| | | | | |
 

Aktuel debatbog om forlænget sorg er forklædt som krimi

 
 
 
 
 

BØGER: Gør sorg de efterladte syge, og er sorg over nærtståendes død i mere end seks måneder behandlingskrævende eller et livsvilkår? Sådan lyder spørgsmålet i psykolog Anne Cathrine Bomanns nye roman om mulig forskningssvindel i forbindelse med udvikling af et præparat mod vedvarende sorg.

WHO har i 2017 indført en ny diagnose om ”forlænget/kompliceret” sorg. Den danske betegnelse for diagnosen er endnu ikke helt på plads, men diagnosen er ved at blive implementeret, hvilket de senere år har mødt både ros og kritik i såvel de faglige miljøer som i medierne.

Psykolog Anne Cathrine Bomann hører tydeligvist til den fløj, som mener, at diskussionen om sorg som en diagnosekrævende sygdom ikke bør stoppe her. Også selv om forsvarerne af diagnosen fremfører, at en sådan giver bedre muligheder for at give hjælp til dem, der ikke selv kan få hverdagen til at fungere igen efter en nærtståendes dødsfald.

Men fremfor at foredrage, skrive alenlange kronikker eller en debatbog, har hun smidt sin faglige psykologkasket for en stund og grebet fiktionspennen i det programlitterære værk "Blå Toner", hvor psykologiprofessor Thorsten og hans to meget forskellige unge kvindelige studerende Anna og Shadi mere eller mindre frivilligt kommer til at krydse klinger med den danske, yderst pragmatiske medicinalvirksomhed Danish Pharma, hvor én af de ansatte, Elizabeth, har udviklet det kommende blockbuster-præparatet Callocain, der som noget nyt og banebrydende rent faktisk mindsker de sorgfuldes savn efter den afdøde.  

Når WHO har foreslået en ny diagnose i ICD er det ikke uden grund, men fordi internationale undersøgelser viser, at sorg for nogle mennesker kan blive vedvarende i form af ikke kun savn og længsel efter afdøde. Danske undersøgelser har for eksempel vist, at syv procent, som har mistet en nær pårørende også seks måneder efter dødsfaldet lider af for eksempel fortrængning, bebrejdelse, følelser af at have mistet sig selv, manglende evne til at glæde sig eller opleve positive følelser, ligegyldighed, problemer med at engagere sig i personlige, familiære, sociale, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige aktiviteter.

Og stort set alle bogens dominerende karakterer, de gode, de mindre gode og de få onde lider af forskellige former for sorg og er dermed med til på forskelligt vis at problematisere, om vi med indførelse af en sorgdiagnose risikerer at sygeliggøre den almenmenneskelige sorgs naturlige smerte og således kommer til at overbehandle pinefulde, men naturlige sorgreaktioner, for hvordan adskiller man den sygelige sorg fra den naturlige sorg? Et dilemma, som det tydeligvist ligger forfatteren stærkt på sinde, at vi som samfund forholder os mere kritisk reflekterende til.

Men ikke nok med det, den lille pille er måske heller ikke helt så effektiv og slet ikke så uskyldig, som påstået af Danish Pharma og dennes opfinder og udvikler, Elizabeth, samt et par øvrige  forskere, som måske nok er blinde overfor præparatets potentielle skadelige virkninger, men ikke overfor Callocains økonomiske potentialer i forhold til dansk forskning, landets handelsbalance og deres egne husholdningspunge og faglige prestige på den globale forskningsscene.  

Mange flere detaljer skal der ikke røbes her om indholdet af "Blå toner", da det vil være synd for bogens rimeligt effektive spændingskurve, som lever i bedste velgående trods romanens karakter af programlitteratur, hvor de ideologiske hovedbudskaber som oftest har det med at dominere de litterære kvaliteter, som i programlitteratur derfor ofte kan være mere end almindeligt ringe. Men det er de faktisk ikke her.  

For selv om man ganske tydeligt mærker hensigten med bogen og ikke på noget tidspunkt lades i tvivl om, at bogen ikke så meget er drevet af en trang til kunst for kunstens skyld, men for budskabet om, at mediciner skaber diagnoser og behandlingsbehov, samt at sorg først og fremmest er en naturlig følelse, så er bogens neddykninger i medicinske, tekniske fagkundskaber velresearchede og plottet tilstrækkeligt elementær spændende.

Men det er især hendes indsigtsfulde nuanceringer af bogens persongalleri, som øger bogens afstand til den almindelige platte programlitteratur og fjerner den fra blot at være propaganda for egne fagpsykologiske holdninger.

Ikke mindst hovedpersonen Shadi’s personlige udviklingsrejse fra at være en forsagt, kontrollerende og angstplaget penalhuspige til at blive en mere modig, sund og udadvendt ung kvinde betyder, at "Blå toner" ender med at blive en næsten i samme grad dannelsesroman om en andengenerations ung kvindes indre kamp mod høje, men derfor også mentalt sygeligtgørende præstationskrav til sig selv.  

Anne Cathrine Bomann er således ikke kun en velmenende forfatter og psykolog med egne professionelle aktier i en sag, hvor den skønlitterære fortælling er endt som en tynd fernis, der kun dækker over et pædagogisk formål. Hun kan rent faktisk også godt skrive fiktion. 

Anne Cathrine Bomann: "Blå toner", udgivet af Lindhardt og Ringhof. Prisen er 269 kroner