| | | | | |
 

Ny bog om Sundhedsplatformen er et rædselskabinet af beretninger

 
 
 
 
 

BØGER: Man skal være mere end almindelig tonedøv, hvis ikke bogen Destruktiv Digitalisering om Sundhedsplatformen får én til at spidse øren. Men den kunne indimellem have haft godt af at have fåett en mindre tur over knæet på Djævelens advokat for at styrke troværdigheden overfor bogens potentielle kritikere.

Jo mere man sætter sig ind i, hvordan Sundhedsplatformen fungerer, desto mere indser man systemets impotens og manglende muligheder for nogensinde at kunne tilpasses de danske sygehuses behov og krav, fastslår forfatterne, professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard, SDU, professor emeritus i datalogi Jørgen Basler, professor Jacob Rosenberg og overlæge Niels Bentzon i deres fælles bog "Destruktiv Digitalisering", hvori Region Hovedstadens og Region Sjællands elektroniske journal og administrative system, der er født som et amerikansk faktureringssystem, fra start til slut får læst og påskrevet.

De fire skribenter har i flere år kritiseret Sundhedsplatformen og de to regioners investering på mere end tre milliarder kroner for ikke at fungere, og nogle vil kunne hævde, at bogen, som er udgivet på FADL, er udtryk for, at Tordenskjolds sure soldater endnu engang er rykket i felten for op til regionsvalget at sætte politiske lus i skindpelsen. Omvendt kan man så sige, at det er et velkendt fænomen, at man kan advare om en fare så mange gange, at folk til sidst får den opfattelse, at faren nok slet ikke er reel. 

At Sundhedsplatformens mange farer for patienter og klinikere, som de beskrives i bogen, ikke er reelle, er tydeligvis en holdning, som de to regioner er faste abonnenter på. Men det er jo et ligeså velkendt fænomen, at man kan lukke øjnene og øren for dermed at lade som om, at faren slet ikke eksisterer, selv om dette trick sjældent fungerer i virkeligheden.

Enøjet, politiserende nedsabling?

Det store spørgsmål er således, om tiden er inde til, at regionerne åbner øjnene, eller om Destruktiv Digitalisering blot er udtryk for en enøjet, politiserende nedsabling af et velfungerende it-system opportunt timet til regionsvalget den 16. november? For er der måske noget rivravruskende galt med det system, som især Region Hovedstaden har investeret så mange kroner, mandtimer og prestige i at få til at fremstå som en Guds gave til patienter og sundhedsprofessionelle? Men også en gave, som en lille flok utaknemmelige, inkompetente, forkælede og bagstræberiske kliniske medarbejdere ikke desto mindre har gjort det til deres mission at bagtale her, der og allevegne, når de da ellers kan komme afsted med det uden i samme åndedrag at blive kaldt til spanking på ledelseskontorerne.

At det ikke kun er en lille håndfuld fanatiske kritikere og digitale analfabeter, som har svært ved at se, at Sundhedsplatformen styrker dem i deres kliniske arbejde, kan aflæses i undersøgelser, som viser, at selv fem år efter Sundhedsplatformens indførelse er mere end 60 procent af klinikerne fortsat utilfredse med den. 60 procent utilfredshed blandt klinikere er så høj en procent, at man skulle kunne synes, at den bør gøre indtryk både i regionsledelserne, men så sandelig også blandt de folkevalgte regionspolitikere.

Hvorfor, hvem, med hvad og i hvilket omfang de resterende knap 40 procent er tilfredse fremgår dog ikke af "Destruktiv Digitalisering", som har sit fokus alene på Sundhedsplatformen og især Region Hovedstadens fejl, mangler og begrænsninger. Og på den måde kommer dele af bogen til at fremstå som noget, der kan minde om partsindlæg. Men man må godt råbe højt i en debatbog, som jo netop har til formål at aktivere omgivelser og interessenter til refleksion og dialog omkring et udstukket tema.

Og "Destruktiv Digitalisering" lægger da også i den grad op til debat omkring forhold, der mest af alt giver én flashbacks til fordums beretninger om den kinesiske kulturrevolution, hvor ’de fire gamle’, de gamle skikke, de gamle vaner, den gamle kultur og de gamle tanker, med tvang blev nedbrudt med kaos til følge, og al kritik var forbudt og uenighed med dens store leder brutalt blev slået ned. 

Og noget må være værd at debattere i denne sag, hvor for eksempel en brugeranalyse udført og offentliggjort af de to regioner så sent som maj i år afslørede, at de områder, hvor de fleste var utilfredse med Sundhedsplatformen, var i forhold til - og hold nu på hat og briller: ”Overblik over patienten/patientforløb, klinisk dokumentation (f.eks. notater, vurderingsskemaer, patientplaner) og medicineringsprocessen inkl. Fælles Medicinkort (FMK)”. Altså ikke bare lidt småting, men de allermest basale områder i forhold til det kliniske arbejde og kvalitet i behandling.

Rædselskabinet af beretninger

Det er givetvis kun få forundt i dette dronningerige til fulde at forstå Sundhedsplatformens komplekse DNA og konsekvenserne på godt og ondt heraf for klinikere og patienter. Og ifølge forfatterne bag "Destruktiv ledelse" er og har dette da også har været endog meget svært selv for Region Hovedstaden og dens administrative ledelse.

Men uanset hvad man måtte mene eller tro, at man allerede ved om Sundhedsplatformen og dens software fra amerikanske Epic, så er den i øvrigt også meget velskrevne bog med dens rædselskabinet af beretninger om et ringe system og dets elendige ledelser – helt sikkert værd de timer, som det tager at flyve den igennem. Øjnene står på stilke, for kan det virkeligt være sandt, når professor emeritus Jørgen Bansler blandt andet skriver, at Epics software lider under indbyggede svagheder, som ikke kan forandres, og at dens grundlæggende struktur og funktionalitet er for kompleks, usammenhængende, ulogisk, forældet, dårligt designet og umulig at tilpasse det danske sundhedsvæsen, hvorfor forholdene for klinikere og patienter på de fleste områder kun er blevet værre end før, og hvorfor han mener, at den hurtigst muligt bør skrottes.

Et onde kommer sjældent alene, og ifølge Jørgen Bansler, der er specialist i samspillet mellem teknologi og organisationer, er det dog ikke alene Epics digitale personlighed, der er et problem. Han mener også, at en stor del af ansvaret for de mange problemer bør tilskrives regionsledelsen, som han finder har været uprofessionel, kritisabel og præget grove fejlvurderinger, som har været baserede på ønsketænkning fremfor data, analyser og test.

Også læsningen af professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaards kapitel om de businesscases, der udgjorde det økonomiske beslutningsgrundlag, som Region Hovedstadens direktion forsynede såvel sine egne politiske beslutningstagere, men også Region Sjælland med gennem årene 2012 til 2015, da disse skulle tage stilling til Sundhedsplatformen, bør vække opsigt. Jes Søgaards analyser viser nemlig, at de fremlagte businesscases er rensede for data, målinger og allerede dengang tilgængelig evidens om Epic-systemet til fordel for de rene gisninger og gætterier.

I hans bidragende kapitel skriver han blandt andet:

”De forskellige businesscases er blottede for data, statistiske undersøgelser og forskning samt erfaringer fra andre lande med systemer. I stedet loves kæmpegevinster i form af besparelser og kvalitetsforbedringer i det kliniske arbejde, altså igen de rene gætterier”. '

Jes Søgaard peger også på, at politikerne tilsyneladende heller ikke fik at vide, at Epic er langt det dyreste på markedet både i anskaffelse og i drift.

Og sådan fortsætter de sønderlemmende beskrivelser af Sundhedsplatformen side efter side. Men bogen består ikke kun af tekniske og økonomiske data og vurderinger af udvælgelse, konfiguration og implementering af den omstridte platform. De to klinikere fortæller, hvad Sundhedsplatformen efter deres mening har betydet for patienter og lægers sikkerhed og kvalitet i behandlinger og hverdage. Og det er ikke småting fra skufferne med fejl, utilsigtede hændelser, spildtid og stress og frustrationer grænsende til daglig afmagt og opgivelse, som de to opremser i en lind og ganske gruopvækkende strøm, hvis konklusion mere eller mindre er, at Sundhedsplatformen dagligt smadrer hospitalskulturen, forvandler kliniske ildsjæle til udbrændte skygger af sig selv og i øvrigt er til fare for patienternes sikkerhed.

”Vi har fået meget, meget mindre tid til patienterne, så mange gribes af følelsen af, at de ikke gør deres arbejde godt nok, hvilket alle jo ved fører til udbrændthed. Det er en evig udfordring,” fastslår professor og overlæge Jacob Rosenberg, som mener, at Sundhedsplatformens ligegyldige krav og konstante krav om den opmærksomhed, som ellers skulle have været tildelt patienterne, suger energien ud af sundhedspersonalerne, som i årevis har måttet tåle, at deres berettigede klager over systemet er blevet ignoreret, afvist og nedgjort eller fulgt op med personalesamtaler eller fyringer, når de har fastholdt, at deres problemer med platformen skyldtes systemfejl og ikke deres egne brugerfejl.

Jacob Rosenberg har, som bogens øvrige skribenter, således meget lidt tillid til de øverste regionale ledere, som de alle mener har skabt tillidskløfter mellem sig og personalet på grund af, hvad de opfatter som års forbitrede, indædte og fjendske forsvar for Sundhedsplatformen, som ledelserne altid har frikendt for fejl til fordel for at skyde skylden på et eller flere personaler.

Men er Sundhedsplatformen virkelig en dræber? Har Sundhedsplatformen, når det kommer til stykket, også dræbt patienter? Spørger overlæge Niels Bentzon sig selv i bogen. Hans svar er, at det er svært at vide med sikkerhed, eftersom der ikke findes samlede data herfor. Kun brudstykker fra især historier i medierne om enkelte episoder i form af for eksempel farlige dobbeltdoser, forlængede ventelister for kritisk syge, forsvundne prøvesvar og recepter, forsinkede behandlingsforløb, helt forkerte medicinordinationer og endelig et enkelt kendt dødsfald, hvor Sundhedsplatformen blev vurderet til at være årsagen. 

"NU fungerer det fint!"

Hvad der op og ned i denne tilsyneladende sjællandsk-kinesiske tragedie er svært at vide for udenforstående og sikkert tit også for nærtstående. Men det er dog mere end påfaldende, at de regionale ledelser år efter år har ladet såvel menigmand som regionsråd og landets øvrige sundhedspolitikere forstå, at nu fungerer alt fint, at lægerne nu er glade for Sundhedsplatformen samtidigt med, at den ene brugerundersøgelse efter den anden plus sågar de enkelte større undersøgelser af Sundhedsplatformen, der har været udført, hver gang viser det stik modsatte.

Hvor vidt at det er nødvendigt og/eller overhovedet praktisk muligt at droppe Sundhedsplatformen bør uafhængige eksperter undersøge, for en så opsigtsvækkende og detaljeret kritik fra velrenommerede forskere og erfarne brugere af systemet bør ikke kunne siddes overhørig. Heller ikke selv om Region Hovedstaden også denne gang tydeligvist forsøger at lukke øjne og øren og tie kritikken ihjel, som man for eksempel ifølge tidligere vicedirektør i direktionen i Region Hovedstadens Center for it og ansvarlig for Sundhedsplatformen, Pia Kopke, tydeligvist også gjorde. Efter sin afgang i stillingen i august i år sindrømmede hun i et interview med Altinget, at personalet på de første hospitaler med Sundhedsplatformen ’blev ladt i stikken for længe’, nemlig fra 2016 til 2019, hvor hendes 300 store mand personale endelig havde tid til ’ at komme ud på hospitalerne og kunne begynde at hjælpe med udfordringerne”. Altså præcist de samme udfordringer som regionsledelsen i ligeså mange år benægtede eksistensen af.

Uhildede øjne må se

Uhildede øjne bør derfor se Sundhedsplatformen grundigt efter i sømmene, for det handler om sikkerhed og kvalitet for 2,5 millioner borgere, hvilket er alt for mange patienter til, at det er okay blot at holde sig for øjnene med henvisning til, at kritikken er valgflæsk på vegne af bogens ene skribent, Jacob Rosenberg, som er regionspolitiker for Det konservative Folkeparti. Og jo Rosenberg er ganske vist politiker, men han er også en af de mange hundrede klinikere, der hver dag i fem år har været underlagt en Sundhedsplatform, der halter, når det handler om kerneområderne overblik over patienten, kliniske dokumentationer og medicineringsprocesser som for eksempel det fælles medicinkort. Alvorlige problemområder, som jo netop er blandt Rosenberg og Bentzons vigtigste ankepunkter.

Og at afskrive nogle af bogens tungeste bidragsydere, Jes Søgaard og Jørgen Bansler, som nyttige idioter, der blindt har ladet sig spænde sig for en lokalpolitisk valgvogn forekommer at være noget af en flabethed. De leverer begge aldeles nøgterne, om end lemlæstende faganalyser, indenfor deres hver især næsten 40-årige videnskabelige resortområder.

Man skal i det hele taget være mere end almindelig tonedøv, hvis ikke denne bog i den grad får én til at spidse øren. Også selv den indimellem måske kunne have haft godt af at have været en mindre tur over knæet på Djævelens advokat, som lige kunnet have stillet den lille håndfuld kritiske spørgsmål, som måske endda ville have styrket troværdigheden overfor bogens potentielle kritikere yderligere.

"Destruktiv Digitalisering" er udgivet af forlaget FADL og koster 299,95 kroner