finde mening og livskvalitet under frygtindgydende nye levevilkår.
Også seriens kommende programmer vil handle om, hvad man gør når alt det, der før var normalt, pludselig ikke kan lade sig gøre mere på grund af en skade i hjernen efter et stroke. Og vurderet ud fra seriens første program er der al mulig grund til, at også de kommende programmer om andre patienter og deres nære pårørende fra RH Hammel Neurocenter vil være værdifulde at se.