Preisler forsvarer retten til dødshjælp, men overser etiske dilemmaer

BØGER: I sin vigtige, men missionerende debatbog ´Mæt af dage´, argumenterer forfatter og dokumentarfilmproducent Ebbe Preisler stærkt for menneskets ret til frit selv at kunne bestemme, hvornår livet ikke længere er værd at leve. Ebbe Preisler berører dog kun delvist de mange spørgsmål, der bør indgå i debatten om aktiv dødshjælp.

Da forfatter og dokumentarfilmproducent Ebbe Preisler i december 2023 gav sin igennem mange år uhelbredeligt syge hustru Mariann og sig selv en overdosis metadon, fik hun fred, mens han, der selv lider af blandt andet prostatakræft og KOL, blev genoplivet, varetægtsfængslet og stillet for retten, anklaget for hustrudrab:

”Mariann og jeg var sammen næsten hver dag i 55 år. Vi mødte hinanden, da vi var 25 år, og da vi var henholdsvis 80 år og 81 år, var vi mætte af dage. Mariann ødelagt af Parkinsons og jeg dødtræt af denne mishandlede og forkælede verden. Vi gik i døden sammen, men jeg blev fundet af redningspersonale, der ikke måtte lade mig dø, og kan derfor fortælle vores historie,” fortæller Ebbe Preisler. Han beskriver herefter ægteparrets fælles livsberetning frem til anden juledag 2023, hvor Mariann angiveligt bad om at dø, og hvor han hjalp hende hertil:

”Anden juledag kom jeg som sædvanligt halv elleve. Mariann sad i sin komfortstol og græd. Jeg satte min taske og skyndte mig hen i stolen ved siden af hende. Mariann græd meget sjældent, så det gjorde indtryk. Jeg kyssede hende og tog hendes hånd. 

“Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere,” græd hun. 

“Er det i dag, vi gør det?” spurgte jeg hende. 

“Ja,” græd hun. 

“Er det i dag, du gerne vil dø?” spurgte jeg. 

“Ja,” sagde hun stadig grådkvalt. 

“Jeg finder ud af det,” sagde jeg.

Længere var samtalen ikke. Vi vidste begge, hvad vi talte om,” skriver Preisler om denne samtale, som retten skal vurdere i forhold til, om samtalen overhovedet kan opfattes som Marianns bøn om hjælp og samtykke til et assisteret selvmord.

Et kærligt og meningsfyldt liv sammen

Ebbe Preislers beskrivelse af sit ægteskab og familieliv med to børn er en rørende og for mange givetvis også misundelsesværdig fortælling om to livskraftige, kreative, sociale og i bund og grund glade mennesker, der syntes skabt for hinanden i medgang og modgang i deres vellykkede forsøg på at skabe et kærligt og for dem begge meningsfyldt liv. Men også et liv, som de nu ønskede skulle slutte, hvor sygdom, alderdom og for hans vedkommende også angst for at blive efterladt alene begyndte at fylde for meget:

”Jeg følte mig terminal, da jeg sund og rask lagde mig til at dø den 27. december 2023. Jeg havde ganske enkelt fået nok. Jeg var mæt af dage og havde ikke mere appetit. Blandt andet fordi menneskeheden – hvoraf hver ottende er svært overvægtig – er alt for godt i gang med at smadre vores klode med vores grådighed og vores stupide krige. Og jeg fandt en måde, hvor jeg ikke behøvede at drukne mig eller springe ud foran et tog – med varige traumer for den stakkels togfører og andre tilskuere,” forklarer Ebbe Preisler.

Portræt af en 68’ generation

Ebbe Preislers beskrivelser af sit og Marianns fælles liv vil af nogle læsere kunne opleves som for detaljeret, for privat og for langsommeligt. Og tempoet er da også indimellem noget trægt og ikke altid lige umiddelbart alment interessant.

Men der er grund til at være tålmodig, for Preislers beretning bliver således også et grundigt portræt af en 68’ generation. Det vil ikke være overdrevet at betegne  Ebbe Preisler som en typisk 68’er, for hans og Marianns værdier, engagementer og livsstil gennem mere end 50 år lever til fulde op til de erklærede idealer og holdninger, som karakteriserer netop denne generation. Og dermed kommer ægteparrets fyldige livshistorie til at gøre bogen til et særligt interessant indlæg i debatten om aktiv dødshjælp. Ikke kun fordi aktiv dødshjælp i høj grad handler om rettigheder eller mangel på rettigheder for netop denne generation, når livet er ved at rinde ud, men også på grund af Preislers måde at diskutere aktiv dødshjælp på.

Ebbe Preislers argumenter flugter nemlig helt tydeligt 60’er generationens kulturelle kamp for personlig frihed, individualisme, autonomi, når han som her argumenterer for retten til at vælge sin egen død og undgå unødvendig lidelse og således udfordrer de traditionelle opfattelser af liv, død, samfundets kontrol over individet og de etablerede autoriteter og normer.

Fremstilling af, hvordan det er blive gammel

Men Ebbe Preislers bog er også en tankevækkende fremstilling af, hvor ensomt, meningsløst og utrygt, det kan opleves at være gammel og i et samfundsmæssigt perspektiv overflødig. Så hårdt, så uværdigt og ofte så sygdomsplaget, at han gør sig til talsmand for, at man allerede, når man fylder 80 år, bør have ret til hjælp til at dø. En tankegang, som bør mane til eftertanke i et samfundssystem, som fortsat kalder sig for et velfærdssamfund, men også en tankegang, som nok også er ganske illustrativ for den nye generation af gamle og deres større krav til tilværelsen.

Hvem skal skal hjælpe folk til at dø?

Så selv om Preisler i sin anden halvdel af bogen, som primært omhandler de stående aktuelle debatter om aktiv dødshjælp, gør sig bestræbelser på at gøre rede for sine modstanderes meninger, så er det alligevel som om, at han fortsætter 68’generationens tendens til for ofte at kaste barnet ud med badevandet.

For hvem er det lige, der i selvbestemmelsens hellige navn skal stå for at tage livet af de måske syge og forpinte? Eller måske også raske, men mætte af dage? Eller bare utilfredse mennesker? Og hvad er de sociale, sundhedspolitiske, etiske, samfundsmæssige og menneskelige omkostningerne herfor?

Ebbe Preisler mener, at disse forbehold kan løses praktisk og legalt ved hjælp af procedurer og regler. En tiltro til lovgivning, som i bedste fald forekommer noget naivt og postuleret. Ikke mindst fra en ellers samfundsrevsende 68’er.

Men endnu mere betænkeligt er, at Preisler helt undlader at forholde sig til, hvad det monstro gør ved et samfund, hvis det giver slip på opfattelsen af livet som ukrænkeligt, og noget som det er en ubetinget pligt at værne om, da dette er en kollektiv værdi, som samfundet bygger på – uanset alder, sygdom eller tilstand? Og når han gentagne gange i bogen hævder, at vi i Danmark har en pligt til at leve, så er det decideret forkert, og han blander det sammen med pligten til at værne om andres liv.

Preisler mener desuden, at den, der ønsker at afslutte sit liv, bør have hjælp fra en professionel. Typisk en frivillig læge eller en anden kvalificeret sundhedsperson, som således skal vælge at handle mod sit lægeløfte. 

Men at der i virkelighedens verden kan opstå tilfælde, hvor sundhedspersonalet i et ressourcesvagt og travlt sundhedsvæsen vil føle sig eller helt konkret vil blive presset til at udføre dødshjælp, selv om de ikke ønsker at medvirke til at afslutte et menneskes liv, forholder han sig ikke til. Ligesom han heller ikke forholder sig til, om hvorvidt det, at man som læge gentagne gange – frivilligt eller tvunget af omstændigheder- udfører dødshjælp, kan føre til udbrændthed, afstumpning og mindre omsorg og empati for andre patienter, når varetagelse af liv ikke mere er en ufravigelig pligt, men noget relativt.

At assistere et andet menneskes selvmord på grund af sygdom og lidelse kan uanset de gode og empatiske intentioner nemlig være en tung byrde at bære og have en række alvorlige negative konsekvenser som for eksempel psykisk stress, skyldfølelse, angst, skyld og skam og svære eksistentielle overvejelser. Heller ikke dette hører vi noget om

Stærkt indlæg

Men uanset de mindre og større forbehold man således kan have overfor Ebbe Preislers argumenter, så er ´Mæt af dage´et stærkt og vedkommende indlæg til støtte for retten til at kunne komme herfra i de tilfælde, hvor livet er for smerteligt sygdomsplaget og sundhedsvæsnets primære indsats er at forlænge pinen ud over det ønskelige.

At der er for lidt kvalificeret og effektiv palliation i det danske sundhedsvæsen er der nemlig mange gode grunde  til at reflektere over, og Ebbe Preisler og hans forlag bidrager med ganske missionerende, men ellers nøgternt og udramatiske formulerede bog, med et yderst læseværdigt indspark til de nuværende og kommende debatter om mulige udvidelser af retten til aktiv dødshjælp. 

Ebbe Preisler blev løsladt af Østre Landsret den 12. januar 2024 efter godt to ugers varetægtsfængsling og er fortsat sigtet for drabet på sin hustru og står nu foran en kommende rettergang.

´Mæt af dage - en fortælling om livsfylde. Har vi pligt til at leve til den bitre ende´ er udkommet på Gyldendals forlag og koster 254,95 kroner hos Saxo.com