| | | | | |
 

Kristian Ditlev Jensens ny diabetesbog risikerer at skade mere end den gavner

 
 
 
 
 

BØGER: "Man kan se livet som diabetiker som tarveligt og berøvet enhver livskvalitet. Sådan ser jeg det slet ikke. Jeg er begyndt at se det som et sundere liv — med udsøgte nydelser," erklærer journalist og sognepræst Kristian Ditlev Jensen i ny bog.

Da Kristian Ditlev Jensen for fire år siden på sin 45-års fødselsdag som tørlagt alkoholiker, sukkergris, træt og overvægtig fik diagnosen type 2-diabetes, var han allerede så mærket af sin sygdom, at han lænede sig tæt op en akut indlæggelse, fremgår det af hans bog "Sukkerchok - et nyt liv med diabetes 2".

Men i stedet for en hospitalsindlæggelse bliver han stærkt medicineret, går direkte hjem og smider alt sukker, sodavand, saftevand, juicer, chips, hvid pasta, hvede- og majsmel, ketchup, slik og så videre ud af sit køkken. Og kaster sig over al den viden om diabetes, som han kan opdrive. På nettet og i samtaler med andre lidelsesfæller.

"Det stod hurtigt klart for mig, at folk, der får sygdommen, enten overdramatiserer den helt vildt, eller også tager de den ikke alvorligt nok. Det bliver let enten en besættelse eller en fornægtelse. Jeg er selv klart i den første kategori. Eller det var jeg i en lang periode. I dag taler jeg stort set aldrig om det mere. Jeg navigerer bare som en diabetiker igennem livet,” skriver Kristian Ditlev Jensen, der siger, at han har skrevet bogen, fordi han kan ’se på sine meddiabetikere, at de ofte er på Herrens mark’.

I dag er Kristian Ditlev Jensen rask, eller rettere ’ meget’ rask, som han citerer sin læge for at sige. Men type 2-diabetes er en kronisk sygdom, og når den først er kommet, forsvinder den ikke, kun i bedste fald de målbare symptomer ifølge hans læge, så han tager stadig daglig medicin profylaktisk og lever rimeligt konsekvent diabetesvenligt.

Problemet med diabetes er ifølge Kristian Ditlev Jensen, at man selv har ansvaret for dens udvikling, at den eneste, der kan få den under kontrol er én selv, og at det får man kun ved at finde den rigtige livsstil. Og det kan være svært. Selv for ham, der har flere universitetsuddannelser bag sig og i øvrigt var mere end fast besluttet på at tage ansvaret i alle dets afskygninger på sig.

”Den her sygdom skulle ikke få has på mig. Så jeg gik i gang. Først lagde jeg straks min kost helt om. Og jeg mener helt om. Fra dag ét. Eller det var da i hvert fald meningen. Sandheden er nu, at det var sværere end som så. Der gik ikke en dag, uden jeg lavede fejl. Og der var ikke en dag, hvor jeg ikke kunne have gjort det lidt bedre.” 

"Sukkerchok - et nyt liv med diabetes 2" er en række øjebliksbilleder i Kristian Ditlev Jensens rejse. Ikke blot frem til de gode tal, som han opnår ret tidligt, men frem til, at han har fundet frem til den nye livsstil, som han finder passer ham og hans diabetes bedst. En livsstil som primært handler om, hvad han spiser og drikker, og hvor lidt og meget han bevæger sig. En ny måde at leve på som han i dag er glad og taknemmelig for, da den har givet ham et liv i bedre balance og med mange nydelser.

På sin tur når han at komme rundt og snuse til diverse diæter og eksperimenter, som angiveligt godt nok gør det, som de skal i forhold til hans blodsukker, men hvor man som læser tænker uups, bare det her ikke går galt, når man delagtiggøres i hans daglige, grænsende til det ulækre indtag af enorme bjerge af stærkt forarbejdede produkter som for eksempel bacon, industrielle fedtstoffer, spegepølser og skinker i hans bestræbelser på at smide kilo og undgå kulhydrater med negativ påvirkning af blodsukkeret.

Men i dag ønsker han i højere grad at stå på mål for, hvad han kalder for:

”Det helt almindelige. Det velafprøvede. Det af historien dokumenterede. Jeg vil simpelthen gerne opfordre til, at man spiser helt normalt. Det er ikke mindst vigtigt, når man får sukkersyge, især type 2, fordi man med den lidelse har fået et nyt vilkår i sit liv. I alle årene fra i dag og til man ligger i en kiste og er stendød, skal man leve på de betingelser, som den nye diagnose stiller én. Man er nødt til at underkaste sig sygdommens krav — ellers dør man af den. Og derfor er det så vigtigt, at man ikke ender med at finde på alle mulige skøre diæter, som man alligevel ikke kan holde. ”

"Sukkerchok - et nyt liv med diabetes 2" er succeshistorien om en mands anstrengelser for at få kontrol over sit blodsukker og andre relevante målbare tal. Men den kan noget mere end blot det, for den er uden moraliseren og uden krav om, at man pludselig skal være fejlfri og perfekt. Bogen er derfor en fortælling, som mange vil kunne identificere sig med, når de fået udstukket en diagnose og en pjece hos lægen, og måske finder fremtiden komplet uoverskuelig. For hvordan undgår man blodpropper, hjertesygdom, nyreproblemer, blindhed og amputationer? Og hvordan lever man så lige pludseligt ’rigtigt’, hvis man i årevis har levet ’ forkert.’ Derfor handler hans strategier ikke om, hvorvidt man er ”fejlfri” i dag eller i morgen, men om, at man er en dygtig diabetespatient på den lange bane, eftersom det perfekte ikke må komme til at stå i vejen for det gode, da diabetes for ham handler om at finde det gode liv — igen.

Men med at få det gode liv tilbage ved ’at spise normalt’ mener Kristian Ditlev Jensen ikke, at man bare kan spise, som man plejer, eller lige præcist hvad man har lyst til. For ham betyder det, at man skal spise sådan, som man gjorde for cirka 100 år siden i Danmark:

”Noget af det allervigtigste, man skal forholde sig til, er noget, der i øvrigt også går igen i mange ernæringsråd — men ikke i så mange slankekure faktisk. Det er portionsstørrelse. Rigtig mange mennesker spiser alt for meget mad. Man skal spise mindre, men bedre. Og så nyde den mad, man får”, lyder et af hans råd. Et andet råd handler om, hvordan man får mere motion ind i sit liv ved at inkorporere den i hverdagens gøremål uden at man føler at man er nødt til pludselig at løbe maraton-løb. Men en tredje gruppe af råd handler om fødevarer, og de er pludseligt langt mere kontroversielle:

”Det er vigtigt for mig at understrege én ting mere, og det drejer sig om hele tilgangen til ernæring for diabetikere. Kostvejledningen og kostrådene til diabetikere har i mange år været, at man skulle spise mange kulhydrater i forskellige former, imens man sparede gevaldigt på fedtet. Da jeg indsendte mit manuskript til forlaget, var min fremgangsform den stik modsatte: Jeg spiser fedt i rå mængder, men jeg sparer gevaldigt på kulhydrater — især de raffinerede af dem, og det vil sige hvedemel, majsmel, hvidt sukker og så videre,” skriver han og fortsætter ikke så lidt mere på egen boldbane uden om den traditionelle faglige rådgivning:

”Jeg tiljubler på det nærmeste mættet fedt i denne bog. Altså fedtkanten på bøffen, krølfedtet på stegen, piskefløden, smørret, fed ymer og så videre. Det gør jeg i ramme alvor — i vores hus bliver der tit drukket og spist en halv liter piskefløde om dagen.”

At animalsk fedt i så rigelige mængder er sundt for diabetikere, som i forvejen er i øget risiko for blodpropper og hjertesygdom, vil kunne få en del diabeteslæger for slet ikke at tale om Diabetesforeningen til at slå 10 kors for sig og måske ligefrem ønske bogen på bålet, for at LCHF (Low Carb High Fat), hvor diabetespatienter undgår kulhydrater til fordel for store mængder animalsk fedt, er der ikke evidens for.

Selv forsvarer han sig mod den forventelige kritik ved at erklære sine potentielle kritikere forkert på den:

”Jeg vil ikke gå ind i en debat om dét, men bare sige, at jeg tror, at vi i årevis har fået vendt hele diskussionen om fedt på hovedet. Jeg kan nemlig konstatere, at det netop er indtaget af fedt i alle mulige former, som — kombineret med et meget lavt eller ligefrem ekstremt lavt indtag af kulhydrater — faktisk får kolesteroltallene til at falde dramatisk,” skriver han og henviser til, at hans bog ’ikke er en lægefaglig bog, en videnskabelig afhandling eller en patienthåndbog med et stikordsregister, men en essaysamling’:

”Og noget af det vigtigste for mig har netop været at få den helt personlige oplevelse af dét at få stillet diagnosen diabetes 2 frem i lyset. Jeg har i de sidste fire år følt mig frustreret, skamfuld, ked af det, hjælpeløs, ret lækkersulten, hoverende, genstridig, opgivende, forkvalmet, alene, skamløs, hidsig, lykkelig, benovet, slået og genfødt. Alle de følelser — og hele rejsen igennem den for mig helt nye viden om sygdommen diabetes — har jeg gerne villet dele i bogen.”

At en journalist forsvarer sine fremlagte konklusioner og desuden anbefaler andre at overtage disse i forhold til deres eget helbred, men ikke at ville ’ gå i debat’ og i stedet undslår sig ved at henvise til formen, i dette tilfælde essays, forekommer mildest talt besynderligt. Og det er rigtigt, rigtigt ærgerligt, for ikke bare ville man som læser gerne sættes ind i hans videnskabelige resarch, men han trækker således tæppet væk under sin egen troværdighed på et helt afgørende punkt, nemlig diabetikeres vigtige ernæring og særlige skrøbeligheder i forhold til hjerte-kar risici og truede nyresundhed. Trods en masse andre fornuftige betragtninger om emnet. Og at det virker for ham selv, en ellers rask og rørig mand i sin bedste alder, er heller ikke et gyldigt argument, for diabetes handler jo netop ikke kun om den korte bane, som han selv påpeger.

Men det er også ærgerligt, fordi en del af den nye forskning i diabetes og ernæring ganske rigtigt går i retning af et paradigmeskifte i forhold til opfattelsen af den rigtige balance mellem kulhydrater og fedt for diabetespatienter. Betydeligt færre stivelsesrige kulhydrater, flere sunde fedtstoffer og proteiner, lyder de nye paroler. Men derfra og så til at vælte sig i animalske fedtstoffer 24-7 er der et stykke vej.

Og så er det også møgærgerligt, fordi han faktisk er rigtig god til at dele ud af egne erfaringer og til at engagere, motivere og gøre ellers svære ting nemme at forstå. Han forstår, hvad hans meddiabetikere og deres omgivelser har brug for at høre om. Og kan formidle, hvor svært det kan være at selv at skulle finde ud af at tage hånd om en potentielt dødelig sygdom, som er karakteriseret ved, at dens udfald afhænger af patienten selv. For som Kristian Ditlev Jensen, der også glimrer ved at have en meget pædagogisk og mere end normalt veloplagt og velsmurt pen, også skriver:

”Man kan få medicin, man kan lære at motionere lidt mere, man kan øve sig i at nyde de ting, man stadig må få. Men det hele står og falder med, om man forstår sygdommen. Sygdommen er kronisk, så den flytter sig i hvert fald ikke. Derfor må man selv flytte sig. Når sukkersygen først har ændret patienten, så er det patienten, der må ændre sig selv og sit eget liv”.

Kristian Ditlev Jensen er en fremragende kommunikator, men risikerer han at skade ligeså meget, som han også kan gavne, er det spørgsmål som trænger sig på efter læsningen.

 

  • Sukkerchok, et nyt liv med diabetes 2
  • Kristian Ditlev Jensen
  • Forlag: Gyldendal
  • Pris: 197,95 kroner