DR-dokumentar om særligt sårbare børn under corona griber om hjertet

DOKUMENTAR: For nogle mennesker er anstrengelserne for at undgå corona-virus en daglig og benhård kamp. Det viser den nye dokumentarfilm I skjul for corona, der har fokus på børn og unge med alvorlige sygdomme.

At leve under en pandemi er ikke så lidt af en udfordring, men at møde alvorligt syge børn, der lider under af at være afskåret fra ikke blot andre børn, men også fra stort set alt socialt samvær med omverdenen, som man gør i DR’s nye dokumentarfilm, sætter mange brokkerier i perspektiv – uanset hvor forståelig al denne beklagen kan være, for det er jo svært for os alle at finde de rigtige stier fremad i en tid som denne.

Men for dokumentarens medvirkende, syge og derfor sårbare børn og deres familier, er covid-19 en helt særlig sundhedstrussel, for børnene risikerer i høj grad at dø, hvis de bliver smittede på grund af, hvad vi mere og mere og i en nærmest lidt nedværdigende tone betegner som ’deres underliggende sygdomme’. Udfra devisen: 'Tjah, hvad kunne man forvente andet, de var jo døde alligevel. så...' Men vi skal jo alle dø, det er timingen, som det hele handler om, og det gør det også for disse børn og deres familier, som derfor er gået i skjul for corona.

I programmet følger man Maise på 10 år med muskelsvind, Julius på 15 år med cystisk fibrose og Rasmus i start 20’erne med muskelsvind, der alle tre siden marts måned har været tvungne til det meste af tiden at leve i isolation for ikke at blive ramte. Hver dag er en kamp for at undgå smitte, og alle tre savner knus, kram og samvær med venner og familiemedlemmer. Og det samme gør deres familier, som også hele tiden er nødt til at tænke på, hvordan de selv kan undgå at blive smittede for ikke at risikere at bringe smitten videre til deres ekstra sårbare pårørende.

For Rasmus, som bor på kollegie og er afhængig af hjælp til sin personlige pleje, er hjælperne som potentielle smittebærere en kilde til bekymring, men endnu større er hans nervøsitet for, at de skal blive syge, for hvad skal han så gøre? Og hvis han selv bliver syg,  vil han så få ringere og mere begrænset hospitalshjælp, fordi nogle læger måske vil tænke, at hans liv i kørestol og afhængighed af hjælpere ikke er tilstrækkeligt værdigt til at redde? En kynisk måde at anskue hans liv på, mener Rasmus.

At én af Rasmus’ venner, som også tilhørte en risikogruppe, er død af corona, gør naturligvis ikke hans ensomme tanker om nutid og fremtid i hans tomme kollegielejlighed mindre urolige. At se hans velreflekterede, afmægtige bekymringer for at andre mennesker skal smitte ham, selv om han selv for at overleve pandemien ofrer hele sit sociale liv, sin mentale råstyrke, og at ensomheden gør, at ’dagene falder sammen for ham’, skærer i hjertet.

Også for ti-årige Maise og hendes familie, der lige siden pandemiens start har forsøgt at skærme Maise så godt som overhovedet muligt for smitte, er isolationen en tung opgave at bære. Hendes tvillingebror, Pelle, er nødt til at følge Maise i isolation og oplever således også store afsavn ved at afskære sig fra sine kammerater for ikke at risikere at komme til at smitte hende. Og deres storebror, Lucas, som er ved at tage studentereksamen flytter ud af familiens isolation og hjem til en kammerat for at få lidt luft og frihed til samvær med sine jævnaldrende. Ligesom også forældrene giver køb på at have et socialt liv. 

Og da Danmark starter en langsom genåbning, bliver det i stigende grad svært for børnene at leve så isolerede. I begyndelsen var lockdown et fælles vilkår, men nu oplever de for alvor, at de er udenfor ved ikke mere at kunne være en del af kammeraternes hverdage i skolen og i fritiden. For kammeraterne ruller livet i et eller andet omfang videre som før. Oplevelser der gør dem så ulykkelige, triste og desperate, at forældrene føler sig tvungne til at opfinde kompromisser i form af for eksempel et besøg på skolen i halvanden time. Alt sammen for at undgå, at børnene bryder helt sammen af angst for at glide ud af skolens sociale og faglige fællesskaber, men også forfærdelige dilemmaer at skulle håndtere for både forældrene og børnene, der alle er smerteligt klare over, at de stikker hovederne i løvens gab hver gang, at de af nød sænker sikkerhedsbarren overfor corona. Ikke engang den robot, som Maise får, og gennem hvilken, at hun kan interagere med sin klasse, kan erstatte det kammeratlige samvær og fjerne hendes angst for, at de glemmer hende helt.

Også for Julius, som levede fem måneder i isolation, inden at hans forældre besluttede, at han må begynde på sin HTX med fysisk fremmøde efter sommerferien, er pandemien en rejse i dilemmaer og frygt. Hvor Julius, som ikke har megen lungekapacitet tilbage, i begyndelsen led i stoisk ensomhed, er livet nu i høj grad en navigeren mellem mennesker, som ikke holder afstand. Han skal hele tiden skal overveje, hvor han kan gå og opholde sig i forhold til andre mennesker for at undgå den smitte, som kan tage livet af ham, samtidigt med, at han som alle andre mennesker også har brug for nærhed og samvær.

Har man ikke - som både børn og forældre i denne dokumentar alle siger, at vi ikke har - forstået, hvorfor, at man pinedød skal respektere afstandsreglerne i for eksempel supermarkedet, ja så har man ingen undskyldning herfor efter at have set denne dokumentar. Man kan jo ikke altid se på andre, om de tilhører de særligt sårbare eller er nærmeste pårørende, når man puster dem ind i hovedet eller bare kommer for tæt på. Og mon ikke at vi trænger til at få genopfrisket vores viden om, at der er mennesker ude i samfundet, som har en helt særlig dramatisk øget risiko. Mennesker for hvem, at ens egen glemsomhed, travlhed eller såkaldt coronatræthed kan betyde døden, alt imens at vi haster videre uden nogensinde at blive vidende om, hvad vores manglende tagen hensyn har kostet af tabte liv og knuste familier.

I Danmark lever der flere end 200.000 særligt sårbare overfor corona, og det er da også især dem, der dør i disse dage på hospitalerne. Filmens opfordring er, at vi skal respektere de særligt sårbare og deres pårørendes mange ofre i deres forsøg på at overleve samt støtte op ved at holde afstand og tage hensyn. Et budskab, som bliver fortalt ualmindeligt effektivt, aldeles relevant og meget menneskeligt uden de store armbevægelser og melodramatiske kneb.

'Go' gammeldags Tv-dokumentar af bedste skuffe.