Skarp og usentimental podcast om poets eftermæle og spastiske handicap

Skrevet af Maria Cuculiza den 10. november 2022.

PODCAST: Hvordan skulle din nekrolog lyde, hvis du selv kunne skrive den? spørger værten Lærke Kløvedal poeten og debattøren Casper Eric om i sin indsigtsfulde podcast ´Det Sidste Måltid´, hvori Casper Eric reflekterer over byrden ved at leve med sin diagnose cerebral parese i et moderne samfund, som kræver det perfekte.

Lærke Kløvedal har hver uge gennem et par år inviteret en kendt dansker i studiet på Radio 4 til at sammensætte deres sidste måltid og herudfra en snak om deres liv og det eftermæle, som de efterlader sig. Måltidsvalgene har skullet bestå af drikkevarer, en forret, en hovedret og en dessert tilvejebragt af kokken Jonas Franck fra Restaurant Frank.

Blandt seriens i alt 100 gæster har blandt andre været TV-værten Anne Glad, sangeren Alberte Winding og Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm. Den prisbelønnede serie afsluttes – i hvert fald for i år – med cand.mag i litteraturvidenskab og poet Casper Eric som rosinen i pølseenden. Han debuterede med 7/11 i 2014 og har siden udgivet flere digtsamlinger, heriblandt ´Nike´ fra 2015, ´Avatar´ fra 2017, ´Alt hvad du ejer´ i 2018, ´Jeg vil ikke tilbage´ fra 2020, samt ´Vi kan gøre meget´ fra 2021. Udover sit forfattervirke er han en del af den elektroniske pop-duo ´Intet Altid sammen´ med jazzmusikeren Mikkel Grevsen.

Programmerne har altså således samtaler om maden som udgangspunkt for gæsternes fortællinger, hvilket også gælder for Casper Eric, der er mere end almindeligt godt skåret for tungebåndet, og som beder kokken om at få den ofte nedvurderede pepperonipizza som hovedret. Dels på grund af et sødt minde om en kærestes mor, som ikke tog anstød en den simple pizza, dels fordi han elsker pizza, men også nok så meget også som et statement i forhold til at have et fysisk handicap. Både pepperonipizzaer og mennesker med handicaps har ret til at være her på lige fod med andre retter og mennesker, og ifølge Casper Eric handler hans valg af pizzaen mest af alt om, hvem der har retten til at bestemme, hvad der er poetisk og smukt:

”Hvem der må være smukke, har realpolitiske konsekvenser. Er pizzaen fin nok til at blive serveret på en restaurant, ja den er, og handicappede må på samme måde også have retten til at være smukke,” mener Casper Eric, der siger, at han har lært at have en krop uden for normalen, men at samfundet ikke har lært det – med den konsekvens, at han opfattes som anderledes:

”Det at være anderledes gør det anderledes at gå en tur i parken eller at have sex med et nyt menneske,” forklarer Casper Eric, der også fortæller, at han håber, at han vil kunne rykke noget på handicapagendaen, hvorfor han lige nu skriver på en ny bog om handicap:

”Jeg ved godt, at jeg klager over nogle ting, men det er jo fordi, jeg ville ønske, at alle kunne have den her oplevelse, at alle i en kørestol kunne være her, hvor jeg er lige nu, for livet er så fedt, og gid vi kunne gøre det sådan for alle. Livet er nemt for nogen, men kunne det ikke være en mulighed for alle,” siger Casper Eric, der har sat sig for at bruge poesien i sin kamp for større grad af ligestilling mellem mennesker med og uden perfekte kroppe og i sit opgør med det sprog og de blikke, som han og andre møder, alene fordi de har et fysisk handicap.

Ikke at være perfekt har for Casper Eric blandt andet også betydet, at han på nogle områder blev senere moden, forklarer han i sin begrundelse af, hvorfor han vælger grillede østers, Dry Martini og vodkashots som en del af sin menu. En menu han første gang stødte på til en nytårsfest som 24-årig, og som dengang gav ham følelsen af endelig at være voksen:

”Jeg lever med et fysisk handicap, der er ting, jeg ankommer til mange ting senere, for der er ting, som jeg ikke var en del af som ung med spastisk lammelse,” fortæller Casper Eric, der siger, at det mest definerende for hans egen selvforståelse er, at han er født handicappet:

”Folk tænker, jeg skal bare være taknemmelig for overhovedet at være her. Og det er jeg også. Men mit handicap er, at jeg er gangbesværet, jeg lever med angst, som er en følgevirkning af mit handicap. Jeg har skullet lære at tage plads, og mange synes, jeg fylder meget. Og det gør jeg også, men det gør jeg med vilje. Jeg tror, at folk fra den økonomiske underklasse vil forstå mig i forhold til et handicap. Man må aldrig klage over det, men skal være glad over, at man klarer den. Det er det, man altid hører, at man har klaret den.”

Lærke Kløvedals gæster, der midt imellem smaskende mundfulde får oplæst deres egne nekrologer køber alle sammen programmets præmis for medvirken og er med bemærkelsesværdigt få undtagelser meget åbne omkring deres liv og levned. Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm er dog for eksempel mindre begejstret for at overhøre og kommentere sin nekrolog, men er som også Casper Eric og de fleste andre gæster ellers yderst åbenmundet og meddelsomme. Maden og de sidste meget personlige måltider er en genial motor for at få gang i snak. Selv døden bliver der plads til at tale om her. Også selv om Casper Eric ved, at det er et tabu. Selv for hans læger, som kan blive meget utilpasse, hvis han spørger ind hertil:

”At leve med en diagnose er at leve med hemmeligheder, vi skal ikke tale for meget om det. Men for mig er kørestolen et naturligt næste skridt. Livet i kørestol er jo også bare et liv. Selv om jeg ikke har forestillinger om, hvordan det er. Jeg tager forskud på alderdommen, for kommer jeg til at dø tidligere? Ja det gør jeg! Men ingen ved hvor meget tidligere. Når det er skræmmende for mig, er det jo på grund af usikkerheden, selv om jeg altid har vidst, at det ender med det. Ikke fordi mit handicap bliver værre, men fordi kroppen får sværere ved at kompensere. Men jeg har altid vidst, at hvis jeg bliver jeg gammel nok, er det det, som kommer til at ske. ”

Casper Eric, der vedstår, at han er kendt for at skrive om de hårde og svære følelser, for at fremhæve hvad der er galt i vores samfund, har sammenlignet med flere af de øvrige gæster beskedne forlangender til overskriften på sin nekrolog. Hvis der blot vil stå, at han er død, elsket og savnet synes han ikke, at det kan blive større. Hans afdæmpede, men meget præcist formulerede ønsker dækker dog over et særdeles insisterende ungt menneskes krav til sin omverden. En omverden, som han vil have til at forandre sit syn på, hvad der er en normal krop, så de unormale kroppes plads ved samfundets højborde bliver ligeså naturlig, som han også synes pepperonipizzaen med dens ekstra ost, oliven og kapers bør være. Krav som han her formulerer, så de bliver mere end rimelige og uomgængeligt relevante.

Første afsnit af ’Det sidste måltid’ blev sendt den 29. december 2019, og siden har 100 kendte danskere diskuteret deres måltid og nekrolog med studievært Lærke Kløvedal. Programmet vandt prisen ”Årets Samtale” ved den seneste uddeling af den danske Prix Audio.

Dette efterårs serie begyndende fra den 11. september på Radio4 kan høres i Radio4’s app her.

Programmet med Caspar Eric kan også høres her.

Casper Eric har blandt andet modtaget følgende litterære priser: