Dokumentarserie om køns-operation pirker godt og grundigt til fordomme om køn
DOKUMENTAR: Mere Milo viser Helle Thorning-Schmidts yngste barn Milo Kinnochs transition og kamp for også fysisk at blive mand. Det er en særdeles simpelt produceret dokumentarserie i seks afsnit, som vises på Feminas hjemmeside. Ikke desto mindre tyder serien til at blive en fin lille og meget fordomsnedbrydende serie, som man kun kan undre sig over ikke produceres af en af de store TV-stationer.
Helle Thorning-Schmidt kan godt forstå, at det er svært for andre at forstå, at hendes yngste barn, der engang var en pige, nu har skiftet navn og pronominer og desuden fået fjernet sine bryster. ”Men jeg er blevet klogere,” siger den tidligere statsminister i ny rørende og vedkommende mini-dokumentar.
For Milo Kinnoch handler det at få fjernet sine bryster nok så meget om at kunne spille fodbold og have nøgen overkrop i de situationer, hvor kvinder ellers ofte er nødt til at pakke sig selv og brysterne ind i for eksempel bikinier og sports-bh’er, fortæller han i miniserien ´Mere Milo´, som ugebladet Femina står bag.
I ´Mere Milo´, som havde premiere 17. januar, og hvis øvrige episoder sendes de efterfølgende fem tirsdage på Feminas hjemmeside, inviteres seerne til at følge Milo før, under og efter turene til Sverige, hvor han får kønsbekræftende operation. Ifølge Milo Kinnock er der i Sverige ikke de samme lægelige krav til diagnostisk udredning og heller ikke samme flere-årige ventetid, som der er i Danmark.
”Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, hvor mange der får lavet en operation som den, jeg har fået lavet, i Sverige. I Danmark skal du igennem Center for Kønsidentitet, og man risikerer at vente i to år på en operation. Jeg ringede til klinikken i Sverige i april, fik en konsultation i september og blev opereret i oktober. Top surgery er i øvrigt ulovligt på danske privatklinikker. Der er virkelig lang vej igen herhjemme,” fortæller Milo Kinnoch til Femina i forbindelse med lanceringen af mini-serien, der senere vil blive fulgt op af en podcast.
Og selv om man ligesom hans mormor og måske også som seer kan have svært ved at forstå trangen til at forandre sin ydre kønsidentitet og derfor godt kan gyse ved tanken om, at et så ungt et menneske frivilligt ønsker at gennemgå så drastisk et indgreb, så er Milo Kinnoch tydeligvis fuld af glæde og forhåbning hertil:
"Prøv at tænk på den dag, hvor jeg ikke skal have sports-bh på mere, når jeg skal til fodbold,” siger Milo Kinnoch i begyndelsen af programmet overfor sin frisør, der svarer:
”It’s fucking wild!”
”Jeg mener det, det er seriøst 10 procent af årsagen. Dybt seriøst.”
”Det kan jeg godt forstå, 100 procent,” støtter frisøren, der også har skiftet pronominer til han og ham.
Og det er da selvfølgelig heller ikke bare en nøgen overkrop og fodbolden, der driver Milo Kinnock til Sverige. Han fortæller, at han med årene er blevet mere og mere utilfreds med sin medfødte, binære kønsrolle og skiftede derfor til drengenavn og pronominerne han og ham for godt et års tid siden. Nu vil han efter disse skift endnu videre og opereres for på den måde at få mulighed for at føle sig bedre tilpas og mere i overensstemmelse med sin krop.
En krop, som Milo Kinnoch føler fastlåser ham i en alt for snæver kønsidentitet, og i kraft heraf begrænser og hæmmer ham i den måde, som han gerne vil kunne agere i verden og i øvrigt leve sit liv.
Selv føler han sig i køn og udtryk som værende flydende på et spektrum mellem han og hun, men som tiden går nok med en hældning mod at være mest maskulin – nemlig en nonbinær transmand, der ikke definerer sig selv som hverken dreng eller pige, men som indeholder både feminine, maskuline og queer-energier, fortæller han.
I programmet besøger Milo også sin mor, Helle Thorning-Schmidt, med hvem han taler om sin barndom, om hvordan det føles hverken at være en pige eller en dreng og om det at ændre sit feminine kropslige udtryk.
Også for Helle Thorning-Schmidt har Milos udvikling fra datter til søn været en rejse, men hun giver ham sin fulde opbakning og udtrykker ingen tvivl eller bekymring for den forestående operation, som også hun synes at ønske velkommen i en forståelse af og respekt for hans behov.
"Jeg har det faktisk rigtigt godt med, at Milo skal opereres, for jeg har forstået helt ind i hjertet, hvor meget det betyder for Milo og hvor meget bedre, han vil føle sig tilpas i sin egen krop. Jeg forstår virkelig godt forældre, der, når de hører det første gang, og tænker, at det fatter de ikke, for det er jo vildt at ændre sin krop på den måde. Men vi har talt meget om det,” fortæller hun, der siger, at hun også er kommet til at forstå hans beslutning rigtig godt.
"Jeg har meget stor respekt for Milo, fordi han gerne vil leve sit liv autentisk. På en måde betyder køn jo intet. Det er jo noget, vi lært. Men hvis vi lægger køn til siden, så er der jo bare et menneske,” siger Helle Thorning, der vedstår, at det har været svært for hendes mor.
Ifølge Helle Thorning har hverken Milo eller hans søster Johanna, der i dag erklærer sig som pan-seksuel (en person som bliver seksuelt tiltrukket af personer af alle køn), nogensinde været pigede som børn, men i stedet altid mere drengeagtige og temmelig uinteresserede i pigesysler.
I sidste scene i ´Mere Milo´ ser vi en glad, spændt Milo dagen inden operationen, og ifølge Feminas foromtale for serien vil Milo blive fulgt til Sverige af både sin mor, far og søster. Og de følgende programmer vil give yderligere indblik i, hvordan det er at være Milos forældre og venner og ikke mindst Milo i en tid, hvor han forsøger at blive mere og mere, hvad han oplever som sit rigtige jeg.
Selv siger Milo Kinnoch:
"Denne dokumentar viser, at det er i kraft af de mennesker, jeg har omkring mig, at jeg hele tiden bliver mere mig selv. Jeg håber, den kan inspirere andre.”
Første episode af ´Mere Milo´ er til at blive klogere af på blot et kvarter. Blandt andet takket være den forstående fortrolighed og åbenhed, der hersker mellem Milo Kinnoch og hans mor, der begge har tænkt over tingene i lang tid. Men også fordi de begge samtidigt er meget nøgterne og faktuelle fortællere, der konsekvent holder sig til, hvad der kan opfattes som deres to hovedbudskaber: Mennesket er vigtigere end kønnet, og det er bedst for mennesker at leve i overensstemmelse med den kønsidentitet, som de inderst inde føler, de rummer.
´Mere Milo´ er en særdeles simpel produktion båret af et yderst enkelt kameraarbejde, en tæt på primitiv grafik og ingen former for digitale produktionskælerier.
Men ikke desto mindre tyder serien til at blive en fin lille og meget fordomsnedbrydende serie, som man kun kan undre sig over ikke produceres af en af de store TV-stationer, for det er Milos rejse helt sikkert værd.
Og man kan kun håbe, at det mod, som han og hans familie her udviser, vil medvirke til at gøre det nemmere for andre, som ikke føler, at de er i overensstemmelse med det køn, som de fik ved fødslen, at føre mere åbne og mindre fordomsfulde samtaler med omgivelserne. Også selv om man ikke nødvendigvis er spor enig i, at kønnet ene og alene er en social konstruktion, som vi bør sætte os udover.