Skip to main content

Ny bog om Doktor Hansens trængsler i almen praksis er visionær, vigtig og veldrejet 

 
 
 
 
 

BØGER: Lægerne Andreas Pihl og Michael Hejmadi påviser i endnu en ferm og underholdende bog om Doktor Hansen, hvorfor almen praksis har akut behov for indførelse af nye teknologiske løsninger. 

Hvis ikke almen praksis og resten af sundhedsvæsenet skal blive løbet over ende af en hastigt voksende, aldrende og behandlingskrævende befolkning, så haster det med ny teknologi. Den nuværende situation udfordrer allerede systemets kapacitet, og tiden til patienterne drukner i dokumentation og dårlige IT-systemer. Ny teknologi kan redde både patienter og almen praksis fra sammenbrud.

Så klart er budskabet i Andreas Pihl og Michael Hejmadis nye bog, "Doktor Hansens nye praksis." I bogen møder vi Ove Sprogøes legendariske læge fra Matador, gamle Doktor Hansens nutidige og moderne modstykke, Doktor Louise Hansen, og hendes patienter. De illustrerer hver især, hvor mange af hendes arbejdsopgaver i klinikken som er helt meningsløse. Og ikke mindst hører vi, hvad man kan gøre for, at fremtidens Louise Hansen slipper af med disse ikke kun meningsløse, men i den grad også tidskrævende opgaver.

”Det, vi skal gøre nu, vil blive afgørende for vores evne til fortsat at kunne levere verdensklasse-behandlingen og sundheden til danskerne. Hvis vi skal kunne følge med det stigende antal danskere, der lever med kroniske sygdomme, er vi nødt til at kunne behandle bedre, hurtigere, billigere og med færre varme hænder, end vi gør i dag. Men som praktiserende læger vil vi samtidig insistere på plads til empati, menneskelighed, varme og omsorg til de mennesker, der har allermest brug for en hjælpende hånd, når sygdom gør livet svært. Det lyder umiddelbart som en umulig opgave, og vi kommer ikke udenom at skulle lave langt flere og hårdere prioriteringer af vores opgaver, end vi gør i dag. Vi er imidlertid også overbevist om, at en velovervejet brug af teknologi og ikke mindst kunstig intelligens vil kunne løfte og bære os en del af vejen i mål,” siger Andreas Pihl og Michael Hejmadi.
 
´Doktor Hansens nye praksis´ er de to lægers opfølger på deres første bog ´Doktor Hansen har set sin sidste patient´, hvori Andreas Pihl og Michael Hejmadi ikke lagde fingrene imellem i deres beske og nådesløst humoristiske kritik af et dumt og forældet sundhedsvæsen, som hverken behandler sine ansatte eller sine patienter empatisk, intelligent eller hensynsfuldt.
 
Men hvor ´Doktor Hansen har set sin sidste patient´ i høj grad handlede om teknologi, der gør det muligt at flytte patienter fra dyre hospitalssenge og hjem i eget soveværelse, om puls-ure, der kan fortælle, om man har feber eller for højt blodtryk, eller om huse, der opsnapper beboernes symptomer på influenza eller corona, så bevæger Pihl og Hejmadi sig denne gang også op på den lidt større klinge i kraft af blandt andet de helt særlige muligheder for lægevidenskaben og almen praksis, som forfatterparret ser i den kunstige intelligens fremmarch.
 
Muligheder, som de frygter, at det danske sundhedsvæsen taber på gulvet på trods af, at netop det danske sundhedsvæsen ifølge deres vurderinger har særligt gode chancer for at udnytte disse på måder, der vil kunne giver lægerne mere tid til patienterne frem for at spilde den på computernes taster:
 
”Danmark er blandt verdens mest digitaliserede lande, og selv om vi har masser af udfordringer med elektroniske patientjournaler, IT-systemer, der kokser og frustrerede 9 dobbeltklik ved skærmen, så har vi også et i international sammenhæng exceptionelt sammenhængende sundhedsvæsen, hvor vi allerede i dag er i stand til at dele data på tværs af sektorer og faggrupper. Vi har masser af sundhedsdata af virkelig god kvalitet, og vi har desuden en befolkning, der, for de flestes vedkommende, bevæger sig hjemmevant i den digitale verden,” skriver de og fortsætter:
 
”Tilsammen betyder det, at vi i Danmark har gode muligheder for at udnytte den eksponentielt voksende analysekraft inden for kunstig intelligens. Hvis vi formår at anvende den store mængde af data, som i dag indsamles om alle danskere, vil det betyde arbejdsbesparelser, forbedring af eksisterende behandling og nye muligheder for, at borgeren selv vil kunne håndtere sygdom med mindre assistance fra det traditionelle sundhedsvæsen. Det vil samtidig skærpe vores evne til at prioritere fysiske og menneskelige ressourcer i sundhedsvæsenet og måske vigtigst af alt – give tid og plads til den personlige kontakt mellem behandler og patient, som lige nu er under pres i et system på speed.”
 
Pihl og Hejmadi er i deres nye bog om fremtidens Louise Hansen mindre beske og sarkastiske i deres kritik af et sundhedsvæsen som de fortsat mener er verdens bedste, om end tæt på kollaps:

”Det er et sundhedsvæsen med kronisk mangel på personale, hvor de ansatte løber alt, alt for stærkt, hvor implementeringen af nye IT-systemer tilsyneladende er sværere at gennemskue end at lande et rumskib, og der går skimmelsvamp i de nybyggede superhospitaler, længe før den første patient er blevet kørt ind på enestuen med eget bad og toilet,” lyder det fra forfatterne.

De har især har skruet ned for den tidligere meget direkte kritik af Lægeforeningen, regionerne og Sundhedsstyrelsen, som alle blev hånet for at være helt uden gode bud på eller en strategi for, hvordan man bringer bringer sygehuse, lægehuse, plejehjem og særligt borgernes eget hjem ind i det 21. århundrede på en måde, så teknologierne kommer i spil i overensstemmelse med danske værdier og etik.
 
Men den lidt mindre iltre og hvasse pen i ´Doktor Hansens nye praksis´ betyder dog ikke, at Pihl og Hejmadi helt har mistet deres kritiske tilgang til systemet, slet ikke. Og mange praktiserende læger vil givetvis kunne spejle sig i de mange konkret beskrevne absurditeter, selvmodsigelser og tidsrøvere. Ligesom patienter her endelig får mulighed for at forstå baggrunden for nogle af de besynderligheder, som de kan blive konfronteret med, når de opsøger egen læge. Eksempelvis hvorfor det kan tage uger at få en tid, eller hvorfor man som patient kan få besked om at bestille en ny tid, hvis man under en konsultation formaster sig til at tale ikke kun om én lidelse, men om to forskellige.  
 
Humoren og viljen til at gå nye veje er heldigvis også fuldt ud intakt hos Pihl og Hejmadi, der blandt andet gør sig til talsmænd for, at den kunstige intelligens og de nye teknologier skal bruges til at til at løfte opgaver væk fra lægen og over på patienten selv:



”Hvad hvis vi bad fremtidens patient om selv at undersøge sin urin for bakterier, pode for halsbetændelse, måle blodtryk, hjerterytme og iltning af blodet? Ville det betyde dårligere behandling? Nej, tværtimod. 

Smartphones, apps, puls-ure og kunstig intelligens er fremtidens nyttige værktøjer i lægetasken – og de kan forbedre behandlingen, befolkningssundheden og lægens arbejdsvilkår,” mener Andreas Pihl og Michael Hejmadi. De to har mange konkrete og seriøse bud på, hvordan disse ting vil kunne revolutionere livet for patienter og læger i almen praksis ved at blive gennemført i en virkelighed, som enten er begyndt eller venter lige rundt om hjørnet.

Men selv om Pihl og Hejmadi således endnu en gang slår et slag for yderligere digitalisering og teknologificering af patienters hverdag og lægers arbejde i almen praksis, har de alligevel et skarpt etisk og socialt øje for de potentielle fælder og risici, der vil kunne være forbundne hermed. Ikke mindst hvis de nye teknologier, algoritmer og sensorer indføres uden omtanke og kvalitetskontrol, og uden de fornyelser af blandt andet kultur, arbejdsgange og incitamentsstrukturer, som er nødvendige for, at patienterne for eksempel ikke risikerer at stå alene tilbage med alt for store ansvar.

´Doktor Hansens nye praksis´ er et veloplagt, inspirerende og letfordøjeligt kig ind i en verden, som de færreste af os kender, selv om vi typisk ofte er i kontakt med den. Det er tydeligt at mærke, at Pihl og Hejmadi henholdsvis har haft og stadig har deres liv i almen praksis. Deres kritik er vigtig og bør ikke underkendes, for de kender klinikken og alle dens fortrædeligheder indefra, og de brænder tydeligvis for at styrke den for ansatte, patienter, sundhedsvæsenet og samfundet i øvrigt. 

Bogen er ikke kun nem at læse, den er også nem at give de varmeste anbefalinger. Både for sundhedsprofessionelle og for patienter, der her får nogle af klinikkens værste tosserier sat på plads samtidigt med, at man som læser beriges med masser af forslag til forbedringer.

Andreas Pihl og Michael Hejmadi: Doktor Hansens nye praksis er udgivet af forlaget Grønningen1 og koster 199,95 kroner

  • Oprettet den .