| | | | | |
 

Jonathan har i årevis haft det svært, han bliver voldelig, og familien har længe og mange gange uden resultat bedt om hjælp i kommunerne.

Dokumentarer om autistiske børn viser oprørende svagheder i det kommunale sundhedsvæsen

 
 
 
 
 

DOKUMENTAR: Ved hjælp af blandt andet private optagelser viser to nye TV-dokumentarprogrammer, hvordan fire autistiske børn og deres familier pines og plages, når kommuner enten insisterer på de billigste løsninger i stedet for de rigtige - eller bare sylter forældrene i årevis, når det gælder børnenes  muligheder for at gå i skole.

Næsten halvdelen af Danmarks børn med autisme har ufrivilligt skolefravær, og andelen af børn med autisme, der på nuværende tidspunkt er ufrivilligt ude af skolen, er stigende. Kun 24 procent af børn med autisme har ikke oplevet ufrivilligt skolefravær i deres skoletid, og fraværet varer ofte over et år, viser en undersøgelse udført af Landsforeningen Autisme fra 2021.   

Og ved at se TV2’s nye mini-dokumentarserie "Vores liv med autisme" bestående af i alt to programmer, får man mulighed for at forstå, hvilke ødelæggende forhold disse tal dækker over. Rundt om i Danmark kæmper sammenbrudte familier og deres mange dybt ulykkelige autistiske børn nemlig for, at kommunen giver børnene den hjælp og den skole, som passer til netop deres autisme.

Dokumentarfilmen tager seerne med helt ind i familiernes hjem og hverdag og viser således, hvor fuldstændigt nedbrydende det er for børnene og dermed også for deres familier, når børnene kan vente i årevis på hjælp og det rette skoletilbud. Igennem næsten to år følger tilrettelæggerne de fire autistiske børn Nino, Mathilde, Hannah og Jonathan og deres familiers daglige kampe mod især kommunerne.

Fælles for børnene er, at de alle har autisme, har store udfordringer med at være i det almene skolesystem, og at flere af børnene har været hjemme i årevis uden at gå i skole: 

Nino, der dårligt har noget sprog, men som kommunikerer via lyde og bevægelser, blev selvdestruktiv, da han gik i almindelig skole. Han har gået hjemme med sin mor i fire år, fordi han ikke har kunnet få et skoletilbud, der passer til hans behov.

Hannah er hjemme med ufrivilligt skolefravær. På trods af anbefalinger fra psykolog og psykiater får hun ikke det specialiserede skoletilbud, hun bør have.

”Jeg hader skolen, jeg har sagt det til dig en million gange,” skriger den ellers stilfærdige Hannah under et bord i hjemmet, inden hun skal forsøge at besøg i den almindelige folkeskole, som hun savner, men ikke har magtet i halvandet år.

Hannah er sensitiv og har brug for, at dagen nøje følger den plan, som står i hendes skema. Ustrukturerede frikvarterer dræner hende for energi og får hende til at bryde sammen. 

Heller ikke Mathilde magter folkeskolen, og vi seere følger hendes mors kamp som sagsbehandler, advokat og frontkæmper på sin datters vegne i et forsøg på at skaffe denne ind på en specialskole.

Jonathan har i årevis haft det svært, han bliver voldelig, og familien har længe og mange gange uden resultat bedt om hjælp i kommunerne:

”Nogle gange tænker jeg på at slå folk ihjel. Nogle gange tænker jeg på at slå mig selv ihjel. Nogle gange tænker jeg på bare at leve livet,” fortæller kun 13- årige Jonathan i programmet.

Selv efter at Jonathan forsøgte at begå selvmord, får han ikke tilbudt hjælp. Først da Arbejdstilsynet vurderer, at Jonathan er for farlig til at kunne være en almindelig folkeskole, reagerer kommunen ved at meddele, at Jonathan skal på et behandlingshjem, langt væk fra forældrene.

Men Nino, Mathilde, Hannah og Jonathan, der er mellem ti og 14 år, har alle forskellige behov, og kommunernes tilsyneladende mangel på lydhørhed, kompetencer og ressourcer kombineret med en udbredt spareiver synes at være et næsten endnu større problem end børnenes autisme. Det er hjerteskærende at følge, hvordan børnene bliver stadigt ringere i takt med, at årene går, og deres savn af kammerater og skolegang stiger.

Danmarks stigende antal af børn med autisme, ADHD, ADD og andre beslægtede diagnoser indenfor udviklingsforstyrrelser er givetvis ikke altid en nem opgave at løfte for de danske kommuner. Men kommunerne udgør ifølge programmet ikke megen hjælp, men mestendels benspænd og kæmpe udfordringer for forældrene, og det er en grum virkelighed, som programmerne giver adgang til. For eksempel har et forældrepar klaget fem gange over manglende relevant skoletilbud til deres datter, og fem gange har de også fået ret heri af Den sociale Ankestyrelse. Alligevel har deres kommune hver gang valgt at blæse på Ankestyrelsens afgørelser og bare fortsat den ulovlige administration af serviceloven. Dybt mærkelig, helt urimelig og stærkt påfaldende, at kommunerne sådan helt frit og sanktionsløst kan ignorere Ankestyrelsens domme.

Kommunernes behandling af autister og deres familier bør få politikerne op af stolene, for som det fremgår af programmet, er det ikke kun forældrene, men også lægerne i børnepsykiatrien, som står magtesløse overfor de kommuner, som opviser en ganske forbløffende kreativitet, når det handler om at bruge ressourcer på tidskrævende og ødelæggende kampe med børnenes familier. Programmerne viser med at tydelighed, at der mangler en national systematik i forhold til at hjælpe disse børn, og at nogle kommunerne derfor slipper afsted med at lade deres autistiske børn helt i stikken, når de mest af alt anstrenger sig for at finde de billigste løsninger og dermed ikke løsninger, som er bedst for børnene.

"Vores liv med autisme" er i det hele taget et kæmpe dementi af nogles påstande om, at autisme ikke findes, men blot er et modefænomen. Diagnosen har tydeligvist intet at gøre med modetrends, men er en benhård og ofte lidelsesfuld virkelighed, som mange ramte børn og familier tilsyneladende ensomt må navigere i stort set alene uden hjælp fra det kommunale social- skole- og sundhedsvæsen.

"Vores liv med autisme" kan ses på TV2 Play