Skip to main content

´Lykkeligt nær. En oldings optegnelser´ er en gammel mand og litteraturprofessors stilsikre, inspirerende, rørende og oplysende dagbogsnotater, der på bedste vis forsøger at favne essensen af egne erfaringer og personlige formidlinger af alderdom. Foto: Alexander Banck-Petersen/Gutkind

Professors refleksioner over sit liv og kunsten at ældes og dø er rørende

 
 
 
 
 

BØGER: Hvis man skal holde alderdommens svøbe ud, må man holde af, mener den i dag stadigvæk erhvervsaktive professor emeritus i litteratur, 86-årige Thomas Bredsdorff i sin nye bog, ´Lykkeligt nær. En oldings optegnelser´, som er et litterært, men også ganske hverdagspraktisk lærestykke i livsudfoldelse i overgangen mellem at være gammel og en olding.

Han har rigtigt meget at holde af professoren, anmelderen, litteraturformidleren og oldingen, Thomas Bredsdorff, der i ´Lykkeligt nær. En oldings optegnelser´ lægger ud med at konstatere, at sen alderdom ikke er en diagnose eller sygdom, som man kan udredes for, for så herefter at spørge:

”Hvad sker der med en, når man er så gammel, at der ikke kan være længe til, man skal dø? Jeg taler ikke om den terminalt syges sidste timer, men om oldinge som mig selv, der er raske, men bevidste om deres alder. Og hvad den indebærer?”

Kunsten at dø, ars moriendi, kender vi ifølge Thomas Bredsdorff ganske godt helt tilbage fra den sene europæiske middelalders litteratur. Men nu er det i kraft af blandt andet en generelt forlænget levealder, effektive medicinske behandlinger og deraf mange omvandrende oldinge, behovet for en anden kunst, der trænger sig på. Nemlig kunsten at ældes, ars senescendi, som han mener, at vi først nu skal til at lære, og om hvilken der foreligger betydeligt færre opskrifter.

Blandt de ting, som Bredsdorff i den forbindelse gerne vil undersøge er, om mennesker som elefanterne går i stadigt mindre cirkler om det krat, hvor det hele begyndte.

Et muligt svar prøver han herefter at finde frem til med sig selv som forsøgskanin ved at føre et års dagbog, hvori han nedfælder sine gøremål, sit fortsat faste og givende arbejde med at skrive anmeldelser og nekrologer på Politiken, sine mange daglige timer i litteraturens verden, sit sociale liv med datter, barnebarn, svigersøn, veninde, venner, nuværende og tidligere kollegaer og  badmintonkammerater.

Og ikke mindst registrerer han de aldringsprocesser og tanker heromkring, som eksempelvis betyder, at en række af de aktiviteter, som han ellers altid har holdt af, nu finder sted for sidste gang. For eksempel at rejse til New York, at holde forelæsninger i udlandet, at redigere sin mangeårige faste klumme om poesi i dagbladet Politiken og, ser det ud til på et tidspunkt, også spille badminton.

Thomas Bredsdorff, der mere eller mindre konsekvent omtaler sig selv i tredje person som oldingen eller den gamle mand, er 84 år ved dagbogsnotaternes begyndelse og 86 år ved deres afslutning. Men selv om han ikke er syg og i øvrigt en privilegeret olding, bliver han klart ældre i løbet af kun det års tid, som hans eksperiment varer. Pas forsvinder, nøgler bliver væk, ord er ikke til at få fat på, evnerne til improvisation og omstilling aftager, og de fysiske kræfter mindskes.

Men trods det aldrende forfald er der masser af liv inden i oldingen. Hans taknemmelighed og påskønnelse af de nære relationer er kolossal, hans elegante indfletninger og fintfølende, modent begavede formidlinger af den megen litteratur, som han har læst og fortsat dagligt læser er inspirerende og opløftende. At læse er at leve godt er et af de gode råd, som ikke mindst den aldrende læser vil kunne uddrage.

At det ikke altid er muligt eller nemt at leve godt, når alderen spænder ben og for eksempel gør en ferie i New York til et langt forhindringsløb i jagten på ledige toiletter, når den gamle mands prostata kræver det, eller gamle venner rammes af sygdom eller den død, der venter hurtigere og hurtigere forude, lægger oldingen ikke skjul på. ´Lykkeligt nær. En oldings optegnelser´ er fuld af den gamle mands optegnelser af alderdommens lyse sider og styrker, men er langt fra at være en ode til alderdommen:

”At blive olding er ikke en identitet, det er at miste identitet, bid for bid, dog ustoppeligt. Om en uge er han tættere på 90 end på 80. Og tættere på at være ingenting end noget.”

Men ikke desto mindre synes det at leve godt i momentet at blive stadigt vigtigere for den gamle mand, der anpriser oldinges voksende sans for skønheden i enkelheden og ofte mere vellykkede bestræbelser på at finde ind til kernen i tingene uden at lade biomstændigheder forrykke perspektivet. Uanset om bestræbelserne handler om for eksempel skrivning af nekrologer, læsning af litteratur, afkodning af samfundsbegivenheder eller samværet med de nærmeste.

”Søg efter tekstens kerne, sagens kerne, kernen i et liv. Nekrologer er en slags nykritisk journalistik. Opgaven går ud på at finde kernen, og det i en fart. Han ser sig om i sit liv og prøver at udbrede metoden til alle dele af det. Der er ikke ret meget tid tilbage. Find kernen i en fart og lad ikke resten fylde for meget,” skriver oldingen og tilføjer:

”Evnen til at skelne væsentligt fra uvæsentligt er vigtig i hele livet, men træder tydeligere frem, når man øver sig på kunsten at blive gammel, ars senescendi, og kunsten at dø, ars moriendi.”

Oldingens mentale og fysiske bekymringer og kvababbelser overdøves således størstedelen af tiden af livsbekræftende samvær og meningsskabende aktiviteter.  Hans analyser af oldingelivets lyse potentialer er opmuntrende for enhver 65 plusser – og alle andre der måtte gøre sig tanker om den tredje og sidste fase af livet.

At oldinge kan glæde sig over mindre ansvar og en deraf følgende frihed til også langt om længe at vise tænder, kan blandt aflæses i den gamle mands kritik af filosofferne. En irritation, som synes at have ulmet:

”Han har misundt, eller nok snarere set ned på, filosofferne for hvor let de kommer til materien for deres påstande. Det gik op for ham da han skrev et kampskrift for humaniora, ‘Til Glæden’, sammen med de to filosoffer Mihail Larsen og Ole Thyssen. For at udtale en dom om ‘litteraturen’, skal man have læst en hel del romaner, digte og noveller. Hvis filosofferne skal udtale sig om ‘tilværelsen’, behøver de ikke bruge tid på at sætte sig ind i den. Tilværelsen er der bare, som noget man frit kan postulere hvad som helst om, det kan jo alligevel ikke kontrolleres eller verificeres."

Oldingens projekt går primært ud på at rapportere om nuet og i et vist omfang om den fremtid, som for hver dag bliver kortere. Men oldingen holder sig dog ikke tilbage for også at kaste lange selvkritiske blikke tilbage på sit liv. Og når Thomas Bredsdorff nu i første person og jeg-form ved en gennemlæsning af den afsluttede dagbog om sig selv konkluderer, at den gamle mand synes med alderen at være blevet (endnu) mere stædig, retshaverisk, forfængelig og primært drevet af ønsket om at blive værdsat, at blive elsket og også selv elske.

´Lykkeligt nær. En oldings optegnelser´ er en gammel mand og litteraturprofessors stilsikre, inspirerende, rørende og oplysende dagbogsnotater, der på bedste vis forsøger at favne essensen af egne erfaringer og personlige formidlinger af alderdom i romaner, sagprosa, poesi, filosofi og kunst, så man får lyst til selv at dykke længere ned i litteraturens fortolkninger af aldring og død for således at begynde forberedelserne til kunsten at ældes.

Thomas Bredsdorff:´Lykkeligt nær. En oldings optegnelser´ er udkommet på forlaget Gutkin og koster 234 kroner

  • Oprettet den .