Skip to main content

Journalist og forfatter Lotte Kaa Andersen gør op med tabuiseringen af overgangsalderen i sin nye bog ´Mit hemmelige liv´, som er særdeles vellykket. Foto: Politikens Forlag

Tårer og vrede drypper ned af siderne i ny bog om overgangsalderen

 
 
 
 
 

BØGER: Med bogen 'Mit hemmelige liv' forsøger journalist Lotte Kaa Andersen at afdække de mange former for tab, besværligheder og usynliggørelser, som kvinder i overgangsalder kan opleve. Men heldigvis har hun også et godt øje for de positive muligheder og livsforandringer, som også kan følge med den ellers alt for ofte latterliggjorte menopause.

Den kvindelige menopause rammer halvdelen af jordens befolkning, men alligevel ved forskningen ikke meget om, hvad det er, der sker for kvinder, når de i typisk 45-55-års alderen går ind i den forhadte, tabubelagte og for nogle kvinders vedkommende ligefrem hemmeligholdte overgangsalder.

Journalist og forfatter Lotte Kaa Andersen holdt også selv sin hemmelig, da hun som 52-årig oplevede, at hendes menopause pludseligt kom buldrende med hedeture, vågne nætter og en følelse af at være uden for sig selv. Det skete lige i de dage i marts 2020, hvor Danmark lukkede ned på grund af coronavirusset. Og det er denne fortielse og tabuisering, som hun ganske vellykket forsøger at tale om og gøre op med i sin nye bog ´Mit hemmelige liv´, hvori læseren følge hendes rejse i menopausens både befriende og dystre landskaber, hvor tårer, vrede, afmagt, fortrydelse, hedeture, ledsmerter, tørre slimhinder, træthed, dårlig eller stort set ingen søvn, tågehjerne, humørsvingninger og nogle gange depression kan stå på i flere år.

”Overgangsalderen er desværre ikke et forskningsområde, der har høj status, som for eksempel forskning i kræft. Og det selv om så mange kvinder bliver ramt. Vi har brug for mere viden. Der er gennem årene lavet rigtig mange studier om hormonbehandling i overgangsalderen, men vi har også brug for at få belyst, hvilke konsekvenser ubehandlet, svær overgangsalder har. Vi mangler for eksempel studier, der belyser, hvilke helbredsmæssige konsekvenser det har at få forstyrret sin søvn hver nat af hedestigninger og svedeture. Der er heller ikke mange studier eller opgørelser over, hvad svær overgangsalder betyder for arbejdsliv, sygemeldinger, livskvalitet, trivsel, både for samfundet og for den enkelte kvinde. Det ville helt sikkert være gavnligt at investere i den form for viden,” lyder det i bogen, hvori vi følger ikke kun Lotte Kaa Andersens refleksioner og fire år lange fysiske og mentale op- og nedture i menopausens favn, men også hører om erfaringer fra andre kvinder, som Lotte Kaa Andersen har interviewet.

Blandt de kvinder, som Lotte Kaa Andersen har talt med, er foruden en enkelt mand, nemlig mandeforsker Svend Aage Madsen, blandt andre professor og gynækolog Anette Tønnes Pedersen, influencer og foredragsholder Signe Wenneberg, forfatter Iben Mondrup, astrofysiker Anja C. Andersen, fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, forfatter Anna Skyggebjerg, hjerneforsker Vibe Gedsø Frøkjær og journalist Annegrethe Felter Rasmussen, der alle fortæller om deres egne personlige, men for fleres  vedkommende også suppleret med faglige erfaringer.

Om den fortiede menopause skriver Lotte Kaa Andersen for eksempel selv:

”Hvorfor er der så megen uvidenhed og så lidt faktuel formidling? Hvorfor ved vi ikke mere om, hvad der sker med os, og hvad vi kan forvente, hvorfor er der ikke mere forskning og formidling i kvinders overgangsalder? Vi kan indoperere grisehjerter i mennesker og sende biler til Mars, men den tilstand, der rammer halvdelen af os midt i livet, er underbelyst. Er det, som den amerikanske komiker Amy Schumer siger, fordi videnskaben ikke har set nogen grund til at studere overgangsalderen i dybden, fordi den kun påvirker kvinder? Er det, fordi ældre kvinder rangerer nederst i det menneskelige hierarki?”

Flere på banen

Lotte Kaa Andersen er ikke den første forfatter, der i løbet af de seneste år har forsøgt at skabe mere åbenhed omkring kvinders overgangsalder. Også forfattere som Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Naja Maria Aidt og Alberte Winding har indenfor det seneste års tid bidraget her til med deres oplevelser af den biologiske og eksistentielle overgang, som ellers i generationer har været pakket langt ind i bunden af skabet, men som nu synes at vælte ud.  

Og i bogen er det da også lykkedes Lotte Kaa Andersen at få kvinder til at springe ud af skabene med nogle meget personlige og utroligt lærerige beretninger om overgangsalderens mangeartede rutsjeture på især ondt, men også godt, og om hvordan deres menopauser har medført dramatiske forandringer af deres liv. Forfatter Iben Mondrup skriver for eksempel:

”Søvnløshed, humørsvingninger, vrede og sorg. Uden mit hormonskjold er jeg rå og hidsig, jeg bløder uden blod. Mine følelser stikker af på måder, jeg aldrig har oplevet før. En brændende trodsighed. Fortvivlelse, når jeg ikke kan få hul på et manuskript, jeg er overbevist om, at nu bliver jeg skør og kan aldrig skrive mere. Langsomt, men sikkert, kommer de fysiske tegn. De grå hår pibler frem. Så begynder huden at blive tør og pergamentagtig på armene og brystet og under øjnene. Pigmentforandringerne. Pludselig får man store fregner. Leddene gør ondt. Forandringerne minder mig om det, jeg ikke længere kan, i bredeste forstand. Det handler jo ikke kun om at kunne få børn, men om vitalitet, om at have evnen og kræfterne til at flytte sig. Foretage nye radikale valg i livet, starte på en frisk, hvis det er dét, løfte et ton, rykke fremad.”

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø lægger dog ikke skjul på, at det ikke er af lyst, at hun deltager i bogen, men af pligtfølelse overfor andre kvinder:

”Mange af os er sådan nogle, der har været velforberedte og i kontrol hele livet, men vi kan ikke finde ud af at forberede os på det her. Der er noget katastrofalt i, at vi ikke aner, hvordan vi bliver gode til at klare den her alder. Det er svært at tage skridtet og begynde på hormoner, som jeg gjorde, og det er svært at lade være. Det er ingen vindere her, og der er ingen rollemodeller, med mindre folk bliver bedre til at træde frem. Faktisk er det derfor, jeg deltager her. Jeg gør det, fordi jeg synes, det er vigtigt, for hvis jeg skal være helt ærlig, var jeg da hellere fri. Jeg har slet ikke lyst til at befinde mig i den kategori, men jeg kan godt se, at vi har brug for, at nogen går forrest på det her. Jeg tænker meget på 1968-generationen af kvinder, der gjorde alt muligt godt for os på arbejdsmarkedet. Nu skal vi i vores generation gøre alt muligt godt for, at kvinder kan få et bæredygtigt forhold til arbejdsliv, trivsel og relationer, efter at vi er fyldt 45.”

Én tredje kvinde blev så vred, at hun blev skilt fra sin mand, en fjerde lider af ødelæggende hedeture på mere end tiende år og en femte, nemlig forfatter Anna Skyggebjerg, er så hårdt ramt af menopausens brain fog, at hun til sin store sorg har måttet opgive at skrive:

”Det er ikke fordi, jeg er udkørt, at jeg ikke kommer til at skrive mere. Det er ikke engang, fordi jeg ikke har mere at sige. Det er, fordi jeg ikke kan. Min hjerne er ikke god nok. Jeg plejede at kunne jonglere med et stort og varieret ordforråd. Jeg plejede at kunne overskue et stofområde og se den færdige bog for mig på et tidligt tidspunkt i processen. Jeg plejede at være analytisk skarp og kunne svinge ubesværet mellem det stærkt personlige og det systemiske. Jeg kan ingen af delene godt nok i dag. Jeg har svært ved at lære nyt. Jeg har svært ved at skabe overblik og meningsfulde mønstre. Og som en yderligere konsekvens: Jeg er blevet en, der ligger i baghånd, når jeg taler med andre, fordi jeg skal bruge længere tid på at finde ud af, hvad jeg vil sige. Når jeg ved, hvad jeg vil sige, skal jeg bruge yderligere tid på at finde de rigtige ord. Ofte, når jeg har fundet ordene, har samtalen skiftet fokus. For ikke at sakke helt agterud forsøger jeg at være hurtigere. Så jeg siger fabeldyr, når jeg mener enhjørning. Jeg skaber en kugle med hænderne og siger sommerblomst, når jeg mener primula. Jeg taler overordnet, fordi detaljerne tager for lang tid at hente frem. Jeg taler dansk med samme mangel på nuancer, som når jeg taler engelsk, og alting er nice eller wonderful. Det går bedre, når jeg skriver, end når jeg taler, for så har jeg mere tid. Men faktisk kun en anelse bedre. Ordene er så langt væk. Det er i bedste fald et mas at få dem frem, i værste fald helt umuligt. Det har taget mig næsten to år at blive modig nok til at erkende det, som var uomgængeligt: Jeg må opgive at være forfatter,” fortæller Anna Skyggebjerg, der oplyser, at hun hverken er deprimeret eller dement.

Så selv om det således ikke skorter på rædselsberetninger om menopausens fortrædeligheder, er det ikke Lotte Kaa Andersens mission blot at kaste mere brænde på bålet. Tværtimod vil hun rigtig gerne hjælpe andre kvinder til at komme nemmere gennem trængslerne, hvilket hun blandt andet gør ved hjælp af et par lange og meget fine interviews med overlæge på gynækologisk afdeling ved Rigshospitalet, Anette Tønnes Pedersen, som giver en sjældent grundig og fornemt velbalanceret indføring i fordele og ulemper ved hormonbehandling og eventuel forøget risiko for brystkræft.

Alt det som egen læge ikke har tid til at forklare i detaljer og måske heller ikke altid ved tilstrækkeligt om, får vi at vide af Anette Tønnes Pedersen, som nok her står for noget af det bedste danske oplysningsarbejde, som indtil nu har set dagens lys i denne ofte komplekse sag. Og den gode besked er, at der for langt de fleste vil være god hjælp at hente, hvis overgangsalderens symptomer er ved at tage pippet fra én.

Ingen tudeprinsesse

Lotte Kaa Andersen er heldigt nok ikke nogen tudeprinsesse og tydeligvis for nysgerrig og oprigtigt interesseret i livets mange facetter til, at hendes undersøgelser af menopausen ved hjælp af samtaler, skriftlige korrespondancer, litteraturen, fagtidsskrifter og andre medier stopper ved både medvirkendes og egne mange hjerteknugende beretninger om de årevise tårer, lidelser, vredesudbrud og afmagt.

I stedet går hun videre og vil gerne vise de livgivende og styrkende potentialer, der også kan ligge forude for den midaldrende kvinde, som tør tiltage sig mere personlig frihed og i øvrigt gøre op med blandt andet hemmelighedskræmmerier, forældede rutiner, flinke pigen, mansplaining, overdreven forfængelighed og usunde konkurrence- og præstationsbehov til fordel for eksempelvis større nydelse, ro, medmenneskelig åbenhed og nye sociale fællesskaber - ikke mindst sammen med andre kvinder, som også har aflyst de traditionelle skønhedskonkurrencer i mellem sig.

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, der er én af de kvinder, der er kommet styrket ud på den anden side af en ellers især humørmæssigt tung menopause, fortæller:

”Jeg kan se døden forude, og det betyder, at jeg nyder hver dag. Jeg holder hele tiden bestyrelsesmøde med mig selv om, hvorvidt jeg bruger min tid rigtigt. Jeg er blevet meget bedre til at sige fra overfor opgaver, jeg ikke gider, for det, jeg laver, skal være spændende, og det skal være meningsfyldt for samfundet. Jeg vil enormt gerne flytte verden i en lidt mere gunstig retning, inden jeg skal herfra. Jeg bruger ikke tid på støj længere og vælger benhårdt fra,” fortæller Lyngsø og fortsætter:

”Jeg elsker, at mit liv er blevet meget mere lystpræget, og at jeg godt må sidde lidt i min sofa og ikke lave helt så meget, som jeg plejer. Nu vil jeg bruge min tid og energi på at være den vise kvinde, der ser andre og nyder det hele, mens jeg stadig er her.”

Eksistentiel krise?

Flere af bogens medvirkende giver dog indimellem næring til mistanke om, at en ikke ubetragtelig del af de symptomer, som de slås med, i virkeligheden handler mindre om biologiske processer og hormoner og mere om eksistentielle problemer grundet blandt andet i den nye manglende fertilitet, børn der er flyttet hjemmefra, udbrændte ægteskaber, udmarvende jobs og karrierer, arbejdsmarkeder som foretrækker yngre og billigere medarbejdere, gamle forældre som har brug for hjælp og aldersbetingede tanker om, hvordan den anden og sidste halvdel af livet skal forme sig. Og så det enkle, men også vigtige og for nogle meget smertefulde faktum, at midaldrende kvinder ikke længere er de omsværmede, rynkefrie, spændstige unge kvinder, som de var engang. Den seksuelle kapital er for nedadgående, og hvad sætter man så i stedet? Nye værdier eller fortrydelse, misundelse, botox, operationsknive og fillers?

Men uanset så er Lotte Kaa Andersens fremlæggelser af overgangsalderens udfordringer og den samfundsmæssige, kønspolitiske og kulturelle kontekst, som disse udspilles et velskrevet, relevant og konstruktivt bidrag til kampen mod hedeture, hemmeligheder, tabu og latterliggørelse skrevet af en forfatter med yderst veludviklede iagttagelsesevner og meget præcise fornemmelser for både eget og andre kvinders indre liv og de emotionelle og fysiske dramaer, som menopausen kan medføre med dens krav om forandring og tilpasning.

Eller som overlæge, Anette Tønnes Pedersen udtrykker det så fint:

”Overgangsalderen er en overgang til noget andet, og min erfaring er, at de, der kommer bedst igennem, er dem, der er gode til at omstille sig psykisk, socialt og kulturelt og formår at se overgangsalderen som en forandringsmulighed. Det kan være en mulighed for at tage sit liv og sin livsstil op til revision. Jeg tror, det kan være vigtigt at flytte sig i takt med det, der sker i og omkring en i den livsfase, man nu er i. Når det er sagt, forstår jeg godt vemodet ved at blive ældre. Der ligger noget i vores kultur og vores sociale systemer, som styrer, hvad vi bliver set, hørt og anerkendt for som kvinder, og derfor kan der være et tabu og en frustration forbundet med at gå i overgangsalder og miste sin fertilitet og ungdommelighed. Men faktisk er der studier, der har vist, at kvinder i tresserne er de lykkeligste mennesker overhovedet! Og sidst jeg hørte om en undersøgelse af, hvem der er mest tilfreds med livet, var kvinder i halvfjerdserne også kommet med i den lykkeligste gruppe. Hvis man kan formå at gå med forandringen fremfor at fokusere på de perioder af livet, der er overstået, tror jeg, at man får en bedre overgang til en alder, som faktisk kan ende med at blive de bedste.”

Lotte Kaa Andersen: "Mit hemmelige liv" er udkommet på Politikens forlag og koster 300 kroner

  • Oprettet den .