Moderne vaccinemodstanderes forklaringer hviler på 250 år gamle argumenter

BØGER: Det er forkert at tro, at vaccinemodstandere kun er uvidende sølvpapirshatte, som bare mangler noget bedre information, for der er mange andre sociale, kulturelle og politiske mekanismer i spil end blot modstand mod vaccination som sådan. Det fastslår ny, spændende og perspektivrig bog om vaccinemodstanderes historie fra de første koppevacciner til coronavaccinerne i dag.

De diskussioner, som coronapandemiens vaccinemodstand bragte med sig, er alle sammen nogle, som vi har set og hørt siden den allerførste vaccine mod kopper for 250 år siden. Idéerne og argumenterne er de samme, fastslår Jakob Bek-Thomsen ph.d. og lektor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og Rikke Alberg Peters, ph.d. i idéhistorie og lektor ved HistorieLab, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskolen.

Sammen udgiver de netop nu deres nye bog ´Vaccinemodstandens historie – Anti´.

I bogen undersøger Jakob Bek-Thomsen og Rikke Alberg Peters de forskellige former for vaccinemodstand, de forskellige argumenter og de forskellige grupper, som enten tvivler eller endda direkte afviser vacciner. En modstand, der har været der i lige så mange år, som der har været vacciner, og en modstand, der har bølget frem og tilbage op igennem historien fra den første skepsis overfor vacciner baseret på materie fra køer frem til frygten for de nye coronavacciner.

Og paradokset i, at modstanden fortsat findes, selv om vi i snart 250 år har været i stand til at forebygge eller helt udrydde en række meget store alvorligt livsfarlige, smitsomme sygdomme ved hjælp af netop vaccciner., forklarer forfatterne således:

”På den ene side er det besynderligt, at lige præcis vaccinerne ansporer til modstand, optøjer og konspirationsteorier. Vi ser ikke samme form for modstand mod kemobehandling, immunterapi, hjerteoperationer eller insulin- og antibiotikabehandling. På den anden side virker vaccinemodstand indlysende. Vacciner er forebyggende behandling og altså ikke akut som andre behandlinger. Samtidig gives det til næsten alle, og det forventes, at vi medvirker til at beskytte fællesskabet. Det bliver kemoterapi heldigvis ikke. At staten forsøger at udbrede vacciner til så mange som muligt, og at det er en forebyggende behandling, gør mange menneskers forhold til vacciner helt anderledes end andre former for medicin.”

Og ikke så længe efter, at statsminister Mette Frederiksen den 11. marts 2020 lukkede Danmark ned, begyndte der da også en heftig kritik af restriktioner, mundbind og mod de dengang kommende vacciner. En kritik, som begyndte at blomstre ikke mindst på de sociale medier, hvor samfundets ret til at vægte den kollektive sundhed over individets ret til at bestemme over egen krop blev debatteret. Vaccinemodstanderne trak fronterne hårdt op og satte således tvang kontra frihed samt tillid kontra mistillid på dagsordenen ifølge forfatterne, der skriver, at selv om vi følte, at alt under coronapandemien var nyt, så var der på samme tid alligevel intet nyt.

Modstand og kritik af masker, social distance, nedlukning af samfundets kulturelle og sociale mødesteder, forsamlingsforbud, coronapas, massevaccinationer og at skulle have noget fremmed sprøjtet ind er nemlig i ifølge Jakob Bek-Thomsen og Rikke Alberg Peters alt sammen elementer, vi har været konfronteret med under tidligere epidemier:

"Den mobiliserede modstand mindede om noget, vi havde set før. I nogle tilfælde for 200 år siden. I andre tilfælde for 20 år siden. Det var modstand mod magten, som bestemte, at samfundet skulle lukkes ned. Det var modstand mod magten, som ville lukke samfundet op igen. Det var modstand mod nye vaccinetyper, som blev udviklet alt for hurtigt. Det var modstand mod at tage en vaccine mod en sygdom, som angiveligt ikke var alvorlig. Det var modstand mod dem, som ikke ville tage vaccinerne. Det var modstand mod de officielle forklaringer på sygdommens ophav. Det var modstand mod internationale samarbejder med organisationer, f.eks. WHO, som blev anklaget for økonomiske og konspiratoriske interesser. Måske var det modstand mod en magtesløshed over ikke at kunne gøre noget ved en smitsom sygdom og dens følgevirkninger. For nogle blev det for meget. Man kunne argumentere for, at idet terrorisme ophørte med at være en årsag til undtagelsesforanstaltninger, gav opfindelsen af en pandemi det ideelle påskud for at udvide dem ud over alle kendte grænser,” siger Jakob Bek-Thomsen og Rikke Alberg Peters.

For de to er det tydeligt, at misinformation og konspirationsteorier var med til at samle mange forskellige typer af modstandere mod ikke kun regeringens håndtering af corona, men også mod vaccinerne. Både i Danmark og internationalt.

Og selv om coronavirusset var nyt for os, så er anti-vaxxernes ideer om, at det er vaccinen, der er farlig og ikke virusset, samt argumenter om, at man ikke kan stole på læger, eksperter og politikere også stort set de samme, som de har været siden slutningen af 1700-tallet, når modstanderne taler ind i en større magtkritisk og ofte konspiratorisk dagsorden ifølge forfatterne, der opridser en række tilbagevendende retoriske kritikpunkter i anti-vaxxernes stort set uforandrede kommunikationsstrategi, som den blev anvendt mod koppevaccineringerne i England i 1700-tallet:

1. at nedtone sygdommens alvor (kopper ses som en naturlig børnesygdom, som helst skal overstås naturligt)
2. at tale risikoen ved vaccine op (den forebygger ikke effektivt, men medfører tværtimod vaccineskader eller andre sygdomme)
3. at fremsætte alternative data og udsagn, som anfægter myndighedernes autoritet (statens opgørelse af antal smittede og døde er bevidst manipulerede)
4. at anføre konspiratoriske anklager om en sammensværgelse mellem myndigheder, læger og politikere (myndighederne skjuler data, så hastelove kan gennemføres)
5. at vaccinemodstand handler om noget så fundamentalt som retten til at bestemme over sin egen krop og sine børns kroppe (børn er sagesløse væsener, som konstant er i fare for overgreb fra statens side).

Men selv om anti-vaxxernes idegrundlag har været konstant i hele vaccinemodstandens historie, og de grundlæggende argumenter har mange år på bagen, så opfordrer forfatterne alligevel til en forståelse af modstanden mod coronavaccinen:

”Coronavaccinen var noget særligt. Bekymringerne gik ofte på, at vaccinen blev udviklet for hurtigt eller på bivirkninger eller vaccinens opbygning. Bekymringen om hastighed er ikke helt ubegrundet. Under udviklingen af pestvaccinen og poliovaccinen og så sent som med Pandemrixvaccinen spillede en forhastet produktion en afgørende rolle for de ulykker, der fandt sted. Bivirkninger har været et helt afgørende stridspunkt i vaccinemodstandens historie,” skriver forfatterne og fortsætter:

”På trods af eksperters forsikringer om, at coronavaccinen var den mest sikre og gennemtestede vaccine i historien, var skepsis over for en ny vaccine også rodfæstet i følelsesmæssige og rationelle risikoafvejninger af at udsætte kroppen for ny mRNA-vaccineteknologi.”

Jakob Bek-Thomsen og Rikke Alberg Peters finder dog en vigtig forskel mellem den nuværende pandemi og de tidligere pandemiers vaccinekritik, nemlig fremkomsten af internettet:

”Med internettet blev det både nemmere at opsøge og finde information og uddanne sig selv til lægefaglig ekspert. Men det blev også meget nemmere at sprede alternativ information via sociale medier, hvis man mente, at de officielle eller mest almindelige forklaringer var forkerte, forfejlede eller manipulerede. Endelig blev det langt lettere at forbinde sig med ligesindede og blive en del af et vaccineskeptisk miljø. I det 21. århundrede flyttede vaccinemodstanden online, og den bliver nu påvirket af globale dagsordener, som spredes og deles med lysets hast,” skriver forfatterparret og fortsætter:

”De sociale medier er ikke årsag til eller skyld i vaccinemodstand og vaccineskepsis. Men de sociale medier forstærker billedet. F.eks. via gruppebias og politisk motiveret tænkning. Algoritmer gør, at de samme budskaber spredes hurtigt og bredt. Det fører til filterbobler eller lukkede informationskredsløb, hvor man igen og igen kan se eller læse de samme budskaber. Det har aldrig været nemmere at søge information og plukke netop den information ud, som bekræfter det, man allerede tror eller gerne vil tro. Og det er nemt at opsøge fællesskaber og komme i kontakt med ligesindede, så holdningerne forstærkes. ”

´Vaccinemodstandens historie – Anti´er en virkelig interessant, læsværdig og godt gennemarbejdet bog, og det er svært at finde aspekter i denne komplekse sag, som bogen ikke behandler grundigt og perspektivrigt.

At bogen er skrevet af to idehistorikere er en kæmpe styrke. Forfatterne udfolder deres faglighed og det at kunne analysere ideer og forestillinger gennem tid med stor robusthed og en afdækkende og engagerende nysgerrighed overfor hele idekomplekset bag anti-vaxxerne og deres danske og internationale historie.  

Selv forfatternes bud på, hvordan sundhedsvæsnet og resten af samfundet bør forholde sig til anti-vaxxere er – omend ufuldstændige – interessante. Vejen frem mod større tilslutning og mindre modstand er nemlig ifølge Jakob Bek-Thomsen og Rikke Alberg Peters hverken tilbagevisning af misinformation eller en opfattelse af,  at disse mennesker kan sættes i bås som uoplyste, overtroiske eller misinformerede sølvpapirshatte:

”Modstandere har viden og information. Coronavaccine-modstanden handlede grundlæggende om usikkerhed i forhold til vaccinens sikkerhed og tvivl om fordele samt generel mistillid til sundhedsmyndigheder, lægefaglige eksperter og staten,” skriver de og fortsætter:

”En negligering eller ligefrem afvisning af de følelsesmæssige afvejninger som irrationelle (underforstået tåbelige) medvirker kun til fremmedgørelse, mistillid og vrede mod eksperter og myndigheder. Spørgsmålet er, om opfattelsen af vaccinemodstandere som irrationelle, overtroiske og tåbelige er blevet forældet og kan fremme vaccinemodstand? I dag virker det ikke som vejen frem at negligere befolkningens ønsker eller behov for dialog, hvis man ønsker at øge vaccinetilslutningen.,” anbefaler Jakob Bek-Thomsen og Rikke Alberg Peters.

De minder læserne om, at selv om anti-vaxxerne har fyldt i mediebilledet, så er vaccinetilslutningen i Danmark og det meste af verden generelt meget høj, og at tilslutningen ikke har været mærkbart påvirket af coronapandemien.

Jakob Bek-Thomsen og Rikke Alberg Peters: ´Vaccinemodstandens historie – Anti´ er udkommet på Gads forlag og koster 269,95 kroner. Udkom 11. marts