Professor leverer et overbevisende forsvar for feberen

BØGER: På færre end 60 sider formår immunologen Christian Kanstrup Holm at – hvis ikke kurere – så i hvert fald dæmpe denne anmelders feberfobi. Tænkepausen ’Feber’ er en underholdende fortælling om, hvordan vi mennesker har opfattet feberen gennem tiden og et forsvarsskrift for et gavnligt ubehag, som mange af os ivrigt forsøger at nedkæmpe.

Når vintermånederne nærmer sig, kan jeg som far til et treårigt barn godt få lidt sved på panden over udsigten til snotnæse, feber og sygedage. Jeg sørger for, at der er batterier i termometeret, og når feberen uvægerligt rammer, tøver jeg ikke længe, før medicinen findes frem.

Jeg er ikke alene. I en analyse fra Apotekerforeningen indtog det smerte- og febersænkende lægemiddel paracetamol en suveræn førsteplads som det stof, der blev udleveret flest pakninger af på apoteket i 2023. Hele 10,9 millioner pakninger blev der langet over disken. Andenpladsen tog ibuprofen med 3,2 millioner pakninger.

Men efter at have læst den seneste minibog i den populære serie ´Tænkepauser´ – udgivet af Aarhus Universitetsforlag – er det på tide at tage feberfobien op til revision.

Uetiske forsøg

Tænkepausen med titlen ’Feber’ er forfattet af Christian Kanstrup Holm, professor i immunologi ved Aarhus Universitet. Han serverer feberens historie gennem en række anekdoter fra videnskabens verden. Det er underholdende læsning, særligt historierne om de yderst opfindsomme, men også grotesk uetiske forsøg, man kunne slippe afsted med dengang, ingen endnu havde opfundet de videnskabsetiske komitéer.

Et eksempel er historien om den østrigske psykiater Julius Wagner-Jauregg, der i 1917 besluttede sig for at sprøjte malariainficeret blod ind i en af sine psykiatriske patienter, der led af syfilis i et sent stadium. Malariablodet inducerede en flere uger lang febervildelse i patienten, som på mirakuløs vis blev rask. Østrigerens teori var, at feberen havde en helbredende kraft, og hans forskning var første skridt mod feberterapien, som senere blev anerkendt og udbredt som standardbehandling.

Svulstig dramatisering

Bogen er velskrevet og energisk, og man fornemmer Kanstrup Holms entusiasme og fortællelyst. Få steder kammer det dog en smule over. For eksempel da han fortæller historien om den 91-årige plejehjemsbeboer Elvira, som døde af sepsis, formentlig fordi feberen udeblev. Han beskriver hendes sidste timer således:

”Elvira sad i en af de lidt for hårde stole med front mod vinduet, hvor solen netop var ved at gå ned bag de bølgende marker. Solens sidste stråler spillede i den lokale hvidkalkede kirkes blyindfattede vinduer, inden den lidt senere ville forsvinde under horisonten.”

Jeg er ikke modstander af dramatiseringer, men det kan blive for svulstigt, og det er der ingen grund til, når historierne bærer så meget drama i sig selv.

Et ubesvaret spørgsmål

Christian Kanstrup Holm gør effektivt op med den sejlivede vildfarelse, at det at behandle feberen er det samme som at behandle sygdommen. Trangen til at nedkæmpe feberen er stadig udbredt, ikke mindst blandt småbørnsforældre, men den er overdrevet, er bogens pointe:

”De fleste forældre har nok prøvet at være urolige for deres børns høje feber, selv om frygten egentlig er ubegrundet. Først ved 42 grader er der en reel risiko for, at den feberramte tager skade. Og så varmt får de færreste det nogensinde ved en infektion, hvis patienten ikke har en anden og mere alvorlig underliggende sygdom,” beroliger forfatteren.

Den køber jeg gerne, og jeg vil fremover forsøge at tøjle trangen til at medicinere mig og mit afkom ud af feberen. Måske. For efter at have læst bogen står jeg tilbage med et væsentligt spørgsmål:

Hvis feberens funktion er nedkæmpe infektioner, risikerer vi så at forlænge infektionerne ved at indtage feberdæmpende medicin? Det spørgsmål forbliver ubesvaret, og det er ærgerligt, for når vi tager feberdæmpende medicin, er det ofte for at få det lidt bedre i al elendigheden. Og hvis det ikke ligefrem forlænger infektionen, vil jeg nok fremover fortsat ty til pillerne, når feberen melder sig.