Puk Elgaard går ind i projektet med liv, sjæl og charme og evner at være autentisk og fuldt ud til stede på de medvirkendes betingelser. Foto: DR
TV bliver næppe bedre end med Demenskoret
TV: DR satser i disse dage på oplysning og underholdning om demenssygdomme på alle platforme. Heriblandt også med en fuldstændig vidunderlig og inspirerende TV-serie om 17 mennesker med demens, der på kun otte uger skal synge sig frem til sammen at afholde stor koncert i DR’s koncertsal.
Mange mennesker har et særligt forhold til musik, og det kan især gælde for mennesker med demens, der ofte stadig er i stand til at nyde musikkens evne til at genfremkalde gamle minder og følelser. Ligesom mange fortsat selv kan spille og synge, selv om de ellers er i fuld færd med at miste ikke kun hukommelsen, men også sproget. Den musikalske hukommelse bevares nemlig længere end den almindelige hukommelse.
Den nye TV-serie "Demenskoret" viser, hvordan studievært Puk Elgaard og korleder Claus Christensen har samlet et kor med 17 mennesker med demens i et øvelokale på Frederiksberg. I serien følger vi, hvordan de i begyndelsen usikre, bange, stive og ofte nedtrykte demente sangere i stigende grad blomstrer op og bliver trygge, muntre, modige og glade kammerater i det sangbårne fællesskab.
De 17 kormedlemmer, hvoraf flere har haft musik og sang tæt på livet tidligere, har alle en pårørende med til sangøvelserne. Sammen med Puk Elgaard møder vi også disse pårørende både under korsangen og gennem individuelle portrætter af sangerne med deres familier i hjemmene eller på de institutioner og i de beskyttede boliger, som sygdommen har gjort nødvendige.
Demenskoret er en centrifuge af følelser – anledning til glæde, sorg, smil, latter, spænding og tårer, som skifter i ét væk. Men selv om tårerne flyder, er de ofte gennem smil, for det er dybt bevægende at overvære sangernes transformationer og nye glæde over livet. Eller som en berørt ægtemand efter nogle ugers sangøvelser fortæller om sin forholdsvis unge, men meget syge og nu syngende hustru med demens:
’I dag er forandringen virkelig gået op for mig. Min kone har gennem mange år sagt ’jeg vil bare gerne dø, jeg vil ikke leve mere’. I morges vågnede hun og kiggede på mig og sagde ’jeg vil ikke dø’.
Andre pårørende udtrykker også forundret glæde og taknemmelighed over at se deres syge ægtefæller eller forældre genfinde de karaktertræk og sider, som sygdommen ellers havde skjult. Disse stærke og dybt rørende beretninger viser tydeligt, hvorfor demens ofte kaldes de pårørendes sygdom.
Vært og korleder går ind i projektet med liv, sjæl og charme
At sammensætte et kor med mennesker med demens er ikke en original DR-ide. Både de norske og britiske public-servicestationer har tidligere med stor succes gjort det samme. Og når den danske version også fungerer så hjertegribende godt, som den gør, er det i høj grad Puk Elgaards og korleder Claus Christensens fortjeneste. De er ikke kun henholdsvis vært og korleder, men er også aktive og respektfulde deltagere i sangernes emotionelle rejser mod målet og tilføjer således serien et ekstra lag, som gør det nemmere at relatere sig til mennesker, som vi ellers alt for ofte helst undgår, men som her menneskeliggøres, så de ikke kun er deres diagnose.
Vært og korleder er da tydeligvis også gået ind i projektet med liv, sjæl og charme. De evner begge kunsten at være autentiske og fuldt ud til stede på de medvirkendes betingelser samtidigt med, at de alligevel har tilstrækkeligt menneskelig lydhørhed og produktionsmæssigt overblik til at kunne drive koret frem mod mål på en måde, så alle føler sig set, hørt og glade. De medvirkende fremstår således aldrig som blot statister i et i forvejen fastlagt TV-koncept, men som mennesker med en værdighed og fuldgyldig ret i sig selv.
Velvære og livskvalitet steg
Professor i musikterapi ved Aalborg Universitet, Hanne Mette Ochsner Ridder, bekræfter, at musik, sang og fællesskab kan bringe gamle minder og livsglæde tilbage hos mennesker med demens, og skabe dyrebare øjeblikke i en ellers trist og udsigtsløs hverdag. I forbindelse med optagelserne til "Demenskoret" gav hun de 17 sangere et spørgeskema om deres velbefindende, som de – eller deres pårørende, hvis nødvendigt – skulle udfylde før og efter kortimerne.
Og ifølge Hanne Mette Ochsner Ridder viste resultatet fra hendes undersøgelse, at den samlede tilfredshed med sangernes oplevelser af deres krop, følelser, sprog, overblik, empati, erindring, fantasi og livskvalitet gik fra 71 til 77 point ud af 100 mulige efter kortimerne. Især deres oplevelse af empati, velvære i kroppen og livskvalitet steg mest:
"Så det er et meget, meget entydigt svar på, at de stiger i den samlede score," siger Hanne Mette Ochsner Ridder. Hun påpeger, at alle deltagerne fik det bedre, men at det især var dem, som var mest syge med svær demens, der kunne mærke den største forskel ved at deltage i korsangen sammenlignet med personerne med en mildere grad af sygdommen.
Hvordan det går med den store koncert, skal ikke afsløres her, da spændingen om udfaldet driver handlingen i de seks episoder. Midt i de mange sorgfulde og glædesfyldte øjeblikke oplever vi seere, sammen med korlederen, værten og de pårørende, en blanding af spænding og frygt for, hvordan det hele vil ende. Vil sangerne blive så urolige over at skulle forlade det trygge øvelokale for at optræde i en uvant koncertsal, at de i forvirringen glemmer deres solosange? Eller endnu værre, vil de nægte at deltage eller måske stikke af, som nogle af dem ønskede den første dag i øvelokalet? Er de i stand til at klare dette, eller risikerer projektet at gøre mere skade end gavn?
Tilbage i mørket
De seks halve timer med ´Demenskoret´ flyver afsted, og når de er forbi, savner man dem allerede. Og at både sangerne og deres pårørende er ulykkelige over korets afslutning river i hjertet, for at stoppe et så livgivende projekt blot fordi kameraerne holder op med at rulle, føles helt forkert, for hvad sker der nu med disse mennesker, som lige fik lov at dufte til en ny og bedre livskvalitet?
Skal disse nu så glade sangere bare tilbage ned i mørket til alle de andre mange andre danskere med demens, hvis positive livspotentialer, som vi heller ikke (endnu?) er dygtige nok til at understøtte?
Svaret er desværre et principielt ja, koret skal fortsætte, men med den menneskeligt modificerende faktor, at korleder Claus Christensen forbarmer sig og lover at fortsætte en stund endnu. Koret betyder så meget for sangerne og deres pårørende, men det hviler nu alene på Claus Christensens indsats af ren og skær kærlighed til projektet. Dette gør ´Demenskoret´ ikke blot til en smuk, bevægende og inspirerende serie om, hvad korsang, musik og socialt fællesskab kan gøre for mennesker med demens. Serien viser også, hvor meget vi undlader at gøre for disse alvorligt syge mennesker, som sammen med deres pårørende fortjener bedre.
Her er det sang og musik, som på forbløffende vis skaber mirakler, men hvad mon der måske mere findes af mulige terapier, aktiviteter og redskaber, som kan løfte op i lyset, og derved som denne serie få os til at forstå, at også mennesker med demens bør have ret til lindrende behandlinger af symptomer fra deres dødelige sygdom?
TV bliver næppe bedre, end det vi her får lov at opleve!