TV-dokumentar om psykisk lidelse og samtidigt stofmisbrug er stærk tobak
TV: En ny mini dokumentarserie fra TV 2 har fulgt den unge kvinde Anna Madsen, som i mere end ti år har været en kastebold i systemet. Siden hun var 13 år, har hun haft en dobbeltdiagnose i form af flere psykiske lidelser og stofmisbrug, fremgår det af serien ´Pigen på den lukkede´, der i tre dele viser Annas daglige jagt på rusmidler og forgæves kampe mod psykiske problemer.
Det anslås at cirka 40.000 mennesker i Danmark har en dobbeltdiagnose baseret på misbrug og psykisk sygdom, og at hver tredje af de psykiatriske patienter, der behandles i den regionale behandlingspsykiatri, på et tidspunkt får problemer med rusmidler. I ´Pigen på den lukkede´ har TV 2 koncentreret sit fokus på ét af disse mange som oftest meget forpinte mennesker, nemlig Anna, som man har fulgt gennem tre år – fra hun var 23 år, til hun i dag er fyldt 26 år.
Seriens første episode indleder med, at vi møder Anna, som netop er blevet udskrevet efter et kortvarigt ophold på en lukket afdeling, hvor hun hentes af sin mor efter, hun er blevet udskrevet mod sin vilje.
De er begge ulykkelige og uforstående overfor, at Annas misbrug gør, at man afviser at kunne gøre noget mere langsigtet for hende i psykiatrien, og at den kommunale afvænningsbehandling også er et lukket land, når hun også er psykisk syg.
”Jeg ved, at jeg har brug for behandling. Det her er ikke noget, jeg kan klare selv. Men det er skidehamrende svært at have en dobbeltdiagnose, for systemet ved ikke, hvad de skal gøre,” siger Anna Madsen i dokumentaren, hvor hun ryger ind og ud af forskellige lukkede afdelinger i Storkøbenhavn, og hvor der i øvrigt ikke lægges skjul på hendes massive misbrug.
I episode to tager Annas stofmisbrug for alvor fat. Efter en voldtægt bliver Anna endnu engang indlagt akut på en lukket psykiatrisk afdeling. Voldtægten bringer gamle traumer op til overfladen. Heriblandt at hun første gang blev voldtaget som 13-årig. Anna føler ikke, at psykiatrien tager har tilstrækkeligt fokus på de traumer, der medfører alvorlige psykiske lidelser. Traumer, som hun mener, er grunden til sit misbrug, da de forfølger hende døgnet rundt time for time og minut for minut:
"Jeg tror virkelig, at man underkender traumer i psykiatrien og i misbrugsbehandlingen. Personer, der har et misbrug, de har sgu også traumer".
I episode tre bliver Anna indlagt på Sct Hans, som udbyder et tre måneders ophold til mennesker med dobbeltdiagnoser. Betingelsen er dog, at de ikke tager stoffer i de tre måneder.
At Anna med sine traumer, ADHD, OCD, PTSD og spiseforstyrrelse og en massiv trang til bedøvende rusmidler, er blevet til en svingdørspatient i et sundhedssystem præget af silotænkning, er der ikke så meget nyt i.
Men til gengæld så meget mere trist er det at være i selskab med arme Anna, som tydeligvis ikke har en kinamands chance for at blive hverken mere psykisk stabil, rask eller clean så længe, at det atomiserede og sektoropdelte sundhedsvæsen kun kan tilbyde de dobbeltdiagnosticerede rammeløse, løsrevne og halvhjertede fagprofessionelle indsatser.
Redaktionen bag ´Pigen på den lukkede´ har på mange måder fundet guld på gaden, da de oprindeligt tilfældigt mødte Anna her på jagt efter penge og stoffer. For Anna er køn, kvik, kærlig og forbavsende velformuleret i lyset af, at hendes liv har været stoffer, siden hun var 12-13 år. Året, hvor forældrene blev skilt, hvor hun blev adskilt fra sin mor og søskende, hvor hendes far, som hun boede hos, fik hjernecancer og døde, hvor hun blev voldtaget og for første gang indlagt på en psykiatrisk afdeling på grund af selvmordsforsøg.
Og stort set siden har hendes liv været ét stort, smerteligt, farligt og beskidt kaos med løgn, skyld, skam, selvbebrejdelser, prostitution, narko, snavsede sprøjter og et hjem, der ligner en losseplads, og stinker af ensomhed.
Anna, som vi først ser blive udskrevet til en kold og fugtig campingvogn og senere til en lille og meget trist lejlighed, fortæller, at hun ingen venner har, og at hun drømmer om bare én dag at føle sig helt normal – som hendes to søskende.
Men det er påfaldende, at vi ingen af de mange gange, hvor hun er indlagt på psykiatriske afdelinger, hverken ser eller hører om, at hun modtager nogen som helst form for psykiatrisk eller terapeutisk hjælp – kun stabler af piller ser vi.
Men kan det virkelig være rigtigt, at man med dobbeltdiagnoser overlades fuldstændigt til sig selv også indenfor murene? Alene ud fra devisen, at hvis man vil have hjælp, så skal man selv først kurere én af de to sygdomme, som man er indlagt på grund af? Eller har instruktøren bevidst valgt at forholde os behjertede forsøg på professionel psykiatrisk hjælp i så fald vildledende bestræbelser på at understrege seriens pointe om, at man som dobbeltdiagnosticeret tabes mellem stolene?
Selv mener Anna, at det, der kan hjælpe hende, vil være traumeterapi, så hun kan få styr på sine psykiske problemer:
”For mig handler det ikke om at styre stofferne. Det handler om at styre mine problemer, så jeg ikke behøver stofferne,” sigrer Anna, der fortæller, at hun ikke bruger rusmidler til at blive skæv og fuld af, men til at skaffe sig selv en pause for sin indre uro.
Og det kan kun undre, og ligner et stort svigt og arrogance, at ingen endnu har tilladt hende at afprøve traumeterapi, når hun nu selv tror på det. Én af de eneste ting i livet, som hun fortsat tror på. Udover at hun også tror på, at hun ikke vil opnå at blive ret meget ældre, men dø af en overdosis, hvis hun ikke snart får rettet op på sit liv.
Alt i alt efterlades man som seer med følelser af tristhed, afmagt og bekymring for fremtiden på Annas vegne. Men også med forundring og utilpashed over, at de mange problemer med dobbeltdiagnoser kontra silotænkning endnu ikke er løste trods årtiers snak herom. Hvorfor bliver vi dog ved med at gøre mere af det samme, selv om vi ved, at det helt sikkert ikke virker?
TV2 og alle os andre skylder Anna Madsen stor tak for at være gået med til at vise os sit sørgelige liv råt for usødet i forsøget på at være med til at ændre vilkårene for dobbeltdiagnosticerede. Og hun fortjener at få en chance. Men vel og mærke en chance, som Anna Madsen selv tror på, at hun kan bruge til det for hende bedre og mere værdige liv, som hun så brændende ønsker sig.
Men også TV2 og ikke mindst instruktøren Christian Voldborg Andersen bør høste anerkendelse for dels at have ladet Anna selv fortælle sin historie, men også for at have satset på Anna ved at have afsat tilstrækkelig tid og ressourcer til, at vi lærer hende nuanceret og ordentligt at kende.