Professor Signild Vallgårda kulturinteresse handler om livet udenfor og indenfor murene
KULTUR-TEMPERATUR: Tidens svære spørgsmål omkring flygtninge og modsætninger mellem befolkningsgrupper er tydelige at spore i professor Signild Vallgårdas kulturforbrug. Hun er selv forfatter til en bog, der beretter om en mere opløftende tendens.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Det var ’Indenfor murene’ på Det Kongelige Teater. Skuespillet var fremragende og stykket, der især omhandler modsætninger mellem klasser og religiøse grupper, er meget relevant den dag i dag, selv om det er mere end 100 år gammelt. Det viser, hvordan fordomme og generaliseringer kan forpeste menneskelige relationer.”
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
”Det må blive spillefilmen ’Io Capitano’, som jeg har set til en forpremiere (dansk premiere 29. februar, red.). Det er historien om to unge mænd, som vil fra Senegal til Europa for at få et bedre liv. De møder skrupelløse menneskesmuglere og korrupte libyske grænsevagter, der vil tjene penge på dem, og de bliver sat på en elendig båd, der skal bringe dem over Middelhavet. Det er en virkelighed, man hører meget om i medierne, men som i den her film berører mig stærkere følelsesmæssigt.”
Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?
”Så vil jeg bide hovedet af al skam og foreslå en bog, jeg selv har skrevet. ’Dødeligheden daler’ handler om udviklingen af dødeligheden i Danmark de seneste 200 år. I den viser jeg, at dødeligheden i infektionssygdomme faldt længe før, der kom vacciner og antibiotika, og at gamle mennesker døde af de samme sygdomme for 100 år siden, som de dør af i dag, nemlig kræft og hjerte-kar-sygdomme. Bogen er del af serien 100 Danmarkshistorier og udkom i efteråret 2023 på Aarhus Universitetsforlag. Få medier, inklusive jeres, har anmeldt den, så nu benytter jeg lejligheden til at gøre opmærksom på den.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Nej, men jeg ville gerne kunne synge. Det at synge i kor virker som en dejlig oplevelse. Jeg kan godt lide at lytte til sang, men kan ikke præstere noget, som nogen ville gide lytte til, heller ikke mig selv.”
Signild Vallgårda, 71
- Historiker, dr.med. og professor emerita ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, hvor hun forskede i blandt andet politiske og etiske aspekter af ulighed i sundhed og høj vægt
- Tidligere medlem af Magtudredningens bestyrelse (1997-2003) og af Etisk Råd
- Cand.mag. i historie og litteraturhistorie i 1983 og dr.med. 1992