Vidunderlig film om en rejse ind i menneskers fælles bevidsthed

FILM: ´Umberto Ecos bibliotek´ er en vidunderlig film for bogelskere og nysgerrige sjæle, og samtidig er den en kras kritik af en samtid, hvor vi risikerer at miste fokus i den uendelige informationsmængde. En del af filmen handler om den menneskelige hukommelse, og hvordan vi husker.

Noget af det sværeste efter min fars død var at skulle dele hans store bibliotek. Gennem et langt liv havde han samlet tusindvis af bøger om de ting, der optog ham, og på hylderne kunne man finde alt fra poesi og skønlitteratur til kilotunge atlasser, gamle rejsebeskrivelser og bøger om sejlads og hydrografi. Vi efterladte tog alle de bøger, vi hver især kunne have, men selv derefter var der 20-30 hyldemeter med bøger tilbage. Det var ulideligt at skulle skaffe sig af med bøgerne, og heldigvis tilbød et lokalt kultursted, der netop skulle til at åbne, at finde plads til de resterende bøger, så de kunne forblive samlede.

Men det er jo bare bøger, hvorfor i alverden betød de så meget? Fordi bøgerne på måde var en forlængelse af min fars hukommelse. Når jeg den dag i dag tager en af hans bøger frem, kan jeg mærke hans nysgerrighed og levende interesse for emnet.

At åbne en af hans bøger føles den dag i dag som at åbne en dør ind til hans sind.

”Umberto Ecos bibliotek”, der netop nu går i biograferne er en  rejse ind sindet på en af vor tids store forfattere, Umberto Eco. Filmen er instrueret af Davide Ferrario, og selv om Umberto Eco døde i 2016, bliver han levende og nærværende i filmen, der giver os alle adgang til de private gemakker.

Historien og litteraturen har altid været en kampplads om, hvem vi er og var, og gennem gamle værker har Umberto Eco fundet inspiration til sit eget store forfatterskab om videnskab, filosofi, politik og ikke mindst konspirationer.

Hans mest kendte værk er naturligvis ”I rosens navn” fra 1983, der med blandingen af detektiv- og middelalderroman har solgt over 50 millioner eksemplarer på verdensplan, og som med stor succes blev filmatiseret i 1986.

Umberto Ecos bibliotek, som filmen generøst viser os rundt i, er intet mindre end storslået. I løbet af et langt liv samlede Eco over 30.000 bøger, hvoraf 1.200 af dem var yderst sjældne og gamle værker. Samtidig var det ikke bøger om hvad som helst, han samlede på; de bøger, der især tiltrak sig hans opmærksomhed, var bøger om det okkulte, det mystiske, det falske og det opdigtede.

Intellektuel nysgerrighed

”At være intellektuelt nysgerrig er at være i live,” sagde Umberto Eco, og han fortæller via gamle filmklip, hvordan hans yndlingsværker var dem, som pirrede hans nysgerrighed mest. Det er værker, der med stor autoritet og enorm detaljegrad beskriver det pureste og mest løgnagtige vås, hvorefter der kreeres hele spind af vigtighed og referencer omkring bøgernes løgne.

Et eksempel er den tyske jesuittermunk Athanasius Kircher, der skrev fantasifulde rejseberetninger fra hele verden på baggrund af andenhåndsfortællinger, og som blandt meget andet stod bag oversættelser af hieroglyffer, der viste sig at være helt skudt ved siden af. Af eftertiden er Athanasius Kircher, der efterlod sig et kæmpe værk, både blevet beskrevet som et genialt renaissancemenneske og som en uvehederhæftig kvaksalver.

Et andet og knap så muntert eksempel på konstruerede sandheder er ”Zions Vises protokoller”, hvis påstande den dag i dag danner grundlag for adskillige konspirationsteorier.

Niveauer af hukommelse

En del af filmen handler om den menneskelige hukommelse, og hvordan vi husker, og for Umberto Eco repræsenterer vores biblioteker "verdens kollektive hukommelse". Det er, her vi finder summen af de menneskelige erfaringer og forestillinger om verden, og da det nedfælde tekst på papir i det meste af menneskets historie har været en besværlig og kostbar affære, er de bøger, vi har, udtryk for menneskets ypperste tankevirksomhed.

Umberto Eco opdeler hukommelse i tre lag. Den organiske hukommelse, der bor i vores hjerner, den vegetale hukommelse, der er nedfældet på organisk materiale som papir, papyrus eller skind, og den minerale hukommelse, der er digital og baseret på microchips skabt af sjældne metaller.

Filmen kommer også ind på, hvad det gør ved vores hjerner i dag, at stort set alt registreres digitalt. Fygten er, at når vi ved alt ligger gemt, og der eksisterer en backup, vil vi så overhovedet gøre os umage med at huske noget som helst?

Da Umberto Eco er en mand, der kan sin litteraturhistorie på fingerspidserne, bliver enhver kulturkritik pakket ind i en litterær reference. Når han kritiserer den effekt, som nutidens overflod af information har på den menneskelige hukommelse, nævner han som eksempel Jose Louis Borges roman ”Fumes the memorious”, der handler om en mand, der husker alt i sit liv, og som derfor er idiot og intet ved.

Gud er i stilheden

I det hele taget bekymrede den digitale udvikling Umberto Eco, og han så med gru på en fremtid, hvor vi bliver oversvømmede af information og stimulanser; hvor vi mister de fælles referencerammer, og hvor vi ikke længere evner at skelne det vigtige fra det ligegyldige.

”En god hukommelse er en, der er selektiv,” som han siger i filmen, og senere:

”Gud åbenbarer sig kun i stilheden. Der er ingen skønhed og kreativitet i et jordskælv.”

Samtidig formår Umberto Eco at forklare den tiltrækning, vores samtid har af det fiktive univers. Mens der i dag findes mennesker, der i fuldt alvor hævder, at jorden ikke er rund, så er der ingen, der hævder, at Clark Kent ikke er Superman. I fiktionen kan vi finde den sikkerhed, vi savner i den virkelige verden.

En hyldest

Filmen Umberto Ecos bibliotek er en vidunderlig film for bogelskere og nysgerrige sjæle. Den er for dem, der elsker historier og videnskab, og som ikke mindst er pirrede af det mystiske og ukendte, vi mennesker gennem tiden har forsøgt at indkredse og afdække.

Filmen er ikke alene en hyldest til den afdøde forfatter, men også til biblioteker verden over, som skildres i filmen, og hvoraf nogle er så smukke, at man næsten må gispe efter vejret. De er en god påmindelse om, hvordan både bogen og bibliotekerne fungerer som steder for eftertanke, stilhed og åndfuldhed i en tid, hvor vi har sjældent brug for det, og hvor danske politikere paradoksalt nok, men i ramme alvor taler om at lukke biblioteker.

Filmen kan ses i biograferne nu