Danish Diabetes Academy tør kræve noget af sine lyttere i ny podcastserie
PODCAST: En ny række af kompetente og spændende, men nogle gange også krævende, podcasts i serien Postdocs Talking undersøger forbindelserne mellem forskning i metabolisme, diabetes og samfundet.
Det skønnes, at omkring en halv milliard mennesker har diabetes, der er associeret med nedsat levetid og mange alvorlige følgesygdomme. Kloden rundt jager forskere en kur, hvorfor Danish Diabetes Academy forsøger at tiltrække de bedste forskere fra ind- og udland til at frembringe ny viden om diabetes og nye måder at forebygge og behandle sygdommen på.
Et led i denne indsats er at skabe en platform for samarbejde og vidensdeling på tværs af fakulteter og over landegrænser, og Akademiet står således også bag en række inspirerende podcasts, hvori postdocs får lov at tale ud om deres forskning. Senest i den netop offentliggjorte sæson to i serien ´Postdocs Talking- From Science to Society´, hvis overordnede mål er at reflektere over, hvordan man sikrer, at forskningen og videnskaben kommer til at gavne samfundet og dets borgere.
I serien, der består af i alt fem podcasts, guider programmernes vært, kommunikationsdirektør Gretchen Repasky fra Molecular Medicine på Helsinki Universitet kyndigt og indsigtsfuldt sine medvirkende og lyttere igennem programmerne, som hver især er af omkring en times varighed.
I ´From Science to Society´, der er produceret af Kontekst & Lyd, fokuserer tilrettelæggerne denne gang især på diabetes- og metabolismeforskere med nordiske bånd, og hvis arbejde er forbundne med tydelige samfundsmæssige perspektiver.
I episode 1, Broadening Our Perspective: Diabetes in Sub.Saharan Africa, taler styrer Gretchen Repasky kompetent en samtale mellem Line Hjort, postdoc ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet og David Beran, professor i tropemedicin ved Geneve Universitetshospital i Schweiz, om Line Hjorts projekt, hvori hun forsøger at afdække, hvor vidt smitte med malaria under mødrenes graviditet kan betyde, at barnet får diabetes senere i livet.
”Vi arbejder med et populationsstudie i Tanzania, hvor vi har fulgt kvinderne, før de blev gravide, under graviditeten og efter fødslen samt senere deres børn. Vi håber på funding til første follow-up på børnene, som nu er fem år,” fortæller Line Hjort om sit arbejde. Om arbejdet siger David Beran blandt andet:
”Det er et virkelig spændende arbejde, hun laver, som kan ændre vores forståelse af diabetes. Vi ser måske helt andre risikofaktorer for diabetes der, end vi gør i den vestlige verden. Diabetes er en kronisk sygdom, hvor patienten vil have brug for hjælp resten af livet. Hvis malaria har betydning for udvikling af diabetes, så skal vi beskytte de gravide mødre bedre, så deres børn ikke får diabetes senere."
Ifølge Line Hjort havde mange af kvinderne i hendes studie malaria under graviditeten. En kvinde blev smittet fem gange, og mange af kvinderne havde malariaparasitter over alt i moderkagen, hvilket påvirkede moderkagens funktion og betød, at børnene ikke havde fået tilstrækkeligt med mad og derfor var små. Hertil kom, at 39 procent af kvinderne var følsomme overfor en glukosetest, selv om de var unge, slanke og ellers forekom sunde.
”Jeg er meget overrasket over det høje antal, som Line fandt. Og man kan diskutere glukosetesten som metode her, men det rejser flag om, at diabetes er mere udbredt i disse områder. Vi ser fra for eksempel Somalia en høj stigning i overvægt og diabetes, selv i landområderne. Men vi ved endnu ikke nok om hvorfor. Er det diæten, skyldes det mangel på motion, eller er WHO’s diagnosekriterier i forhold til disse populationer forkerte? Eller hvad skyldes disse stigninger?” spørger David Beran, der ligesom Line Hjort ikke vil afvise, at også en infektion som COVID-19 måske på samme måde som malaria kan igangsætte en diabetes.
I episode 2, Against the Odds: Elite Athletes with Type 1 Diabetes, der ligesom etteren også er spændende for lægmand, taler postdoc og leder af forskning for Novo Nordisks professionelle cykelhold, Sam Scott, med Esben Vestergaard, overlæge ved Aarhus Universitets Hospital og Steno Diabetes Center Aarhus om, hvor vidt patienter med type 1-diabetes kan deltage i elitesport. Og hvad det i givet fald kræver i lyset af, at mange patienter viger tilbage for regelmæssig træning på grund af udfordringer med deres glukosekontrol og frygt for blodsukkerfald.
”Træning til konkurrencesport på eliteniveau er en stor opgave i sig selv. At tilføje diabetes til dette betyder at skulle håndtere endnu flere udfordringer,” forklarer Sam Scott og fortsætter:
”For elitecyklister er der mange parametre, som de skal leve op til, og når du så lægger oveni, hvad de også skal tænke på som diabetespatienter, så er deres byrde dobbelt, og det har virkelig undret mig, hvordan de magter det, og at de ovenikøbet gør det rigtigt godt.”
De to gæster peger dog begge på, at ny forskning er i færd med at finde nye tilgange til at forbedre træningsassocieret glukosestyring, så elitecyklisterne måske kan få bedre og nemmere styr på diæt og vægt, når de for eksempel rejser rundt, lever af hotelmad og i øvrigt provokerer deres blodsukker med stress og nervøsitet i forbindelse med løbene.
I episode 3, Glucagon: The Overlooked Hormone, strammes kravene til lytternes forhåndskendskab til diabetessygdommens biologi og dermed også engelskkundskaber, og det kan være nødigt at spænde hjelmen en smule. Men det er anstrengelserne værd, for her præsenterer de to forskere, postdoc fra Lund Universitet i Sverige og gæsteforsker ved Københavns Universitet, Alex Hamilton, og klinisk forsker og lektor ved Rigshospitalet og Københavns Universitet, Nicolai Wewer Albrechtsen, et paradigmeskifte i forhold til overhovedet at forstå diabetes.
"Hormonet glukagon har længe stået i skyggen af insulin, men kan glukagon hjælpe os til at forstå diabetes bedre?” spørger de to forskere, der i det for mange opsigtsvækkende program gør sig til talsmænd for, at det er mere end på tide, at videnskaben tager den glukagon-medierede metabolisme alvorligt.
”Vi er på kanten af et paradigmeskifte i retning af at forstå glukagons biologi. Diabetes er en bi-hormonel sygdom, der påvirkes af både insulin og glukagon. Forskning i det oversete hormon er vigtigt, da det kan være nøglen til nye behandlinger,” lyder det om glukagon, som vildt nok måske kan blive grundlag for nye behandlingsprincipper, som baserer sig på en forståelse af, at diabetes ikke kun skyldes for lave insulinniveauer, men også for høje glukagonniveauer.
Også i episode 4, No ’ One Size Fits All’: The issue with Fat Tissue, er der hjerneguf at hente, hvis man har tilstrækkelig tålmodighed til at følge med hurtigsnakker og postdoc Alison Ludzki fra Novo Nordisk og Karolinska Instituttet i Sverige, som taler med den tidligere leder af Novo Nordisks afdeling for fedme og forskning i leversygdom, Mads Tang-Christensen, om hendes forskning i fedtvæv.
Alison Ludzki, der blandt andet forsøger at forstå, hvilke problemer det giver, når fedtceller interfererer med andre dele af kroppen, taler desværre ofte hurtigt og endnu oftere indforstået om sit arbejde, og værten burde have hjulpet hende og lytterne bedre, for også Alison Ludzkis arbejde lyder knivskarpt og vigtigt for samfundet:
”Jeg håber at hjælpe de mange mennesker, som har ønsker om at tabe sig, men som ikke kan. Men fedtvæv er kompliceret, og det er kompliceret for hvert eneste menneske, så vi skal være forsigtige, når vi forsker i det,” forklarer Alison Ludzki, der opfordrer til en større forståelse på det molekylære niveau af fedtvæv og celler, hvis vi ønsker bedre behandlings- og forebyggelsesstrategier.
Hvorfor tager mennesker helt forskelligt på, hvad bestemmer om vi bliver fede? Og hvorfor får nogle overvægtige diabetes, men ikke andre, og hvorfor bliver nogle overvægtige syge, og hvordan får vi omsat vores viden herom til sygdomsbegrænsning? er således blot nogle af de spørgsmål, som hun diskuterer med Mads Tang-Kristensen.
Sidstnævnte gør sig i øvrigt i høj grad bemærket ved ikke kun sin store viden, men også sin konstruktive måde at samtale på, hvor han hele tiden lader sin modpart shine, hvilket gør lytningen ikke blot mere behagelig, men også mere interessant, når han som her understøtter Alison Ludzki i at udfolde sin forskning og viden.
Seriens femte og sidste program, The Future is Transparent: Moving towards Open Science, handler om open access science, også kaldet åben videnskab, som diskuteres af Luke Johnston, teamleader for Steno Diabetes Center ved Aarhus Universitet og Ivo Grigorov, National Institute of Aquatic Resources, DTU.
De to forskere erkender, at det åbne videnskabstog til dels allerede har forladt perronen, men de er også enige om, at endnu flere forskere bør komme med ombord. Forskere skal ikke nøjes med at publicere i tidsskrifter, som kun deres fagfæller forstår, de skal i højere grad samarbejde, dele deres viden og data med hinanden og åbne sig meget mere over for samfundet.
Ifølge Luke Johnston, der i en årrække har været aktiv i forhold til at stille krav om større åbenhed, så bør videnskabelige studier og fremskridt altså i langt højere grad være tilgængelige og transparente:
”Det har været et issue længe, men vi har ikke altid haft redskaberne hertil. Men nu er de bedre, sigerr han, der opfordrer til, at man tænker på open access hver gang, man står foran at skulle publicere.
Også Ivo Grigorov er en varm fortaler for en mere åben adgang for samfundet og siger:
”Det er vigtigt også for patienterne, at vores videnskab er mere transparent, ligesom at en større åbenhed er vigtig, hvis vi ønsker en bedre kvalitet i vores forskning og en øget tillid fra borgernes side.”
´Postdocs Talking sæson 2´ er en række spændende portrætter af den næste generation af lægevidenskabelige forskere, og serien, der ikke er bange for at stille krav til sine lytteres vilje til at forstå, fungerer desuden som ét langt velfortjent dementi af forestillingen om den nærmest autistiske forsker, der nørder med ubetydelige detaljer for sig selv uden den ringeste interesse i sine medmennesker og sit omgivende samfund.
Seriens dybt engagerede forskere ønsker tydeligvis at hjælpe til med at gøre livet lettere for patienter. Og deres tanker om hvordan, de ved hjælp af deres forskning kan nå frem til nye forbedringer for patienter og samfund, er spændende og vedkommende også for udenforstående.