”Det var et ophold på Rødding Højskole sammen med min kone, hvor vi har været et par gange. Et overflødighedshorn af et litteraturkursus, der også bød på kunst og historie, og som strækker sig over en uge," fortæller Kjeld Møller Pedersen om sin seneste gode kulturoplevelse.

Højskoleophold var et overflødighedshorn af et litteraturkursus for Kjeld Møller Pedersen

KULTUR-TEMPERATUR: Danmarks første professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, har en forkærlighed for saxofonjazz, selvom det aldrig er blevet til noget med selv at gribe instrumentet. Derudover har han for nylig opdaget en ny side af berømt romanforfatter.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Det var et ophold på Rødding Højskole sammen med min kone, hvor vi har været et par gange. Et overflødighedshorn af et litteraturkursus, der også bød på kunst og historie, og som strækker sig over en uge. Tom Buk-Swienty fortalte om sin seneste historiske bog ’Safari fra Helvede’, der handler om en sejlads til Afrika under 1.  verdenskrig, derudover var der også mulighed for at møde romanforfatteren Jens Christian Grøndahl, og der var et fortrinligt oplæg om norske Karl Ove Knausgård. Vi var også på udflugter til kunstmuseer i Aabenraa, Tønder og Flensborg. Et højskoleophold af den type er ikke engang særligt dyrt, 6.500 kroner for en uge, men det hører med, at der også er mange gråhårede mennesker.”

Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner? 

”Jeg har ingen tilbagevendende anbefalinger, men jeg læser meget, og mine anbefalinger går typisk på det, jeg mest for nylig har læst. Jeg troede faktisk, jeg havde læst hele John le Carrés produktion, man forbinder ham jo især med spionromaner fra koldrigsæraen. Men så faldt jeg over romanen ’Den standhaftige gartner’, der handler om medicinalindustrien og har afsæt i en case fra Nigeria. John le Carré har sin egen stilfærdige fortællestil med et vist vemod over sig, og han kan faktisk mere end at skrive spionromaner, har jeg nu fundet ud af.”

Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for dit fag?

”Jeg skal i gang med en bog af en økonomisk historiker, der kigger på de store epidemier fra langt tilbage og frem til COVID-19. Bogen hedder ’Plagues upon the Earth: Disease and the Course of Human History’ og har fået overstrømmende anmeldelser. Jeg læser den på Kindle, for min kone er lidt træt af, at jeg har så mange fysiske bøger stående i vores hjem.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Ikke rigtig, jeg er en elendig tegner. Men min kone og jeg kommer flittigt i Kolding Jazzklub, og her misunder jeg særligt dem, der kan spille saxofon. I mine studiedage i Aarhus så jeg engang saxofonisten Ben Webster, og han kunne noget helt utroligt. Jeg har også fulgt saxofonisten Stan Getz, der var med til at bringe brasiliansk samba sammen med jazz. Det instrument står for noget særligt for mig, men det er kun blevet ved intentionen, når det kommer til at spille selv. Som du måske kan fornemme, er jazz min store forkærlighed.”

Om Kjeld Møller Pedersen, 75

  • Professor emeritus, Økonomisk Institut, Syddansk Universitet, tidligere amtssundhedsdirektør i Vejle Amt, koncerndirektør i LEGO Gruppen og Danmarks første professor i sundhedsøkonomi i 1985
  • I perioden 2001-2003 var han formand for Sundhedsministerens Rådgivende Udvalg for Sundhedsvæsenet og medlem af det såkaldte Erik Juhl-udvalg, der rådgav skiftende regeringen fra 2007-2013 om akutsygehuse/supersygehuse
  • Hans udgivelser tæller blandt andet den centrale lærebog ’Sundhedsøkonomi’ og senest ’Smittetryk og samfundssind: kritiske nedslag i coronaens tid’ fra 2021