| | | | | |
 


Ledere i sundhedsvæsenet skal tvinges til at se TV-dokumentar

 
 
 
 
 

STREAMING: Hospitals-djøffere og sundhedsvæsnets ledere bør inden en ny sundhedsreform tvangsindlægges til at se ny, fabelagtig god dokumentarserie, Lenox Hill (på Netflix), om, hvordan rigtige rammer skaber engagerede, tilfredse læger og patienter i centrum.

Imens kan vi andre fulde af beundring binge-watche serien i håb om, at nogle af seriens pointer bliver input til reformen.

Respekt og tillid har altid været og er fortsat krumtappen i et godt læge-patientforhold. Patienten er nødt til at have tillid til lægen, som besidder faglig viden og adgang til behandlinger, og læger har brug for, at patienter deler egen viden om krop, symptomer og livssituation, for tillid parterne imellem skaber bedre behandlingsforløb og overlevelse.

Men abrupte og produktionsfikserede behandlingsforløb, hvor de samme patienter og lægers spor sjældent krydses selv ved alvorlig sygdom, har undermineret det rum, hvori tilliden kan udfoldes. Med dokumenterbare fejlbehæftede behandlinger og udbrændte læger til følge.

Patientansvarlig læge sat i system

I Netflix' nye medicinske dokumentarserie Lenox Hill møder seerne den patientansvarlige læge sat i system og følger især fire læger og deres patienter på hospitalet af samme navn, Lenox Hill. Hospitalet, der har 450 senge til en bred vifte af patienter indenfor intern medicin, hjerte-kar-, ortopædkirurgi, neurologi, neurokirurgi, hoved- og halskirurgi, og gynækologi og obstetrik, har eksisteret siden 1857 på Manhattans Upper East Side og modtager hvert år priser for fremragende og innovativ pleje af deres patienter med og uden forsikring.

De fire læger er skadestuelægen Mirtha Macri, den kommende speciallæge i obstetrik og gynækologi Amanda Little-Richardson, neurokirurg og cheflægen David Langer samt neurokirurg John Boockvar. Programmerne følger lægernes professionelle arbejde i front, deres navigeringer mellem vanskelige operationer, medicinske behandlinger og forsøg, svære samtaler med patienter og endeligt egne privatliv.

Dokumentarserien, som er i otte afsnit, er filmet fra april 2018 til november 2019, lige inden coronavirus-udbruddet, og adskiller sig fra de kendte læge-serier som for eksempel Skadestuen, Grey’s Anatomy og Doktor House ved at vise den skinbarlige virkeligheds medicinske dramaer for såvel patienter som for læger på godt og ondt. Her er ikke opfundet urealistiske medicinske problemstillinger, fiktive behandlings shortcuts og personlige soap-agtige primetime dramaer. 

Men det gør ikke programmerne mindre dramatiske, følelsestætte og vedkommende - tværtimod. Og programmerne og deres medvirkende læger,  patienter og pårørende demonstrerer således endnu engang, at virkeligheden ofte overgår fiktion og fantasi. Faktisk har fiktionens lægeserier en del at lære fra denne sjældent fremragende dokumentarserie – som for eksempel, at det også giver noget på den emotionelle underholdningskonto at sætte patienterne mere i centrum. 

Forsøg går galt

Og patienterne er i centrum på Lenox Hill. Uanset om det er på skadestuen, hvor Mirtha Macri modtager ikke kun alvorligt syge, men også alt fra hjemløse, der mangler en seng, til narkomaner og psykisk syge mennesker, og hvorfra ingen sendes bort uden, at hun har iværksat en bro til de næste fagpersoner, som skal hjælpe patienten videre. Eller om det er på fødeafdelingen, hvor alle familiemedlemmer er velkomne rundt om fødselsbriksen, eller om vi er på den neurokirurgiske afdeling, hvor de patientansvarlige læger selv tager hånd om de enkelte patienter samt pårørende før, under og efter de ofte for alle parter meget belastende operationer og medicinske behandlinger.

Ligesom lægerne og deres patienter er tætte på hinanden på hospitalet, har filmholdet også været tæt på begivenhederne, hvorfra der ikke stikkes meget - hvis noget overhovedet- under bordet for seerne, som følger successer og fiaskoer som fluer på væggen. Som for eksempel da den ambitiøse neurokirug Boockvar indrullerer en ung kvinde med glioblastoma i et medicinsk forsøg med anvendelse af bakterier. Forsøget mislykkes, bakterien æder en stor del af kvindens hjerne, og hun dør kort efter og før tid. Inden da har seerne mødt den kønne og sympatiske kvinde flere gange og hørt hende blive overtalt til forsøget. Men kameraet er også med, når den chokerede Boockvar ser bakteriens hærgen på scanningen, når han fortæller hende, hvad der er sket, og da en ulykkelig sygeplejerske beklager sig til ham: ”Jeg kan ikke holde det ud. Hun døde tidligere, end hvis hun bare havde fået Avastin!”

"Ja, men vi har også pligt til at forske,” svarer han og kigger tungt og afmægtigt ind i den computerskærm, som seriens læger ellers kun så sjældent opholder sig bag, eftersom de er ude og omkring patienterne i hospitalernes behandlings- og opholdsrum - eller på telefonen med patienter og pårørende for lige at høre, hvordan det går.

Og dette mod til åbenhed og gennemsigtighed i beslutninger og kommunikation omkring patienters behandlingsforløb gennemsyrer hele serien, som derfor i modsætning til de fiktive læge-serier forbliver usentimental, ægte og oprigtig.

Og jo, lægerne er stressede, og jo, ting går galt, og jo, hospitaler er også økonomi- og ressourcestyring, hvilket der bestemt heller ikke lægges skjul på. Men det er altså sammen til at forstå og acceptere for de ansatte, de syge og deres pårørende, når det fejlslagne finder sted på trods af udvist engagement, ærlighed og åbenhed og den humane medmenneskelighed, som følger heraf, så man kan lufte, fejre og begræde både sejre og nederlag sammen.

Og jo lægerne bliver formentligt mere kede af det, når ting ikke lykkes i kraft af deres store kendskab til patienterne og deres pårørende, for som én af lægerne siger på et tidspunkt: ”De er jo som familie”.

Cheflæge: Lenox Hill kan inspirere unge

Men lægerne på Lenox Hill er tilsyneladende alligevel ikke i nærheden af noget, der blot minder om burn-out trods de også massive arbejdsbyrder og skiftende arbejdstider under stress, og når de ikke er på sammenbruddets rand, som så mange andre læger i dagens globale sundhedsvæsner, så handler det tydeligvist om ledelse. Hospitalets primære leder, cheflægen David Langer, støttet af hospitalets administrator, har nemlig struktureret sit hospital sådan, at læger også i praksis og ikke kun ved skåltaler har mulighed for at udøve hospitalets styrende værdier i form af bedst mulig indsats døgnet rundt og uanset diagnose ved, at de hver især har hovedansvar for enkelte patienter. Ledelsen på Lenox Hill walks the talk, og hospitalet er således blev attraktivt for læger fra USA’s mest prestigegivende hospitaler på grund af ledelsens særlige rammer for udfoldelse af lægers arbejde med patienter.

Cheflæge Langer er da heller ikke ubevidst om, at hans rammer giver tillids- og respektfulde patienter og i sidste ende dermed også plads til de mere heroiske aspekter af lægers arbejde. Og om hvorfor han tillod et filmhold adgang til hospitalet, forklarer han, at Lenox Hill måske kunne blive et inspirerende alternativ til de sociale mediers influencere.

”Det er meget svært at virkelig skildre, hvordan en sygeplejerske er, eller hvordan det er at være kirurg eller læge,” siger han og fortsætter:

”Så når jeg tænker på muligheden for virkelig at bidrage meningsfuldt til etablering af rollemodeller for Amerikas unge i disse tider og på tværs af alle racer og køn, så jeg en utrolig mulighed for at gøre det med Lenox Hill. Uanset om det handler om at blive læge, sygeplejerske eller en sundhedsadministrator, har vi brug for, at nogle af vores bedste og lyseste hoveder bliver ved at skubbe på sig selv og vælger disse job.”

At seriens tilrettelæggere og Langer i marts besluttede at lave et ekstra bonusprogram om de første dage under udbruddet af COVID-19 i New York, som ligger uannonceret i slutningen af serien, understreger den heroiske indsats, som blev udført på Lenox Hill under pandemiens første måneder, og som fortsat udføres på mange hospitaler verden over. Voldsomme oplevelser, som Langer siger, at han og hans team lærte meget af, og som vi andre også kan lære af ved få lov til at kigge med ind bag murene, hvor alt i disse dage var angst, kaos og død for især patienterne, men også for personalet.