Skip to main content

"Den indhegnede teltlejr, der huser mennesker, som ingen ved, hvad de skal stille op med, synes uendelig. Der, hvor lejren slutter, er der ikke noget. Det er, som om tomheden hersker. Tomheden, fraværet af det normale liv," skriver Maria Milland om Al-hol-lejren.

Dansk udsendt fødselslæge viser krigens fuldstændigt forfærdelige pris

 
 
 
 
 

BØGER: Gynækolog Maria Milland har været udsendt til krigs- og katastrofeområder 11 gange i sit liv. Men aldrig har hun oplevet et sted så fuldstændigt rædselsfuldt som fange-og flygtningelejren al-Hol i Syrien, hvor hun i ni måneder arbejdede som fødselslæge og gynækolog. Hendes stærke førstehåndsberetning fortjener de varmeste anbefalinger.

Helvedets forgård kalder gynækolog Maria Milland Syriens største, kurdisk kontrollerede og overbefolkede flygtninge- og fangelejr al-Hol, som ligger i det nordøstlige hjørne af landet, ikke langt fra den tyrkiske grænse mod nord og bare 15 kilometer fra Irak mod øst. Lejren har omkring 60.000 beboere, men var udtænkt til at huse meget færre mennesker, hvorfor rent vand, mad, medicin og sanitære forhold er mere end utilstrækkelige. Hverdagen er rå og fuld af trusler, overgreb, drab, underernæring, sygdomme og traumer.

Det fremgår af hendes bog ´Født i Helvedets forgård´, hvori hun skildrer sine fysisk og mentalt opslidende ni måneder som udsendt gynækolog for lejrens gravide og i et vist omfang også dens syge kvinder og børn, som udgør mere end 90 procent af beboerne.

Den velskrivende Maria Milland er tydeligvis en kvinde med ordet i sin magt, men når hun skal svare på, hvad der var værst ved lejren i de ni måneder, hun arbejdede der, kniber det alligevel:

”Jeg kan ikke pege på noget specifikt. Der er mange forhold, mennesker og begivenheder, der har gjort et dybt indtryk på mig. Det giver ikke mening at forsøge at rangordne lidelse, umenneskelige levevilkår og håbløshed. Jeg tror, det værste er, at al-Hol-lejren overhovedet eksisterer. At der er et sådant sted på jorden. Er det virkeligt muligt anno 2023,” spørger hun i bogen, som er en dybt personlig, meget malende og mere end uhyggelig beretning baseret på egne dagbogsnotater fra det tidspunkt, hun tager beslutningen om at tage af sted, fra rejsen dertil og fra det daglige arbejde på Den Internationale Røde Kors Komités hospital i lejren.

Tør jeg arbejde der?

Da Røde Kors ringer til Maria Milland og beder hende tage til al-Hol-lejren tøvede hun for en gangs skyld:

”Det store spørgsmål er, om jeg tør arbejde i al-Hol-lejren. Jeg har jævnligt hørt og set lejren omtalt i danske og udenlandske medier. Og det billede, jeg har tegnet mig, viser, at al-Hol-lejren er et af de værste og mest usikre steder at være på jorden lige nu,” skriver Milland om lejren, der i 1991 oprindeligt blev etableret af FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR som en regulær flygtningelejr, der ydede beskyttelse for irakere på flugt fra Golfkrigen. Men som i dag her mere end tre årtier senere mestendels huser syrere og irakere samt i et særligt isoleret og bevogtet fangeområde også 10.000 tredjelandsborgere, som alle er familier til fremmedkrigere – det vil sige familier til personer, der kommer fra cirka 60 forskellige lande, og som har involveret sig i den væbnede konflikt i Syrien og Irak.

Men når Maria Milland er tilbageholdende, er det ikke kun, fordi hun frygter den manglende interne sikkerhed i lejren, hvor de forskellige fraktioner for og imod Islamisk Stat bekæmper hinanden, hvilket også kan betyde døden for lejrens sundhedsarbejdere. Hun, der tidligere har arbejdet på hospitaler i flere lande i Øst-, Vest- og Centralafrika, i Fjernøsten og i nabolandet Libanon, er også bekymret over en markant og generel stigning i antallet af angreb på sundhedsfaciliteter, ambulancer og sundhedsarbejdere i konfliktområder, hvor nødhjælpsarbejdere er blevet dræbt eller såret, mens de var i gang med deres arbejde:

”Til trods for at ethvert angreb på sundhedsvæsenet er en klar overtrædelse af Den Humanitære Folkeret, finder det sted. Og uagtet at disse meningsløse voldshandlinger får en tydelig fordømmelse fra det internationale samfund, er det, som om respekten er væk. Det er blevet markant farligere at arbejde i krigs- og konfliktzoner. Det er mere tydeligt end nogensinde, at en rød vest med et kors på ikke beskytter mig 100 % imod at blive det næste offer,” skriver hun.

Tomheden hersker

Uanset sine bekymringer beslutter Maria Milland sig dog for at tage af sted, men tvivlen melder sig allerede igen, da hun en måneds tid senere nærmer sig lejren med dens 15.000 slidte, halvbeskidte telte langt ude i ørken, som ikke ligner de flygtningelejre, som hun tidligere har set. Det, som skulle være en midlertidig løsning for beboerne, er blevet trukket i langdrag og synes uden ende:

”Fra det øjeblik, man ankommer til al-Hol-lejren, mærker man stemningen. Blæsten i ørkenen, støvet, der står i luften. Der er intet græs, ingen planter, ingen træer, ingen rigtige bygninger i syne. Intet, der yder ordentligt ly og beskyttelse. En sørgelig atmosfære trænger sig på og rammer mig. Under overfladen, hvor vagterne tilsyneladende har styr på det hele, ulmer anspændtheden. De mennesker, der lever i denne lejr, lever i uvished på ubestemt tid. Uden en plan for fremtiden har de været indespærret i årevis. Den indhegnede teltlejr, der huser mennesker, som ingen ved, hvad de skal stille op med, synes uendelig. Der, hvor lejren slutter, er der ikke noget. Det er, som om tomheden hersker. Tomheden, fraværet af det normale liv.”

Humanitær katastrofe

Men det skal blive endnu værre, for inde i lejren møder hun, hvad der bedst ud fra hendes beskrivelser kan forstås som en humanitær katastrofe. På grund af den dramatiske sikkerhedssituation i lejren føder halvdelen af kvinderne, der ikke tør gå udenfor efter mørkets frembrud, hjemme i teltene, hvor jordemødre og læger ikke har adgang på grund af sikkerhedshensyn. De fødende, der møder op på hospitalet, får ve-stimulerende mediciner på grund af tidspres, eftersom Milland og hendes kolleger på grund af sikkerhedshensyn er tvunget til at forlade hospitalet allerede om eftermiddagen. De, der går i fødsel efter mørkets frembrud, er uden mulighed for akut fødselshjælp. Og de gravide og fødende er dybt traumatiserede på grund af volds- og krigsoplevelser før og under deres ophold i lejren, og deres børn er forpinte og med tomme, håbløse øjne.

Hertil kommer, at medicin er en mangelvare, og at volden stiger dag for dag indenfor og lige udenfor lejren. Og da Maria Milland er en god skribent, er hendes beskrivelser af for eksempel sikkerhedsforholdene i og omkring lejren ikke til at tage fejl af:

”I sidste uge var en af al-Hol-lejrens kontrolposter, få kilometer fra lejren, mål for et droneangreb. Jeg har aldrig drømt om, at jeg skulle være i stand til køre hen, hvor der lige er blevet bombet. Men det gjorde jeg. Droneangrebet kostede otte vagter livet."

Må hjælpes af psykolog

Krigens realiteter fremstår mere og mere tydeligt. De mange spændinger mellem de forskellige aktører lurer altid lige under overfladen som en tikkende bombe, der kan eksplodere når som helst. Krigen i Syrien finder sted i et komplekst miljø, hvor det ikke er land A, der kæmper mod land B. En række bevæbnede aktører: stater, allierede styrker, oprørs- og terroristgrupper, er involveret i konflikten og har forskelligartede interesser, skriver Milland, som i stigende grad udmattes i afmagt over kvindernes levevilkår:

“Selv føler jeg mig mere og mere flad. Det er, som om batterierne ikke vil genoplades. De lange dage i lejren gentager sig selv, jeg har det, som om jeg lægger øre til en lang lidelseshistorie uden en mulig lys udgang. De fleste af mine patienter har et helt enormt behov for menneskelig kontakt, for at tale og læsse af. Jeg sidder og er neutral – lytter bare, container, som det hedder,” skriver Milland, der meget forståeligt må have hjælp af en Røde Kors psykolog:

“Jeg fortæller om de ting, der frustrerer mig i forbindelse med arbejdet, hvor jeg efterhånden alt for ofte føler mig utilstrækkelig og nogle gange decideret magtesløs i forhold til at løse problemerne. Mit sædvanlige gåpåmod er ved at ebbe ud, jeg har det, som om jeg spiller bold op ad en mur, tingene bevæger sig ikke fremad i flow. Jeg remser den ene grusomme situation op efter den anden fra al-Hol-lejrens virkelighed, både hvad jeg har bevidnet direkte og indirekte gennem patienternes fortællinger. Al-Hol-lejrens atmosfære er trøstesløs, der er ikke nogen plan eller håb for en lysere fremtid for de mennesker, hvoraf de fleste bærer rundt på en mørk fortid. Psykologen lytter opmærksomt, til trods for at hun befinder sig næsten 1.000 kilometer væk."

"Det lyder, som om du har kumulativ stress,“ siger hun en halv time inde i samtalen.

„Ja?“

„Igennem flere måneder har du arbejdet og levet under ekstremt stressende forhold. De fleste af de mennesker, du arbejder med i al-Hol-lejren, er dybt traumatiserede. Det stiller særlige krav til dig, og du udsættes for en potentiel negativ belastning. Du lægger øre til deres fortællinger om sygdom, frygt, smerte, sorg, afsavn og død. Du er indirekte eksponeret for de traumatiske hændelser, som dine patienter har været udsat for. Du skal huske at passe på dig selv,“ refererer Milland.

Ethvert barn fødes uskyldigt

Ikke engang det at bringe nyt liv til verden er en opmuntring for hende på grund af børnenes forfærdelige fremtidsudsigter, og da hendes bror senere spørger hende, om hun ikke blot med sit arbejde er med til at levere fremtidige proselytter for Islamisk Stat, svarer hun ham:

“Jeg kender ikke børnenes fremtid, men jeg tænker, at ethvert barn fødes uskyldigt. Den opdragelse, som børnene får, og det miljø, de vokser op i, vil præge dem og kommer til at afgøre deres vej i livet. Al-Hol-lejren er ikke et sted for børn at fødes og vokse op i. De er spærret inde – et højt uvenligt hegn markerer umiskendeligt grænsen for deres bevægelsesmuligheder, udforskning og opdagelse af verden. Lejrens eget miljø er grumt. Her vil børnene kun få begrænsede erfaringer, der kan forme deres oplevelse af verden som et positivt sted at leve i.

„Sandsynligheden for, at de en dag bliver radikaliseret, er måske større, hvis de vokser op i al-Hol-lejren, end hvis de var i et miljø med livsbekræftende stimuli. Jeg håber kun det bedste for dem, deres skæbne er ikke afgjort.“

Selv om man som læser dårligt kan være i tvivl om, at Maria Milland mener, at forholdene er så usle og farlige for lejrens beboere, at det ud fra en humanistisk og medmenneskelig betragtning kun kan gå for langsomt for verdenssamfundet med at få lukket al-Hol, så er hun igennem hele bogen udpræget upolitisk og nøgtern i sine beskrivelser af, hvad hun oplever i jobbet som fødselslæge. Et valg af faglighed og saglighed, som formentligt også er forklaringen på, at hun helt afholder sig fra at kommentere på de danske Syrienskrigere og deres børn, som formentligt har opholdt sig i lejren samtidig med hende.

Og skønt det er lidt usædvanligt ikke at nævne de danske fanger, så er det i sidste ende et klogt valg ikke at gå direkte ind i den danske stærkt politiske og følelsesladede debat om fremmedkrigernes familier, for vi behøver ikke at høre om danske børn for ud fra hendes registrerende beskrivelser at forstå, at ingen børn bør hverken fødes eller vokse op under så kummerlige og farlige forhold – uanset nationalitet.

Maria Milland: ´Født i helvedets forgård´ er udkommet på Gyldendals forlag og koster 124,95 kroner

  • Oprettet den .