Psykiatriroman er et velskrevet mareridt

BØGER: Ualmindeligt velskrevet roman er et gravskrift over en dysfunktionel psykiatri, hvor alt liv og medfølelse er suget ud af bygningerne og de ansatte. Læge og hjerneforsker står bag romanen ’Intethvid’, der får en varm anbefaling - men som ikke er for sarte sjæle.

Man fornemmer det allerede fra bogens allerførste sider: At der kun er et spindelvævstyndt skel mellem den unge psykiatrisk læge, som er hovedpersonen i romanen ’Intethvid’, og de psykiatriske patienter. 

Vi følger bogens navnløse jeg-fortæller over to nattevagter på Ny Rosenhøj Psykiatriske Hospital, og romanen er et langt, gnavende mareridt, hvor man længes efter en form for udvej, der nægter at materialisere sig. 

For jeg-fortælleren hader alt ved sit liv, ved sig selv og ved sit job. Dog ikke patienterne, dem forsøger han at hjælpe på bedste vis, men han hader de lange vagter, ansvaret, de evigt misfornøjede overlæger og det sjælsforladte nybyggede hospital med de ligkistehvide vægge.

Bogen er skrevet af læge og hjerneforsker Anders Meidahl, som selv har arbejdet i psykiatrien. Det er hans første roman, og som læser fornemmer man, hvor stærkt han brænder for psykiatrien, men også hvor desilluioneret han er over den behandling, vi tilbyder. 

I bogen fremstår psykiatrien som et system, som måske bygger på gode intentioner, men som konstant snubler i sin begrænsede kapacitet og mange effektivitetskrav. Resultatet er en institution som Ny Rosenhøj, der er gennemsyret af kynisme. Den kommer til udtryk ved den daglige konference, hvor succeskriteriet for de unge læger forekommer at være evnen til at kunne udskrive patienterne hurtigt og effektivt.

Således skriver Anders Meidahl:

“I skal udskrive og overflytte så mange, I kan komme afsted med,” befaler klinikchefen ved morgenkonferencen, inden hun minder om effektiviseringskravet på to procent og tilføjer: “Men husk nu at spørge, om de troværdigt kan love ikke at begå selvmord, inden I udskriver dem. Og allervigtigst, sørg for, at det bliver journalnoteret.”

Av av, her er ingen sans for mennesket, kun en maskine der akkurat skal holde patienterne fra dødens rand, men ikke formår at tilbyde mere end det.

På et tidspunkt er jeg-fortælleren kommet til at love en selvmordstruet patient en sengeplads for natten, hvilket gør overlægen rasende:

“Det er ikke godt nok,” siger han bebrejdende. “Så har vi kun fire ledige pladser til natten. Prøv at høre, patienten har en kronisk forhøjet selvmordsrisiko, men er ikke akut selvmordstruet. Det kan man argumentere for i udskrivelsesnotatet, så den holder i retten, hvis han nu faktisk begår selvmord.”

Jeg fortæller, at jeg er kommet til at love patienten, at han godt kan blive her til i morgen. Overlægens tonefald bliver ætsende. Han skælder ud. Han fortæller, at han er i tvivl, om jeg har, hvad det kræver at have med psykisk syge at gøre. Jeg undskylder og lover, at jeg næste gang nok skal prøve at gøre det bedre.

“Det er svært,” siger han og trækker lidt i land. “Det ved jeg. Det kræver et særligt råstof og mange års erfaring at blive dygtig til psykiatri. Men gå nu tilbage og få ham udskrevet i en fart.”

Så lægger han på uden at sige farvel.”

Som læser ved man, at det er den slags valg, som psykiatere ofte, hvis ikke på daglig basis, tvinges til at foretage i et system, der ikke har senge nok og konstant må prioritere de sygeste patienter. Man må samtidig spørge sig selv, hvordan i alverden vi som samfund kan acceptere, at det forholder sig sådan.

Det samme gælder de fysiske rammer. Hvor det gamle Rosenhøj lå i smuk natur og med veludstyrede kunstværksteder til patienterne, så udgør Anders Meidahls beskrivelse af ”sanserummet” i det nybyggede Ny Rosenhøj en af bogens få komiske læsepauser. 

’Intethvid’ er ikke rar læsning, for man følges af en konstant følelse af ubehag og utilstrækkelighed. Alligevel er romanen en fornøjelse at læse, for sproget flyder elegant, og fortællingen er stramt komponeret, hvilket klæder den kliniske fortælling. Det er godt tænkt, at vi gennem jeg-fortælleren både får indblik i det psykiatriske system og den diagnostiske metode og behandling, og at man som læser samtidig fornemmer, hvordan jeg-fortælleren gennem romanens handling balancerer på et knivsæg mellem normalitet og sindssyge. ’Intethvid' er således en roman, der både er velskrevet, som vil noget, og som rører læseren. 

Anders Meidahl: ’Intethvid’, er udkommet på Lindhart & Ringhof og koster 199,95 kroner