Dokumentar om berømt ALS-patient er et smukt, stærkt og kontroversielt bidrag til debatten om dødshjælp
DOKUMENTAR: Den prisbelønnede svenske pianist og komponist Stefan Nilsson afsluttede sidste år sit liv kun tre måneder efter, at han havde modtaget den frygtede diagnose, ALS. Den nye dokumentar ´Min død er min´, udsendt af svenske SVT følger musikerens sidste tid og ønsker om selv at bestemme over sin død, taler lige ind i hjertekulen – og ind i den danske debat om retten til assisteret selvmord og aktiv dødshjælp.
Stefan Nilsson, kendt for at have komponeret musik til film- og TV-succeser som den svenske TV-serie Skærgårdslægen og den danske Oscar-vinder Pelle Erobreren, valgte at afslutte sit liv den 25. maj 2023. Han var 67 år. ALS havde hurtigt nedbrudt hans krop og gjort hans liv til et smertehelvede uden håb.
Det fortæller han og hans hustru Lotta Hasselquist Nilsson om i SVT’s nye og hyper aktuelle dokumentar med den nok så rammende titel ´Min død er min´, som er instrueret af den i Sverige ligeså anerkendte 80-årige filminstruktør, Tom Alandh.
”Om natten lå han og skreg: Av, lad mig dø, selv om han var bedøvet for natten,” fortæller Lotta Hasselquist Nilsson i dokumentarprogrammet, som Tom Alandh begyndte at indspille kort efter, at Stefan Nilsson i februar 2023 langt om længe havde fået sin diagnose. Det fik han først efter et halvt år med en række uforklarede symptomer, som han og familien i begyndelsen havde tilskrevet stress.
Selv forklarer Stefan Nilsson sin beslutning om at gøre en ende på sit liv i et efterladt brev således:
”Jeg Stefan Nilsson beslutter hermed at afslutte mit liv. Jeg har ved hjælp af egne kontakter anskaffet det, som jeg behøver for at kunne sove fredeligt ind.”
Stefan Nilsson opsøger hjælp hos et svensk undergrundsnet af mennesker, der hjælper håbløst syge til det selvmord, som han ellers skulle rejse til Schweiz eller Belgien for at kunne få medicinsk assistance til.
Skulle nå at få hjælp i tide
At yde hjælp til et andet menneskes død er forbudt i Sverige - lige som det er i Danmark – og at dræbe et andet menneske regnes som mord eller et kriminelt drab, uanset om personen ønskede, at det skulle ske. Og derfor var det afgørende vigtigt for Stefan Nilsson at nå at få hjælp, inden han blev for fysisk dårlig til selv at kunne indtage den dræbende medicin:
”Havde han ventet en uge mere, havde det været umuligt, for så havde det været mord, da man havde været nødt til at hælde det i ham,” fortæller Lotta Hasselquist Nilsson i en samtale, der finder sted et halvt år efter, at Stefan Nilsson er død hjemme i ægtesengen. Han var omgivet af hende, deres to døtre og et par af de nærmeste venner. To kvinder havde forinden overdraget ham en væske, som han selv skulle drikke, for at døden kunne indtræffe nogle timer senere.
Stefan og Lotta Nilsson fremstår som reflekterende, velovervejede og ufatteligt rolige mennesker. De udtrykker respekt og forståelse for den svenske lovgivning, men ønsker alligevel at ændre loven. De vil skabe et rum for håbløst syge og smerteramte patienter, så de ikke behøver at ty til det sorte marked eller rejse til udlandet. Dette gælder især for patienter i en fremadskridende og uoprettelig smertefuld situation, som Stefan Nilsson, der ikke kunne få effektiv smertebehandling.
Enestående og værd at se
´Min død er min er enestående´ og i den grad værd at se. Ikke kun på grund af Stefan Nilssons dårende smukke musik, som vi ser og hører ham fremføre så længe, han overhovedet kan på sit slidte Steinway flygel og heller ikke kun i kraft af ægteparrets rørende, fælles kærlighed til livet, musikken og hinanden.
Men især også på grund af parrets og instruktørens fælles anstrengelser med at bringe værdighed og stringens ind i den komplekse og svære diskussion om, hvorvidt døden tilhører det autonome individ og dets ønske om at afslutte livet på egne vilkår eller samfundets behov for mere regelbundne etiske værdier og normer.
Hvordan lovgivningen præcist kan ændres for at forene modstridende opfattelser i særligt kritiske situationer, uden at føre til en etisk glidebane eller manglende beskyttelse af samfundets mest sårbare – som Etisk Råd herhjemme advarer så kraftigt imod – undlader ægteparret fornuftigt nok at spekulere på. De fokuserer i stedet på at vise prisen for samfundets forbud for mennesker som Stefan Nilsson, der tilbringer deres sidste tid i ubærlig lidelse.
Ærgerligt med manglende spørgsmål
´Min død er min´ er et effektivt og tæt på forførende partsindlæg og forsvar for retten til assisteret selvmord, og det er derfor ærgerligt, at Tom Alandh alligevel ikke spørger mere kritisk ind til Stefan og Lotta Nilssons tro på, at retten til assisteret selvmord også er et gode set ud fra et samfundsperspektiv. Det er ægteparret tilstrækkeligt ressourcefulde til at kunne have forholdt sig til.
Ikke mindst set i lyset af, at Lotta Nilsson selv fortæller, at en hurtigere og bedre smertebehandling og et meget mindre fragmentarisk sundhedsvæsen formentligt ville kunne have minimeret Stefan Nilssons smerter i en grad, så selvmordet ikke ville have været aktuelt, og ægtemanden i stedet ville være død af sin sygdom uden brug af det sorte markeds ulovlige og i dokumentaren anonyme håndgængere.
Men uanset hvor man end måtte befinde sig personligt på spektret af for eller imod assisteret selvmord og andre former for dødshjælp, vil ´Min død er min´ kunne være en berigende oplevelse, for Etisk Råd har ret i, at ’beslutningen om at tilbyde dødshjælp er lige så alvorlig som beslutningen om at anmode om den.’ Tilsvarende må man med god ret kunne hævde, at også beslutningen om at sige nej er et alvorligt anliggende.
Så når ´Min død er min´ er min får 6 stjerner trods sin, alt andet lige, lovligt ukritiske skildring af død ved hjælp af assisteret selvmord, er det fordi dokumentaren alligevel er et værdigt, smukt og gribende udført bidrag til en meget aktuel og vigtig debat om hvilke værdier, der skal bestemme, om vi vil indføre aktiv dødshjælp.