Podcastserie fra Herlev og Gentofte Hospital savner mål og med
PODCAST: En podcastserie med navnet Vores Viden fra Herlev og Gentofte Hospital hævdes at handle om de to hospitalers forskning i sundhed, sygdom og behandling. Men her har ledelsen taget munden for fuld, for serien fremstår som en ufokuseret rodebutik.
I podcastserien, der begyndte i august 2021, og som siden har udgivet en ny podcast hver anden måned, fortæller et bredt udvalg af de to hospitalers ansatte om elementer af deres arbejde.
Men hvorfor og hvordan man lige har udvalgt de medvirkende er ganske uklart, da podcastene strækker sig fra for eksempel samtaler med to ældre sygeplejersker om gamle dage over snak med to ledere om, hvordan de bedst leder mellemledere – til mænds tavshed om deres seksuelle problemer.
Og at det er svært at afkode, hvorfor de enkelte podcasts er lavet, hvor forskningen lige kommer ind, og hvem de egentligt er tiltænkte, er faktisk synd, for hver især er de enkelte podcasts ofte bedre end deres samlede hele.
I den seneste og netop publicerede podcast ´En strålende ide´ er det for eksempel cheflæge Lars Thorbjørn Jensen, der veloplagt fortæller om afdelingens cyklotron, som ifølge cheflægen er en betydningsfuld del af det udstyr, som de ansatte på Afdeling for Nuklearmedicin anvender til at diagnosticere og overvåge udviklingen i sygdomme.
Ifølge Lars Thorbjørn Jensen har nuklearmedicinen revolutioneret diagnostik og behandling af mange sygdomme, ikke mindst på kræftområdet:
”Cyklotronen er et uundværligt redskab, som sikrer, at patienter her på hospitalet kan få gavn af ekstremt avancerede skanninger, der viser, hvordan organer fungerer og kan afsløre sygdomme på et tidligt stadie,” siger cheflægen, der herefter forklarer, hvordan cyklotronen omdanner ikke-radioaktive stoffer til de radioaktive sporstoffer, som skal spore sygdomme i patienterne.
Men cyklotronen er på overarbejde, for patienter og klinikere står i kø. Køer, som bliver længere og længere på grund af blandt andet flere overlevende kræftpatienter, hvis behandlingsresultater skal følges. Og ikke mindst på grund af patienter med demens ifølge Lars Thorbjørn Jensen:
”Vi taler meget om kræftpatienter i forhold til vores scanninger, men en af de store udfordringer for sundhedsvæsnet er demens, for vi skal med de nye behandlingsmetoder kunne sige præcist hvilke typer demens, det handler om, og der bruger vi også PET-scanninger. Og det ser ud til, at behandlingerne vil eksplodere, så det bliver vildt interessant, for der skal vi jo til at diagnosticere og behandle mange flere, og der kan vores ene cyklotron slet ikke følge med og heller ikke, selv om vi har to af dem. ”
Lars Thorbjørn Jensen fortæller desuden, at A.P. Møller Fonden for nylig har skænket Herlev og Gentofte Hospital endnu en cyklotron til produktion af de radioaktive sporstoffer. Maskinen forventes at komme i brug om et par år. Og alt i alt er det interessant at høre afdelingschefen fortælle om sit 36 millioner kroners vidunder. Men forskning er der ikke så meget om, bortset fra en oplysning om, at forskerne fortsat jagter nye typer af sporingsstoffer i forsøg på at øge præcision samt mindske overdiagnosticering.
I seriens forrige podcast ´Ledelse´ er fokus desværre også drejet helt væk fra forskning og i stedet møder lytteren de to ledere, chefsygeplejerske Puk Vad Vestergaard, Afdeling for Kræftbehandling, og chefbioanalytiker Anne Kailow, Afdeling for Klinisk Mikrobiologi, der er blevet sat sammen for at tale om udfordringer med ressourcer, håndtering af unge medarbejderes nye krav til ledelse, betydningen af fælleskab, post-COVID og hvilke krav, disse ting stiller til dem selv som ledere af en afdeling i forhold til ikke mindst mellemledere.
Puk Vad Vestergaard, der oplyser, at hun er daglig leder for 500 medarbejdere, og chefbioanalytiker Anne Kailo, fremstår meget enige om alting. Corona lærte dem om værdien af fælleskabsfølelse, og de ønsker deres ledelsesstil skal være styret af tillid, respekt, god tone, og at deres arbejdspladser skal være rare.
De to lederes polerede og dermed temmelig overfladiske udsagn kunne med fordel have været udfordret og gjort mere interessante af værten Andreas Bennekov, der ellers tydeligvis er inde i sit stof, og som også demonstrerer indsigt i hospitalers organisering, problemer og de politiske virkeligheder, som hospitaler skal operere i. Men måske heller ikke han helt har forstået, hvad ledelsen forestiller sig om, hvem denne serie i bund og grund er til for, hvad målgruppen skal have ud af dem, og hvorfor hospitalet overhovedet skal bruge ressourcer herpå.
I det tredjesidste program ´Seksuel Dysfunktion´ er det endog som om, at vi er havnet midt i en rigtig god udsendelse fra Lægens bord. Her taler Bennekov nemlig med professor og overlæge Mikkel Fode, Afdeling for Urinvejssygdomme, som har specialiseret sig i mænds seksuelle dysfunktioner. Problemer, som rammer mange mænd, som dog typisk har uendelig svært ved at tale om om det.
Men det har professor Fode så sandelig ikke. Tværtimod er han godt skåret for tungebåndet og fuld af pep på vegne af sine patienter, som rammes hårdt på deres livskvalitet, og som han gang på gang opfordrer til en langt større åbenhed, da der er en bred vifte af behandlinger. Og sex ikke bare er sex:
”Der er sindssygt meget vi kan gøre, når mænd kommer med de her problemer,” fortæller han og siger videre:
”Rigtig mange mænd lider af en eller anden form for seksuel dysfunktion, men de taler ikke med nogen om det og tror, det nærmest kun er dem selv, der lider af det. Men det er ikke blot et seksuelt problem, men et problem som fører andre med sig, og som kan dække over andre problemer,” siger Mikkel Fode, der opfordrer alle mænd med rejsningsproblemer til at gå til lægen for dels at få hjælp til det akutte problem og dels for at få undersøgt, om der ligger andre og potentielt endnu mere alvorlige sygdomme bagved.
´Seksuel Dysfunktion´, der i øvrigt også kommer ind på lidt af den moderne forskning i rejsningsproblemer som markør for alvorlig hjerte-karsygdom, er et rigtigt godt program, som er yderst patientrettet i sin kommunikation og desuden relevant for både mænd og kvinder.
I det fjerdesidste program ´Sygeplejens udvikling´ er vi kylet ud af Lægens Bord og hensættes til en historietime, idet Susanne Jakobsson, sygeplejerske ved Afdeling for Kræftbehandling, og Anne Madsen, afdelingssygeplejerske på Afdeling for Led- og Knoglekirurgi, der begge har været sygeplejersker i 40 år, indleder med at fortælle, at de i deres ungdoms vår brugte brede, stramme hvide lakbælter omkring livet og dertil hørende matchende sandaler til deres uniformer.
Den største forskel på dengang og nu er ifølge de to sygeplejersker – udover at man røg alle steder på alle tidspunkter – nutidens krav til viden, evidens og dokumentation, hvor de selv som unge sygeplejersker i langt højere grad var praktikere:
"Sygeplejen har ændret sig til, at vi er blevet mere behandlere, styret af statistikker og dokumentationskrav. De nye generationer af sygeplejersker er mere fagligt funderede, de ved, hvor de skal slå op i databaserne, hvor vi kun havde bøgerne. Vi var praktiske, vi blev ikke så overraskede, når vi kom ud til patienterne. Der er nogen, der springer fra i dag, fordi tingene ikke er, som de har læst om. Så når de kommer ud som nye sygeplejersker, kan de blive meget forskrækkede,” forklarer de to, som fortsat elsker deres fag og i øvrigt er hyggelige at være i selskab med.
Det er ærgerligt, at potcast-serien således er uden mål og med, for både værten og medarbejderne er seriøse mennesker, som vil og kan deres respektive fagligheder. Men her er de sendt ud på løsrevne isflager i et frådende mediehav, hvor vi deres lyttere kan have gevaldigt svært ved at forstå, hvad hospitalsledelsen vil os med disse fragmentariske øjebliksbilleder uden overordnet sammenhæng og målgruppe. Og med en overskrift ´Vores Viden´, som effektueres alt for løst og uigennemtænkt af en ledelse, som ikke synes at have tænkt igennem, hvad den vil og derfor tager munden for fuld, når den lover podcasts om forskning, men i stedet leverer lidt af hvert til hvem som helst i en ufokuseret rodebutik.
Man skulle ellers ikke tro, at det var vanskeligt for en hospitalsledelse i disse tider at gøre sig relevant. Hverken for patienter eller medarbejdere.