| | | | | |
 


Dokumentar om Knud Romer giver barskt indblik i, hvordan det er at blive blind

 
 
 
 
 

DOKUMENTAR: Da forfatteren og samfundsdebattøren Knud Romer i 2018 blev diagnosticeret som 90 procent blind af uhelbredelig grøn stær, måtte han sælge bil og sommerhus. Samtidigt flyttede hans kone gennem 18 år ud af hjemmet med parrets to mindreårige døtre. DR dokumentar har gennem to år fulgt forfatterens første kaotiske år som blind og forladt. Et nådesløst, stærkt og barskt indblik i, hvordan det er at blive blind.

Knud Romer står bag de to store romansuccesser "Den som blinker er bange for døden" og "Kort over Paradis" og er blevet tildelt en lang række litterære priser, blandt andet De Gyldne Laurbær og Weekendavisens Litteraturpris. Han er desuden kendt som en skarp debattør og radiovært, men er i dag helt blind på det ene øje, mens det andet kun pletvist ser nuancer, som vil blegne mere og mere, indtil han på et tidspunkt bliver helt blind.

"Det er summen af et helt livs arbejde. Hvis du bliver blind og skilt samtidig, så er det hele er væk,” erklærer Knud Romer i begyndelsen af DR-dokumentaren "Knud bliver blind", der netop har haft premiere på DRTV og DR1.

Knud Romer var på toppen af sin karriere, da han blev ramt af skilsmisse og sygdom og havde de første år store vanskeligheder med at erkende sine nye livsomstændigheder, fremgår det af DR-dokumentaren, hvori vi seere følger hans desperate livtag med sine nye vilkår og sig selv efter, at han kortvarigt har været indlagt på en psykiatrisk afdeling og nu skal kæmpe sig op fra bunden.

”Jeg længes bare efter at blive ubekymret glad igen,” siger han. 

Den prisbelønnede forfatter er tydeligvist vant til at tage frit fra Livets tag-selv-bord. Og ikke kun når det står dækket med dyr fransk champagne, levende skaldyr, kostbare møbler og hash og hvidvin i stride mængder, men også i det hele taget. Eller som han selv udtrykker det:

”Problemet er jo, at jeg stort set hele mit liv har levet på mine egne præmisser, men i går havde jeg besøg af min datter og ville lave vafler, og jeg bliver fuldstændig fortvivlet til sidst og står i et køkken, hvor jeg har smadret alt. Det er fyldt med dej. Jeg er fyldt med dej. Æggene er smadret, og mælken er brændt på. Og jeg står bare der og tænker, jamen for fanden, kan jeg ikke engang lave vafler længere,” fortæller Romer, der ikke kun har det svært med vafler. Han går konstant ind i ting, bliver let desorienteret og kan ikke helt kan finde ud af, om det overhovedet er besværet værd at leve, når man ikke engang er i stand til at finde hverken sin nytårshummer eller sine egne bukser på grund af den blindhed, der ikke kan kureres, men kun i bedste fald udskydes en smule.

Blandt hans overlevelsesredskaber er at skrive en ny roman i et tempo, som var fanden i hælene på ham og i øvrigt at tjene så mange penge som overhovedet muligt, inden at alt bliver mørkt. Seerne følger ham på jobs, hvor han iklædt bowlerhat, små, runde sorte solbriller, et sort Armani habitsæt og et fra 1970’erne skriggult armbind for blinde med tre sorte prikker spiller karakteren "Den blinde mand":

”Skandale er berømmelsens mor. Hvis du vil have taletid, er du nødt til at gøre noget med et stærkt udtryk,” forklarer han i programmet, hvor man også hører ham kommentere sig selv således:

”Når jeg ser sådan her ud og ligner en tegneseriefigur, så er det ikke for sjov. Eller det er det måske også. Men samtidig kan jeg benægte, at min sygdom findes ved at spille en rolle som blind.”

Knud Romer fik opsigtsvækkende lidt hjælp af den læge, som oprindeligt diagnosticerede hans grønne stær. Et "held og lykke" som blind var, var hvad det kunne blive til, hvilket formentligt ikke har gjort ham meget godt i forhold til at acceptere og forstå sit nye liv.

Men efter benægtelse, forståelig jammer, selvmedlidenhed og famlen rundt i et stigende mørke begynder han at strække hånden ud mod den hjælp, som er tilgængelig, ikke kun for ham, men også for de adskillige andre tusinder af danskere, som i dag er i behandling for grøn stær.

En repræsentant for Dansk Blindesamfund giver ham råt for usødet besked om, at Romer, der afviser at bære det officielle badge for blinde, at bruge blindestok, at lære at bruge en blinde- App og heller ikke vil lære blindskrift skal tage sig sammen og fortæller, at hun finder det skidt for ham selv, men også i den grad stødende og stigmatiserende for andre blinde, at han spiller blind i stedet for at erkende sin sygdom. Selv forklarer han sit rollespil:  

”Sandheden er jo nok, at jeg benægter og flygter, og det er vel også derfor, at jeg skriver hele tiden, for så glemmer jeg, og det er jo det nemmeste. Jeg ser jo dårligere og dårligere, og jeg er hunderæd for, hvornår jeg ikke mere kan præstere. Hvad gør man så? Man kan jo lægge sig i fosterstilling og skrige og tænke på at alt det, man har mistet. Men jeg vil ikke være invalid, jeg vil ikke være handicappet, og så tænker jeg, at så opfinder jeg den blinde mand.  Det kræver stor overvejelse, for jeg er ikke skuespiller, men på sigt kan jeg jo tjene penge på det,” fortæller Romer, der som hyppig foredragsholder også undervejs bliver voldsomt ramt på sine indtægtsmuligheder af corona-pandemien.

Følges loyalt og poetisk

Det er helt ekstraordinært og meget ekstrovert mod, som den sædvanlig vis meget kameraglade, men nu også dybt plagede Knud Romer udviser i programmet i sine forsøg på at finde frem til et for ham trods sygdommen alligevel acceptabelt liv i en alder af næsten 60 år. Og programmets tilrettelæggere følger ham fint, loyalt og uden at udlevere ham unødigt, når han som her inviterer ikke kun dem, men også alle os andre helt ind i sin inderste frygt, rådvildhed og sårbarhed. Knud Romer synes ikke at putte meget under stolen. Hverken når det handler om hans halvnøgne krop i brusebadet, når lejligheden roder med rent og snavset tøj i et kaotisk virvar, eller når han vedstår sin trang til at dulme sig med alt for meget alkohol.

Men når programmet alligevel ikke forekommer som for nærgående, for tæt på og alt for privat, er det dels fordi, holdet bag programmet har valgt en for den slags programmer sjældent poetisk farvesætning og måde at filme og klippe på. Men også fordi Knud Romer åbenlyst fra start til slut har valgt at gå planken ud. Et valg, som signalerer forsøg på en oprigtig ærlighed, som ikke kun han selv leverer, men som også de mennesker, som han har udvalgt til at hjælpe sig, bidrager med.

Resultat er, at man ikke på noget tidspunkt krummer tæer over, hverken hans betroelser, rod, tømmermænd eller for eksempel ret så intime møder med sin psykiater, der i øvrigt heller ikke holder sig tilbage med at give ham nogle humoristiske, men også meget præcise spark over skinnebenet i sine behjertede forsøg på at lande Knud Romer i den nye virkelighed. 

Og lander Knud Romer så med benene nedaf i programmet? Ja, det siger han, at han gør, og at han har det meget bedre. Selv om det fortsat er hårdt at skrive om kap med tiden, så er angsten og mange mørke tanker fordampet– nærmest fra den ene dag til den anden omkring nytåret:

”Jeg synes, jeg har fået det bedre. Og jeg har faktisk også tænkt, at jeg er privilegeret. Jeg kan sove så længe, jeg vil, har min egen pengemaskine ved at sætte mig til computeren, og jeg har et rigt liv med de dejligste venner,” erklærer Knud Romer, der vil bruge en del af sit liv på at oplyse andre menneskesker om vigtigheden i at få tjekket sine øjne, så de ikke, som han gjorde, venter alt for længe med at få en diagnose og hermed misser de behandlinger, som kan betyde, at man ikke nødvendigvist bliver blind af grøn stær.

"Knud bliver blind" giver et nådesløst, stærkt og barskt indblik i, hvordan det er at blive blind, og dokumentarens og Romers budskab om at være opmærksom på sine øjne, er mere end vellykket kommunikeret:

”Jeg prøver at skabe en ny tilværelse for mig selv, og jeg prøver aktivt at gøre noget for, at andre ikke ender i samme situation som mig,” siger den gamle reklamemand Knud Romer, der nu også har kasseret sin forklædning som "Den blinde mand".

Dokumentaren ’Knud bliver blind’ kan ses på DRTV