Jordemoder-roman er forglemmelig som et hurtigt stykke med leverpostej

BØGER: Ny roman skriver præcist om arbejdshverdagen på en fødegang, men bogens centrale kærlighedshistorie er småkedelig og hverdagsgrå.

Kathrine Marie Guldager er blevet hyldet for sin trilogi om vrede kvinder, der består af bøgerne ’Birgithe med TH’, ’Endnu en dag i Guds skaberværk’ og ’Jeg hører, hvad du siger’.

Nu er hun tilbage med endnu en bog om en midaldrende kvinde. Jordemoderen Signe er dog ikke synderligt vred, hun er et ordentligt og redeligt menneske, der kompetent passer sit job fra bogens første side, hvor hun tager 5C’eren på arbejde og hjælper et par japanske turister undervejs.  

’Først når jeg siger til’ rummer eksakte skildringer af jobbet som jordemoder. Skildringerne af arbejdet forekommer præcise og repræsentative, også når en nybagt mor klager over jordemoderens arbejde, næsten som om beskrivelserne har rod i feltarbejde eller grundig og intelligent research fra Guldagers side.

De velskrevne skildringer af jordemoderens arbejde rummer her og der ansatser til en kritik af arbejdsforholdene: Signe spiser en stor portion yoghurt med mysli til morgenmad, for hun ved ikke, hvornår hun igen i løbet af sin dag får tiden til at spise.

Et egentligt sundhedspolitisk kampskrift er dog ikke bogens primære ærinde. Det er er primært en historie om kærlighedsforholdet mellem Signe og Jørgen, der er IT-konsulent med en fortid i forsvaret. Jørgen ønsker at tage forholdet til næste niveau, ”at lukke aftalen”, som han kalder det, men Signe holder lidt igen. Han tager derfor i en skuffet retræte til Lapland-minebyen Kiruna for at besøge en kammerat, hvorefter den lidt ambivalente Signe kommer til at savne ham. Hun tager toget til det smukke område for at finde ham, det lykkes dog ikke, i stedet får hun en lille nordsvensk odysse ud af det. Det er dog en rejse uden store udsving på spændingskurven, hvor Signe stemmer dørklokker og leder efter Jørgen.

”Hvis jeg havde forestillet mig noget med tipitelte og levende ild, så må man bare sige: snescootere og parabolantenner,” lader Guldager Signe kommentere de laplandske omgivelser, hvorefter hun får shawarma med pomfritter til aftensmad og slutter aftenen på løbebåndet i hotellets motionsrum.

Det virker nærmest pinagtigt troværdigt. Videre ophidsende er det dog ikke som romanlæsning. Og sådan er det meste af bogen. ’Først når jeg siger til’ er velskrevet romanhåndværk fra en forfatter, der har skrevet over 15 af slagsen. Bogen er også fantasiløs, hverdagsgrå og virker forladt af inspirationens flammende muse. Alt i bogen er nærmest aggressivt almindeligt.  

Jeg savner overraskelser, vildskab, særhed, twists, eller et eller andet der kan udfordre de litterære smagsløg. Bogen veksler lidt mellem at handle om parforhold, forældrerelationer, arbejds- og kvindeliv, ambivalens og selvbestemmelse. Kun glimtvis er der lidt humor, der overvejende bliver leveret af Signes kommende svigerfar fra Herning. Men alt er mærkeligt fortyndet, nærmest søvngængeragtigt. Det er som om, kærlighedshistorien udspiller sig i et limbo, hvor der ikke er ret meget på spil for nogle af karaktererne.  

Romanen er fint nok selskab undervejs, på samme måde som en hurtig rundtom med leverpostej lige fra køleskabet kan være god nok på farten. Guldager skriver fermt og rutineret en letflydende prosa, men bogen har nærmest urovækkende halveringstid i læserens sind. Jordemoder-romanen bogen er svær at genkalde sig næsten i samme øjeblik, sidste side er vendt.

Kathrine Marie Guldager: ’Først når jeg siger til’ er udkommet på Gyldendal, 210 kroner på Saxo