Ny TV2-dokumentar om liv efter døden er ukritisk, men fascinerende

TV: Dokumentaren Et liv efter døden på TV2 stryger sine ganske vist sympatiske medvirkende for meget med hårene. Men kan man se bort fra det, så er dokumentaren om nærdødsoplevelser alligevel fascinerende og bestemt værd at se.

Mennesker fra hele verden og alle store civilisationer har i århundreder rapporteret om egne nærdødsoplevelser, som har påvirket menneskets religion, litteratur og kunst. Og nu også den nye dansk dokumentar ´Et liv efter døden – en kamp for at blive forstået, der som hovedperson har den 42-årige Mette Kirstine Larsen, som siger at hun ikke tror, men ’ved’, at der er et vidunderligt smukt liv på den anden side.

En viden, som Mette Kirstine Larsen mener at være nået frem til efter, at hun som 14-årig havde en nærdødsoplevelse i forbindelse med, at hun var dødeligt syg af meningitis på Hvidovre Hospital og kun fik det værre og værre:

”Lægen satte sig overskrævs på mig og råbte, at jeg skulle blive hos ham, og at jeg for alt i verden ikke måtte lukke øjnene,” fortæller hun.

Men i hospitalssengen havde Mette Kirstine Larsen en følelse af at falde længere og længere ned i hovedpuden:

”Jeg har følelsen af at være under vand. Jeg kan næsten forestille mig, hvis man er barn og ligger inde i sin mors mave, det er faktisk samme følelse af omsorg.

Lige pludselig befinder jeg mig et sted, som er svært at beskrive med ord. Men der er simpelthen de flotteste farver, som omslutter mig, og det er farver, der ikke findes her på jorden. Ved siden af mig på højre side, der møder jeg min morfar.

Min morfar kigger smilende på mig. Og så svæver vi gennem det her rør af farver. Det er som om, hans øjne lyser, og jeg kan mærke, at han er der for min skyld.

Men det, der giver mig trygheden, er det gule lys, og det er det, mig og min morfar svæver henimod.

Så svæver vi gennem det her rør af farver, og jeg har en følelse af at være enormt tryg. Og jeg har følelsen af være glad, faktisk lykkelig. Pludselig deler røret sig i to. Og jeg kan godt fornemme, at min morfar gerne vil til højre, men han får ligesom vist mig, at jeg skal til venstre, men jeg vil ikke til venstre, jeg vil være sammen med ham, men han får skubbet mig til venstre. Og jeg kan ikke stoppe op i det her, jeg svæver bare igennem.

Så kommer jeg ud i det venstre rør, og min morfar er pludselig væk. Der svæver jeg ikke særligt lang tid, så ender jeg i intetheden. Og der føler jeg for første gang angst, fordi jeg ikke ved, hvor jeg er henne.

Da jeg er i intetheden, har jeg følelsen af, at der er kun mørke. Men det bliver jeg suget væk fra, og jeg vågner op i hospitalssengen.”

Mette Kirstine Larsen er således en blandt mange, der i forbindelse med livstruende hændelser bagefter fortæller om nærdødsoplevelser. Internationale studier viser for eksempel, at nærdødsoplevelser forekommer hos 10 procent af hjertestopoverlevere. Overleverne fortæller typisk om, at se livet passere revy, om at have befundet sig uden for sin egen krop, om at komme ind i en tunnel med et stærkt lys, om følelser af fred og lykke, om at møde afdøde slægtninge og om at blive lukket ind i et vidunderligt overjordisk rige, som de så enten vælger eller bliver tvunget til at forlade igen.

For Mette Kirstine Larsen var det således morfaren, der sendte hende tilbage. Havde hun selv kunnet vælge, var hun blevet, fortæller hun:

”Døden er det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet,” erklærer hun, for hvem det jordiske liv herefter for altid var forandret, for Mette Kirstine Larsen har siden længtes efter at genopleve den skønhed og lykke, som hun måtte forlade. En trang, som hun ikke føler, hendes omgivelser nogensinde har forstået. Blandt andet fordi hun ikke har kunnet forklare sine oplevelser godt nok, hvorfor hun har følt sig meget alene med sin nærdødsoplevelse.

Men i 2019 fik Mette Kirstine Larsen mulighed for at medvirke i et kommende dokumentarprogram, hvori hun skulle genskabe sin nærdødsoplevelse i virtual reality og desuden møde andre med samme oplevelse. Og i ´Et liv efter døden´ overværer vi hendes møde med en lille håndfuld andre danskere i forskellige aldre, der som hun også siden har lidt under ikke at kunne forklare det uforklarlige til deres omgivelser. Samt vi følger ikke mindst kampen for at få de virtuelle rekonstruktioner til præcist at ligne, det som Mette Kirstine Larsen oplevede for knapt 30 år siden, og som hun så gerne vil vise sin omverden.

Alt i alt en måske lidt set-og-hørt-før-dokumentarfilm om nærdødsoplevelser. Men når den alligevel godt kan fascinere og få det til at krible lidt under hjerneskallen, er det fordi, det ikke er til at finde ud, hvad man skal mene om den verden, som det effektivt producerede program elegant forsøger at spinne os ind i.

At bruge virtuelle rekonstruktioner er et smart visuelt greb af tilrettelæggerne og en effektiv motor for fortællingen. Men desværre bliver vi i TV-serier i sagens natur hægtet lidt af og må nøjes med at stole på de tilskuere i programmet, som alle udbryder ’hvor vildt’ efter at være blevet forevist en mindre virtuel film om Mette Kirstine Larsens tur til det hinsides. Men vi ser dog nok til at kunne forbløffes over, i hvor høj grad, at Mette Kirstine Larsens erindringer er samfaldende med New Age kulturens karakteristiske og derfor velkendte, visuelt udsvævende og nærmest pastelfarvede æstetik.  

Men hvad er det egentligt, Mette Kirstine Larsen har gang i? Jo, hun vil have os til at tro på, at der er et liv efter døden, som er endnu smukkere end det, vi lader bag os, hvorfor vi ikke skal frygte døden. Og det skal vi altså tro på, fordi hun har prøvet det og derfor ’ved det’. Og køber vi ikke præmissen, ja så har programmet også inviteret præsten Kathrine Lilleør, for hvem det i kraft af hendes tro er indlysende, at der venter lys og kærlighed. Også teolog og professor i eksistentiel og åndelig omsorg ved forskningsenheden for almen praksis på Syddansk Universitet, Niels Christian Hvidt, bliver spændt for vognen.

Men ikke en eneste gang bliver de mange medvirkendes opfattelser af nærdødsoplevelser konfronteret med modsatrettede synspunkter, der kunne ødelægge den gode stemning. Alle, der er enige med Mette Kirstine Larsen, bliver strøget med hårene, og andre opfattelser holdt uden for det gode selskab.

Og det er synd, for det gør i sidste end programmet mere til et bevidst emotionelt forførende, prædikende partsindlæg og mindre til en faktabaseret dokumentar, for der eksisterer rent faktisk lægevidenskabelig forskning om nærdødsoplevelser. Både i udlandet og i Danmark og for eksempel på Rigshospitalet, hvor resultaterne peger i retning af, at forklaringerne på de mange menneskers oplevelser nærmere skal findes i hjernen end i en retur til og fra Himmerige.

Fakta er, at der endnu ikke er nogen, der kan give et klart og entydigt svar på, hvad nærdødsoplevelserne er, og hvorfor de kommer i stand. Så se programmet, der formår at gøre det elementært interessant at høre om de medvirkendes nærdødsoplevelser. Og døm så selv, for indtil videre er og bliver livet efter døden mest af alt en trossag.

´Et liv efter døden – en kamp for at blive forstået´ kan ses på TV2 Play