| | | | | |
 


Forfatter leverer hadefuldt og urovækkende angreb mod elektrochok

 
 
 
 
 

BØGER: Elektrochok er til for lægernes skyld, ikke for patienterne, mener den svenske forfatter Linda Boström Knausgård, som i perioden 2013 til 2017 flere gange var tvangsindlagt og blev behandlet med elektrochok på grund af depression, mani og selvmordsforsøg.

Linda Boström Knausgårds fjerde roman "Oktoberbarn" er et forsøg på et total opgør mod psykiatere og psykiatrien i almindelighed. Men bogen er især også et frontalangreb mod behandlinger med elektrochok (ETC-behandlinger), hvor patienter modtager elektrisk strøm mod hjernen for at skabe en krampe, som har til formål at lindre svære depressioner:

”Jeg var blevet udsat for strøm adskillige gange. Jeg vidste alt om behandlingen. Strømmen som de satte deres lid til. Strømmen som frelste lægerne. Strømmen som uden bivirkninger skulle medføre den lindring som ingen medicin kunne give,” skriver Linda Boström Knausgård, som er rasende vred over, hvad hun opfatter som manglende forudgående information om behandlingerne, som var hurtigere end samtaler:

“Ti minutter en gang om ugen, ingen plads til spørgsmål. De besværlige fik højere strømstyrke. Det vidste alle," skriver hun og fortsætter:

”Først intensivt i en serie af tolv behandlinger. Det var det ord de anvendte. Et ord der neutraliserede deres virksomhed og som skulle mindske frygten for indgrebet. De sagde at behandlingen var skånsom, at man kunne sammenligne den med at genstarte en computer. De benyttede sig vitterlig af den slags usle billeder. Det var et sprog skabt af dem der tror at man på den måde kan lindre et menneskes lidelse og de var så vant til det at et indgreb blev forvandlet til noget man glemte lige så ubesværet som sin seneste løgn.”

I Danmark modtager knap 2.000 patienter om året ECT- behandlinger mod svær depression. Behandlingerne blev opfundet af to italienske psykiatere, Ugo Cerletti og Lucio Bini, slut i 1930’erne. Teknikken er udbredt og accepteret i blandt andet Danmark og Sverige, men meget kontroversiel i visse andre lande. Forskerne er især uenige om omfanget af mulige bivirkninger, og behandlingsformen er fortsat genstand for debat. Blandt andet efter den amerikanske film Gøgereden fra 1975, hvor patienten Randle Patrick McMurphy, spillet af Jack Nicholson, får elektrochok som straf af den psykiatriske oversygeplejerske, den sadistiske Mildred Ratched, og hvori det psykiatriske system skildres som rå overmagt overfor ulykkelige eller antiautoritære mennesker.

Og Linda Boström Knausgård lader ikke Gøgereden noget tilbage at høre. Hendes kritik er her 45 år senere nærmest endnu voldsommere. Navnet Gøgereden er blot skiftet ud med ’Fabrikken” som sætter strøm til plagede menneskehjerner på samlebånd, og hun opfatter psykiaterne til at udvise ligegyldighed overfor menneskelig lidelse og til at have skruppelløs trang til karriere på bekostning af patienters svaghed:

”De foretog tyve indgreb om dagen. Disse samlebånds-arrangementer var kronen på værket i en business uden tilsyn. Her hærgede man frit og man kunne altid forklare en afhopning med at han eller hun ikke reagerede på behandlingen. I de tilfælde talte man i stedet stolt om resultaterne. De udelukkede enhver sprække af kontakt med den virkelige verden. De var så bange for at blive undersøgt at de gav patienten skylden for alt. Hun var uhåndterlig. Han var allerede alt for fremskreden. Hun var desperat. Den gamle kvinde var kroniker og hørte til i en anden tid, hvor hun fredfyldt kunne leve sammen med andre […] Tre timers udgang i parken og en sygeplejerskes hænder som aldrig klandrede hende noget. Den tid var forbi og ingen ville have en kroniker på sin afdeling. Alle ville fremvise resultater og resultaterne fik man ved hjælp af den så populære elektrochokbehandling, der var svaret på hvert individs plager. ”

Linda Boström Knausgård har siden sin pure ungdom lidt af skiftende depressioner og manier, har diagnosen bipolar og har været indlagt på en række psykiatriske afdelinger forskellige steder i Sverige gennem årene. Forlaget kalder hendes bog for en roman, men bogens eneste optrædende personer - bortset fra sundhedspersoner og andre patienter – består af hendes forældre, tidligere ægtemand og fire fælles børn, der alle lever i virkeligheden, samt hende selv, for hvem det største problem angiveligt er ETC-behandlingerne, som ødelægger hendes hukommelse og identitet som forfatter.

Men samtidigt med, at livet for bogens jeg bliver mere og mere tomt og formålsløst, efterhånden som hukommelse og minder forsvinder, er "Oktoberbarn" også en beskrivelse af Linda  Boström Knausgårds barndom med en psykisk syg og grænseoverskridende far, en kærlig, men fraværende mor, en svær ungdom præget af depressioner, et forlist ægteskab, en smertelig skilsmisse og hyppige kontakter til det psykiatriske system inden det totale sammenbrud lige før og efter skilsmissen fra sine fire mindreårige børns far – den verdensberømte svenske forfatter Karl Ove Knausgård. Selv beskriver hun sin psykiske tilstand sådan:

“Jeg havde en svaghed indeni og overalt i mit væsen som gjorde, at jeg opholdt mig en del på dette sted (psykiatrisk lukket afdeling, red.)"

Og det er denne 'svaghed', som hun mener, at det psykiatriske system lukrerer på uden hensyn til sine svage ofre:

”Nu ved jeg, vi anvender det til de svageste mennesker. De mennesker der ikke kan forsvare sig. De forskere, der er imod behandlingen med elektrochok, mener, at euforien i virkeligheden er et symptom på hjerneskade. Det bestrides af andre forskere. Det er en slagmark, hvor strømmen står som den klare sejrherre. I hvert fald på den del af jorden hvor jeg befandt mig. Nedbrydes hjernecellerne, som mange siger, eller gendannes de i virkeligheden hurtigere som andre siger? Den maniske hjernes celler fornys i en rasende fart og er særlig følsomme over for strøm. Det ved de sataner. Neurologer taler både for og imod og ingen ved hvordan den enkelte bliver ramt. De mest kritiske beskriver behandlingen med elektrochok som en neurologisk katastrofe. Der står striden. Alle er derimod enige om at hukommelsen påvirkes kraftigt. Alle. Det vidste jeg ikke dengang. ”

Linda Boström Knausgård er tydeligvist et dybt plaget menneske, for hvem livet altid har været mere end almindeligt tungt at bære. Og hvor svær en byrde det kan være at skulle indgå i en familie og tætte relationer, beskriver hun uhyggeligt godt i alle sine facetter. "Oktoberbarn" er så fjernt fra at være feel-good-litteratur, som noget litterært værk kan være. Den er tung, trist og sørgelig fra begyndelsen til slutningen, hvor hun lige er blevet udskrevet til et hus, som hun har købt, men dårligt kan huske. Et hus hvor hun skal modtage sine fire børn næste dag. Børn for hvem hun nu føler et ansvar for, som hun på smertelig vis ikke har kunnet løfte i årevis. Og børn hvis værelser er nymøblerede, men hvor hun ikke aner, hvor møblerne kommer fra. Om sin manglende hukommelse skriver hun:

”At der sidenhen var store flader af tid jeg ikke huskede tog ingen sig af. Hukommelsestabet blev sat op mod effekten af behandlingen. Og hvad vejer minder? Hvordan måler man dem? Hvordan vurderer man minder? Minder havde lav status på fabrikken. De ville hellere give dig fire uger med strøm, end at du skulle vakle rundt på afdelingen i månedsvis. Det var en berusende følelse for dem der arbejdede med menneskets yderkanter endelig at kunne fremvise resultater og dermed blive budt ind i det bedre selskab.”

Og om sine mange behandlinger med elektrochok, mens børnene var små og havde så meget brug for hende, skriver hun:

“Protesterede jeg? Jeg kunne have nægtet. Nægtet at træde ind på fabrikken. Ikke dengang hvor jeg ikke kunne tale for mig selv. Der kunne jeg ikke have gjort noget. Men siden? Hvorfor gjorde jeg det ikke? Var jeg ligeglad? Nej, det var jeg ikke. Men der var ingen vej udenom, så jeg fulgte bare med. Rejste mig fra sengen når det var tid og gik de tyve meter uden at vige. Det nyttede ikke at sige at jeg ikke havde brug for behandlingen. Den har aldrig hjulpet mig. Tværtimod. Ingen lyttede. Intet måtte jeg bestemme selv, så længe jeg var tvangsindlagt og var til fare for mig selv og andre. Sådan var reglerne. Mennesker som ikke kendte mig skrev om mig i journaler som fulgte med til hver ny læge jeg mødte. Psykiatriloven om tvangsbehandling. Manglende virkelighedsopfattelse. Humørsvingninger. Svarenes latenstid på mere end et minut. Eventuel ordinering af Haldol.

Restriktioner. Var der flere? Ja, der var altid noget at korrigere, tilsætte, regulere. Højeste strømstyrke. Lavere strøm gav færre bivirkninger, men behandlingen blev ikke betragtet som lige så effektiv.

Hvordan kunne det gå til at jeg var der uge efter uge, uden at noget begyndte og noget sluttede? Hvem var det der bestemte over mit liv? Hvorfor havde jeg kapituleret og hvem var det der holdt i tømmerne?

Der var ingen svar. Ingen præcise, egentlige svar, så jeg stiller mig tilfreds med smulerne fra de riges bord[…]”

At det faktum, at Linda Boström Knausgård overhovedet er i stand til at blive udskrevet og således måske også i stand til at tage sig af de børn, som hun nu brændende ønsker at være til stede for, måske netop skyldes hendes overståede behandlinger, indgår ikke på noget tidspunkt i hendes overvejelser. Ligesom hun heller ikke forholder sig til, at hun ikke mere er stærkt suicidal, aggressiv og decideret voldelig overfor sine omgivelser. Hun er fortsat overbevist om, at elektrochok alene er skadelige og bør forbydes:

“Lægerne der fortæller dig at behandlingen virker, men at de ikke ved præcis hvorfor. De henviser til den umiddelbare lindring hos patienten. Den der ligner eufori og tolkes som at patienten er i bedring. Hvis det var så skidegodt med strøm hvorfor er elektrochok så forbudt i mange lande? I flere delstater i USA, i Holland og Tyskland bruger man nærmest ikke elektrochok, i Italien er det forbudt. Der vil jeg flytte hen, der er jeg måske endelig i sikkerhed. Det er i Norden og i de angelsaksiske lande man lovpriser behandlingen. De fundamentalt forskellige måder at betragte et menneske på,” skriver Linda Boström Knausgård, som uanset sit polemiske sind og sin massivt manglende afstand til sig selv og sin situation er værd at læse i kraft af, at hun skriver så fuldstændig vanvittigt godt om, hvad der foregår inde i et menneske, der som hun lever - om ikke hele så i hvert fald store dele af sit liv - i skærsilden. Mange af os kan givetvis lære noget af Linda Boström Knausgård om, hvordan det kan opleves at være borderline. Men behageligt er det ikke. Om sine depressioner forklarer hun for eksempel:

”Depressionens sløve mørke, dens intet og dens vågne død, det er den der venter på mig, når jeg synker endnu dybere. Der hvor der ingen ord er, ingen samvittighed, blot den sløve morgen, middag, aften og angsten der omslutter hver celle. / Hver morgen når du vågner og skrækken når det til sidst går op for dig med hver en del af dig og hver tanke. Du er vågen.”

 

  • Oktoberbarn
  • Linda Boström Knausgård
  • Forlag: Lindhart og Ringhof
  • Pris: 149 kroner